In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
31966Visninger
AA

5. I'm sorry..

Jeg kunne høre døren blev smækket i ude i entreén. Jeg havde siddet inde i stuen på gulvet, og gloet ud af vinduet lige siden jeg fik opkaldet. Ville Hope virkelig have jeg skulle adoptere hendes datter? Hun valgte mig ud af alle de mennesker hun kendte. Vi havde ikke snakket sammen i 3 år, og så troede hun jeg bare kunne adoptere hendes datter. Jeg kunne heller ikke helt forstå hun var død. Selv om vi ikke snakkede sammen, så elskede jeg hende. Det kunne jeg ikke undgå, hun var jo min søster. Men det at hun lige pludselig var væk - det kunne jeg bare ikke forstå. Jeg burde ringe til min mor og far. Hvis min mobil altså virkede.

 

Jeg kunne høre Niall kom gående, men jeg fortsatte med at kigge ud af vinduet. Niall. Åh gud! Hvad skulle jeg dog sige til ham? Han vil da ikke adoptere et lille barn. Ikke at jeg selv ville det, men Niall var jo aldrig rigtig hjemme.

“Aubrey! Hvorfor svarer du ikke på min sms’er og opkald?” Niall kom gående helt hen til mig, men jeg kunne bare ikke flytte mit blik. Jeg kunne se ud over London, hvor det var blevet mørkt. Folk havde tændt lys rundt omkring i deres lejligheder. Jeg havde altid elsket at sidde og kigge på London om aftenen.

 

“Aubrey, kig på mig!” For første gang i flere timer flyttede jeg blikket væk fra London.

“Hvor er din mobil?” Jeg pegede over på køkkenbordet, og jeg kunne se Niall ansigtsudtryk ændre sig fra træt til vred.

“Hvad fanden har du lavet Aubrey?” Han var gået over til køkkenbordet, og stod nu med den smadrede iPhone i hans hånd.

“Jeg tabte den” hviskede jeg. Jeg skulle kæmpe for at holde tårerne inde.

“Hvor?” Han var vred. Niall havde købt mobilen til mig, fordi den gamle jeg havde knap nok kunne sende en sms. Så hvis jeg skal være ærlig, så forstod jeg godt han reaktion.

 

“På køkkengulvet” min stemme skælvede, og en tåre gled ned af min kind.

“Godt klaret!” Jeg rejste mig fra gulvet, og kiggede over mod ham.

“Hvorfor fortalte du mig ikke, at du skulle til et interview? Du havde hele dagen i går! Du ved godt jeg hader at være alene!” Han kiggede op på mig.

“Hvorfor skulle jeg ødelægge dagen?” Jeg rystede på hovedet.

“Du kunne bare have sagt det!” Han begyndte at gå ud mod entreén, og jeg fulgte efter.

“NIALL!” Han vendte sig om mod mig, overrasket over min reaktion - Hvilket jeg selv var. “Aubrey, jeg gider ikke nu” endnu en tåre gled ned af min kind.

“Hvornår gider du så?” Han vendte sig om, og begyndte at gå over mod mig. For hvert skridt han tog, trådte jeg et tilbage. Han stoppede først, da jeg havde ramt væggen. Han tog fat om mine håndled, og holdte dem fast på hver side af mit hoved.

 

“Aubrey, fatter du det ikke? Jeg er stået op klokken lort, for at komme til et interview, og har slet ikke slappet af hele dagen. Og når jeg så kommer hjem finder jeg ud af du har smadret din telefon, som jeg har betalt!” Han kiggede mig i øjnene, og hans stemme var lav. Selv om han kun hviskede kunne jeg sagtens høre han var vred. Meget endda. Hans ansigt var centimeter fra mit, og hans øjne var blevet en mørkere blå. Jeg drejede mit hovede, for at undgå øjenkontakt med ham.

“Aubrey, kig på mig!” Jeg rystede på hovedet. Han tog fat om min hage, og drejede mit hoved. “Undskyld Niall” tårerne begyndte at trille ned af kinderne på mig. Niall rystede på hovedet af mig, han gav slip på mine håndled - Som han havde holdt omkring, og forlod mig ude i entreén.

 

Jeg gled ned af væggen, og tårerne kæmpede sig vej ned af mine kinder. Hver gang jeg havde tørret dem væk, kom der bare nye, så jeg lod dem bare være. Jeg sad og masserede mine håndled, som gjorde ondt efter Niall havde holdt hårdt omkring dem. Jeg kunne ikke længere holde det inde, og begyndte at hulke, i mens jeg begravede ansigtet i hænderne.

 

***

 

Jeg havde endelig besluttet mig, at forlade mit hjørne. Dér jeg havde siddet og grædt det sidste lange stykke tid. Jeg havde det en smule bedre nu. Det havde jeg altid efter jeg havde grædt. Mit ansigt føltes hævet og mine kinder var stadig våde.  Jeg tog en dyb indånding for at få styr på min stadige uregelmæssige vejrtrækning. Jeg stod og kiggede mig omkring. Jeg vidste ærlig talt ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Niall var gået. Nu hvor jeg havde allermest brug for ham. Min søster var lige død og nu står jeg tilbage med en beslutning om, om jeg skulle tage imod hendes datter. Og... Så er min mobil smadret, så jeg kunne ikke ringe til nogen. Jeg stod i en lorte situation. Jeg måtte have hjælp til at tage en beslutning. En beslutning om, om jeg skal såkaldt adoptere min niece. Man kunne jo sagtens skyde skylden på mig, hvis hun så ender på et børnehjem. Jeg kunne aldrig finde på, at sende mit eget barn på børnehjem. Men det var jo min niece - min søsters datter. Jeg er kun 18, så ville jeg nogensinde kunne få overskud til at passe et lille barn nu? Og Niall.. Åh, nu pressede tårerne sig på igen. Hvorfor kunne han ikke sidde ved siden af mig lige nu? Holde om mig og fortælle, at det hele nok  skulle gå?

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er bange. Måske for Niall. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne fortælle ham, at jeg har mulighed for, at adoptere min niece?

Jeg måtte gøre noget. Noget jeg ikke gjorde så tit mere. Jeg måtte tage kontakt til mine forældre.

 

***

 

Jeg vågnede på sofaen næste morgen. Jeg havde slæbt min trætte krop ind i stuen, og var faldet i søvn nærmest i det jeg lagde mig på sofaen. Jeg havde hovedpine og min nakke gjorde ondt. Det var ikke fordi man sov super godt på vores sofa. Mit hoved dunkede, efter alt græderiet. Jeg rejste mig fra sofaen, for at hente et glas vand. Da jeg havde fået noget at drikke, kiggede jeg i køleskabet efter noget mad, men lukkede det igen da jeg ikke rigtig var sulten. Alle tankerne fra i går kom strømmende én efter én. Tænk at Hope var død. Jeg fortrød lige pludselig at jeg ikke havde taget kontakt til hende. Jeg kunne knap nok huske hvordan hun så ud sidste gang jeg så hende. Hvis jeg dog bare havde vidst hun var gravid.

 

Skyldfølelsen skyllede ind over mig, og jeg gled ned på en køkkenstol. Jeg begravede mit ansigt i hænderne, som i går. Jeg måtte finde en løsning. Jeg var nødt til at kontakte mine forældre. De vidste hvad jeg skulle gøre! Hvorfor havde Hope ikke ønsket at de skulle adoptere? Okay, de boede i Amerika, og de var ikke friske unge mennesker mere. Jeg måtte få fat i Niall’s mobil og ringe til dem. Men ikke nu. Jeg magtede det simpelthen ikke. Hovedpinen var næsten blevet værre, og jeg hentede et til glas vand. Jeg skubbede køkkenstolen ind, og gik så hen mod soveværelset.

 

Jeg åbnede døren stille, og så Niall ligge i sengen. Han sov. Jeg listede ind for at finde noget rent tøj, så jeg kunne få et bad. Jeg fandt en af Niall’s trøjer, og et par Denim jeans. Jeg listede ud på vores badeværelse, hvor jeg lukkede døren. Jeg blev nærmest bange da jeg så mig selv i spejlet. Min mine øjne var røde, min makeup tværet ud, mit hår lignede en fuglerede, og mit tøj var krøllet. Jeg gik over mod bruseren for at tænde det vandet. Jeg begyndte langsomt at tage mit tøj af, og trådte så under bruseren. Det varme vand fik mig til at slappe af, og hovedpine forsvandt langsomt.

 

***

Jeg var lige gået ud af badeværelset og netop søgt ind mod stuen da døren til mig og Niall’s værelse gik op. Jeg stivnede en smule. Jeg havde ikke snakket med ham siden i går, hvor han havde forladt lejligheden. Jeg vidste ikke om han stadig var vred på mig?

Mere nåede jeg ikke at tænke før han dukkede op i døren. Jeg ville have sagt noget. Bare for at høre om han stadig var vred. Men mit stemmebånd snørede sig sammen og kun en lille hakkende lyd kom ud af min mund. Niall kiggede op på mig.

 

Jeg drejede mig en smule, så jeg stod med front mod ham. Mit blik blev ved med at søge mod gulvet - det samme gjorde hans igen. Jeg følte det en smule akavet. Men endelig blev tavsheden brudt.

“Undskyld..” Jeg kiggede op på Niall, der lige havde undskyldt for mig.

“Jeg havde en lorte dag i går.. Det gik ud over dig..” Jeg kunne stadig ikke sige noget. Jeg ville inderligt gerne svare, men jeg kunne ikke. I stedet for at blive ved med, at kæmpe med at få ordene ud af min mund, tog jeg et skridt frem og plantede mine læber mod hans.

 

Don't make me sad, don't make me cry

Sometimes love is not enough and the road gets tough

I don't know why

Keep making me laugh,

Let's go get high

The road is long, we carry on

Try to have fun in the meantime

- Lana Del Rey - Born to Die

 

Hvor er det dejligt at se, at der kommer nye læser til hver dag - vi bliver så glade! :D - Mrs. Malik ♥

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...