In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

179Likes
140Kommentarer
34973Visninger
AA

17. Stay strong

Jeg havde stået og gloet efter en kjole at tage på i over en halv time nu. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle tage på til Hope’s begravelse. Til Estelle havde jeg fundet en sort kjole, med korte ærmer, og en sort krave. Jeg trak en tilfældig sort kjole ud fra skabet. Det var en blondekjole, med ærmer til albuen.

 

Jeg besluttede mig for at tage den på, med et par sorte højhælede sko. Jakke var heldigvis ikke nødvendigt, da solen skinnede i dag. Jeg fandt noget sort undertøj i skuffen. Jeg gik over for at tjekke til Estelle, som stadig lå i sin hvide tremmeseng. Hun lå og legede med noget af sit legetøj.

 

Jeg gik ud på badeværelset, hvor jeg lod døren stå åben, i tilfælde af hun begyndte at græde. Jeg kiggede mig i spejlet, og det var ikke ligefrem det kønneste syn der mødte mig. Jeg havde rande under øjnene - dog ikke så slemt som andre dage, og mit hår var helt uglet. Jeg gik over for at tænde vandet, og ventede på det blev varmt.

 

***

Jeg havde endelig fået lagt en pæn makeup, og sat mit hår. Jeg smilede tilfreds da jeg kiggede ind i spejlet. Jeg ville vente lidt med at tage kjole på, da jeg skulle ordne Estelle først. Jeg tog hende op fra sengen, og gik ud på badeværelset med hende. Jeg fik hende hurtigt badet, og givet hende ble på. Zayn havde hjulpet mig med at få puslebordet ud på badeværelset, så det ikke stod inde i soveværelset mere.

 

Hun var ikke ligefrem begejstret da jeg tog bamsen fra hende. Hun begyndte at sprælle med benene, og skulle til at græde. Da jeg havde givet hende kjolen over hovedet, skyndte jeg mig at give hende bamsen igen. Efter lidt tid fik jeg kjolen helt på hende, hvorefter jeg lige tjekkede om den sad ordentligt.

 

Jeg fandt en hagesmæk, som jeg gav hende på. Jeg tog hende med ud i køkkenet, hvor jeg ordnede en flaske til hende. Jeg satte mig ved køkkenbordet med hende - hvor min computer stod, og tjekkede min Twitter. Der var en besked fra Zayn som jeg hurtigt tjekkede.

 

Held og lykke med i dag. Du skal nok klare det! Hils Estelle fra mig ;-)

Zayn x

 

Jeg smilte over det sidste han havde skrevet. Han var vist blevet ret glad for hende. Da Estelle havde tømt flasken, tog jeg hende, igen, med ind i soveværelset. Jeg lagde hende i tremmesengen, så jeg kunne få min kjole på. Jeg tog den sorte kjole på sengen. Jeg trådte ned i den, og trak den over min krop. Med lidt besvær fik jeg lukket lynlåsen, hvorefter jeg trådte ned i mine sorte sko.

 

Jeg studerede mig kort i spejlet, bare for at se, om det hele sad som det skulle. Så tog jeg Estelle op fra tremmesengen og lagde hende ned i liften. I farten hen mod entré greb jeg min taske og nøglerne. Jeg låste efter mig, og tog elevatoren ned. Estelle var blevet en smule tungere, så det var efterhånden lidt sværere, at løfte rundt på hende. Da jeg kom ned på den store åbne gade kiggede jeg rundt efter min bil. Det var længe siden, at jeg havde været ude og køre, så jeg havde næsten glemt hvor jeg havde parkeret den. Heldigvis fik jeg øje på den, på den anden side, af vejen.

 

Jeg gik hen til fodgængerovergangen for, at vente på at det blev grønt. Der gik utrolig lang tid før det blev grønt. Sådan var det altid her. Jeg skyndte mig over på den anden side, og søgte så direkte hen mod min bil. Jeg låste den op og åbnede den ene dør, hvor Estelles sæde var. Jeg tog hende op af liften og placerede hende i stolen. Jeg gav hende selen på og sørgede for, at den sad godt.

 

Så tog jeg min taske, hvor jeg fandt hendes sut og en rangle der raslede når hun rystede den. Jeg gav hende sutten i munden og lagde ranglen ved hendes hånd. Hun tog den op, og undersøgte den. Jeg smilede for mig selv. Jeg satte liften om i bagagerummet og satte mig selv ind på førersædet. Jeg startede bilen og kørte forsigtigt ud og satte kursen mod Berkshire.

 

***

 

Da jeg var nået næsten halvvejs, slog det mig, at jeg ikke havde købt blomster. Jeg måtte altså skaffe nogen. Det ville være flovt, at komme uden. Derfor holdte jeg øje med en blomsterbutik, da jeg kørte igennem de små byer. Jeg kendte ikke rigtigt til området hér, så det var lidt svært.  I en lille by efter grænsen til London fandt jeg en lille blomsterbutik. Den var ikke ret stor, men de havde vel blomster?

 

Jeg parkerede bilen lige udenfor butikken og steg så ud. Jeg lod Estelle være - jeg var jo nok tilbage om få minutter. Da jeg skubbede døren op ringede en lille klokke og en frisk og sød duft af blomster ramte mig. En ældre dame der stod og rykkede rundt på nogle potteplanter vendte rundt og kiggede på mig.

 

“Hej, kan jeg hjælpe dig med noget?” Sagde hun imens hun satte den ene potteplante på gulvet.

“Ja, øhm.. Jeg skal til en begravelse, her om lidt. Jeg tænkte, om du kunne hjælpe mig med nogle blomster?” Jeg smilede til hende og  hun nikkede.

“Selvfølgelig! Skal jeg binde en til dig, eller skal det være en der er lavet?” Hun kiggede over sin brillekant.

“Ehm.. Vil du binde en?” Jeg havde ærlig talt ikke forstand på blomster, men det gik jeg ud fra, at hun havde.

“Ja da, kom med mig!” Sagde hun og gjorde tegn til, at jeg skulle følge med. Vi kom ind i et andet rum, hvor mange flotte blomster i forskellige farver var stablet op.

 

“Skal det være en liggende buket?” En liggende buket? Hvad i alverden var det?

“Ligesom denne” sagde hun og pegede på en fin buket, det var bundet, så den lå ned langs med jorden. Den var sød.

“Ja tak” svarede jeg. Jeg valgte forskellige blomster og hun satte dem sammen - teamwork! Det blev en smuk buket. Jeg betalte og gik ud til Estelle igen.

 

***

 

Jeg var på vej op til kirken med Estelle på min arm og blomsterne i den anden. Jeg kunne skimme folk stå i en lille gruppe foran kirken. Estelle så nysgerrig ud. Hun havde jo heller aldrig set en kirke før. Tænk, hun vidste ikke, at vi var her på grund af hendes mor. Hun vidste jo ikke at hendes mor var død, og skulle begraves lige nu. Måske var det også meget godt..

 

En dame stod med ryggen til mig. Eller, ikke bare en dame - det var min mor. Min far, som stod ved hendes side, havde opdaget mig og havde prikket til hende. Hun vendte sig om, og nærmest styrtede hen til mig.

“Aubrey!” Sagde hun og lagde armene om mig. Det var længe siden jeg havde stået i min mors favn, men det var rart.

“Hvor er det dog forfærdeligt.. Hope er her ikke mere, Aubrey. Jeg forstår det ikke!” Hendes stemme dirrede.

“Jeg forstår det heller ikke mor.. Det er ufatteligt!” Jeg trådte et skridt tilbage.

 

Min mors øjne var røde. Hun havde grædt - utroligt nok var jeg ikke påvirket af situationen endnu. Først nu fik min mor rigtigt øje på Estelle. Min mor rakte ud efter Estelle og jeg afleverede hende til hende.

“Hvor en hun sød” sagde hun og rystede på hovedet.

“Jah..” hviskede jeg og kiggede mod jorden.

“Har du et navn til hende?” Min mor kiggede igen op på mig, med sine forgrædte øjne.

 

“Estelle.. Det er unikt.. Også synes jeg det passer til hende!” Min mor nikkede.

“Det har du ret i, Aubrey. Det er et godt navn - det kunne Hope også selv havde haft fundet på.”

“Det var også det jeg selv tænkte” forklarede jeg min mor i en lav stemme. Jeg kunne høre skridt knirke i gruset på vej ned mod os. Jeg vaklede en smule til side, og min far kom til syne. Han trak mig ind i et kram, som min mor også havde gjort.

 

“Hvor er det godt, at se dig igen Aubrey..” hviskede min far. Vi trak os lidt fra hinanden igen.

“Er Niall ikke med?” Spurgte mig far nysgerrigt. Min mor kiggede overrasket på mig, som om hun havde helt havde smidt ham ud af hovedet. Åh nej.. Hvad skulle jeg svare?

“Ehhm.. Nej.. Han skulle desværre til et vigtigt interview..” jeg kiggede rædselsslagen op på mine forældre, der heldigvis bare nikkede de forståeligt.

 

Der lagde sig en lidt akavet stemning over os. Ingen sagde noget. Det føltes mærkeligt. Kirkeklokkerne begyndte, at ringe, hvilket nok betød, at vi skulle begynde at gå ind. Jeg tog Estelle til mig igen og sammen gik vi op mod den store kirke.

 

Folk spurgte nysgerrigtt ind til mig. Hvordan jeg havde det, og om det ikke var hårdt, at adoptere Estelle. Jeg løj. Jeg lod som om alt var fint, og som om det var intet problem. Men det passede ikke. Det at adoptere Estelle, er noget af det hårdeste jeg nogensinde havde gjort. Men de skulle ikke tro, at jeg ikke kunne klare den. For det kunne jeg. I hvert fald ifølge Zayn!

 

“Stay strong!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...