In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
31897Visninger
AA

10. When will you come back?

Med min niece på den ene arm og min taske på den anden, skubbede jeg døren op ind til lejligheden. Jeg håbede, at enten kunne høre eller se Niall derinde. Men der var helt stille og livløst. Suk, hvornår kom han tilbage? Kom han i hele taget tilbage? Tænk hvis han ikke gjorde? Det kunne han ikke være bekendt.. Eller kunne han? Mine tanker blev afbrudt, af en grædende baby. Jeg smed min taske tilfældigt på gulvet og søgte hen mod stuen. Min lille niece - argh, jeg måtte finde et navn - skreg højere. Hvordan fik jeg hende til at tie?

 

Jeg gik hen mod sofaen, hvor jeg dumpede ned imellem et par puder.

“Såe, såe..” forsøgte jeg, at trøste forgæves. Var hun sulten? Hvor tit skal et lille barn have mad? Jeg blev nærmest forvirret af mig selv. Jeg anbragte min niece på en enkelt pude, hvor hun lå sikkert, så hun ikke kunne trille ud over kanten. Jeg rykkede de andre puder, så jeg kunne holde øje med hende hele tiden. Jeg gik ud i køkkenet. Jeg måtte forsøge mig med der der modermælkserstatnings halløj, som jeg havde købt på apoteket dagen inden.

 

Hm, hvordan skulle jeg lige gribe det an? Jeg vendte den firkantet pakke om, for at læse hvad jeg skulle gøre. Efterhånden som jeg havde læst hele instruktionen blev der stille inde i stuen. Jeg lod mit blik glide hen mod min ‘niece’. Hun sov. Så havde jeg i det mindste ro til mission ‘modermælk’. Jeg fandt en gryde i skabet - nu havde jeg lært hvor jeg fandt sådan noget - og hældte vand i. Jeg tændte blusset og satte det over. Nu skulle jeg bare have vandet til at koge. I hvert fald i følge opskriften på pakken.

 

Da vandet begyndte, at boble tog jeg den væk fra blusset. Nu skulle det køle af til, at det var man ikke kunne brænde sig på det. Hvorfor koge det op, for at lade det køle af? Det var da mærkeligt? Men jeg måtte nok bare følge den korte instruktion for ikke at gøre noget forkert. Jeg hældte vandet op i den lyserøde sutteflaske, som jeg også havde købt (jeg stjæler ikke..) og hældte så et brev, med en form for pulver i. Jeg skruede låget på, så det sad godt fast, og rystede den. Vandet blev hvidt, det lignede faktisk almindelig mælk. Sådan. Det måtte være rigtigt det jeg havde gjort. Jeg lod gryden og pakken med ‘modermælks pulveret’ ligge på bordet. Jeg orkede ikke, at rydde op nu. Jeg havde andet at tage mig til.

 

Jeg gik tilbage mod stuen, hvor min ‘niece’ lå og sov. Jamen.. Nu sov hun? Hvad så med hendes mad? Jeg måtte vel bare vække hende? Eller var det forkert? Jeg havde, så mange spørgsmål der gjorde, at jeg blev i tvivl om, om jeg i hele taget egnede mig til at være mor. Jeg stod og kiggede på hende, og overvejede om jeg skulle vække hende. Okay, jeg vækkede hende. Man kan vel ligge hende til at sove igen. I det jeg tog hende op brød hun ud et et hyl. Åh gud. Jeg begyndte at vugge hende frem og tilbage, og synge til hende. Hun begyndte bare at græde endnu mere. Fuck altså, hvorfor vækkede jeg hende også?

 

Jeg prøvede forgæves at give hende noget mad, og i det jeg ikke troede hun ikke kunne skrige højere - gjorde hun det. Åh gud, åh gud. Hvad gør jeg? Sutterne. Jeg skyndte mig ud i entreen, hvor jeg begyndte at lede efter en sut. Det var ikke ligefrem nemt med en skrigende unge på armen, og her var heller ikke specielt ryddeligt. Jeg fandt sutterne i en posen, og rev pakken op. I det jeg gav hende sutten holdte hun op med at hyle. Nu kunne jeg da tænke igen. Hendes blå øjne kiggede omkring, for så at rette blikket på mig. Jeg smilte til hende selvom hun jo nok ikke lagde mærke til det.

 

Hun greb hårdt fat om min finger, og jeg gabte lidt. Har du ikke lige sovet? Hun er åbenbart stadig træt. Hvilket slet ikke gjorde noget, for jeg er allerede træt af at passe hende. Ikke fordi jeg ikke kan lide hende, men det er trættende. Åh gud, jeg havde jo ikke nogen seng endnu. Så må hun vel ligge i min seng. Er det farligt? Jeg gik ind i stuen sammen med hende, hvor jeg satte mig i den hvide sofa. Jeg lagde hende ved siden af mig, og sørgede for hun ikke ville falde ned.

 

Listen med navne lå stadig på bordet - og alt det andet rod. Jeg burde virkelig rydde op! Jeg tog listen, og skimmede ned over den. For hvert navn kiggede jeg på hende, og rystede på hovedet. Estelle. Jeg kiggede ned på hende. Hun ligner sin mor. Hun har hendes blå øjne, og hendes læber. Det eneste der faktisk ikke lignede noget hun havde fra sin mor var hendes næse. Hun bevægede sine ben lidt, og jeg gentog navnet Estelle for mig. Det er det hun skal hedde!

 

***

 

Estelle var sødt og anderledes. Det kunne jeg godt lide. Jeg smed listen fra mig igen. Estelle lød godt, og faktisk skulle det ikke have undret mig, hvis det var et navn Hope kunne have haft fundet på. Jeg tog Estelle op til mig. Jeg holdte hende op foran mig og kiggede hende i øjnene.

“Estelle” hviskede jeg inden jeg lagde hende i mine arme. Jeg gabte. Jeg var sindsyg træt. Det er hårdere end man tror, at passe et lille barn. Tænk, dette er kun dag 1. Der er også i morgen og i overmorgen.

 

Jeg rejste mig med Estelle i mine arme og gik ud i køkkenet. Mit blik søgte rundt efter noget spiseligt. Jeg havde ikke selv fået ret meget at spise i dag. Jeg fandt et æble, som nok snart ville være for gammelt. Det var en smule rynket, men ikke råddent. Med min ledige hånd - altså den Estelle ikke lå på - åbnede jeg for vandhanen og vaskede æblet. Bagefter gik jeg hen mod altandøren, som jeg åbnede.

 

Jeg elskede, at sidde her ude om aftenen og se solnedgangen. Især sammen med Niall, men han var her ikke. Så måtte jeg gøre det med Estelle. Ih, hvor jeg savnede Niall.. Hvor var han overhovedet?

 

Jeg trådte ud på altanen og mærkede et koldt vindstød ramme mig. Jeg kiggede ned på Estelle. Hun kunne nok ikke klare kulden. Jeg lagde æblet på en af træstolene og gik ud i entréen. I en af de mange gennemrodet store poser fandt jeg den dyne jeg havde købt. Jeg svøbte hende ind i det og fandt selv et tæppe. Igen søgte jeg ud på altanen, hvor jeg satte mig. Der var stadig meget uro over London, men klokken var nok ikke så meget endnu, selvom jeg var træt. Jeg sad og vuggede Estelle imens jeg nød udsigten.

 

Nogen gange kunne man høre folks stemmer nede fra gaden. Jeg lukkede øjnene og prøvede, at sortere de mange lyde. Pludselig fór jeg sammen. Jeg kunne høre en meget velkendt stemme. Det lød nøjagtig, som Niall’s. Jeg sprang op af stolen og kiggede ud over altankanten. Der var kun få folk nede på gaden, og det var der stemmen var kommet fra. Jeg studerede kort personerne, men blev skuffet. Ingen af dem var min elskede Niall. Måske var det bare noget jeg havde bildt mig selv ind, fordi jeg savnede han så forfærdeligt meget?

 

Pludselig mistede jeg lysten til, at nyde solnedgangen. Der var intet at nyde uden ham. Det var en ting vi plejede, at gøre sammen. Jeg kunne ikke gøre det når han ikke var der.

 

Jeg følte, at der egentlig ikke var ret meget andet, at gøre end at gå i seng. Jeg var alligevel dødsens træt og smadret. Smadret udvendig, fordi den første dag, som ‘mor’ havde taget hårdt på mig og smadret indvendig fordi jeg manglede Niall.

 

Derfor slæbte jeg mig selv ind mod vores soveværelse. Jeg lagde Estelle i Nialls side. Hvis Niall ikke var der til at ligge ved siden af mig, ja, så kunne Estelle vel gøre det. Hurtigt som et lyn børstede jeg tænder og rensede makeup af. Jeg turde ikke lade hende være alene ret længe af gangen. Hvis ikke det var fordi jeg skulle passe på Estelle, så havde jeg nok også taget et langt varmt bad, hvilket jeg måske trængte til. Men jeg havde på fornemmelsen, at når man var ‘nybagt mor’, så blev man nødt til at sætte sin egne behov lidt på standby.

 

Jeg trak gardinet for, så det blev mørkt. Men jeg følte en form for ensomhed, da alt blev utydeligt. Derfor tændte jeg min lampe der stod på mit natbord. Jeg havde lyst til, at ligge mig til, at sove nu, men jeg blev nødt til at klæde om. Helt automatisk åbnede jeg klædeskabet. Jeg tog en af Niall's t-shirt. Jeg sov altid i hans tøj, når han ikke var her. Så kunne jeg alligevel fornemme ham selvom han ikke var her. Jeg klædte om og lagde mig ned under dynen ved siden af Estelle. Hun sov allerede. Hun sov meget. Underligt, at hun er så anstrengende, når hun alligevel sover hele tiden?


"To leave, after all, was not the same as being left."

 

Wow, vi havde slet ikke troet vi ville nå så langt! Tusind tak fordi, at i læser med, det betyder meget for os! <3

- Blondinen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...