In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

179Likes
151Kommentarer
32465Visninger
AA

7. Don't leave me!

Jeg kiggede panisk på Niall, som kiggede vredt igen. Jeg kiggede rundt for at finde en flugtvej. Jeg kunne selvfølgelig løbe ind på kontoret, og lukke døren. Problemet var bare - Man ikke kunne låse døren der, og så ville Niall kunne få døren op. Men det var jo nok min eneste mulighed. Derfor valgte jeg, at jeg ville flygte ind på kontoret, men før jeg nåede derind, havde Nial taget fat om mit håndled.

"Du bliver her!" Han kiggede på mig, og jeg prøvede at undgå hans blik.

"Hvorfor fanden har du ikke fortalt mig det?" Han råbte, og hans stemme skræmte mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og der fik Niall til at hæve stemmen endnu mere.

 

"Svar mig!" Jeg kiggede op i hans blå øjne, som ikke var særligt blå mere. Han skræmte mig altid når han var vred, og det her var ikke en undtagelse. Han kiggede ventende på mig.

"Jeg turde ikke" Da ordene var kommet ud af munden på mig, kiggede jeg rundt. Jeg måtte komme væk fra ham... Før Niall reagerede havde jeg vendt mig om, og var flygtet ind på kontoret. Jeg smækkede døren i, og satte foden for.

"Aubrey, luk op!" Han bankede hårdt på døren.

"Nej, du er sur" Selvom jeg hviskede, vidste jeg han hørte det.

"Aubrey" Han bankede igen på døren. I det jeg hurtigt flyttede min fod, blev døren smækket op. Jeg trådte overrasket nogle skridt tilbage, og Niall kom gående over mod mig. Som sidste gang, blev han ved med at gå, til jeg mødte væggen. Han stod ikke tæt op af mig, men tæt nok til jeg ikke kunne flygte. Han skulle til at sige noget, men tøvede kort. Så åbnede han munden igen

 

“Aubrey.. Jeg fortæller dig alt.. Hvorfor helvede fortæller du mig så ikke sådan nogle ting?”.

“Jeg kunne ikke Niall..” jeg havde været så frygtelig bange og nervøs. Nu stod jeg igen  i noget jeg ikke kunne redde mig selv ud af.

“Hvorfor Aubrey? Hvorfor? Stoler du ikke på mig?..” han var nærmest hysterisk. Var det dét? Stolede jeg ikke på ham? Var jeg bange for, at han ville skride fra mig? Pludselig begyndte det at stikke i øjnene. Det hele blev sløret lige indtil tåren der sad i øjenkrogen gled ned af min kind. Jeg græd. Jeg var ulykkelig. Og ikke mindst bange for, at han havde ret. Han havde ret i alt. Jeg stolede for fanden ikke nok på ham. Ellers ville jeg jo have fortalt ham alt? Hvis jeg stolede på, at han ville blive ved mig for altid havde jeg fortalt ham det. Men jeg havde ikke røbet noget som helst, for jeg var bange for, at han ville forlade mig. Forlade mig, og min beslutning om, at adoptere min niece.

 

“Så du stoler ikke på mig? Så det er er dét” Niall havde såkaldt busted mig. Jeg var nok ikke begyndt at græde hvis det ikke var for, at han havde ret.

“Jeg er din fucking kæreste og du stoler ikke på mig?” han havde ret. Jeg burde have stolet på ham. Jeg burde have fortalt ham alt. Det var jo det han fortjente.

“Jeg har en kærste der ikke stoler nok på til, at kunne fortælle, at hun skal adoptere sin niece? Jamen, fantastisk!” sagde Niall opgivende og vendte rundt. Med faste skridt forlod han kontoret og jeg kunne høre at han fortsatte hen mod entréen.

“Niall!!” Råbte jeg efter ham, men idet jeg havde råbt det smækkede døren i. Han havde forladt mig. Det jeg allermest havde frygtet...

***

Jeg lå med mit ansigt begravet ned i Niall’s hovedpude. Den duftede af ham, og jeg savnede ham! Jeg havde ligget og grædt i over en time, men var lige holdt op. Der kom ikke flere tårer ud, og nu lå jeg bare med en dundrende hovedpine. Jeg løftede mit ansigt fra den hvide hovedpude, for at tjekke klokken. Mit hoved gjorde dobbelt så ondt, da jeg løftede det - Så jeg begravede ansigtet i puden igen. Jeg rejste mig langsomt op, og satte mig på sengekanten. Jeg kiggede rundt i værelset, og rejste mig så fra sengen. Jeg gik over mod vores skab for at finde noget tøj. Jeg trak et par af Niall’s joggingbukser ud - som var alt for store, og en af hans trøjer. Jeg trak min egen trøje over hovedet, og smed den på gulvet - hvorefter mine bukser fik samme tur. Jeg fik hurtigt taget Niall’s tøj på, og var ved at græde - igen. Det duftede af ham, og det kunne åbenbart få mig til at græde. Jeg trak også lige et par sokker frem, og tog dem på.

 

Jeg bevægede mig langsomt ud i køkkenet. Jeg kiggede rundt i alle skabene for at finde noget mad. Jeg fandt noget pasta i skabet og smed det i en gryde, så jeg kunne få det kogt. Jeg stod og gloede ud af vinduet, fra køkkenet af. Da pastaen var færdig, hældte jeg det op i en skål. Jeg sad og rodede lidt i det, men det var som om appetitten var forsvundet.

 

Jeg havde det forfærdeligt efter alt det Niall havde sagt. Jeg vidste han havde ret. Jeg stolede åbenbart ikke på ham. Det havde aldrig været nemt at være kærester med Niall, og det ville aldrig blive - Hvis han altså overhovedet kom tilbage. Jeg havde altid været bange for at han ville forlade mig, han kunne nemt finde en smukkere pige end mig. I starten forstod jeg slet ikke han ville være sammen med mig, men han overbeviste mig hele tiden om, at han kun ville have mig. Jeg havde ikke altid haft den største selvtillid, så når folk blev ved med at skrive grimme ting til en på Twitter - hjalp det ikke ligefrem.

Niall var den der havde fået mig til at tro på jeg var god nok, og jeg elskede ham overalt på hele jorden.

 

Jeg sukkede, og skubbede skålen fra mig. En tåre trillede ned af kinden på mig, men jeg tørrede den væk.  

Jeg havde brug for at der skulle ske noget. Jeg måtte få min tanker kørt væk. Jeg var så sindsygt udkørt indeni af alt. Af at græde og at blive forladt. Jeg havde bare på fornemmelsen af, at det ikke blev bedre af at sætte sig ned og græde videre. Faktisk, så troede jeg, at det ville hjælpe at snakke med andre. Måske skulle jeg kontakte Serena? Hun burde kunne forstå mig. Jeg rejste mig og forlod køkkenet. Jeg gik hen til entréen og tog mine sko på. Dér slog det mig, at jeg jo nok så forfærdelig ud. Jeg kunne ikke vise mig sådan. Det ville sætte rygter i gang på 0,5. Jeg kunne tydeligt se en artikel med et billede af grædefærdige mig. Der kunne nemt stå en masse. En masse, som jeg dårlig nok ikke selv ville være sikker på om passede.

Derfor gik jeg ind for at klæde om og fikse min make up.

 

***

Igen stod jeg igen i entréen. Nu så jeg bare bedre ud. Jeg ville ikke tro, at nogen ville mistænke mig for at have grædt nu. Med mindre de kom helt tæt på og kunne se min stadig lidt røde øjne. For en sikkerheds skyld tog jeg solbriller på.

 

Da jeg kom ned i lobbyen blev jeg med det samme stoppet. En ældre mand fortalte, at der var et vigtigt brev til mig. Jeg blev en smule nysgerrig. Jeg tog imod brevet og studerede det, som om jeg kunne læse igennem det. Det så vigtigt ud. Mit blik fangede et ord nede i det ene hjørne.

Hospital, stod der småt. Jeg begyndte at ryste på hænderne. Det var sikkert noget med Hope. Jeg valgte, at gå op i lejligheden igen. Jeg kunne ikke stå her, hvis jeg begyndte at græde igen. Jeg følte mig så skrøbelig.

 

Jeg begyndte at åbne brevet. Jeg tog mig god tid. Jeg havde ikke specielt meget lyst til, at læse det. Da konvolutten var åbnet hev jeg brevet ud. Jeg magtede ikke at læse det, da jeg stadig havde en dundrede hovedpine. Jeg skimmede hurtigt brevet, hvor der stod de skulle have svar hurtigst muligt. De ville have jeg skulle møde op på hospitalet. Jeg sukkede. Jeg var nødt til at adoptere hende. Det skyldte jeg Hope, selv om vi ikke havde snakket i en del tid. Jeg læste datoen for hvornår de ville have jeg skulle møde op. Jeg spærrede øjnene op, da jeg så hvad der stod. Om 2 dage. 2 dage? Det var jeg slet ikke klar til!

 

Jeg smed brevet på bordet, hentede et glas vand. Jeg drak hurtigt vandet, og gik så ud af lejligheden igen. Jeg var nødt til at opsøge Serena, og snakke med hende - Og nok også sige undskyld. Jeg nåede ud af lobbyen, og jeg gik hurtigt ned af vejen. Jeg magtede ikke nogen mennesker lige nu, så det måtte gerne gå stærkt. Heldigvis boede Serena ikke så langt væk, og jeg nåede frem uden at blive stoppet af nogen. Jeg bankede på døren, og stod og ventede. Lidt efter blev døren åbnet, og Serena kiggede overrasket på mig. Hun så træt ud. Hun smilede ikke stort som hun plejede, og hun savnede nok Hope.

 

“Hej” Hun talte lavt, og flyttede sig fra døren. Jeg vidste det var en hentydning til at jeg kunne gå ind. Jeg smed mine sko i entreen, og hang min trøje op.

“Vil du have noget at drikke?” Hun kiggede på mig.

“Bare noget vand?” Hun begyndte at gå ud i køkkenet, og jeg fulgte efter. Solen oplyste det hvide køkken. Jake var heldigvis ikke hjemme. Ikke at det ville gøre noget, men jeg ville helst snakke privat med Serena lige nu.

“Serena, undskyld jeg flippede sådan ud på dig. Du ved godt jeg ikke har det så godt med Hope. Havde..” Jeg skyndte at rette mig selv, og Serena kiggede nedtrykt på mig.

 

“Jeg undskylder også. Jeg kan slet ikke fatte hun er væk” Serena kiggede ud af vinduet.

“Det kan jeg heller ikke. Jeg fortryder så inderligt, at jeg ikke havde taget kontakt til hende. Hun var jo trods alt min søster” Jeg snakkede ikke så tit om mine følelser med andre. Udover Serena. Og Niall engang imellem.

“Jeg har virkelig skyldfølelse, Serena. Det er helt forfærdeligt!” Serena kiggede på mig igen.

“Det er jo ikke din skyld” Jeg rystede på hovedet, men alligevel hang det på mig.

“Nej, det ved jeg godt. Men jeg føler alligevel en form for skyld. Vidste du hun var gravid?” Serena rystede på hovedet.

“Jeg skal adoptere hendes datter” Jeg var nødt til at adoptere hende, så jeg kunne ligeså godt sige det.

 

“Hvad?” Serena kiggede chokeret på mig.

“Hospitalet kontaktede med. Hope ønskede åbenbart, at jeg skulle adoptere hendes datter. Jeg forstår det ikke!” jeg rystede lidt på hovedet.

“Jamen kan du det, Aubrey? Er du sikker på, at du kan passe et lille barn nu - du er kun 18!?” måske havde Serena ret, men jeg følte ikke, at jeg kunne andet end at adoptere min niece.

 

“Crying is all right in its own way while it lasts. But you have to stop sooner or later, and then you still have to decide what to do.”

 

Mig og Blondinen er i super godt humør, så i får lige et ekstra kapitel idag! Vi håber, at i nyde det gode vejr ligesom os :D - Mrs. Malik ♥
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...