In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
32281Visninger
AA

18. Don't do it, Aubrey!

“Du gør det ikke, Aubrey!” Hope hævede det ene øjenbryn, og kiggede seriøst på mig. Hun førte den ene hånd op til sine øjne, for at undgå solen, der blændede hende. Før hun nåede at reagere, havde jeg hældt det iskolde vand udover hende, og hendes røde badedragt blev helt våd. Hun reagerede med et skingert skrig, og jeg grinede højlydt. Jeg holdte mine hænder på maven, og prøvede at dæmpe mit grin.

 

“Jeg tager hævn, Aubrey, du kan bare vente dig!” Jeg kiggede op på verandaen, hvor vores forældre stod. De stod og smilede stort.

“Kom her, Hope” Min søster kiggede håbløst op på vores far. Han rakte en hvid spand over verandaen, og Hope løb op efter  den.

“Tid til hævn!” Hope prøvede at lyde ondskabsfuld, men det mislykkede totalt.

 

“Det er snyd. Jeg har ikke noget vand!” Jeg kunne høre vores fars dybe latter, efterfulgt af min mors lyse. Jeg satte i løb, da jeg kunne se Hope kom løbende med spanden. Jeg løb rundt om det hvide træhus, og om til baghaven. Jeg stoppede op, for at se om hun kom. Da hendes røde badedragt kom til syne, skulle jeg til at løbe, men faldt over en rive.

 

Jeg kiggede mig over skulderen, og kunne se Hope satte i løb. Hun nåede hurtigt over til mig, og inden jeg nåede at flytte mig, hældte hun det iskolde vand over mig.

“Argh Hope, det er koldt!” Jeg satte mig hurtigt op, hvor jeg så Hope stod og grinede. Jeg rettede på min lyserøde badedragt, som klæbede til min krop. Med et bump satte hun sig ned ved siden af mig. Vi kiggede på hinanden, og lidt efter brød vi ud i grin.

 

Mindet kørte rundt i hovedet på mig, som en spillefilm. Jeg kunne tydeligt huske hvor glade vi var for hinanden dengang. Jeg savnede hende, og jeg var vist ikke den eneste.

 

Folks snøften hørtes inde i kirken. Især min mors. Hun var helt ude af den, og forsøgte forgæves, at stoppe sin hulken. Jeg sad selv med tåre i øjnene og snøftede let en gang imellem. De eneste i kirken der virkede upåvirket, var Estelle og præsten. Præsten havde nok heller ingen grund til, at være i sorg. Han kendte jo ikke rigtig Hope, men Estelle derimod, skulle have vidst bedre. Hun havde jo ingen anelse om, at det var hendes mor vi alle sammen græd over.

 

Jeg havde fundet et digt, som jeg ville læse op for de andre i kirken. Men mest for Hope. Jeg rystede nervøst med det ene ben, da det var ved at være tid. Jeg skubbede blidt til min mor, som kiggede på mig. Hendes øjne var røde, og hun snøftede. Jeg hentyde til Estelle, og hun tog imod hende. Jeg rejste mig nervøst fra den brune bænk.

 

I det her tilfælde var jeg ikke specielt glad for, at jeg havde taget stiletter på. Da jeg nåede op hvor jeg skulle stå, kiggede jeg ud over kirken. De fleste folk havde røde øjne, eller sad og snøftede. I mængden kunne jeg genkende Serenas brune hår, og hendes brune øjne mødte mine. Som de andre folk, var hendes også røde, og hun tørrede sin næse med et hvidt lommetørklæde. Hun sendte mig et lille smil, og nikkede så som et held og lykke. Jeg foldede papiret ud, og tog en dyb indånding. Det eneste jeg koncentrerede mig om, var ikke at bryde ud i gråd. Jeg kiggede ned på papiret, og læste så højt...

 

One day it happened

In a blink of an eye

So sadly her life ended

Without a chance to say goodbye

 

She was such a happy girl

With a beautiful smile

Without a care in the world

She made it worthwhile

 

She made everyone think

And played with their mind

She gave a quick wink

As their faces shined

 

The sisterhood has gone

With smiles and good times

No partner to sing our songs

No best friend to sing our rhymes

 

She left us all

Without a goodbye kiss

She was the kind of girl

The one we will miss.


 

Jeg kiggede op fra papiret, og over mod Hope’s kiste. Jeg kunne se hendes lyse hår, som lignede mit. Hun havde sin yndlingskjole på, som var mørkerød blondekjole. Hun havde elsket den kjole så ufattelig meget, uden jeg helt vidste hvorfor.

 

Jeg kunne mærke tårerne trillede ned af mine kinder. Under hele ceremonien havde jeg kæmpet for at holde tårerne inde, men nu kunne jeg ikke holde dem inde mere. Jeg snøftede, og kiggede ned på mine forældre, som også græd. De nikkede til mig, og smilede. Derefter kiggede jeg på Serena, som kiggede ned i sit skød. Hun kiggede hurtigt op på mig, og synet af hende fik mig nærmest til at græde mere.

 

Tårerne trillede ned af kinderne på hende, og hendes mascara var løbet. Hun holdte lommetørklædet ved sin næse, og rystede på hovedet. Jeg fjernede blikket fra hende, og gik så ned til mine forældre igen. Min far, som havde taget Estelle fra min mor, rakte hende til mig. Jeg tog imod hende, og satte mig ned på bænken. Da jeg kiggede på Estelle, som sad og legede med sin bamse, vidste jeg 100% at det var den rigtige beslutning jeg havde taget. Hun var det eneste jeg havde tilbage af Hope. Og jeg vidste jeg ville passe på hende, som var hun min egen datter!

 

***

 

Vi stod samlet og kiggede på den brune kiste, som blev sænket ned i jorden. Jeg stod imellem min mor og far, med Estelle på armen. Min mor stod og hulkede, og min far var helt stille. Engang imellem gled der nogle tårer ned af hans kinder. Jeg græd selv, og var på randen til at hulke. Estelle sad på min arm, og pillede ved min kjoleudskæring.

 

Da kisten var blevet sænket helt ned, trådte jeg frem, for at smide en rød rose ned på kisten. Jeg trådte tilbage til mine forældre, og min mor lagde sin arm om mig.

“Jeg elsker dig, Hope” Jeg snakkede kun så mine forældre nåede at opfatte hvad jeg sagde. Jeg rakte Estelle over til min mor, som tog imod hende. Jeg begravede mit ansigt i min fars bryst, og han strøg mig over håret.

“Det skal nok gå, Aubrey. Hun har det godt, der hvor hun er nu!” Jeg begyndte at hulke, og min far kyssede mig i håret.

“Hun ville være stolt af dig!”

 

***

 

Jeg gik ned af grusstien med min mor og far. Min far gik med Estelle på armen, så jeg kunne hvile min arm lidt. Vi stoppede op ved lågen, og jeg kiggede op hvor vi havde stået for ikke særlig lang tid siden, og set Hope’s kiste forsvinde i jorden. Der stod en pige med langt brunt hår, og en sort kjole på. Jeg vidste godt det var Serena, så jeg besluttede mig for at gå op til hende. Jeg nikkede med hovedet over mod hende, og de nikkede forstående igen.

 

Jeg gik så godt som muligt, op af stien igen, med mine stiletter. Jeg var ved at skvatte et par gange, men nåede derop uden at falde.

“Hej” Jeg mumlede, men Serena kunne godt høre mig.

“Hej” Hendes stemme var hæs, og hun lød som en der ikke havde snakket i flere år. Jeg stillede mig ved siden af hende, og vi stod og kiggede på Hope’s grav.

“Det var et smukt digt” Hun kiggede ikke på mig, men stirrede bare tomt ned på Hope’s grav.

“Tak” Jeg havde ikke rigtig nogen ord. Jeg vidste faktisk ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv.

 

“Vil du ikke med ned og hilse på Estelle?” Denne gang kiggede hun rent faktisk på mig, og jeg kunne ane et lille smil.

“Jo” Jeg smilede lidt til hende, og begyndte så at gå ned mod mine forældre. De stod og ventede ude på parkeringspladsen sammen med Estelle. Da vi nåede ned til dem, trak min mor Serena ind i et kram. Min far gav hende hånden, da han ikke havde mulighed for at kramme hende.

 

“Vil du ikke prøve at holde hende?” Jeg tog Estelle fra min far, og gav hende til Serena. Serena smilede til Estelle.

“Hun ligner Hope” Jeg nikkede bekræftende til hende.

“Hun er kær” Hun smilede lidt til mig, og aede så Estelle på hovedet.

“Vil du med mig hjem, eller er du okay?” Serena rystede på hovedet, og rakte mig Estelle

“Jeg klarer mig, ellers tak” Jeg tog imod Estelle og smilede lidt lidt Serena.

 

“Når, okay” Jeg krammede Serena, så godt som jeg kunne, og kyssede hende på kinden.

“Vi skal nok klare det!” Serena smilede til mig, og det var et rigtigt smil. Vi havde klaret os igennem mange ting, så det her skulle ikke være en undtagelse. Hun krammede mine forældre, og gik så hen til sin bil. Jeg vinkede en sidste gang til hende, og vendte mig så mod mine forældre.

 

“Vil du have selskab?” Min mor smilede til mig, men jeg rystede på hovedet.

“Nej, jeg tror bare jeg vil være lidt alene” Mine forældre nikkede forstående, og jeg krammede dem. De kyssede mig begge på kinden, og jeg kunne ane tårer i min mors øjne.

“Mor, du må ikke græde!” Bare det at se hende græde - fordi jeg tog hjem, kunne få mig til at græde.

 

“Pas nu på dig selv!” Min mor kiggede alvorligt på mig. Da hun sagde det, slog en tanke mig, som jeg ikke havde haft før. Jeg var deres eneste barn nu. Jeg var den eneste datter de havde tilbage. Hope havde de kun som et minde nu.

“Det skal jeg nok!” Min mor begyndte at græde, og min far trak hende ind et kram.

“Undskyld skat, det er bare så svært at lade vær’!” Min mor kiggede på mig, da hun trak sig fra min far. “Jeg ved det godt mor. Det er ikke din skyld!” Jeg kyssede dem en sidste gang på kinden.

“Jeg elsker jer!”

Vi elsker også dig!”

 

Jeg gik over til min bil, hvor jeg fik placeret Estelle i hendes sæde. Jeg satte mig ind, og rullede vinduet ned. Her var efterhånden blevet varmt, efter solen havde bagt på bilen. Jeg vinkede til mine forældre, og forlod så parkeringspladsen, og mit sidste minde om Hope.

 

***

 

Jeg smed mig på sofaen, da jeg havde lagt Estelle i seng. Jeg havde skiftet til noget mere behageligt tøj, og tændt for tv’et. Klokken var efterhånden blevet 20, og jeg var udmattet. Turen hjem havde været forfærdelig. Jeg havde haft dårlig samvittighed over, at lade mine forældre være alene - Og havde det stadig. Men jeg følte bare ikke at jeg kunne hjælpe. Jeg var lige så deprimeret som de var, så hvordan skulle jeg hjælpe dem?

 

Jeg skiftede rundt på nogle forskellige kanaler, og blev på en tilfældig en. Jeg gik ud i køkkenet, hvor jeg fandt et glas, og hældte noget vand i. Jeg tog glasset med ind, og lagde mig på sofaen igen. Jeg lå og stenede tv i et stykke tid, da jeg kunne høre dørtelefonen. Jeg rejste mig hurtigt fra sofaen, og småløb ud til døren. Så længe Estelle ikke var vågnet! Jeg trykkede på knappen, og ventede på nogen snakkede. Jeg kunne svagt høre en der hostede.

 

“Hey, lukker dig mig ind?” Det var Zayn, hvem ellers. Jeg svarede ham ikke, men trykkede bare på knappen, så han kunne komme ind. Lidt efter blev døren til entréen åbnet, og Zayn trådte ind.

“Hej” Han smilede til mig, men jeg smilede ikke tilbage.

“Er du okay?” Han kiggede bekymret på mig. Jeg gik over til ham, og trak ham ind i et kram. Han gengældte krammet, og som sidst, lugtede han af røg. Denne gang var jeg dog ligeglad.

 

“Hvordan gik det?” Han trak sig ud af krammet, og kiggede på mig. Jeg trak lidt på skuldrene, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare. Hvordan gik det egentlig? Gik en begravelse overhovedet godt?

 

“Fint nok, tror jeg?” Han trak sin jakke af, og hang den på knagen. Skoene stillede han ved siden af kommoden.

“Jeg læste et digt op” Jeg kiggede på ham, som et lille barn ville gøre, når de havde tegnet en tegning til deres forældre, og var stolte af den. Jeg smilede dog bare ikke.

 

“Hvordan gik dét så?”

“Ehh... Fint nok” Zayn trådte hen til mig, og kiggede ned på mig.

“Ved du slet ikke hvordan det gik?” Jeg rystede på hovedet, og en tåre trillede ned af min kind. Han tørrede den blidt væk med sin tommelfinger. Jeg blev ved med at holde øjenkontakt, og jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere.

 

Vores ansigter nærmede sig, og vi stoppede et par centimeter fra hinanden. Før jeg havde set mig om, ramte vores læber hinanden i et lidenskabeligt kys. Zayn trak sig væk fra mig, for derefter at føre hans læber ned til mine igen. Kysset udviklede sig, og jeg trådte lidt tilbage. Vi bakkede over mod døren ind til soveværelset, og jeg fik den åbnet.

 

Der var mørket derinde, men vi tændte ikke lyset. Zayn gik over mod sengen, hvor han skubbede mig ned i den. Vores tøj blev smidt ned på gulvet, og Zayn kyssede mig en sidste gang, inden han trængte op i mig. Jeg tænkte slet ikke over, at jeg stadig var sammen med Niall. Jeg tænkte ikke over hvor forkert det var. Og hvis jeg skal være helt ærlig - så tænkte jeg nok slet ikke.

 

“Drama is based on the Mistake.”

 

Upsi, det var vidst ikke så smart, Aubrey!

Havde i regnet med, at dét ville ske? :)

 

Som i nok har lagt mære til, så har der ikke været udgivet så mange kapitler det sidste stykke tid. Grunden er, at både Blondinen og jeg er startet i skolen igen - hvilket i nok også er. Vi har begge fået senere fri, hvilket betyder, at vi har mindre tid til at skrive.. Jeg håber i kan bare over med os! ;) - Mrs. Malik ♥

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...