In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
32326Visninger
AA

37. Marry me?

 

 

Jeg stod inde på mig og Niall’s værelse, og ledte forgæves efter noget at tage på. Der lå kjoler, sko, bukser osv. på hele sengen.

“Moar?” Jeg råbte højt nok til at hun kunne høre mig, og lidt efter kiggede hun ind.

“Hvad?” Hun kom ind og lukkede døren bag sig.

“Hjæælp mig! Jeg aner ikke hvad vi skal, hvilket gør det sværere at vælge tøj!” Hun smilede lidt til mig, og kiggede på sengen. Hun tænkte sig vist lidt om, og kiggede så ind i klædeskabet. Hun var hurtig til at finde en kjole, og trak en vindrød en ud. Den var kort, og med korte ærmer. Den sad stramt ved brystet og ned til hofterne, og blev løs derefter. Det var en af mine yndlingskjoler - som hun vidste, det var nok derfor hun tog den. Jeg smilede taknemligt, og hun smilede igen.

“Ved du hvad vi skal?” Hun nikkede.

“Du skal nok tage varmt tøj på, for det er koldt” det var det sidste hun sagde inden hun forlod værelset. Jeg rystede på hovedet. Jeg havde været i bad osv. så det var kun tøjet, makeup og hår jeg manglede. Jeg fandt et par sorte strømpebukser, som jeg tog på. Jeg tog derefter kjolen på, og kiggede i spejlet. Jeg smilede til mig selv, og gik hen for at finde et par sko. Jeg fandt et par sorte, højhælede ankelstøvler. Jeg ventede dog med at tage dem på. Jeg lyttede til min mors råd, og fandt en sort tyk cardigan. Hvis vi skulle indenfor kunne jeg jo bare tage den af. Jeg gik hen til spejlet, hvor jeg lagde en enkel makeup. Mit hår krøllede jeg en lille smule, og lod det så bare hænge. Jeg kunne høre en svag banken på døren, og jeg gik hen for at åbne den. Estelle stod i sin mørkerøde kjole, og kiggede op på mig. Hun smilede til mig, og jeg smilede til hende. Niall kom gående ud i entréen, og sukkede lettet, da han så hende.

"Blev hun væk fra dig?" Jeg grinede. Han kom hen til, og tog hendes lille hånd i hans. Han nikkede til mig, og jeg grinede.

“Det er jo ikke fordi hun selv kan åbne døren” Niall lavede en mærkelig grimasse, og gentog min sætning, for at gøre grin med mig.

“Siger hende, som engang troede hun selv var kravlet ud af hendes seng!” Jeg slog ham på skulderen, da jeg tydeligt kunne huske det.

 

Jeg kunne høre døren ude i entréen blev smækket i, og sko der blev smidt på gulvet. Niall kom til syne i døren, og jeg kiggede på ham. Jeg sukkede lettet, da han havde Estelle på armen. “Du skræmte livet af mig! Jeg vidste ikke hvor hun var!” Niall satte poserne på køkkenbordet, og kiggede på mig. “Hun kan jo ikke selv komme op af sin seng”

 

Niall gik over til Estelle, som prøvede at kravle op i sengen selv. Han løftede hende derop, og hun klappede i hænderne, og grinede. Jeg rystede på hovedet af hende. Niall gik over til skabet, og jeg flyttede mig, så han kunne komme til. Han begyndte at rode efter tøj, og kaste det hele ud på gulvet. Han trak en skjorte ud, og viste mig den.

“Aubrey, hvad synes du jeg skal tage på?” Han lavede en tøsestemme, og kiggede på mig med et hævet øjenbryn. Jeg grinede, da jeg vidste han gjorde grin med mig. Han rystede på hovedet, og smed den på gulvet.

“Niall, du roder ligesom!” Jeg gjorde min stemme dybere, og Niall kiggede på mig.

“Nå, men mit tøj er ligesom ret vigtigt!” Han fandt noget mere, og han kastede et par sko ud på gulvet. Han hev en trøje ud fra skabet, og den han havde på trak han over hovedet, og skiftede den ud med den nye. Den gamle trøje smed han på gulvet.

“Ser jeg tyk ud i den her?” vi grinede begge to.

“Nej, du ser smuk ud!” Han rystede på hovedet, og grinede af mig. Vi vendte os om, og kiggede på Estelle, som havde smidt en af mine sko på gulvet. Jeg gik over og tog hende på armen, og gik ind med hende til mine forældre. Jeg gik tilbage til Niall, som var ved at rydde op. Det meste af det blev bare smidt ind i skabet, og skubbet ud til siderne.

 

***

 

Vi havde kørt i 20 min. tid og jeg var efterhånden blevet en smule utålmodig.

“Hvor langt er der?” sukkede jeg og kiggede ud gennem ruden.

“2 minutter” svarede Niall fra førersædet.

Jeg vippede med foden. Jeg kunne ikke vente mere. Jeg var både nervøs og spændt. Man vidste aldrig hvad Niall kunne finde på.

 

Kort tid efter drejede Niall ind på en parkeringsplads der kun var halvt fuld - folk havde nok travlt med at forberede sig til i morgen. Han parkerede i den ene ende af pladsen og vi steg begge ud. Jeg kiggede rundt. Kun bygninger var til og se. Butikker, lejligheder og hoteller bummede op overalt. Ligesom hjemme i centrum af London. Jeg var ikke sikker på, om vi var i en anden by eller bare udkanten af London.

 

Niall kig hen foran mig og tog min hånd.

“Kom” sagde han og begyndte at trække mig med.

Vi gik hen af en gade, som folk myldrede hen af. Utrolig nok lod det ikke til, at folk lod sig påvirke af, at det var os der gik der.

Vi drejede om hjørnet, hvor der lå en ældre antikforretning og et kort øjeblik troede jeg, at Niall ville have mig derind. Han skubbede mig nemlig hen mod døren og jeg blev en smule forvirret indtil jeg opdagede, at han bare var gået uden om en flok mennesker der ventede på, at kunne komme over vejen. Vi stoppede selv foran et lyskryds for at vente på, at vi kunne komme over vejen. Taxier og andre biler kørte ret provokerende og lyden af dyttende biler kunne hele tiden høres.

 

Da lyset endelig blev grønt begyndte vi at gå, men stoppede brat op da en gul taxi kørte direkte ind foran os - over for rødt.

“Idiot” mumlede Niall inden vi fortsatte over vejen.

Først nu gik det op for mig, hvad det var vi nok skulle. På den anden side af vejen, lå en skøjtebane. Jeg smilede, men ville vente med at sige noget til vi kom derover.

“Vi skal skøjte?” sagde jeg begejstret, da vi var kommet over vejen.

Niall nikkede og vi gik hen til den lille åbne hytte der udleverede skøjter.

 

Niall betalte for, at leje skøjterne og vi gik hen på en bænk der var sat op ved siden af banen. Vi fik skiftet vores sko ud, med skøjter. Vi kom ud på banen, og som det første var jeg ved at skvatte. Niall greb mig dog, og vi grinede begge to. Niall tog min hånd, og jeg begyndte langsomt at finde balancen. Mørket havde lagt sig over London, og nogle steder var der stjerner på himlen. Det var utrolig rart at komme ud, uden Estelle. Man blev bare lidt træt af at passe hende hele tiden, og være indenfor sammen med hende. Niall smilede til mig, og jeg gengældte det.

“Du kan jo godt!” Jeg nikkede grinende, og smilede stort til ham. Mine kinder var begyndt at blive kolde, og de var sikkert også helt røde. Niall frøs nok på hænderne, da han ikke havde handsker på, men mine handsker varmede nok hans hænder lidt. Jeg tog min hånd ud af Niall’s da min næse begyndte at klø, og i det jeg skulle til at klø mig på næsen, faldt jeg på røven. Niall stoppede op, og kiggede på mig.

“Av for satan!” Han rakte hans hånd ned mod mig, og hvis jeg ikke tog fejl, kæmpede han for at holde et grin inde. Han fik hjulpet mig op igen, og da jeg var ved at falde igen, trak han mig ind til ham. Han brød ud i grin, og jeg kiggede irriteret på ham. Jeg slog ham på skulderen, og han stoppede sit grin.

“Ej, undskyld søde!” Han smilede undskyldende til mig. Jeg lagde sine hænder på mine kolde kinder, og kiggede mig i øjnene. Hans varme læber ramte mine, og jeg kunne mærke varmen sprede sig i kroppen på mig. Han trak sig fra mig, og jeg smilede stort til ham. Jeg kunne langsomt mærke varmen i mine kinder, og jeg vidste godt jeg rødmede. Man kunne nok ikke se det specielt meget, da mine kinder allerede var røde. Niall grinede af mig, og jeg kiggede ned i jorden.

“Kom!” Han trak mig med ud fra banen, og vi satte os på bænken igen, og tog skøjterne af. Jeg fik mine støvler på, og rejste mig op. Niall var ved at binde sine sko, og jeg ventede. Han rejse sig, og han afleverede skøjterne. Vi gik hen til bilen, og jeg satte mig ind. Jeg kunne mærke varmen komme tilbage til min krop, og jeg tog mine handsker af. Jeg kiggede ud på julelysene som lyste gaderne op. Da vi havde kørt lidt, stoppede Niall. Han slukkede bilen, og sted ud. Jeg gjorde det samme, og han kom over og tog min hånd. Han trak mig efter ham, og da han stoppede kiggede jeg op på ham. Jeg kiggede rundt, og så tilbage på ham.

“Kan du huske det?” Jeg smilede og nikkede. Vi var på Sloane Square. Det var her vi mødtes første gang. Jeg havde været totalt stresset, og var gået ind i Niall. Jeg havde undskyldt utrolig mange gange, men han grinede bare af det. Han var også overrasket over, at jeg ikke rigtig lagde mærke til hvem han var. Vi endte på en bænk og sad og snakkede, og da han fortalte hvem han var, havde jeg bare siddet og stirret på ham. Vi havde udvekslet numre den dag, og var blevet gode venner derefter. Det var dog også derfor, at jeg ikke nåede til et jobinterview, og ikke fik det job, som jeg havde været på opsat på.

“Aubrey?” Jeg kiggede på Niall. Han smilede til mig, og trak mig med hen til den bænk, som vi havde siddet på dén dag. Vi sad og snakkede lidt, og jeg kiggede mærkeligt på Niall, da han rodede efter noget i sin lomme. Han trak en lille sort æske frem, og da han åbnede den, kiggede jeg måbende på ham. Det var en sølvring, med en stor diamant i midten, og to mindre ved siden af. Ned langs ringen, og på siden var der en masse små diamanter.

“Okay.. Aubrey, jeg aner ikke hvordan jeg skal sige det her, så jeg gør det hurtigt! - Vil du gifte dig med mig?” Jeg kiggede fra ringen, og så op på Niall. En tåre trillede ned af min kind.

“Selvfølgelig vil jeg det!” Jeg smilede stort, og vores læber ramte hinanden. Han satte ringen på min finger, og jeg kyssede ham igen.

 

“You don’t marry someone you can live with, you marry the person who you cannot live without.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...