In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
31887Visninger
AA

15. I'm not leaving you!

Jeg stod ude i køkkenet, hvor jeg havde min bærbar stående på køkkenbordet. Estelle lå i sin kravlegård inde i stuen, så jeg kunne holde øje med hende. Hun lå og pillede ved nogle af alle de bamser, som jeg havde lagt der, til hende. Engang imellem prøvede hun at spise deres arme eller ben, men opgav lidt efter. Jeg rystede på hovedet af hende. Jeg havde besluttet mig for jeg ville tjekke mine mails, hvilket nok også var på tide. Der blev ved med at komme nye mails, og imens jeg ventede tjekkede jeg lige til Estelle. Hun lå og nedstirrede sin brune bamse, som havde en lyserød trøje, og matchende hue på.

 

Da der ikke kom flere mails tjekkede jeg de vigtigste. Der var en fra min mor, som var en sjældenhed. Jeg åbnede den, og læste den igennem. Det var om Hope’s begravelse. Åh gud, den havde jeg helt glemt. Der stod noget om, at der havde været nogen problemer omkring planlæggelsen, så begravelsen var blevet forsinket. Jeg spærrede mine øjne op da jeg fandt ud af hvornår det var. I morgen. Endnu et tegn på, at jeg ikke tjekkede mails ofte nok. Jeg skyndte mig at svare på mailen, så hun vidste jeg havde set den. Jeg var slet ikke klar til Hope’s begravelse. Selv om det nu var et stykke tid siden hun... Gik bort. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at sig ordet endnu.

 

Jeg blev revet ud af mine tanker, da dørtelefonen ringede. Jeg kiggede hurtigt over på Estelle inden jeg løb ud i entréen.

“Hallo?” Jeg kiggede rundt i entréen - som rent faktisk ikke var rodet, i mens jeg ventede på svar.

“Hey Aubrey, lukker du mig ind?” Jeg grinte lidt. Zayn, hvem ellers.

“Jo selvfølgelig” jeg trykkede på knappen, så han kunne komme ind. Jeg tjekkede mig hurtigt i spejlet over kommoden, og rettede mit hår, som sad i en hestehale. Ikke fordi det sad grimt, men jeg havde ikke rigtig gjort noget ved det i dag. Min makeup var heller ikke det helt store, eftersom man ikke havde specielt meget tid til det. Det samme gjaldt mit tøj. Jeg havde en vinrød basis T-shirt på, mørke jeans, og et sort armbånd med guldkant.

 

Døren blev åbnet, og jeg kiggede forskrækket på Zayn. Han grinede af mig, og jeg smilede til ham. “Halløjsa, du behøver da ikke tjekke dig ud for min skyld” Zayn grinede af sin egen kommentar, og jeg kiggede bare på ham.

 

“Haha, hvor er du sjov Zayn! Jeg ved godt jeg er smuk” ironisk svarede jeg ham igen, og rystede på hovedet. Han gik over mod mig, for at trække mig ind i et kram.

“Zayn, du lugter af røg!” Jeg trak mig fra ham, og skar en grimasse.

“Så slemt er det heller ikke!” Jeg rystede igen på hovedet af ham.

“Det siger du jo. Følg efter mig!” Jeg gik ind i stuen med Zayn bag mig. Han lagde sin jakke på sofaen, og gik hen til Estelle.

 

Fra køkkenet af kunne jeg se hun kiggede op på ham. Zayn smilede til hende, og tog hende så op.

“Vil du have noget at spise eller drikke?” Han rettede blikkede fra Estelle, og op på mig.

“Jeg har spist, men noget at drikke kunne være rart” jeg sukkede lettet.

“Godt du ikke ville have noget at spise, jeg har nemlig ikke noget mad” Zayn rystede på hovedet af mig, og kiggede ned på Estelle igen.

 

“Hvad vil du have at drikke?” Zayn flyttede denne gang ikke blikket fra Estelle, som havde taget

hans ene finger.

“Hvad har du?” Jeg gik over for at åbne køleskabet.

“Ehh. Cola, øl, Estelles mælk, og vand” jeg kiggede over skulderen, og mine øjne mødte Zayns øjne. “Tror jeg tager noget vand” jeg ledte efter noget vand, og da jeg fandt det hev jeg flasken ud, og gik hen til Zayn med den.

“Her” han kiggede opgivende på mig, og jeg kom i tanke om, at han ikke havde nogen ledige hænder. “Jeg sætter den bare på bordet” jeg grinede lidt, og Zayn smilede til mig. Da hans øjne ramte mine, igen, kunne jeg mærke mit hjerte banke lidt hurtigere. Jeg skyndte mig at bryde øjenkontakten, og prøvede at ignorer den følelse jeg lige havde følt.

 

***

 

Mig og Zayn havde slået os ned i sofaen. Estelle lå og sov, så vi kunne snakke uden hun afbrød os.

“Min mor skrev til mig i dag. Hope’s begravelse er i morgen” Jeg kiggede ned på mine hænder. Jeg kunne stadig ikke vænne mig til at hun var væk.

“Åh... Skal jeg tage med?” Jeg kiggede op på Zayn, men rystede så på hovedet.

“Jeg tror ikke det er en god idé. Mine forældre ved ikke noget om Niall og mig”

“Har du overhovedet snakket med dem?” Zayn prøvede at få øjenkontakt med mig, men forgæves. “Nej. De bliver sikkert skuffet” Zayn sukkede, og jeg kiggede på ham.

 

“Aubrey, hvorfor tror du det? Tror du ikke de er stolte over, at du har taget sådan et stort ansvar overfor Estelle? Det er dine forældre, og de er her for at støtte dig! De vil nok synes det er fejt det Niall har gjort” Jeg kunne mærke at tårerne var på vej, og kiggede derfor ned på mine hænder

“Men jeg forstår godt Niall, Zayn. Jeg skulle have fortalt ham det! Hvis jeg havde fortalt ham det, så var jeg måske ikke endt sådan her!” Jeg kunne ikke længere holde tårerne inde, og begyndte at græde.

 

“Aubrey, hvem siger Niall overhovedet ville have været med til det her, hvis du havde fortalt ham det?” Jeg rystede på hovedet, og begravede mit ansigt i hænderne. Zayn rykkede sig over til mig, og trak mig ind til ham. Jeg begravede mit ansigt ved hans hals. Med mine ene hånd tog jeg fat i hans trøje, og trak mig længere ind til ham. Jeg var bange for at han ville forlade mig - ligesom Niall. Jeg indånde hans duft, og han prøvede at trøste mig.

 

Han begyndte at vugge frem og tilbage, imens han hviskede beroligende ting i mit øre. Af en eller anden grund fik det mig bare til at hulke.

“Aubrey, slap af” Han hviskede mig blidt i øret. Jeg prøvede at holde op med at hulke, men forgæves. “Du må ikke forlade mig!” Fik jeg kæmpet ud imellem mine hulk.

“Du må ikke forlade mig” jeg gentog mig selv. Bange for at han ikke havde hørt mig.

“Du må ikke”

“Jeg går ingen steder!” Han kyssede mig i håret, og fortsatte med at vugge blidt frem og tilbage.

 

Zayn’s skulder var efterhånden våd af tårer, men det fik mig ikke til at stoppe med at græde.

“Aubrey, slap af” jeg rystede på hovedet. Mine hulk var holdt op, og det var kun tårer nu. Zayn trak mig lidt væk fra ham, og kiggede på mig. Han tørrede tårerne væk med sine tommelfingre, men de kom igen.

“Er du sikker på jeg ikke skal tage med i morgen?” Da jeg kom til at tænke på Hope kom der straks flere tårer.

“Jeg fik slet ikke sagt farvel” hikstede jeg.

“Jeg kommer aldrig til at se hende igen, og jeg fik ikke sagt ordentligt farvel. Tænk hvis hun døde med de tanker, at jeg ikke ville tage mig af hendes datter, og at jeg hadede hende” jeg kæmpede for at snakke.

“Jeg elskede hende så højt, Zayn, og nu er hun bare væk. Helt væk. Jeg skal aldrig se hende mere. Og hvad skal jeg sige til Estelle?” Zayn kiggede uforstående på mig.

“En dag finder hun ud af, at jeg ikke er hendes rigtige mor. Så er jeg nødt til at fortælle hende, at hendes mor er død, og at hun aldrig kommer til at se hende. Jeg vil være der som en mor for hende, men jeg bliver aldrig hendes rigtige. Jeg vil aldrig kunne erstatte Hope’s plads!” Zayn tørrede mine tårer væk, igen.

“Aubrey, du har allerede klaret det super godt. Tænk på at Hope også elskede dig. Tror du hun ville give sit barn til en hun ikke elsker, og stoler på? Selvfølgelig vil du aldrig kunne erstatte hendes plads, men du kan prøve at være en ligeså god mor, som Hope ønskede at være!” Jeg kiggede ned for at undgå Zayn’s øjne, men det lykkede ikke.

“Aubrey, hun elskede dig! Og jeg er sikker på hun er stolt af dig!”

 

***

 

Jeg var lige så stillet drevet hen og var faldet i søvn. Jeg sov - som en sten, da en velkendt skingrende lyd skar igennem den rolige atmosfære. Jeg begyndte, at røre på mig. Jeg lå en smule akavet. Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke var alene. ‘Dét’ jeg lå op af rykkede på sig, og jeg slog øjnene op.

 

“Jeg skal nok tage hende” jeg genkendte tydeligt Zayn’s stemme og satte mig op - lidt for hurtigt, da det hele svimlede for mig.

“Er du her stadig?” Udbrød jeg overrasket. Zayn kiggede undrende på mig,

“Jeg lovede ikke, at gå?” Hans undrende udtryk ændrede sig til et smil.

“Jamen...” jeg gik i stå og betragtede i stedet Zayn løfte Estelle op.

“Jeg troede ikke du mente det...” afsluttede jeg. Zayn trak kort på skuldrene

“Jeg holder hvad jeg lover Aubrey..” Zayn var begyndt at vugge Estelle, men hun stoppede ikke sin endeløse gråd.

 

“Jeg tror hun er sulten” Zayn kiggede op på mig. Jeg nikkede og rejste mig så. Jeg gik over i køkkenet, hvor jeg hurtigt fik ordnet en flaske til Estelle. Zayn, som havde stået på den modsatte side af køkkenbordet, kom over på den anden side til mig. Jeg gav ham flasken, og da han gav den til Estelle, holdte hun straks op med at græde. Han smilede til mig, og jeg gengældte det. Jeg gik hen og kiggede ud af de store panoramavinduer. Jeg kunne tydeligt fornemme myldrende nede på gaden. Det var langt tid siden jeg havde været udenfor. Eller, været udenfor, hvor jeg rent faktisk kunne nyde, at gå ned af gaden.

 

Jeg savnede at komme ud. Jeg følte mig spærret inde, her i lejligheden. Jeg placerede min højre hånd på det kolde glas. En skygge nærmede sig bagfra, og kort tid efter blev en hånd lagt på min skulder. “Er du okay?” Zayn talte lavt.

“Jeg.. Savner at komme ud.. Jeg føler mig spærret inde, Zayn.. Jeg vil ud..” Jeg flyttede ikke mit blik. “Skal jeg gå med dig?” først nu kiggede jeg på Zayn. Jeg rystede på hovedet

“Nej, du gør så meget for mig.. Det er ligemeget..”. Zayn kiggede alvorligt på mig. Han tog min hånd og begyndte så at trække mig efter ham.

 

“Nej Aubrey.. Du kan ikke miste alt af, at blive mor!”. Han trak hen til entréen, hvor han beordrede mig til, at tage sko på. Imens hentede han Estelle og placerede hende i barnevognen.

“Så lad mig i det mindste gå med hende..” sukkede jeg og skubbede blidt Zayn væk fra barnevognen.

 

Vi kom hurtigt ned, og ud på gaden.

“Hvor skal vi gå hen?” Jeg kiggede spørgende op på Zayn, og ventede på svar.

“Vi kan gå i parken?” Jeg nikkede hurtigt, og begyndte så at gå. Zayn skyndte sig op på siden af mig, da jeg gik ret hurtigt. Jeg var vist ret desperat efter at komme ud - og for engangs skyld var, det ikke alene med Estelle.

 

“Aubrey, tag det roligt!” Zayn grinede af mig, og jeg sænkede farten lidt.

“Undskyld” Jeg smilede til ham, og han gengældte det. Det var rart endelig at være ude med nogen man kunne snakke med, og ikke bare Estelle.

“Zayn, hvad nu hvis der er nogen der tager billeder af os?” Jeg kiggede bekymret op på ham.

“Aubrey, vi kan jo sagtens være ude som venner?” Jeg rystede på hovedet, og kiggede hurtigt ned på Estelle, som sov

 

“Men hvad nu hvis de skriver noget der ikke passer?”

“Slap nu af. Vi er jo bare sammen som venner. Vi kan nok heller ikke undgå det!” Jeg sukkede lettere irriteret.

“Hvad hvis de finder ud af det med mig og Niall?” Zayn kiggede ned på Estelle som lå og sagde nogle mærkelige lyde, og kiggede derefter på mig.

“Hvordan skulle de finde ud af det? De har vel ikke nogen beviser på, at der er noget galt?”

 

“Jeg savner ham, Zayn!” Han kiggede medfølende på mig, og stoppede med at gå.

“Han savner også dig, Aubrey!”

“Men hvorfor kommer han så ikke tilbage?” Jeg kiggede ned i jorden for at undgå hans blik.

“Han skal bare have noget tid” Jeg kiggede op på Zayn med tårer i øjnene, og da han så det trak han mig ind i et kram.

“Han skal nok komme tilbage, Aubrey!”



“More and more, the hardest part of crying is when I can't stop.”

 

Beklager vi ikke nåede at ligge et kapitel ud i går, men vi var i Fields hele dagen. Min mor var så dejlig, at hun ville køre os fra Fyn af! Er der andre der var i 1D world? Nå, men håber i kan lide kapitlet! <3

- Blondinen 

               

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...