In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
31968Visninger
AA

14. What are you doing here?

Jeg var lige faldet i søvn igen, med Estelle på armen. Klokken var ca. 9, da hun igen vækkede mig fordi hun var sulten. Min energi var helt i bund, og det var grunden til, at jeg lagde mig til, at sove igen, igen.. Mit liv bestod lige pt. af 2 ting. Passe Estelle og sove. Det var også det de sidste 2-3 uger var gået med, siden jeg adopterede Estelle. Jeg spiste ikke, men det havde vel ikke gjort nogen forandringer på mig. Det var nok det, at passe Estelle, der tog så fandens hårdt på mig.

 

Måske havde Niall ret. Jeg var nok for hurtig til, at tage en beslutning. Det var langt fra nemt, at passe Estelle. Det var vanskeligt. Jeg havde nok dummet mig en smule. Jeg skulle have hjælp. Det var derfor, jeg var begyndt, at blive en smule irriteret på Niall. Han kunne vel regne ud, at det var for hårdt for mig. Derfor burde han komme tilbage, lige nu, og hjælpe mig. Det er for helved det jeg havde brug for. Hjælp. Det passede nok ikke helt med, at jeg var faldet i søvn. Jeg lå bare og tænkte med lukkede øjne. Det var også nogenlunde beroligende og afslappende. Jeg ville måske gerne sove, men det var nok også godt, at få tænkt lidt igennem. Som så mange gange før. Der var så meget, der passerede min tankegang...

 

***

 

Jeg lå stadig og tænkte, da det lige pludselig ringede på døren. Det var første gang, nogen havde opsøgt mig siden ham manden med tingene til Estelle - som jeg ikke havde fået bygget ret meget af endnu. Kunne det være Niall? Nej.. Han ville nok bare gå op. Eller ville han? Tænk hvis det var ham! Men det kunne også være Serena, der ville se hvordan jeg havde det. Hun havde skrevet til mig et par gange over twitter, og kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke svarede. Det var nok enten Niall eller Serena. Jeg håbede mest på Niall. Det var jo ham jeg havde brug for. Tror jeg.

 

Underligt nok, havde jeg ikke rørt mig ud af flækken endnu. Men fordi jeg håbede på, at høre Niall’s stemme igen, tøvede jeg ikke med, at rejse mig og søge ud mod entréen, hvor dørtelefonen hang. Estelle havde jeg taget med på armen. Værst af alt, så var hun begyndt, at græde. Måske på grund af min pludselige bevægelse?

 

Jeg trykkede på knappen for, at få lyd ned til.

“Hallo?” Startede jeg ud.

“Aubrey?” Kom det kradsende tilbage. Det var ikke Niall. Skuffelsen, spredte sig, som et ubehageligt lag over mig. Men... Hvem var det så?

“Jaer?” Jeg lød sikkert træt, og jeg vidste ikke, hvad personen på den anden side tænkte, når lyden af en skrigende baby var i baggrunden. Det gale hus...

 

“Det mig, Zayn..”. Hvad laver han her? Jeg havde næsten ikke snakket med Zayn, efter de var kommet hjem fra tour. Vi snakkede ellers okay med hinanden. Han var flink. Men hvorfor var han her nu? Ved han ikke, at Niall ikke er her?

“Må jeg komme op?” Lød det så igen.

“Niall er her ikke..” havde Niall da ikke fortalt noget til dem? Hvis de ikke vidste noget, hvor var han så taget hen?

 

“Det ved jeg godt Aubrey.. Men det er heller ikke ham jeg vil snakke med..” jeg blev en smule forvirret. Var han kommet for at snakke med mig? Her var jo ingen andre.

“Hvem så?” Kom det dumt fra mig.

“Dig, Aubrey..” han snakkede lavt, nok så ingen andre skulle høre ham.

“Nårh, ehm.. Ja... Okay” jeg nikkede kort for mig selv inden jeg fortsatte

“Så lukker jeg dig ind..” Jeg trykke på en knap, og det gav et kort lyd fra sig.

 

Jeg begyndte, at vugge Estelle i håb om, at hun ville tie stille. Da der var gået et kort øjeblik åbnede jeg døren, så jeg kunne se når han kom op. Da elevatordørene ned i den anden ende af gangen kørte til side kom Zayn til syne. Da han kom tættere på mig, kunne jeg se hans undrende blik. Jeg så nok forfærdelig ud, men nu hvor jeg havde Estelle, at passe, så var det svært at gøre noget for sig selv.

“Hej..” nærmest hviskede jeg og forsøgte, at smile lidt. Jeg kiggede ned.

“Wow.. Aubrey, hvad sker der?” jeg troede først, at det var ment lidt ironisk, men da jeg kiggede op mødte jeg et par alvorlige og bekymrings fulde øjne.

 

Jeg kiggede spørgende, da jeg blev en smule nysgerrig over, hvad der var så galt.

“Du ser forfærdelig ud, Aubrey. Du er blevet tyndere..” han lød bekymret. Men hvorfor? Hvorfor var han bekymret over mig?

“Øhm..” min stemme dirrede en smule.

“Spiser du ikke, eller hvad foregår der?” Jeg trak på skuldrene og gik lidt bagud, så han kunne komme indenfor. Han lukkede døren efter sig, og kiggede så på mig igen. Han forventede nok et mere præcis svar. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle sige.

 

“Aubrey?” Han snakkede i et mere normalt lydniveau efter han var kommet ind, og ingen andre kunne høre os.

“Ikke rigtigt..” sagde jeg kort og forsøgte, at undgå, at få øjenkontakt med ham.  Han rystede lidt på hovedet, som om han ikke vidste hvad han skulle sige.

“Hvorfor?” Jeg forstod ham ikke. Hvorfor opsøge mig?

“Ehm.. Altså, jeg kan bare ikke..” jeg følte, at det var svært at snakke. Jeg kunne ikke rigtig forklare min situation. Han hostede en smule - jeg skulle fordybe mig.

 

“Jeg kan ikke - min appetit er væk Zayn. Det er hårdt, at passe et lille barn.. Jeg har sat mine egne behov til side. Ellers kan intet lade sig gøre..” ordene fløj ud af mig.

“Aubrey, det kan ikke passe. Du kan ikke bare lade hver med, at spise fordi du har adopteret din niece..” han havde ret. Alle havde ret. Det var forkert alt det jeg gjorde.

“Så du ved det godt?” Røg det ud af mig.

“Ved hvad Aubrey?”

“At jeg har adopteret hende..” Niall havde nok fortalt ham det. Selvfølgelig - de siger alt til hinanden. “Selvfølgelig gør jeg det.. Niall blev jo nødt til, at fortælle hvorfor han bare havde forladt dig..”

 

Niall.. Jeg græd allerede indvendig, jeg savnede ham..

“Hvor er han?” Underligt nok stod vi stadig i entréen. Vi havde ikke flyttet os, men det generede os vist ikke. “Ved Liam” det var rart, at vide hvor han var. Ikke fordi jeg ville opsøge ham.. Det var bare rart, at vide, at han stadig eksisterede. Det begyndte at blive hårdt at holde Estelle, så jeg foreslog, at vi kunne sætte os ind i sofaen.

 

***

 

Det var på en måde rart at Zayn kom. Han hjalp mig. Han tog sig af Estelle et øjeblik, så jeg kunne tage et bad - hvilket var rart, da det heller ikke var noget jeg havde haft overskud til. Bagefter havde han hjulpet med, at rydde lidt op. Nu kunne jeg gå ind i soveværelset igen uden problemer. Ikke nok med det, så hjalp han mig med, at samle hendes puslebord, som jeg aldrig fik bygget færdig selv.

 

Men, jeg undrerede mig stadig lidt. Jeg forstod ikke han ville hjælpe mig. Så da vi var færdige, og atter sad i sofaen igen spurgte jeg ham.

“Tak for hjælpen.. Men hvorfor? Hvorfor hjalp du mig?” Jeg smilede taknemmeligt til ham.

“Jeg tænkte det var svært for dig. Du er kun 18, og Niall.. Har virket, så bekymret uden rigtigt at vise det. Jeg kunne bare fornemme det på ham. Og jeg forstår ham godt.. Jeg tror jeg selv blev en smule urolig for dig på hans vegne..” han trak let på skulderne og jeg nikkede bare.

 

“Men jeg bliver nok snart nødt til, at gå igen.. Vi har et interview igen i aften.. Men der er en sidste ting jeg bliver nødt til, at gøre inden jeg går, ellers får jeg bare dårlig samvittighed” smilede han. Hvad ville han nu?

“Jeg bliver nødt til, at købe noget mad til dig. Jeg kan ikke holde ud, at se dig så tynd!” Sagde han idet han rejste sig fra sofaen, og søgte ud mod entré - med mig efter ham.

“Det skal du ikke Zayn.. Det er okay!” forsøgte jeg. Men nej.

“Nej, Aubrey - det er ikke okay..” han tog sin jakke og sko på.

“Jeg kommer tilbage med noget om lidt!” Sagde han og forlod lejligheden inden jeg kunne nå, at sige ham imod igen. Jeg smilede let for mig selv. Tænk han gjorde det for mig. Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne spise noget, men han gjorde det for mig. Og det er jo tanken der tæller!

 

"I get by with a little help from my friends."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...