In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

179Likes
142Kommentarer
33433Visninger
AA

12. The message

Jeg prøvede, at ignorere folks blikke imens jeg gik ned imellem de lange hylder. Folks blikke var plantet på mig. Jeg havde taget mine solbriller på, og havde sat mit hår op i håb om, at jeg ikke ville blive genkendt. Jeg vidste ikke om folk gloede på mig, fordi de kunne se, at jeg var Aubrey Williams - Niall’s kæreste, eller om det var fordi, at de synes jeg ikke var gammel nok til at gå med en barnevogn. Jeg forsøgte, at vende ansigtet ind mod hylderne, i frygt for, at de genkendte mit ansigt.

 

Jeg stod og kiggede på bleer til Estelle, da jeg pludselig fornemmede et blink fra min side. Jeg blik flakkede straks derhen. En pige kiggede tilfreds ned i sin mobil få meter fra mig. Hun kiggede op på mig, og skyndte sig så væk. Det var ikke et decideret et ‘blink’, nej - det var blitz. Åh nej.. Hun havde genkendt mig? Og værst af alt, så stod jeg med en barnevogn. Jeg var opdaget. Jeg kunne ligeså godt smide solbrillerne og stille mig ud på en af de større gange og råbe “Jeg er Aubrey Williams - Niall Horan's kæreste, og jeg har adopteret min niece!”

 

Jeg kiggede ned i min kurv, med de få ting jeg havde nået, at finde. Jeg brød mig ikke om, at være her mere. Jeg var opdaget, det der bare ikke måtte ske. Ikke endnu. Jeg greb fat i barnevognen og snoede mig ud af de uendelige lange gange, med hylder til begge sider. Jeg følte jeg blev ved med at gå, og gå. Det føltes, som 100 år, at komme op til kassen. Måske var det fordi, jeg pludselig var så desperat for, at komme ud.

 

Endelig kunne jeg skimte en ledig kasse, med en yngre kassedame. Jeg satte farten op, i håb om, at ingen kom før mig. Jeg var næsten ved kassen, og jeg følte mig allerede lettet. Men da der kun var 5 meter igen, drejede en ældre dame ind foran mig, og jeg stødte barnevognen ind i hendes indkøbsvogn. Det gav et helt hop i barnevognen, og jeg kunne høre, at Estelle begyndte, at græde.

 

“Se dig dog for!” hvæsede den ældre dame og gik direkte hen til kassen, som ellers havde styrtet hen til. “Undskyld..” hviskede jeg, men gik ikke ud fra at hun hørte det. Pludselig følte jeg, at det blev for meget. Jeg følte mig dårligt tilpas. Jeg havde brug for, at komme ud. Nu. Lige nu. Jeg smed indkøbskurven fra mig, og styrtede så ud. Estelle skreg og hylede stadigvæk, og tårerne var også begyndt, at bane sig ned af mine kinder. Jeg næsten løb hen ad gaden indtil jeg fandt en mindre gyde, hvor der ikke var nogen at se. Jeg ‘parkerede’ barnevognen og tog Estelle op.

 

Jeg puttede hende ind mig, og satte mig på en øde trappetrin.

“Såe Estelle..” Sagde jeg med gråd i stemmen. Jeg kunne for fanden ikke trøste andre, når jeg selv havde brug for, at blive trøstet. Derfor sagde jeg ikke mere, men lod mine egne tåre løbe i takt med Estelles. Jeg vuggede Estelle imens. Jeg følte, at jeg lå helt allernederst i bunden, af et kæmpe hul. Jeg måtte kæmpe mere, end det nogensinde ville være muligt, hvis jeg nogensinde skulle komme op igen.

 

Jeg havde brug for en der kunne hejse mig op, men der var jo ingen. Eller, det passede ikke. Der var én. Kun én, som var den rigtige. Den rigtige til, at redde mig inden det var for sent. Det var Niall. Selvfølgelig. Min dejlige Niall. Ham jeg elskede så højt, men ikke vidste, om han stadig elskede mig. Jeg begyndte, at hulke. Ikke højt, men jeg hulkede. Faktisk, havde Estelle dæmpet sig en smule, så nu kunne man høre mig. Hun græd stadig, men var faldet mere til ro. Man kunne høre Londons uro, som blandede sig med 2 ulykkeliges snøften og hulken. Den enes hulken var mere ensom og forladt i sorg end den anden..

 

***

 

Jeg var endelig begivet mig hjem. Tomhændet. Intet mad. Men det gjorde ikke så meget. Min appetit var alligevel sunket til jorden igen. Estelle lå og kiggede på mig fra barnevognen, og jeg lavede nogle  mærkelige ansigter til hende. Jeg var ikke i specielt godt humør, men det skulle ikke gå ud over Estelle.

 

Jeg gik så hurtigt som muligt ned af gaden, men det var ikke noget der fik folk til at kigge, da de selv havde ligeså travlt. Jeg sukkede lettet da jeg kunne se bygningen af vores lejlighed. Jeg kom hurtigt indenfor, og op med elevatoren. Jeg kunne mærke hvordan min energi var dalet. Jeg var sindsyg træt. Jeg burde måske gøre alt andet end at sove. Men jeg kunne jeg ikke gøre alt andet, når jeg ikke havde energi til det. Jeg tog liften op af barnevognen, som Estelle lå i. Jeg bar hende forsigtigt ind i stuen, da hun sov. Jeg placerede hende på gulvet, og smed mig selv i sofaen. Jeg var kort tid om, at falde i søvn. Det var rart endelig, at kunne flyde ind i en mere afslappet trance. Jeg havde brug for at sove. Nu måtte Estelle bare ikke vække mig.

 

***

 

Jeg vågnede igen et par timer efter. Estelle skreg helt sindsygt. Hun var nok sulten. Jeg tog hende op af liften, som hun havde ligget i. Jeg vuggede hende blidt inden jeg lagde hende fra mig igen. Jeg var ikke længe om, at få blandet vandet og pulveret. Jeg gjorde det lidt tilfældigt. Det behøves vel ikke være helt nøjagtigt? Så gik jeg tilbage til Estelle, og såkaldt fodrede hende. Hun lod til, at være meget sulten. Der gik i hvert fald ikke længe før flasken var tom. Jeg lænede mig frem for, at sætte flasken fra mig, men sofabordet var ikke helt til at nå.

 

Derfor kastede jeg den - lidt for voldsomt - hen af bordet. Flasken fortsatte nemlig ned på gulvet, med 2 porcelæns lysestager efter sig. Den splintrende lyd skar i ørene. Åh, nej. Ikke lige hvad jeg havde brug for. Jeg kunne ikke mere. Jeg måtte altså få fat i Niall nu. Jeg måtte høre ham, hvor han blev af.

 

Med Estelle på armen gik jeg ind på kontoret. Jeg satte mig på kontorstolen og tændte computeren. Jeg gik ind på twitter, hvor jeg før havde sendt ham en besked. Gud. Han havde svaret mig.. Eller, han havde i hvert fald sendt en besked til mig. Jeg blev en smule nervøs. Hvad havde han skrevet? Jeg klikkede ind, så det var muligt, at læse hans besked.

 

Jeg kan se, at du har taget en beslutning, Aubrey. Det var du ikke længe om. Er du sikker på, at det er det rigtige? Om ikke andet, så var det jo dit valg..

 

Stod der koldt efterfulgt af et link. Jeg klikkede ind, og som jeg måske nok kunne have regnet ud, kom dét billede op, pigen i supermarked havde taget af mig. Ikke nok med det, så lå der et par andre billeder, der var taget derinde og et enkelt et, hvor jeg kom gående ned af gaden.

 

Folk havde skrevet undrende kommentarer til billederne. En del af den troede, at jeg passede et lille barn for et familiemedlem. Det gjorde jeg måske også. Og alligevel ikke, for hvad de ikke vidste var, at det (næsten) var min egen datter. Hvordan kunne han overhovedet skrive sådan noget? Hvis det var ham, så havde  han sikkert gjort det samme. Han forstod det slet ikke.

 

Jeg var lige pludselig blevet utrolig vred. Hvis han bare vidste hvor hårdt det her var, så ville han ikke skrive sådan. Jeg klappede computeren hårdt sammen - måske for hårdt, men jeg var ligeglad. Tænk han kunne skrive sådan noget. Jeg tog Estelle med ind i soveværelset, hvor jeg lagde hende i hendes tremmeseng. Jeg ville samle Estelle’s puslebord, for ikke at tænke for meget på Niall - og hans besked.

 

Jeg kiggede lidt rundt i værelset, som efterhånden lignede et bombet lokum. Jeg begyndte at gå rundt og samle tøjet fra gulvet op, hvor jeg lagde det rene sammen, og det beskidte i en bunke. Jeg skulle godt nok ikke rydde op nu, men jeg kunne lige så godt lige gøre det. Estelle’s tøj samlede jeg også op, og lagde det i en bunke sammen. Jeg burde egentlig nok også få samlet et skab til hendes tøj. Da jeg var færdig med at rydde op, begyndte jeg at samle Estelles puslebord, og det var ikke ligefrem nemt.

 

***

 

Jeg kørte frustreret min hånd igennem mit lange lyse hår. Det var lettere sagt end gjort, at samle det her puslebord. Hvordan skulle man overhovedet samle det. Jeg havde efterhånden læst brugsanvisningen 7 gange, men det hjalp ikke. Jeg smed frustreret det jeg havde i mine hænder, og smed mig op i sengen.

 

Hvordan skulle jeg klare det her. Jeg havde ikke engang haft Estelle i særlig lang tid, og jeg var allerede ved at give op. Jeg begravede mit hoved i Niall’s pude. Måske havde Niall ret. Måske var det ikke det rigtige valg. Skulle jeg have tænkt mere over det her? Jeg havde jo endelig bare kastet mig ud i det, uden at tænke videre over det. Dumt gjort Aubrey. Virkelig dumt! Men hvis jeg ikke havde truffet det her valg, så var Estelle endt på børnehjem, og det kunne jeg ikke byde hende. Hun ville måske ende ved nogle fremmede mennesker, som ikke ville behandle hende ordentligt? Det skulle hun ikke være bange for her. Jeg kiggede ned på Estelle, som lå i sengen og gloede på hendes lille bamse i hænderne. Hun var meget fascineret af den. Jeg grinte lidt, da hun tog dens arm i munden. Hun kiggede op på mig, og jeg smilte til hende.

 

God only gives you what he knows you can handle. So if life seems hard, remember that God knows you are strong enough to get through it.

 

113 favoritter.. Hvor er det vildt! Tusind mange gange tak!! <3

- Blondinen               

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...