In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
32327Visninger
AA

1. Prolog

(Hope’s synsvinkel - Aubreys søster)

Jeg burde selv kunne have set der var noget galt. Jeg lavede næsten ikke andet end at sove. Jeg var ellers ikke den stille type. Mine veninder var også begyndt at lægge mærke til, at jeg ikke var som jeg plejede. Jeg smilte ikke, grinte ikke, og snakkede stort set ikke med dem mere. Det bekymrede dem - lige så meget som det bekymrede mig. De bad mig om at lave en tid ved lægen. De savnede den gamle Hope, hvilket jeg også gjorde. Jeg tog til lægen, hvor jeg fik taget prøver hele tiden. Jeg vidste ikke hvorfor det kom som så stort et chok. Jeg kunne vel egentlig godt selv have tænkt mig til der var noget galt. Jeg havde bare ikke troet at det var det. Uanset hvor mange gange de sagde det til mig, så kunne jeg ikke tro det. Jeg kunne ikke være gravid. Jeg var ikke gammel nok til at have et barn. Lægerne sagde til mig, at jeg kunne vælge at få en abort. Men jeg kunne ikke dræbe et barn. Det kunne jeg bare ikke. Det ville være forkert, og jeg ville leve med dårlig samvittighed resten af mit liv. Og jeg kunne også risikere aldrig at få muligheden for at blive mor. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, og når først jeg havde sluppet den ene dårlige tanke, kom den nye. Hvad ville mine veninder sige? Ville de stadig se mig? Og hvordan skulle jeg fortælle dem det? Uanset hvor lang tid der gik, så kunne jeg ikke fatte det. Én ting var sikkert - det ville ikke blive nemt. Men jeg måtte klare det! Jeg måtte kæmpe!


 

„When life gives you a hundred reasons to cry, show life that you have a thousand reasons to smile.“

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...