In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

179Likes
140Kommentarer
35004Visninger
AA

2. I Hate You!

Klokken var ikke ret meget endnu. Men underligt nok var jeg vågen. Jeg stod ude på altanen og nød udsigten over London. Det var stadig en smule køligt, men jeg var gået ud for ikke at vække Niall. Det stadig stille over London. Folk var nok ikke stået op endnu. Det burde jeg nok heller ikke have været. Men jeg var altså bare vågnet og kunne ikke falde til ro igen.

 

Niall var kommet hjem efter en tour, hvor han havde været væk i næsten 9 måneder, og han fik ikke meget søvn. Det havde været utrolig hårdt at undvære ham så lang tid, men jeg vidste at han lavede noget han elskede.Det var ikke altid nemt at være kærester med Niall. Der var utrolig meget hate på twitter fra deres fans, som ikke syntes jeg havde fortjent Niall. Der var også de mere positive fans, som var glade på hans vegne, og det var selvfølgelig dejligt at de støtter os! Nu var han tilbage og der gik heldigvis noget tid inden han skulle afsted igen.

 

***

Jeg vidste ikke helt hvor lang tid jeg havde siddet og lavet ingenting. Men en ting var sikkert - jeg måtte finde på noget. Det var så utrolig kedeligt når han sov. Eller i hele taget ikke var her. Endelig fik jeg taget en beslutning om hvad jeg ville. Jeg ville lave morgenmad til Niall. Det ville han elske! Og med den tanke havde jeg rejst mig op. Jeg listede igennem stuen og ud til vores entré. Imellem alle vores sko fandt jeg mine lyseblå sneakers. Det var for varmt med jakke, så i stedet fandt jeg min sorte cardigan. Også var jeg ellers ude af døren for at udføre ‘mission morgenmad’.

 

Jeg tog elevatoren ned. Det ville være for meget at forlange, at jeg skulle tage trappen fra 48. etage. Ude foran lejligheden holdte en del taxaer. Jeg gik ned ad gaden. Jeg kunne mærke folks blikke på mig. Utroligt at jeg ikke var blevet stoppet endnu. Jeg kunne ikke rigtig vænne mig til folks blikke, og det at folk stopper mig for at få et billed. Jeg forstod det endelig heller ikke rigtig. Folk gik og snakkede i telefoner, og kæmpede sig vej igennem alle menneskerne. Jeg gik derimod stille og roligt, da jeg ikke havde travlt. Niall ville nok lige vågne foreløbig, da han kom sent hjem igår. Jeg nåede hen til supermarkedet, og begyndte at lede efter de ting jeg skulle bruge til morgenmaden. Jeg havde hurtigt fundet de ting jeg skulle bruge, da jeg var vant til at handle ind. Gaderne var efterhånden blevet stille, da de fleste folk var kommet på arbejde eller i skole. Og det gjorde det en del nemmere at skulle gå med min indkøbspose, så jeg ikke skulle sørge for at flytte mig for folk hele tiden.

***

Jeg fik kæmpet mig ind i køkkenet hvor jeg placerede posen på en af stolene. Så forlod jeg køkkenet kort, får at få mine sko af. Da jeg var vendt tilbage til køkkenet begyndte jeg at pakke ud. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg satte alle tingene på plads. Jeg skulle godt nok bruge dem, men det gav mig ligesom et overblik over hvor de var. Også begyndte jeg.

 

Jeg startede med at gå på jagt efter en pande. Jeg var ikke helt sikker på hvor den stod. Ja, jeg ved ikke hvor der er en pande i mit eget hjem? Grunden er at jeg sjældent laver mad. Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg tror jeg bliver panisk hver gang også går det galt. MEN! jeg burde kunne lave morgenmad. Ellers ville der være noget galt med mig. Derfor gjorde jeg mig meget umag med ikke at brænde noget på. Og det gik godt. Jeg var sikker på Niall ville være stolt af mig, da det var sjældent det fungerede med at lave mad.

 

Da jeg havde anrettet det hele på en tallerken var jeg klar til at servere. Og nu måtte han altså også godt vågne! Jeg listede hen mod soveværelsesdøren. Jeg åbnede den forsigtigt og stak hovedet ind. Han sov. Det kunne tydeligt ses. Med rolige bevægelser gik jeg hen mod sengen og satte tallerkenen på natbordet. Så fortsatte jeg hen til vinduet og rullede gardinet en smule op. Han reagerede ikke. Han sov altid tungt. Derfor fortsatte jeg med at rulle op indtil jeg kunne høre en brummen over fra sengen. Han begyndte at rykke på sig. Jeg stod og studerede ham. Jeg satte mig hen på sengekanten. Niall lagde sig om på ryggen og slog øjnene op. Han kiggede op på mig.

 

“Go’ morgen” hviskede han.

“Go’ morgen!” Fnes jeg. Jeg kunne fornemme på ham, at han godt ville have sovet længere. “Hvad har du lavet?” spurgte han lidt mere vågent.

“Morgenmad!” Smilede jeg.

“Morgenmad?” Niall begyndte at grine. Han regnede ikke med at det var blevet til noget spiseligt. Jeg nikkede og rakte tallerkenen hen mod ham. Han satte sig op.

 

“Det er ikke dig der har lavet det vel?” Halv grinte han. Troede han ikke på mig? Så kyssede jeg ham på kinden og rejste mig op.

“Jo det er!” Jeg forsøgte at lyde overbevisende. Jeg kiggede spørgende på ham. Jeg forventede svar. Så nikkede han

“Okay Aubrey, jeg stoler på dig!” Jeg ventede - ventede på en tilføjelse.

“Og ja, du er dejlig!” Grinte han. Og med de ord i gik jeg lykkelig og stolt hen mod døren, vendte rundt, sendte ham et luftkys og gik så ud af værelset.

 

***

“AUBREY?” Niall kom gående ind i stuen, hvor jeg lå akavet på sofaen og så tv. Som jeg efterhånden havde gjort en del timer. Han grinte lidt af mig, og kom hen til mig. Han satte sig på hug foran sofaen, så vi var i øjenhøjde, og jeg sendte ham et smil.

“Kan jeg hjælpe med noget, Niall?” Jeg kiggede på ham, og så tilbage på tv’et.

“Vi skal ud og lave noget, nu hvor jeg endelig er hjemme!” Hans stemme var halv seriøs, og det fik mig til at kigge på ham. Jeg løftede mit øjenbryn, og han forstod min hentydning.

“Aubrey, kom nuu!” Han kiggede bedende på mig, og jeg rystede bare på hovedet.

“Men Niall, så skal jeg til at skifte tøj. Og rejse mig fra sofaen” jeg kiggede opgivende på ham. Og han fik et udtryk i ansigtet, som jeg kendte alt for godt.

 

“Nej Niall, bare Nej!” Han begyndte at grine, og før jeg vidste af det, så forsvandt sofaen under mig. Han havde svunget mig op på hans skulder, og jeg kiggede ned i gulvet.

“Niall slip mig!” Selv om jeg vidste det ikke hjalp noget, blev jeg ved med at bede ham om, at give slip. Da han nåede ind i vores soveværelse, smed han mig på sengen.

“Så, klæd om!” Jeg kiggede op på ham, og rystede på hovedet. Han kom gående over mod mig, og jeg kravlede tilbage i sengen.

 

“Aubrey, klæd om!” Han prøvede at lyde så seriøs som muligt, men det virkede ikke så godt.

Igen rystede jeg bare på hovedet, og Niall kom fortsat gående over mod sengen.“Fint nok, du beder selv om det!” Og med det, havde han taget det sidste skridt over mod sengen, og sat sig over mig. Han begyndte at prikke mig i siderne, og jeg vred min krop under hans.

“Argh Niall, gå væk!” Han stoppede ikke, men begyndte bare at kilde mig.

“Klæder du om?” Jeg rystede på hovedet, og han fortsatte med at kilde mig.

 

Jeg kæmpede for at komme fri, men lagde bare mere vægt på. Jeg prøvede at få fat i hans hænder, men da jeg endelig havde fået fat i dem, havde han nemt fået dem ud af mit greb.

Jeg burde begynde at styrketræne. Men jeg foretrækker at ligge på sofaen og se tv. Jeg havde aldrig været den mest aktive person, og jeg blev det nok heller aldrig.

 

“Fint Niall, jeg klæder om!” Jeg råbte ud over hele værelset, og han smilte til mig.

“Det var din egen skyld!” Jeg sendte ham dræberblikket, hvilket bare fik ham til at grine.

“Jeg hader dig!” Han lænede sig ned mod mig, og hviskede mig i øret.

“Nej, du gør ej” hans øjne mødte mine, og mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Han kyssede mig blidt på læberne. Da han skilte sine læber fra mine, smilte han til mig, og rejste sig op.

“Klæd om!” Jeg nikkede, og han forlod værelset.

 

I don’t know what it is but every time i

lay eyes on you, my world begins to change

& i get this feeling in the pit of my stomach

like nothing could ever go wrong..

 

Dette var første kapitel - Håber det gav lyst til, at fortsætte med at læse? ;) - Mrs. Malik ♥
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...