In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

179Likes
140Kommentarer
35350Visninger
AA

24. Hate

 Jeg kom traskende ind i stuen med et par poser i hver hånd. Niall kiggede en smule overrasket på mig da jeg placerede dem foran ham.

“Sådan..” sagde jeg og gik ud for at tager overtøj af. Jeg fik hurtigt mit overtøj af, og kom ind til Niall igen. Han sad og gloede på tv’et hvor der var en fodboldkamp. Han havde fødderne på sofabordet, som var totalt rodet. Der lå bøger, papir, og Niall havde en øl stående på bordet.

“Ehh Niall, kom nu!” Han tøvede lidt inden han fjernede blikket fra tv’et.

“Kan du ikke vente et øjeblik?” Niall kiggede hurtigt tilbage på tv’et, og jeg rystede på hovedet af ham. Typisk Niall.

“Fint nok.. Hvor er Estelle?” Niall lavede en mærkelig bevægelse med sin hånd, som enten hentydede til jeg skulle gå, eller hun var et andet sted.

“Altså soveværelset?” Han fortsatte med at vifte med hånden, og jeg sukkede højlydt. Jeg begav mig ind i soveværelset, hvor jeg fandt en sovende Estelle i hendes tremmeseng. Hvad skulle jeg så lave? Jeg gik ud i køkkenet, hvor jeg fandt min computer, og gik så ind i stuen. Jeg dumpede ned ved siden af Niall, hvor jeg derefter tænde computeren. Jeg gik ind på twitter - for at få tiden til at gå. Der var nærmest kun onde beskeder, om at jeg ikke fortjente Niall, ikke var god nok til ham osv. Jo flere beskeder jeg læste, jo mere fik jeg lyst til at græde. Hvordan kunne de være så lede? Jeg havde jo intet gjort dem! Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder, og jeg snøftede lavt.

“Hey prinsesse, hvad er der galt?” Da jeg flyttede blikket fra computeren, mødte Niall’s blå øjne mig. Han tog computeren fra mig, og læste nogle beskeder. Han begyndte at skrive på computeren, og lukkede den så. Han trak mig ind til ham, og tyssede på mig.

“Hvorfor læser du det? Det passer jo ikke, du ved godt jeg elsker dig. Du er perfekt for mig, og der er ingen der kan erstatte dig, okay!” Niall kiggede mig seriøst i øjnene, og jeg nikkede. Han tørrede tårerne væk, og kyssede mig blidt på munden.

“Skal vi ikke få lavet det værelse?” Jeg nikkede ivrigt, og han trak mig op fra sofaen.


 

Poserne som jeg havde haft med hjem, tog vi med ind på det værelse, som skulle blive Estelle’s. Vi fik taget tingene ud fra poserne, og åbnet malingen.. Og jeg havde hurtigt skiftet til en hvid trøje, for ikke at ødelægge mit tøj.

“Hvad farve skal væggene være?” Jeg kiggede over på Niall, som stod og tænkte lidt.

“Vi kunne male denne her lyserød, og så resten hvide?” Jeg smilede over hans overraskende gode ide. Jeg gik over til Niall, som var begyndt at male den lyserøde væg. Jeg stillede mig ved siden af ham, og begyndte også at male. Da jeg skulle dyppe penslen i  malingen,

og ville “ryste” noget af den af, sprøjtede den lyserøde farve op på Niall’s hvide trøje. Da Niall vendte sig om, og kiggede på mig, brød jeg straks ud i grin.

“Seriøst?” Jeg rystede på hovedet imens jeg grinede voldsomt. Niall kom hen til mig, og i det jeg skulle til at flygte havde han et hårdt greb om mit håndled. Han strøg penslen hen over min trøje, og han kørte også noget maling af i ansigtet på mig. Jeg udbrød et skrig, og prøvede at kæmpe mig fri, men uden held.

“Jeg tager hævn. Du kan bare vente dig, Niall!” Jeg kæmpede min hånd hen til malingen, dyppede den deri. Jeg kørte min hånd hen over Niall’s kinder, på næsen, panden og så hans tøj. Niall skubbede mig tilbage, så jeg faldt ned på gulvet. Han satte sig ovenpå mig, og han dyppede hænderne i malingen. Han fik en masse maling med, og i det han “hældte” det ud i ansigtet på mig, lukkede jeg øjnene. Jeg skreg, og Niall begyndte at grine. Han kørte også lige hænderne på min trøje, og lavede to håndtryk ved brystet.

“Niall, jeg hader dig!” Hans grin stoppede, og han kiggede ned på mig. Idet hans øjne ramte mine, kom jeg i tanke om dét.

“Fint Niall, jeg klæder om!” Jeg råbte ud over hele værelset, og han smilte til mig.

“Det var din egen skyld!” Jeg sendte ham dræberblikket, hvilket bare fik ham til at grine.

“Jeg hader dig” Han lænede sig ned mod mig, og hviskede mig i øret.

“Nej, du gør ej” Hans øjne mødte mine, og mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Han kyssede mig blidt på læberne. Da han skilte sine læber fra mine, smilte han til mig, og rejste sig op.

“Klæd om!” Jeg nikkede, og han forlod værelset.

Han smilede til mig, og jeg gengældte det. Hans læber ramte mine i blidt kys.

 

***

Det var blevet aften, da vi endelig var færdige med at male alle væggene. Det tog længere tid end forventet, men vi havde jo også leget en del med maling. Niall sad inde i stuen, i sofaen, med Estelle og gav hende en flaske. Tv’et stod tændt, og jeg stod ude i køkkenet. Jeg var ved at rydde op efter jeg havde lavet en flaske til Estelle. Jeg tog en vand med ind i stuen til mig selv, og satte mig ved siden af Niall. Hans blik lå på Estelle, og hendes lå på ham. Jeg smilede ved synet, og lige i det her øjeblik ville jeg ønske jeg havde en mobil. Mindet med mobilen, og skænderiet kom straks frem, og mit smil forsvandt. Det føltes som en evighed siden, men det var kun et par måneder siden. Estelle var endelig også begyndt at blive størrer - som børn jo gør, men det var endelig gået utrolig hurtigt. Jeg havde slet ikke styr på hvornår hun skulle begynde at lære de forskellige ting. Det mest forfærdelig er dog nok - jeg kan ikke huske hendes fødselsdag. Der havde været så utrolig mange ting at tænke på.

“Niall, jeg kan ikke huske hendes fødselsdag..” Niall kiggede op på mig, og rynkede sine bryn.

“Hvorfor tænker du på det?” Han kiggede uforstående på mig, og jeg kiggede ned på Estelle.

“Jeg har slet ikke styr på noget.. Jeg ved ikke engang hvornår hun skal lære de forskellige ting!”

“Aubrey, tag det nu roligt! Du har jo en fødselsattest, ikke?” Jeg kiggede op på Niall, og nikkede så. “Det havde jeg glemt” Jeg kunne knap nok høre mig selv snakke, men jeg kunne se Niall havde hørt mig.

“Se, så er det jo ikke så slemt. Hun er jo et par måneder, og vi skal nok finde ud af de ting. Hvornår hun skal begynde at gå, tale osv. Aubrey, det skal nok gå!” Jeg sukkede lettet, og Niall kiggede igen på Estelle.

 

Jeg lagde mig længere ned i sofaen. Først nu bemærkede jeg at, jeg havde en smule ondt i ryggen. Var det af at male? Det havde været en smule anstrengende, men var det noget at få ondt af? Jeg tog en pude og lagde om bag ryggen for at støtte lidt. Jeg lukkede øjnene og gabte - jeg var træt. Jeg kunne høre fjernsynet køre, men det forhindrede mig ikke i, at være ved at falde i søvn.  "Er du træt?" Jeg kiggede op. "Mmh.." mumlede jeg. "Bare gå ind og sov. Jeg putter Estelle også kommer jeg om lidt!" Sagde han og puffede lidt til mig. Jeg valgte at adlyde ham. Jeg gik ud på badeværelset for at børste tænder.  Bagefter gik jeg ind og smed mig i sengen. Den var kold og ensom. Jeg ville nok alligevel først sove når Niall kom her ind. Jeg trak dynen op om mig og lukkede igen øjnene.  Jeg lyttede efter Niall.  Der skete ikke så meget de første minutter, men så kunne jeg høre at han rejst e sig. Jeg kunne høre at han gik lidt rundt inden der igen blev stille. Han var nok inde med Estelle nu. Hun havde fået et rigtigt pigeværelse - det var blevet fint. Jeg håbede på, at hun kunne være stille i nat. Jeg var dødsens træt og orkede ikke ,at skulle op om natten. Niall gik direkte forbi soveværelses døren. Han skulle nok ud og børste tænder også. Kort tid efter dukkede han op i soveværelset.  Han lagde sig ned ved siden af mig.  I det øjeblik kunne jeg mærke at jeg faldt til ro. Jeg var blevet så angst efter alt det mellem mig og Niall.  Det var forfærdeligt! Jeg rykkede mig ind til ham, og han lagde sin arm om mig. Han kyssede mig blidt i håret, og lidt efter sov jeg. 

 

“Hate hurts the hater more'n the hated.”

 

Kapitlet er ikke rettet, sorry! <3

- Blondien

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...