In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

179Likes
151Kommentarer
32469Visninger
AA

4. She is your sister!

Jeg satte mig op i sengen, og det første jeg gjorde, var at kigge efter Niall. Pladsen ved siden af mig var tom - som så mange andre gange. Jeg sukkede, og rakte ud efter den seddel, som lå på natbordet i Niall’s side. Han var til et interview, og vidste ikke hvornår han var hjemme. Jeg krøllede sedlen sammen, og smed den ned på gulvet. Hvorfor havde han ikke bare fortalt mig at han skulle til interview? Nu når han endelig var hjemme, så skulle han noget. Selvfølgelig var det en del af hans job, men nogen gange kunne det også godt blive for meget.

 

Jeg tog fjernbetjeningen fra natbordet, og tændte tv’et, som stod på den sorte kommode for enden af sengen. Jeg lå og bladre rundt, og da der ikke var noget i tv’et, valgte jeg bare en tilfældig kanal. Min mobil vibrerede kort over på natbordet, og jeg rejste mig op for at tage den. Jeg havde håbet på det var en sms fra Niall, men det var fra min veninde Serena. Skuffelsen skyllede ind over mig, og jeg sukkede. Jeg læste beskeden igennem, men smilte så lidt. Hun spurgte om jeg ville lave noget med hende i dag. Jeg svarede hende hurtigt tilbage, og skrev at vi kunne mødes ved Starbucks. Imens jeg sad og ventede på svar, skrev jeg en sms til Niall. Jeg  spurgte ham om hvornår han ville være hjemme, og da jeg havde sendt den, tikkede en ny besked ind. Serena havde skrevet hvornår vi skulle mødes, og tanken om at skulle se hende igen, fik mig til at smile.

 

***

 

Jeg stod ved Starbucks og ventede, som aftalt. Jeg var kommet i god tid. Jeg var altid bange for, at komme for sent, så hellere stå og vente lidt. Jeg havde trukket min hætte op over hovedet. Jeg ville helst undgå at blive genkendt af alle de folk der passerede mig. Endelig kunne jeg skimte Serena imellem mængden. Jeg vinkede til hende, så hun kunne få øje på mig. Jeg kendte Serena godt. Vi havde været veninder længe, og havde kendt hinanden siden vi var små. Det startede egentlig med, at hun var veninde med min 2 år ældre storesøster - Hope. Men efterhånden begyndte jeg også at snakke med Serena. Nu er Serena gode veninder med både mig og Hope. Det kunne være godt og skidt. Men mest godt, ellers ville vi nok ikke have så godt et venskab.

 

Vi gik ind på Starbucks og fandt et bord der lå lidt øde. Så kunne vi bedre snakke sammen også var der nok heller ikke så mange der ville lægge mærke til mig. Vi satte os til rette og bestilte begge en jordbær smoothie. Jeg tog min hættetrøje af, da det var begyndt at blive varmt. Jeg burde nok slet ikke have taget den på, men det var nu rart man kunne gemme sig. Serena havde en blomstret top, et par lyseblå denim shorts på, hun havde brune gladiatorsandaler på, og hendes brune hår hang nede. Serena var virkelig køn, og jeg havde altid misundt hende. Hun havde store brune øjne, og utrolig lange øjenvipper. Hun behøvede ikke at bruge makeup, i modsætningen til mig. Hendes hud var brun hele året rundt, så hun skulle ikke ligge og svede ude i solen, for at få den farve jeg ville have. Jeg havde en lys hud, lyst hår, og blå øjne. 

 

Serena smilede til mig, og jeg smilede tilbage.

“Var Niall ikke hjemme?” Jeg rystede på hovedet, og hun sendte mig et medfølende smil. Serena vidste godt, at jeg ikke kunne lide, når Niall ikke var hjemme, så jeg sov tit ved hende. Niall ringede godt nok hver aften, men det var bare ikke det samme. Så når jeg sov ved Serena, glemte jeg at Niall ikke var hjemme. Mig og Serena rejste os fra stolene, for at hente vores smoothies. Vi gik ned til bordet igen, hvor vi satte os. Jeg tog noget at drikke, og kiggede så op på Serena.

 

“Hvordan går det med Jake?” Jake var Serenas kæreste, som hun boede i lejlighed med. Hun trak lidt på skuldrene.

“Godt” hun sendte mig et stort smil, og jeg grinte af hende. Jake var en rigtig flink fyr, og det var den første af hendes kærester jeg rent faktisk kunne lide. De andre hun havde været sammen med, var jeg aldrig kommet særlig godt ud af det med. Derfor sagde jeg altid til Serena, at hun skulle holde fast i Jake.

 

Da Serena kiggede op på mig igen, flækkede jeg af grin. Hun sendte mig et forvirret blik, men jeg fortsatte med at grine. Hun havde jordbærsmoothie på hele overlæben, og næsen. Hun kiggede rundt for at se om der var nogen der kiggede.

“Aubrey, dæmp dig lidt! Folk kigger!” Jeg tørrede mine øjne, som var løbet i vand af at grine.

“Det er nok dig de kigger på!” Hun sad og rodede lidt i sin taske, og trak så et lille spejl op.

“Ups” hun rødmede lidt, og skyndte sig at tørre sig om munden. Hun smed spejlet i tasken.

 

“Har du snakket med Hope?” Jeg kiggede op på Serena, og sendte hende et blik, som sagde jeg ikke ville snakke om det.

“Aubrey, hun er din søster!” Jeg kiggede rundt, for at undgå at møde Serena’s øjne.

“Serena, jeg gider ikke snakke om det!” Serena rystede irriteret på hovedet, så hendes brune hår fløj om ørene på hende.

“Du kan jo ikke bare ignorere hende for evigt” jeg kiggede vredt op på Serena.

“Det går da meget godt!” Jeg skubbede stolen ud så den skramlede mod gulvet.

“Aubrey, hold nu op” jeg tog min hættetrøje over armen, og begyndte at rode efter min pung. “Serena, har du overhovedet snakket med hende i lang tid?” Jeg skulle kæmpe for ikke at råbe. “Nej Aubrey, det har jeg ikke” jeg fandt nogle penge i min pung, og smed dem på bordet.

“Hvorfor skulle jeg så?” Jeg vendte om på hælene, og forlod Starbucks.

 

***

 

Jeg var på vej hjem og det gik hurtigt. Jeg forstod ikke hvorfor Serena skulle bringe Hope på banen. Hun vidste, at Hope var et svagt punkt for mig. Da vores forældre valgte, at flytte til Amerika, for 3 år siden, stod jeg som 15 årig alene. Hope var åbenbart ligeglad med mig og mente jeg var gammel nok til, at passe mig selv. Jeg skulle jo heller ikke passes - bare hjælpes. Hun havde åbenbart et for ‘kostbart’ liv til at kunne hjælpe sin søster. Jeg havde ikke snakket så meget med hende siden. Jeg følte hun skulle kontakte mig. Hvis hun nogensinde ville kunne få nok tid til hendes søster. Heldigvis mødte jeg Niall. Niall? gad vide om han var kommet hjem nu. Jeg satte automatisk farten op i håb om at han var kommet hjem fra sit interview.

 

Jeg blev dog rimelig skuffet, da jeg trådte ind i en livløs lejlighed. Hvorfor tog det også så lang tid? Jeg tog min sko af inden jeg gik ind i stuen. Jeg hadede når der var så stille og jeg hadede at være alene. Men hvis ikke det var fordi, at jeg kom op at diskutere med Serena, så havde jeg nok ikke været alene nu. Sådan var det - det var mig der havde forladt Starbucks. Jeg satte mig ned i sofaen. Den stilhed der hang i lejligheden var ikke til at holde ud. Lige som jeg havde tænkt det, blev stilheden afbrudt. Jeg kunne høre min iPhone ringe, og jeg begyndte at rode efter den. Jeg fandt den frem, og da jeg havde taget den rejste jeg mig fra sofaen, for at få noget at drikke.

 

“Hallo?” Jeg havde en vane med bare at sige hallo.

“Er det Aubrey Williams?” Jeg rynkede mine øjenbryn, da jeg ikke var vant til folk spurgte om det. “Ehh ja. Kan jeg hjælpe med noget?” Jeg åbnede køleskabet, og hev en cola ud. Jeg gik over mod køkkenbordet, for at sætte min cola der. Det hvide klinkegulv var koldt mod mine bare fødder. Det lød som om at kvinden i telefonen sad og trykkede på et tastatur.

“Er du Hope Williams søster?” Jeg stivnede da jeg hørte Hope’s navn. Jeg sank klumpen i halsen, men den kom bare igen.

“Ja, det er jeg” hun tøvede og da ordene kom ud af munden på hende, vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige “Hope Williams er afgået ved døden, efter hun havde født sin datter ved et kejsersnit” jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller sige.

“Der skete en fejl ved kejsersnittet, og hun omkom af indre blødninger”

 

Jeg prøvede at sige noget, men uanset hvor meget jeg prøvet, så kom der ikke noget ud af min mund. Jeg trådte et skridt tilbage, og støttede med den ene hånd op af køkkenbordet.

“Datteren har det heldigvis godt, og Hope ønskede at du skulle adoptere hende” idet hun havde sagt dét, gled mobilen ud af min hånd, ramte bordkanten, fortsatte ned på gulvet, og blev totalt smadret.


 

„Livet er starten, døden er målet, selvmord er snyd, lad spillet begynde“

 

Her er endnu et kapitel. Husk, at skrive hvad i synes om den og like!! Vi er super glad for, at i læser med - hæng på ;).. - Mrs. Malik ♥ 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...