In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
32281Visninger
AA

29. Niall + Zayn = Fight

Jeg stoppede brat op i et kort øjeblik inden jeg drejede rundt. Dér stod han. Zayn.

“Uh, ehm.. Hej” smilede jeg og kiggede ned.

“Kan jeg snakke med dig?” spurgte han. Jeg kiggede op på ham igen.

“Eh.. Det er nok ikke så godt. Du ved Niall.. Han er ikke så glad for det..” Jeg kiggede ned på Niall, som sad og snakkede. Han så ikke ud til, at have bemærket at jeg stod med Zayn.

 

“Ja, jeg ved det godt. Men jeg bliver lige nødt til, at få noget på plads. Kan vi gå ud? Bare kort?” Spurgte han. Det føltes som om, at jeg blev tvunget. Helt automatisk nikkede jeg stille og sukkede.

“Okay, så..”.

 

Vi gik udenfor, hvor der stod et par ældre mennesker fra Niall’s side og røg. De snakkede og så ud til, at være godt optaget. Zayn gjorde tegn til, at gå lidt længere til den ene side. Jeg gik ned af den lille trappe op til indgangen. Jeg gik efter Zayn ud på perlestenene, som var min store konkurrent - især med Estelle på armen som jeg stadig havde. En enkelt gang var jeg ved, at falde, men Zayn fik fat i min arm inden det gik helt galt.

 

Vi stoppede op, og jeg kiggede spørgende op på Zayn.

“Jeg.. Ville bare undskylde.. Det var en fejl og det var på ingen måder menningen, at ødelægge dig mere..” sagde han og kiggede mig i øjnene.

“Dét okay.. Det var lige så meget min egen skyld.. Jeg skulle bare have sagt fra!” Jeg brød mig ikke om, at se ham i øjnene så jeg kiggede enten ned på stenene eller på Estelle.

“Men det var mig der starte” fortsatte Zayn. Jeg trak bare på skuldrene. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. Men én ting var sikkert. Det var ikke kun hans skyld.

 

“Jeg vil bare sikre mig, at du ikke er sur på mig?” Han kiggede lidt nervøst på mig. Jeg rystede let på hovedet.

“Det er jeg ikke..” sagde jeg og så på Zayn der nikkede lettet. En akavet tavshed skyllede ind over os. Ingen af os vidste hvad vi skulle sige.

“Eh, måske skulle vi gå ind igen?” Spurgte jeg. Zayn nikkede og skulle lige til at gå, men jeg stoppede ham. Han kiggede spørgende på mig. Jeg lænede mig en smule frem, og trak ham ind i et kram. Da vi skiltes igen smilede jeg til ham, og han smilte igen. Han aede Estelle blidt på kinden inden vi gik ind igen.

 

***

Jeg stod inde på toilettet, hvor jeg var ved at skifte tøj på Estelle. Jeg havde skiftet kjolen ud med en lyserød natdragt, og taget hendes bamse til hende. Jeg tog dåbskjolen over armen, og Estelle på den anden arm. Jeg gik op på værelset hvor mig og Niall skulle sove i nat. Vi havde selvfølgelig sørget for seng osv. til Estelle.

 

Jeg lagde hende ned i sengen, hvor hun skulle sove, som var ved siden af vores seng. Hun var ikke specielt begejstret for det, og begyndte at græde. Jeg tog hende op igen, og vuggede hende lidt frem og tilbage. Jeg sang stille for hende, og det hjalp. Hun sov efter ikke så lang tid. Jeg lagde hende i sengen, og lagde hendes bamse ved siden af hende. Jeg havde sat en alarm der, og så tog jeg en med ned.

 

Kjolen lagde jeg på sengen, og tjekke lige til hende en sidste gang. Jeg gik ned af trappen, og ned til alle de andre igen. Niall sad og snakkede med nogen af drengene fra 5 seconds of summer, som han havde bestemt skulle med, og Harry sad der også. Jeg gik over til ham, og han kiggede kort på mig. Jeg kiggede mærkeligt på Harry, som bare trak på skuldrene.

 

“Ehh, Niall?” Han stoppede op i sin sætning, og kiggede op på mig. Hvilket de andre drenge også gjorde. Han skubbede stolen ud, og tog fat på min overarm. Jeg ømmede mig, da den stadig gjorde ondt fra tidligere. Han trak mig lidt væk fra bordet, og kiggede irriteret på mig.

 

“Hvad Aubrey?” Han var sur. Selvfølgelig var han det. Han kiggede over på dem han havde snakket med, hvilket jeg også gjorde. De kiggede på os, men jeg valgte at ignorere det.

“Jeg ville bare høre, om du ikke ville passe alarmen. Hun ligger og sover oppe på værelset” Han tog alarmen ud af hånden på, og jeg kiggede overrasket på ham.

 

“Andet?” Han hævede øjenbrynene, og jeg rystede på hovedet. Han gik hen til bordet igen, hvor Liam og Louis også havde sat sig. De sad alle og kiggede på os. Da Niall satte sig igen, begyndte de at snakke videre, men Harry kiggede stadig på mig. Jeg stod helt stille, og kiggede også bare på ham. Niall kunne åbenbart se Harry kiggede på mig, så han kiggede hurtigt på mig. En tåre trillede ned af kinden på mig, og han rystede bare på hovedet af mig. De andre drenge kiggede også på mig, og jeg skyndte mig at tørre tåreren væk. Jeg kiggede en sidste gang på dem, og gik så.

 

Jeg fik kæmpet mig igennem alle menneskerne, og ud til døren. Jeg åbnede døren, og gik ud på trappen. Jeg ville gå rundt ude i haven, hvor der var lidt mere stille. Der var nogle få folk som stod og snakkede. Jeg gik langsomt ned af trappen for ikke at falde. Haven var utrolig stor, så jeg ville nok ikke møde nogle.

 

Jeg gik i min egen verden, og da jeg så en bænk satte jeg mig der. Jeg begravede ansigtet i mine hænder. Der var nok ikke nogle der kunne se mig, da bænken stod lidt skjult. Jeg kunne høre der kom nogen, så jeg kiggede op. Mine øjne mødte et par brune øjne, og jeg vidste godt hvem det var.

 

“Aubrey, hvad sker der?” Zayn satte sig ved siden af, og lagde en arm om mig. Han slukkede sin cigaret, og trak mig ind til ham. Jeg begyndte selvfølgelig at hulke, som jeg altid gjorde da han plejede at komme og besøge mig.

“Hvad er der sket?” Han trak mig lidt væk, da jeg ikke græd mere. Han tørrede tårerne væk, og jeg snøftede.

“Niall.. Han er.. Sur på mig hele tiden!” Zayn sukkede irriteret.

“Han er hele tiden sur, og vi skændes hele tiden!” Zayn så ud til at være sur, og han han begyndte at rode efter noget i sin lomme.

 

“Er det fordi jeg er her?” Jeg trak på skuldrene. Han hev en pakke cigaretter op fra lommen, og tog en.

“Må jeg få en?” Han kiggede mærkeligt på mig, men rakte så pakken til mig. Jeg tog imod den, og tog en cigaret op. Han tændte den for mig, og jeg tog straks et sug.

 

“Ryger du?” Han kiggede undrende på mig, og jeg trak bare på skuldrene.

“Jeg gjorde da jeg gik i skole og sådan, men stoppede da jeg mødte Niall. Han bryder sig ikke om det, så han bliver ikke glad, hvis han finder ud af det. Men han er jo aldrig glad mere, så det går nok!” Zayn grinede lidt af mig.

 

“Skal jeg snakke med ham?” Niall gad nok ikke ligefrem snakke med Zayn, men det ville vel være forsøget værd.

“Du kan jo altid prøve, det er forsøget værd. Han gider nok ikke” Zayn trak på skuldrene.

“Jeg snakker med ham, når vi går ind!” Zayn tog et sug af sin cigaret, og kiggede lidt rundt.

“Vi skal nok ikke gå ind sammen” Han rystede på hovedet, og slukkede sin cigaret. Jeg tog et sidste sug, og slukkede så også min.

“Går du ind først?” Zayn kiggede på mig, og jeg nikkede. Zayn trak mig ind i et kram. Jeg kyssede ham på kinden, og gik så ind.

 

Da jeg var kommet ind i hallen gik det op for mig, at jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kiggede lidt rundt inden jeg besluttede mig for at gå op til Estelle. Hun havde godt nok ikke været alene i mere end 20 min., men jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg kom i tanke om alarmen jeg havde givet Niall. Jeg tog en dyb indånding og gik så med faste skridt hen til det bord Niall og de andre sad og snakkede ved. Han sad med siden til og lod først mærke til mig da jeg næsten var helt henne ved ham. Uden at sige noget flåede jeg babyalarmen op fra bordet, drejede om på hælene og begyndte at gå. Eller nærmere flygte. Jeg kunne mærke deres blikke i nakken da jeg nærmest styrtede afsted. Jeg nåede op på værelset. Jeg listede ind for ikke at forskrække Estelle. Hun sov da jeg kom ind. Jeg ville ikke vække hende. Jeg låste døren efter mig i det tilfælde af, at Niall skulle have fulgt efter mig. Jeg regnede ikke med det, men Niall havde det jo med at overraske mig. Her var lummert inde på værelset, så jeg åbnede det ene vindue. Jeg var oppe på 2. sal og havde udsigt over noget af haven. Mine ben var trætte, så jeg tog mine stiletter af. Så larmede det heller ikke når jeg gik her oppe. Jeg hørte en dør smække ude fra. Jeg gik hen til vinduet og så Zayn og Niall stå derude.

“Hvad helvede vil du Zayn?” kunne jeg tydeligt høre Niall råbe. Dér gik det op for mig, at jeg ikke ville høre med. Jeg ville ikke høre hvad Niall sagde til Zayn og jeg ville ikke høre hvad Zayn sagde til Niall. Derfor gik jeg hen og lukkede vinduet igen. Jeg kunne stadigvæk høre nogen råbe, men ikke hvad de råbte. Jeg lod mit blik glide ned på dem. De så vrede ud. Det var forfærdeligt at se og tårene i mine øjne kom frem igen. De tog turene ned af mine kinder. Jeg kunne ikke klare det. Jeg forstod ikke hvad der skete. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre..

 

Sick of crying, tired of trying, yeah I'm smiling but inside I'm dying.

 

Undskyld der ikke er blevet opdateret et stykke tid, men har lige været syg, så har ikke rigtig haft lysten til at skrive. :)

- Blondinen

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...