In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
32277Visninger
AA

9. Meeting up on the hospital..

Jeg rejste mig op i sofaen og kiggede rundt i lejligheden. Solen havde blændet mig, så jeg var vågnet. Åh gud, det er i dag jeg skal møde op på hospitalet. Jeg tændte tv’et og skiftede over på en kanal, hvor de sendte nyheder. Jeg kiggede over på uret der hang på væggen. Klokken var halv 10. Jeg havde overraskende nok sovet længe, og det kunne jeg også godt mærke. For en gangs skyld var jeg ikke træt og udmattet. Jeg skruede op for tv’et, og gik så ud i køkkenet. Jeg fandt en skål, cornflakes, sukker og mælk. Jeg fik hurtigt ordnet maden, og tog noget vand med mig. Jeg satte mig i sofaen, og begyndte at spise. Det var et stykke tid siden jeg havde fået ordentlig mad. Jeg havde ikke været mig selv det sidste stykke tid. Måske skulle det hele bare lige falde på plads?

 

Nu hvor skulle jeg hente min niece, som jeg endnu ikke havde fundet et navn til. Jeg måtte nok hellere gøre mig klar. Jeg skulle møde op på hospitalet om et par timer. Jeg skulle nok ikke komme for sent.

 

Jeg stillede min tallerken på stuebordet, og rejste mig fra sofaen. Jeg åbnede klædeskabet da jeg kom ind i soveværelset. Jeg stod længe og gloede på alt mit tøj. Jeg endte med en hvid skjorte, en rød blazer med fire guldknapper på, jeg tog mine sorte Christian Louboutin frem, og min sorte Mulberry taske. Jeg fandt mine diamant øreringe i mit smykkeskrin, og en matchende ring. Mine sorte Wayfarer solbriller fra Ray-Ban lagde jeg ned i min taske. Jeg smed det på sengen, og gik så ud på badeværelset for at tage et bad.

 

***

 

Jeg tog toget til Berkshire. Dér hvor hospitalet var. Jeg stod netop foran den store bygning. Tænk, når jeg engang forlader Berkshire igen, så er det med min niece på armen. Jeg gik hen til svingdøren der kørte rundt. Da jeg kom ind ramte en meget ren lugt mig. Sådan var det bare på hospitaler. Jeg gik hen til en skrænt, hvor der sad en kvinde i lyst tøj ved en computer. Da jeg var nået hen til hende kiggede hun op.

 

“Goddag, kan jeg hjælpe?” hun smilede flinkt til mig.

“Ehm, ja.. Det tror jeg” hun nikkede kort og jeg fortsatte.

“Jeg er her med hensyn til min søsters datter. Min søster, Hope - Hope Willams. Jeg havde vidst mulighed for, at adoptere hendes datter.. Altså min niece..” Jeg følte, at jeg kludrede i det. Bare hun forstod mig.

“Ja, det passer. Du er Aubrey ikke?” jeg  nikkede og den rare dame tastede noget ind på hendes computer imens.

“Jo, det er mig..” jeg forsøgte, at lyde selvsikker.

“Har du lyst til, at møde den lille? Altså inden vi gennemgår papirerne.” Hvilke papirer? Hm, det var sikkert noget med hensyn til adoptionen. Inden jeg havde nået, at svare fortsatte hun.

“Jeg kan lige kontakte en sygeplejerske.” med de ord ringede hun op til en fra hospitalet. Kort tid efter lagde hun på.

“Der kommer en ned til dig om lidt. Hvis det er, så kan du sætte dig dér hen!” sagde hun og pegede hen mod et sted, der mindede om et venterum - eller ventehjørne.

 

Jeg sad der kun et øjeblik før en sygeplejerske kom gående hen til mig.

“Aubrey Williams?” spurgte hun.

“Ja..” Sagde jeg og rejste mig. Sygeplejersken gav mig hånden jeg tog imod den og vi trykkede dem kort. Jeg fulgte efter hende hen til et lille værelse. I en lille babyseng lå min niece og sov. Hvor var hun lille.

“Vil du have hende op?” spurgte sygeplejersken mig. Mig? Kan jeg i hele taget finde ud af at holde et lille barn?

“Ja” svarede jeg, da jeg følte jeg ikke kunne andet. Sygeplejersken tog hende op svøbt ind i et hospitals tæppe.

 

Jeg satte min taske på en stol og tog imod hende. Hun vejede ikke ret meget, men hun var jo heller ikke så stor. Jeg kiggede ned på hende. Hun lignede Hope. Hun tog fat om min pegefinger, og jeg smilede.

“Ved du hvad hun skal hedde?” Jeg rystede på hovedet.

“Jeg har kiggede lidt på navne, men jeg ville ikke bestemme mig før jeg havde set hende” Jeg kiggede op på sygeplejersken, og hun nikkede forstående.

”Skal vi kigge på papirerne?” Jeg kiggede på hende, og nikkede.

“Skal jeg tage hende?” Jeg var overraskende ikke meget for, at skulle aflevere hende. Jeg gav hende til sygeplejersken, som lagde hende ned i sengen.

“Bare følg efter mig” Hun begyndte af gå ned af den lange gang.

 

Gulvene var hvide, og væggene lilla, med nogle få kedelige billeder. Hun stoppede op foran en brun trædør, og kiggede på mig. Jeg gik lidt bag hende, da jeg var opslugt af mine tanker. Hun åbnede døren og gik ind. Hun satte sig på en sort kontorstol, bag et brunt skrivebord. Hun nikkede mod en sort læderstol, og jeg satte mig i den. Min taske lagde jeg på mit skød.

"Nå Aubrey, hvordan har du det egentlig med at skulle adoptere din søsters datter?" Jeg kørte mine håndflader mod hinanden, som var blevet helt svedige. Hvad skulle jeg sige? At min kæreste havde forladt mig fordi jeg skulle adoptere min niece? At jeg havde dårlig samvittighed over ikke at have haft kontakt til Hope?

 

Jeg kiggede på hende, uden at vide hvad jeg skulle sige.

“Ehh.. Det er mærkeligt. Jeg havde ikke snakket med Hope i lang tid, så at hun vil have jeg skal adoptere hendes datter - Kom som et stort chok!” Hun nikkede.

“Har du nogen til at hjælpe dig?”

“Mig og min kæreste er ikke på talefod lige for tiden. Men vi deler lejlighed, så hvis han vil være med til det - Så ja” Jeg kiggede lidt rundt, og ventede bare på det næste spørgsmål.

“Hvordan har du det med at Hope er død?” Hun var den første der havde sagt det så direkte til mig. At hun var væk. Jeg kom straks til at tænke på Hope. Alle vores minder fra da vi var børn. Da vi legede sammen ude i haven om sommeren, da vi skændtes. Alt det ville aldrig komme til at ske igen. Jeg skulle aldrig se hende igen, eller høre hende snakke og skælde mig ud.

 

“Det er svært at forstå” Jeg dæmpede min stemme, og kiggede ned i mit skød.

“Du ved godt at du kan få en psykolog, ikke?” Jeg kiggede op på hende. Jeg havde ikke brug for nogen psykolog.

“Jeg har ikke brug for en psykolog!” Hun kiggede overrasket på mig.

“Aubrey, det er okay at være ked af det. Hun var jo din søster. Nogen gange må man acceptere at man har brug for hjælp” Jeg havde ikke brug for hjælp. Det var normalt at være ked af det. Jeg skulle bare komme mig over det!

“Jeg skal ikke bruge nogen psykolog” Jeg kiggede hårdt på hende.

“Okay, men du kan altid nå det” Hun begyndte at snakke om alt muligt angående adoptionen, og jeg spidsede øre.

 

***

“Kom med mig, Aubrey” Hun rejste sig fra stolen, og jeg gjorde det samme. Vi gik ned af den samme gang, som vi havde gjort for ca. 1 time siden. Hun stoppede foran døren, hvor jeg vidste hun lå inde. Min lille niece. Hun åbnede døren, og trådte ind. Jeg gik over mod hendes seng, og kiggede ned på hende.

“Må jeg tage hende op?” Hun smilte til mig.

“Selvfølgelig må du det” Jeg satte min taske på den samme stol som tidligere. Jeg samlede hende op fra hendes seng, og kiggede ned på hende. Hver gang jeg kiggede på hende smilede jeg automatisk.

 

Tænk jeg skal tage mig af hende nu. Jeg aner ikke hvordan man passer en lille baby, men det måtte jeg vel finde ud af. Hvordan skulle jeg overhovedet få hende med hjem? Åh gud, jeg troede jeg havde det meste på plads. Jeg skulle vist have købt mine ting noget før, så jeg rent faktisk kunne nå at få dem hjem. Jeg måtte vel bare bære hende så. Hvad hedder de ting man bærer små børn i overhovedet? Jeg må finde nogle bøger at læse om små børn... Jeg skulle også finde et navn til hende. Der er egentlig mange ting jeg ikke har forberedt!


"I can take care of myself, but I can’t take care of myself and a child. I’ve decided to give myself up for adoption.
"

 

Hold da op. Det går godt nok hurtigt nu! Der kommer nye læsere til hver dag, og vi ligge nr. 19 i denne månedes populære movellaer! Det havde vi overhovedet ikke regnet med - hvor er det fantastisk! :D 1000 tak fordi i læser med - husk at like!! - Mrs. Malik ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...