In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

179Likes
151Kommentarer
33093Visninger
AA

11. Stressed

 Jeg var endelig faldet i søvn efter at have ligget og tænkt. Tænkt på mit liv, og nok mest på Niall. Men da jeg følte mig mere og mere trist af at tænkte på ham, forsøgte jeg, at slå mine tanker over på noget andet. Også var jeg faldet i søvn. Jeg sov godt. Rigtig, rigtig, rigtig godt. Lige indtil jeg 15 min. efter blev vækket. Estelle græd ikke - Nej, hun skreg. Jeg satte mig op og kiggede over på hende. Hun sprællede med arme og ben. Åh gud. 

“Schh..” hviskede jeg. Men lige lidt hjalp det.

 

Jeg vuggede hende frem og tilbage i mine arme - men som i går, ville hun ikke holde op. Jeg var selv lige ved at bryde sammen, men det kunne jeg bare ikke nu. Alt det med at Hope var død, Niall havde forladt mig, og at der ikke var nogen her til at hjælpe mig, gjorde at jeg snart ville bryde totalt sammen. Jeg sang for hende, og blev ved med at vugge hende. Hvor havde jeg lagt den latterlige sut henne?

“Argh altså” Estelle begyndte straks at hyle mere, da jeg råbte.

“Hold nu op, hold nu op!” Jeg vuggede hende igen og igen, men det var som om hun græd endnu mere.

 

Jeg rejste mig frustreret fra sengen med hende. Jeg småløb ind i stuen - så godt som man kan med en baby på armen. Jeg rodede efter hendes sut, men jeg kunne ikke finde den. Hele lejligheden var et stort rod. Jeg kæmpede for at fjerne puderne fra sofaen, og bagefter tæpperne. Intet.

“Hvor er den!?” Jeg kiggede mig rundt i lejligheden imens jeg vuggede Estelle. Jeg må finde en ny til hende. Jeg skyndte mig ud og rode efter pakken med sutter. Jeg fik en lyserød en op fra pakken, og kom den i munden på Estelle. Hun beholdte den et kort øjeblik, men begyndte så at hyle igen.

 

Hvorfor skred du bare Niall når jeg har mest brug for dig!

Måske er hun sulten? Jeg småløb ud i køkkenet, og fik ordnet en flaske til hende.

Jeg tog flasken med hen til bordet, hvor jeg satte mig ned. Hun begyndte at drikke af flasken, og jeg støttede mit hoved på min frie hånd. Estelle sagde nogle små lyde, som fik mig til at kigge ned på hende. Hun kiggede op på mig imens hun drak af flasken, som snart tom.

“Så har du bare ikke at tude mere!” Jeg kiggede på hende og løftede øjenbrynet, som om jeg forventede et svar fra hende. Hun tømte flasken og jeg tog den fra hende. Jeg lagde hende så hendes hovedet støttede ved min skulder. Jeg forstod ikke det der med at de skulle bøvse, men jeg måtte nok hellere sørge for hun gjorde det.

 

Da hun endelig bøvsede, lagde jeg hende i mine arme igen. Jeg gik ind i soveværelset og lagde hende i sengen. Jeg lagde mig ved siden af hende, og lå bare og kiggede på hende. Hun lod hendes øjenlåg falde i, og lidt efter sov hun. Jeg var totalt udmattet, men følte ikke jeg kunne sove. Jeg trak mine ben langt op under mig, så jeg nærmest lå som en kugle. Jeg tog hendes lille hånd, og kiggede på den. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gjorde det bare. Hun var det eneste af Hope jeg havde tilbage. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden Estelle. Jeg havde kun haft hende én dag, men hun betød allerede alt for mig!

 

En tåre trillede ned af min kind, og jeg kyssede Estelle’s hånd. Der måtte aldrig nogensinde ske hende noget, også selvom hun kun var 1-2 uger gammel ramte den tanke mig. Jeg havde nærmest ikke styr på hvor gammel hun var. Gud hvor pinligt. Jeg havde slet ikke tjekket papirerne hvor alt det stod om hende. Jeg måtte også finde ud af hvor Niall var. Jeg er ret sikker på han er ved en af drengene, så jeg måtte kontakte dem. Jeg savnede ham helt forfærdeligt, men jeg forstod ham endelig også godt. Jeg burde have fortalt ham det hele, så var alt der her nok ikke sket. Den eneste jeg havde ligenu var Estelle.

 

***

 

Jeg vågnede næste morgen. Lyden af Estelles skrigen skar i ørene. Jeg havde været oppe med hende 3 gange i nat. Helt seriøst 3? Jeg følte, at jeg ikke havde sovet. Og da jeg kiggede mig i spejlet, da jeg satte mig op i sengen, lignede det heller ikke at jeg havde sovet. Jeg havde mørke rander under øjnene.

Jeg gabte og helt automatisk greb jeg fat i Estelle, og begyndte at vugge hende. Det var snart en vane, selvom hun ikke engang havde været her i et døgn.

 

“Estelle, schhh..” forsøgte jeg. Hvorfor prøvede jeg? Det hjalp alligevel ikke.

“Estelle, tie stille.. Så så” Jeg blev ved. Til sidst rejste jeg mig op og bar hende med ind i stuen. Solen var ikke engang stået helt op endnu. Jeg lagde hende i stuen og gik ud i køkkenet. Jeg satte kaffe på - jeg blev ligesom nødt til at have noget energi. Samtidig satte jeg vand over, til mælk til Estelle. Hun var nok sulten igen. Hun spiste hele tiden. Spiste og sov. Ja og skreg. Det at hun skreg var mest anstrengende. Jeg blev ør i hovedet af hendes endeløse gråd.

 

Min kaffe og Estelles mælk var færdig nogenlunde samtidig. Jeg valgte, at give Estelle mad først, så kunne min kaffe køle lidt af imens. Hun måtte være meget sulten. Hun virkede grådig da hun begyndte, at spise.  Jeg blev selv en smule sulten for første gang i dette døgn. Jeg havde ikke haft nogen appetit, efter jeg hentede Estelle. Det var som om, at jeg havde været for travl til at kunne være sulten. Nu kunne jeg begynde at mærke mine egne behov igen. Da Estelle have spist op forlod jeg hende endnu engang alene på sofaen. Jeg kiggede i køleskabet, men der var intet spiseligt. Jeg begyndte, at rode alle skabende igennem og langsomt begyndte jeg at blive panisk.

 

Havde vi virkelig ikke noget mad i dette hus? Jeg kunne jo ligesom ikke leve af ingenting. Det var også typisk. Når man ikke er sulten, så har man masser af mad og når man se endelig er sulten, så er det intet.

 

Hvis de ting jeg havde bestil snart ville komme, så kunne jeg endelig komme ud og handle. Jeg kunne jo ikke rigtig slæbe Estelle på armen, imens jeg handler ind. Jeg kunne endelig også godt trænge til et bad. Rigtig meget endda. Men hvad skulle jeg gøre af Estelle. Kunne jeg godt gå i bad når hun sov, eller er det ansvarsløst? Jeg kunne virkelig godt bruge noget hjælp. Hvis jeg kunne få fat i Serena ville det være skønt, men jeg havde ligesom ikke nogen mobil. Vi havde godt nok en telefon inde på kontoret, men jeg kunne ikke huske numre i hovedet, og de var ikke gemt på telefonen. Hvis Serena kunne komme forbi kunne hun måske se til Estelle, og jeg kunne få ryddet lidt op osv. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op, så jeg smed mig inde på sofaen. Selvfølgelig så der ikke skete Estelle noget. Jeg tændte for tv’et og lå og gloede på det i et par timer.

 

***

Jeg rejste mig forskrækket fra sofaen da dørtelefonen ringede. Estelle lå og sov, så jeg kunne vist godt gå ud i entreen, og jeg havde lagt hende så hun ikke kunne falde ned. Jeg løb hen til telefonen, og trykkede på knappen.

“Hallo?” Jeg kunne høre noget skramlen, og lidt efter blev der svaret.

“Jeg er her med nogle ting til Aubrey Williams”

“Ja, det er mig. Jeg lukker dig ind” Da jeg fik lukket ham ind, løb jeg ind efter Estelle. Jeg var nødt til at have hende ved mig. Tænk på hvis der skete hende noget. Jeg samlede hende stille op fra sofaen, og til mit held vågnede hun ikke.

 

Jeg gik ud i entreen, og ud i opgangen. Jeg kunne høre manden skramle med noget, og lidt efter hans fodtrin. Jeg studerede ham hurtigt da han kom til syne ved elevatoren. Han var en høj mand, lidt buttet, han havde mørkt skæg, mørkt hår og overraskende nok - smilte han. Jeg gengældte hans smil, og trådte til side.

“Du kan bare sætte det indenfor døren, hvor du kan finde plads” jeg pegede ned på gulvet. Han satte et par store kasser mit i entréen.

“Jeg har et læs mere, så jeg kommer lige op igen” sagde han og nikkede let imens.

“Det gør du bare” sagde jeg, og prøvede, at lyde frisk selvom jeg var sindsyg træt.

 

Jeg ventede et øjeblik indtil han kom til syne igen. Han satte de sidste 2 kasser ved siden af de andre og roede så i sin lomme. Så trak han en seddel op af lommen med en kuglepen.

“Du skal lige skrive under her” han rakte mig sedlen. Hvordan skulle jeg skrive under med Estelle på armen? Jeg tog imod sedlen og placerede den på en af kasserne. Så havde jeg et fast underlag til at underskrive på. Jeg satte en sjusket krusedulle og gav ham så papiret igen.

“Tak skal du have, regningen bliver sendt med posten” han smilte venligt til mig - han kunne nok godt se, at jeg havde meget at se til.

 

“Det er mig der takker!” Sagde jeg da han  vendte rundt i døren og forlod min lejlighed. Endelig. Jeg var sikker på alt var der. Seng, barnevogn, puslebord og et barnesæde. Jeg måtte hellere komme igang med at samle noget af det. Selvom det nok ikke var det jeg havde mest overskud til. Okay, hvad var vigtigst? Barnevogn og puslebord. Jeg behøves ikke barnesædet i dag. Jeg kunne vel gå ned til det nærmeste supermarked? Derfor bar jeg kassen ind på soveværelset. Så begyndte jeg, at pakke alle delene ud til barnevognen efter jeg havde lagt Estelle i vores seng. Jeg fandt en brugsanvisning i bunden af kassen. Jeg ville aldrig kunne klare mig uden den.

 

***

I over 2 timer sad jeg og arbejdede med den forbandede barnevogn. Nu stod den foran mig. Det så rigtig ud det jeg havde lavet. Det var også 3. forsøg. Min mave knurrede voldsomt. Jeg måtte se at komme ud og finde noget mad. Jeg tog Estelle op fra sengen. Hun havde lige fået mad og var blevet skiftet midt i mit forsøg på at bygge barnevognen. Jeg kom i tanke om, at hun nok skulle have noget andet tøj på, så hun ikke skulle fryse.

 

Jeg lagde hende igen ned og gik hen for at finde en sød lille lyserød heldragt, som jeg med besvær fik givet hende på. Jeg lagde hende op i barnevognen. Hun reagerede ikke så meget på det. Det var nok et godt tegn? Så skubbede jeg barnevognen ud i entré. Jeg tog  og gik ud, låste døren og vandrede, så hen til elevatoren. På vej ned i elevatoren begyndte Estelle at gruble lidt. Bare hun nu ikke begyndte at græde igen. Heldigvis forblev hun stille.


“After a certain point, a heart with so many stress fractures can never be anything but broken.”  

 

Tusind tak fordi i læser med. Husk endelig at kommentere og like! <3

- Blondinen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...