In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

179Likes
142Kommentarer
33426Visninger
AA

22. Way to skinny!

 Tiden var gået i stå. Ellers sådan føles det. Men det var den nok ikke, selvom jeg ønskede det. Her var stille, og alligevel strømmede den endeløse støj fra Londons gader ind over os. Vi stod alle 3 tavse. Hverken Niall, Estelle eller jeg sagde noget, men det var rart og ikke spor akavet.

 

Jeg stod her igen, som jeg havde gjort for noget tid siden inden al dramaet mellem mig og Niall. Vi stod og kiggede ud over London. Vi stod i London Eye og nød den fantastiske udsigt. Mindet kørte rundt inde i mig, som om jeg stod midt i det igen. Jeg kunne tydelig huske hvordan dét var.

 

Det var en underlig følelse at svæve op mod stjernerne. De kom tættere og tættere på - og så alligevel ikke. Stjernerne var langt ud i universet. Jeg kiggede over på Niall, som også kiggede på mig. Uden tøven lænede vi os begge frem mod hinanden og lod vores læber mødes. Det gav et sug i maven. Et sug af kærlighed og følelsen af, at stå i London Eye, under stjernerne og kysse.

 

Sådan var det bare ikke helt lige nu. Det var eftermiddag og der var ingen stjerne at se. Eller det var jo løgn. Solen skinnede og var skarp. Niall stod med Estelle på armen. Estelle kiggede nysgerrigt. Hun fandt det nok interessant at svæve oppe over London. Jeg smilede til hende da hun kiggede over på mig.

 

Jeg havde på fornemmelsen, at hun var blevet mere glad. Måske fordi Niall var kommet tilbage? Nej - det var jo mig der var blevet glad af den grund.. Men måske havde hun kunne mærke på mig, at jeg havde det dårligt? At jeg ikke var glad og ikke havde noget overskud til andet end at fodre, skifte og putte hende?

 

Jeg stod i min egen lille tanke bås, da Niall pludselig tog fat i min hånd, og begyndte at gå. Først dér gik op for mig, at vi allerede skulle stå af igen. Det beviste 100%, at tiden ikke var gået i stå. Det ville vel også være umuligt.

 

Jeg sagde intet og gjorde næsten heller ingenting. Jeg lod mig bare blive trukket afsted af Niall. Først da vi var kommet et stykke væk stoppede han op.

“Hvad skal vi?” Spurgte han. Vi havde været inde i byen det meste af dagen. Vi havde bare gået rundt og snakket, spist frokost og ellers hygget os. I den anledning havde jeg forsøgt mig, at glemme det hele. Ikke det hele, som i ‘alt hvad jeg har oplevet’, men som i at glemme, at Niall havde været væk. Det havde været svært. Det nagede stadigvæk i mig, men jeg havde alligevel givet en smule slip på dét.

Nu var han ligesom tilbage - og virkede ikke vred mere. Med mindre at han holdte det for sig selv.

 

Jeg trak kort på skuldrene, da jeg ikke havde svaret ham endnu. Han blev bare ved med, at kigge spørgende på mig. Jeg tænkte mig om inden en idé slog mig. Jeg ville ønske, at kunne gentage den dag mig og Niall var oppe i London Eye sidst. Dengang hvor vi var nede på stranden, hvor han lagde sin jakke og derefter sin arm om mig fordi jeg frøs. Dén dag var fantastisk - magisk. Udover oplevelsen med fansene ude foran Topshop. Dét ønskede jeg ikke at opleve igen. Men resten kunne man vel gentage igen? Eller næsten - vi kunne i dét mindste forsøge.

 

Derfor søgte jeg ned mod stranden. Denne gang var det mig der slæbte Niall, og Estelle, efter mig.

“Hvor skal vi hen?” Spurgte Niall undrende, men jeg svarede ham ikke.

“Kan du nu ikke snakke?” Grinede han.

“Jooh, men følg nu bare med altså..” sagde jeg glad. Niall adlød helt automatisk og fulgte efter.

 

Da vi kom ned til stranden stoppede jeg op.

“Aahh!” Udbrød Niall - det var åbenbart først nu det var gået op for ham, hvor vi var. Jeg fnes kort og smilede til mig. Han gav mig et kys inden vi fortsatte ned til vandkanten.

 

Små bølger brusede op på mine bare fødder. Jeg havde taget skoene af - det samme med Niall. Jeg blev stående, men Niall fortsatte ud i vandet med Estelle. Jeg stod og betragtede dem imens Niall lod Estelle dyppe tæerne i vandet. Hun hvinede, sprællede og smilede stort. Jeg kunne ikke lade hver med at grine.

 

Niall lod også et grin undslippe da Estelle sprællede så meget med benene, at vandet sprøjtede om ørene på os. Hun så ud til at have det sjovt.

 

Da Niall efterhånden var blevet træt af, at fjolle rundt med Estelle satte han sig op ved siden af mig. Jeg tog imod Estelle. Han havde gået med hende det meste af dagen og var nok blevet en smule træt i armene.

 

Vi sad i tavshed i et stykke tid. Niall var den første til at bryde den.

“Hvordan var dét?” Jeg kiggede undrende op på ham. Hvad snakkede han om?

“Hvordan var hvad?” Jeg havde ingen idé om, hvad han snakkede om. Jeg var jo heller ikke tankelæser.. Han rømmede sig lidt inden han besluttede jeg for at fortsætte.

“Da jeg ikke var der..?” Han kiggede ned i vandet, som om han ikke ville havde øjenkontakt.

 

Jeg tog mig tid til at tænke - Niall ventede bare. Han kunne nok godt mærke, at jeg lige skulle formulere det rigtigt.

“Det var.. Noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet..” sukkede jeg og forsøgte, at holde min stemme stabil. Jeg var bange for, at bryde sammen igen, som så mange gange før. Jeg ønskede ikke, at blive mindet om det hele igen. Men måske havde han bare nogle spørgsmål der skulle besvares. Vi havde trods alt været væk fra hinanden i et stykke tid.

 

Ud af øjenkrogen kunne jeg se ham nikke. Han vidste nok ikke hvad han skulle svare. Jeg håbede ikke, at han havde dårlig samvittighed. Det fortjente han ikke.

 

Først nu drejede jeg hovedet for, at se hans udtryk. Hans ansigt var lukket - han tænkte. Jeg kunne fornemme det. Jeg skulle til at sige noget, bare for at få tavsheden brudt igen. Men jeg lod hver. Jeg ville lade ham tænke. Jeg kunne fornemme, at det var vigtigt. Som om noget nagede ham, men han kunne ikke rigtigt få det sagt. Derfor gav jeg ham bare tid. Jeg kiggede ned på Estelle, der kørte sin sut rundt i munden. Det gjorde hun tit. Det så ret sjovt ud, hvilket fik mig til at smile lidt til hende.

 

“Undskyld, Aubrey..” jeg kiggede overrasket op på Niall igen. Jeg havde ikke regnet med, at det var dét han ville sige.

“Hvad? Var? Nej, Niall.. Det var jo ikke dig..!” En form for panik fløj rundt inde i mig.

“Jo.. Jeg skulle ikke bare have skredet!” Han kiggede stadig ned i vandet.

“Jamen - det var jo lige så meget mig der lavede noget lort..” jeg forsøgte, at få øjenkontakt med ham, men han flyttede ikke sit blik. Han trak på skuldrene og sukkede.

“Kan vi ikke bare glemme det.. Lige nu?” Hviskede jeg. Jeg havde det godt nu. Det skulle ikke ødelægges. Jeg ville ikke være ulykkelig igen. Jeg ville ikke savne igen. Jeg ville ikke falde så dybt igen. Nej, jeg ville bare nyde livet lige nu og her - sammen med Niall. Min elskede Niall…

 

***

 

Vi havde bare siddet og snakket. Længe. Om alt muligt. Bare ikke om de sidste par måneder. Kun om alt det gode. Dét der var rart, at snakke om. Men da Estelle var begyndt at brokke sig, fordi hun var sulten, gik vi hjem. Vi havde også været ude længe nu, og jeg var efterhånden selv blevet en smule træt.

 

Jeg havde stadig ikke fået alt min energi tilbage. Jeg sov stadig uroligt om natten og havde stadigvæk lidt svært ved at spise. Niall have et par gange kommenteret, at jeg var blevet tynd. For tynd, som han sagde. Han lød bekymret hver gang han sagde det. Jeg havde hver gang bare svaret “Det er da ikke så slemt?” eller “Jeg tror altså ikke, at jeg er blevet ret meget tyndere..”. Han havde bare rystet nervøst på hovedet af mig, og havde så tvunget mig til at spise.

 

Jeg kunne åbenbart ikke selv se det på mig. Måske lidt, men det var da ikke noget at være bekymret over? Eller var det? Havde det taget så hårdt på mig? Men eftersom både Zayn og Niall havde kommenteret det - plus en del fans på Twitter, der også havde bemærket dét - så betød det vel bare, at det kun var mig der ikke kunne se, at jeg var blevet tyndere..

 

“Paris is the only city in the world where starving to death is still considered an art.”

 

Har lige fundet ud at, at der ikke er noget citat i sidste kapitel.. Nå, det er der så ikke noget at gøre ved! Håber i kan lide kapitlet, og stadig gider at læse med! <3

- Blondinen

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...