In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
31955Visninger
AA

30. "Hvor jeg dog hader dig!"

Jeg sad på sengen, og gloede på døren. Estelle sov stadig, hvilket ikke gjorde mig noget. Niall og Zayn havde stået og skændtes i lang tid. En svag banken fra døren lød, og jeg rejste mig op.

“Aubrey skat, må jeg komme ind?” Min mor. Hende jeg havde allermest brug for lige nu. Jeg gik hen til døren, hvor jeg låste den op, og gik så tilbage til sengen. Hun åbnede døren stille, og trådte ind. Hun lukkede den i igen, og kom hen til mig.

“Er der noget galt, skat?” Hun satte sig ved siden af mig, og kiggede på mig. Jeg rystede på hovedet, og kiggede over på sengen hvor Estelle lå.

“Jeg ville bare tjekke til Estelle. Og min fødder er ømme af skoene!” Min mor smilede til mig.

“Har du grædt?” Hun kiggede undrende på mig. Hvad skulle jeg dog sige?

“Nej. Eller jo. Jeg slog min fod!” Jeg prøvede at lyde så overbevisende som muligt, og hun hoppede vist på den.

“Nårh okay, der skete ikke noget?” Typisk min mor.. Eller hun var jo bare en mor.

“Nej. Skal vi gå ned igen?” Hun kiggede over mod Estelle.

“Skal vi ikke tage hende med?” Jeg nikkede, og vi rejste os. Min mor stod og kiggede ned på hende, og jeg smilede af hende.

“Du må godt tage hende op, mor” hun kiggede på mig, og tog hende så forsigtigt op. Hun begyndte sjovt nok ikke at græde.

“Skal hun havde noget andet tøj på?” Jeg nikkede, men kom så i tanke om, at jeg havde glemt tasken i bilen.

“Jeg har glemt tøjet nede i bilen. Jeg kan lige gå ned og hente det - jeg er tilbage om lidt”

Jeg tog min sko på igen, og gik så ud af værelset. Der hang et spejl på gangen, så jeg tjekkede lige min makeup. Den så ikke for godt ud, og man kunne vist godt fornemme jeg havde grædt. Jeg rettede den så godt som muligt, men det blev ikke meget bedre. Jeg gik ned af trappen, og ned til alle de andre. Folk sad rundt omkring og snakkede. Niall sad dog det samme sted, med de samme. Jeg kom derhen, og de kiggede overrasket op på mig.

“Niall, jeg skal bruge nøglerne til bilen!” Han kiggede op på mig, og rodede så i sin lomme. Jeg kunne mærke de kiggede på mig, hvilket irriterede mig.

“Er du noget galt?” Jeg lød ret hård, og de kiggede overrasket på mig. Niall kiggede vredt op på mig.

“Aubrey!” Niall skubbede hårdt stolen tilbage, og trådte tættere på mig. De kiggede på os, og vidste vist ikke helt hvad de skulle gøre.

“Du skal ikke snakke sådan til dem, fatter du det? Kan du ikke bare finde Zayn, og lave noget med ham! Tag de fandens nøgler og gå!” Han hviskede det lavt i mit øre, men han var vred! Jeg trådte et skridt tilbage, og kiggede skræmt på ham. Jeg vidste godt hvad han mente, med det om Zayn. Tænk han kunne sige det. Harry skulle til at trække stolen ud, for at hjælpe, men jeg skubbede hårdt til Niall, og flygtede ud af rummet.


 

***

Jeg fandt tasken med Estelles tøj i bilen, og begyndte at gå op til min mor igen. Vi fandt en rød kjole til hende, hvor der var en form for mønster som var syet. Min mor gav hende kjolen på, og rettede så på hendes strømpebukser.

"Du kan bare gå ned, jeg kommer om lidt" jeg smilede til hende, og hun gengældte det. Jeg gik ind på badeværelset, som hørte til værelset. Jeg rettede på min makeup, og det samme med mit hår. Jeg var nødt til at finde Zayn. Jeg gik ud fra værelset, og ned de til de andre. Jeg fandt Zayn, som sad og snakkede med nogen. Jeg prikkede ham på skulderen, og han kiggede op på mig. Dem han snakkede med, kiggede også, og jeg smilede til dem.

“Zayn, vil du lige gå med?” Han kiggede over mod Niall, og så tilbage.

“Jeg tror ikke det er nogen god ide..” han sukkede.

“Bare hurtigt!” Han sukkede, men rejste sig så. Vi gik udenfor, og ned mod haven. Han stoppede op, og kiggede på mig.

“Ehh.. 2 ting.. Hvad sagde Niall til dig? Og har du en cigaret?” Han fandt pakken frem, og rakte mig den.

“Bare behold den, jeg har flere” jeg tog en cigaret op fra pakken, og Zayn tændte den for mig.

“Jeg tror det bliver mellem mig og Niall..” Zayn kiggede rundt i haven.

“Zayn, vil du ikke nok sige det..” Han kiggede tilbage på mig, og sukkede så. Han sagde ikke noget et kort øjeblik, men afbrød så stilheden.

“Jeg sagde til ham, at han skulle tage sig sammen.. Han ødelægger dig! Han får dig altid til at tude, og i skændes hele tiden.. Det gør ondt at se dig sådan” jeg kiggede rundt i haven, og tøvede lidt.

“Og han blev sur?” Zayn nikkede.

“Aubrey, jeg er altså nødt til at gå ind nu. Tror du ikke også det er bedst du gør det” Det var ikke et spørgsmål, og Zayn begyndte at gå fra mig. Jeg kiggede efter ham, indtil han forsvandt ind. Jeg stod og røg færdig, og slukkede så cigaretten. Jeg smed den i nogle blade der lå på jorden, da man ikke måtte ryge her i haven. Da jeg kom indenfor, satte jeg mig ved siden af Niall. Han kiggede på mig, og rykkede sig helt hen til mig.

“Har du røget? For det håber jeg ikke du har!” Han kiggede mærkeligt på mig, og rynkede næsen.

“Niall, lige nu skal vi ikke bare lade som om intet er sket, og nyde den her dag. Så kan vi skændes på livet løs, i aften!”

“Fint.” Jeg kiggede lidt rundt på folk, og fandt Danielle og Eleanor. De sad sammen med Greg’s kone, og Serena, som var kommet lidt senere end de andre. Jeg rejste mig, og gik over til dem. De smilede til mig, og jeg satte mig ned. Jeg kiggede hurtigt over på min mor, som sad sammen med Niall’s mor, og med Estelle. Jeg begyndte at snakke med pigerne, og glemte efterhånden det med Niall.

 

***

“Niall, skal vi pakke gaverne op?” Jeg stod bag ham, og hviskede ham i øret. Jeg havde efterhånden været rundt, og snakke med de fleste. Hvilket var rart. Det var gået hen og blevet aften, og Niall sad med Estelle. Hun lå i hans arme og legede med sin bamse. Han nikkede, og rejste sig op. Vi begyndte at pakke alle gaverne op, og Estelle legede igen med et gavebånd. Niall var dog også nødt til at tage det fra hende, da hun også synes det skulle spises. Det meste var legetøj til hende, men der var også tøj i blandt. Estelle begyndte lukke sine øjne, så da vi var færdige med at pakke gaver op, gik vi begge op på værelset. Niall skiftede tøj på hende, så hun fik nattøj på. Han lagde hende i sengen, og gav hende den lyserøde dyne på. Han kiggede på mig, og jeg rynkede brynene.

“Er der noget?” Han kiggede lettere irriteret på mig.

“Jeg ventet til senere, med at sige noget.. Så kan vi jo skændes på livet løs!” Jeg rystede på hovedet af ham, og rejste mig fra sengen, som jeg sad på. Jeg gik over til ham, og kiggede ham i øjnene.

“Niall, tag dog og blive voksen! Du opfører dig som om du er 5, jeg troede du var den ældste af os to, men det skulle man jo ikke tro. Jeg troede det her skulle være en dag hvor vi ikke skulle skændes, og bare være glade. Men næ nej, for du vil jo skændes over de mindste ting! Er det for at vise du bestemmer? At du bestemmer over mig? At du er manden?” Jeg kiggede vredt på ham, og der vidste jeg godt jeg var gået over grænsen. Han løftede sin hånd, og jeg beskyttede mit ansigt med mine arme. Dog skete der ikke noget. For lidt efter slog han en knytnæve ind i den nærmeste væg. Han slog den endnu engang ind i væggen, og vendte sig så mod mig. Hans øjne var helt mørke, og han trådte over mod mig.

“Niall.. Undskyld, jeg mente det ikke!” Hans blik ændrede sig ikke, og inden jeg nåede at træde længere væk, havde han taget fat om mit håndled. Han hev mig ud fra værelset, og ind i det ved siden af. Han låste døren, og skubbede mig op af den.

“Aubrey, hvis du nogensinde siger sådan noget igen, og jeg mener det - så bliver det værst for dig selv! Jeg skulle nødig slå dig, for at vise jeg er manden og at jeg bestemmer over dig vel!" Ironien lyste ud af øjnene på ham

"Jeg troede jeg havde sagt til dig, du skulle holde dig væk fra Zayn! Tænk jeg overhovedet stolede på, at du ville holde dig væk.. Hvor dumt! Og du går også og ryger nu, eller hvad?” Jeg prøvede at skubbe ham væk fra mig, men forgæves.

“Du bliver her!” Hans greb om mine arme blev stærkere, og det gjorde ondt.

“Niall, det gør ondt..” Han så ud til at være ligeglad, da han ikke løsnede grebet.

“Jeg viser dig bare at jeg bestemmer!” Han lød vred, men samtidig ironisk. Jeg vidste godt, at han ikke mente det seriøst, men han skræmte mig!

"Niall, giv slip!" Jeg prøvede at vride mig ud af hans greb, men det virkede ikke.

"Vil du slå mig, for at vise du bestemmer? Vil du synke så lavt!? Fuck, hvor jeg dog hader dig!"

Han gav slip på mine arme, og hans blik ændrede sig.

"Hvis du virkelig hader mig så meget, hvorfor bor du så sammen med mig? Hvorfor er du kærester med mig?" Han kørte frustreret hænderne igennem sit hår.

"Elsker du overhovedet mig? Det eneste du gør, det er at starte skænderier! Du forbyder mig at se Zayn, hvem gør dog det? Det ville en mand jo ikke gøre, vel Niall?"

"Fatter du ikke jeg var såret? Hvordan ville du havde det hvis jeg gik i seng med Serena? Var? Jeg tror du ville reagere på samme måde. Jeg kom tilbage til dig, fordi jeg elsker dig, og jeg ikke ville give op på os. Og ja, jeg ved godt jeg har været en nar, men det er fordi jeg ikke kan glemme det med Zayn. Jeg ville ønske jeg kunne tilgive Zayn, men det kan jeg bare ikke ligenu!" Jeg kiggede overrasket på Niall. Jeg gik langsomt hen til ham, og lod mine læber ramme hans. Han gengældte kysset, og skubbede mig ned i sengen. Han lynede min kjole op, og jeg kæmpede med hans slip.

Vi havde tilgivet hinanden. Han kunne bare ikke tilgive Zayn. Jeg blev revet ud mine tanker, da hans læber ramte mine igen. Det var nok ikke det mest passende sted, at gøre dét, men lige nu var vi ligeglade.

 

“It’s OKAY to be scared. Being scared means you’re about to do something really, really brave.”

Undskyld der ikke bliver opdateret så tit.. Håber i alle har haft en god jul! <3

- Blondinen

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...