In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
31961Visninger
AA

32. Birthday

(Sommeren et år efter)

Jeg satte Estelles plastik tallerken på bordet ved siden af hendes pinke krus. Jeg havde sat et par flag i vasen med blomster der stod på køkkenbordet. Det var Estelles fødselsdag. 1 år. Tiden var gået hurtigt. Jeg husker stadig mine og Niall’s skænderier, som var det igår. Tingene havde bare ændret sig nu. Efter Estelles barnedåb havde mig og Niall stadig nogle op- og nedture. Heldigvis blev det mindre og mindre med tiden. Ikke nok med det, så følte jeg lidt, at han havde tilgivet Zayn - og mig.. Eller bare lidt. Vi snakkede aldrig om det og det føltes ærlig talt, som om at det var glemt.

 

Jeg kiggede på klokken og opdagede, at det nok ville passe at gå til bageren nu. Jeg gik ind i stuen hvor jeg fandt min pung, nøgler og ikke mindst Niall - Estelle sov stadig.

“Jeg tager til bageren nu” informerede jeg Niall om, inden jeg gik ud for at tage sko på.

 

Bageren lå ikke ikke langt væk fra lejligheden. Jeg havde bestilt en kage, hvor der skulle stå Estelle på.

Det var ikke noget stort og fantastisk - vi skulle kun være Estelle, Niall og mig. Vi havde valgt ikke, at invitere nogen. Bare fejre Estelle hjemme ved os selv uden nogen. Der duftede varmt og sødt, da jeg trådte ind hos bageren. En klokke ringede over døren og en ældre dame kom ud fra et baglokale.

“God morgen” hilste hun venligt.

“Go’ morgen!” Svarede jeg.

“Jeg har bestilt en kage - til Aubrey!” Sagde jeg og den rare bagerdame nikkede.

“Øjeblik” sagde hun og gik igen ud i baglokalet. Kort tid efter kom hun ud med en æske. Hun lukkede op så jeg kunne se den. Den var rigtig flot, og jeg nikkede anerkendende. Jeg bad om lidt boller til morgenmad, og betalte så, for derefter at gå hjem igen.

 

Da jeg kom ind i stuen med æsken i hånden, så jeg Niall sidde på gulvet og lege med Estelle. Hun kiggede op på mig. Niall rejste hende op og forsigtigt prøvede hun at gå hen til mig. Jeg satte mig ned på hug. Da hun var ved at miste balancen greb Niall fat på hende og fik hende på rette vej. Lidt efter stod hun ovre ved mig.

“Hej..” hviskede jeg. Estelle kiggede nysgerrigt på æsken, og bankede på den imens hun sagde skingre lyde. Jeg grinede lidt af hende, og sendte hende over til Niall igen. Jeg gik ud i køkkenet og satte kagen i køleskabet, da vi ikke skulle spise den endnu. Jeg skar bollerne over og satte dem på bordet, og hentede Niall og Estelle inde fra stuen.

 

Niall satte Estelle i sin stol, og han satte sig ved siden af hende. Jeg satte mig ned på den anden side af Estelle. Jeg hældte noget vand op til hende i hendes pinke krus, og hun rakte ud efter det. Jeg hjalp hende med at få noget vand, og satte så kruset på bordet. Jeg havde skåret bollen ud så hun kunne spise den. Jeg havde også skåret en banan til hende, som hun kunne spise.

 

Hun var ikke super god til at spise selv endnu, så hver gang hun havde spist, ventede der for det meste en ret stor oprydning. Hun tog et stykke banan op, men det røg på gulvet. Jeg kiggede over på Niall, som kiggede ned på Estelle. Hun tog et stykke af bollen op, men fik dog det stykke i munden. Da hun havde spist det meste af bollen, rakte hun ud efter sit krus, og Niall hjalp hende. Vi begyndte selv at spise, da det gik nogenlunde for hende. Da hun igen tog et stykke banan op, smed hun det på gulvet, hvilket fik mig til at kigge på hende. Hun sad og grinede over det, og hun gentog det 3-4 gange. Til sidst blev Niall irriteret, og tog tallerkenen fra hende. Hun brød ud i gråd, og Niall rejste sig fra sin stol. Han tog tallerkenen ud i køkkenet, og satte den på køkkenbordet. Estelle fortsatte sin gråd, og jeg kiggede over på Niall. Niall var nok den mest strenge af os, når det kom til Estelle. Han var hvertfald den der stoppede hende, når hun gjorde sådan ting. Også selvom det endte med en tudende Estelle - så gjorde han det. Han kom over til os igen, og fik Estelle op fra sin stol.

 

“Hvad skal du, Niall?” Han kiggede på mig.

“Jeg finder noget legetøj sammen med hende” han tog hende på armen, og gik ind på hendes værelse med hende. Han kom tilbage med hende, og hendes yndlingsbamse. Han satte hende tilbage i stolen, og hun begyndte at lege med den. Vi fortsatte med at spise, og jeg rakte Estelle hendes krus, da hun prøvede at få fat i det. Da vi var færdige med at spise, tog Niall Estelle op fra stolen. Han lagde hendes ned i kravlegården, så vi kunne få ryddet op.

 

***

 

Da alt var ryddet op og det hele var fredeligt bankede det på døren. Jeg kiggede over på Niall, som også kiggede op. Jeg rejste mig op fra sofaen og gik ud til entréen. Jeg rettede hurtigt på mit hår og gik hen for at åbne døren. Ude bag døren stod en kvindelig receptionist nede fra receptionen i indgangen til lejlighedskomplekset.

“God dag!” Hilste hun og smilede. Jeg hilste igen og hun fortsatte.

“Jah, jeg regner med, at de her gaver er til jer - de kom tidligere i dag” forklarede hun og rakte mig gaverne.

“Årh, det skal nok passe - tak!” Sagde jeg og lukkede døren, da hun gik tilbage igen. Jeg gik ind til Niall og Estelle. Jeg satte gaverne på bordet og hentede Estelle fra kravlegården.

“Se hvad der er kommet til dig” sagde jeg til Estelle og bar hende med hen til bordet.

“Prøv at lade hende selv pakke op” sagde Niall og rakte Estelle en af gaverne. Estelle tog den op i hånden og startede ud med, at smage på den.

“Neeej, du skal åbne den!” Forklarede jeg og hev lidt i gavebåndet. Hun tog til sidste selv over og pakkede den op, med lidt hjælp fra mig. Da den var blevet pakket op, tog jeg pakken fra hende - så jeg kunne åbne den, imens Estelle kiggede på den. Jeg fik hevet indholdet ud. Jeg foldede trøjen ud, som havde ligget i pakken, og kiggede på den. Den var fra drenge, og jeg grinede af deres valg. Selvfølgelig, en lyserød supermands trøje. Det var jo dem, så man kunne ikke rigtig forvente andet. Jeg viste den til Niall, og han grinede også.

 

Jeg gav Estelle, den ene af pakkerne fra Niall’s forældre, men da hun ikke selv kunne pakke den op, gjorde jeg det for hende. Da jeg havde fået gavepapiret af, manglede jeg bare at få selve kassen op. Jeg kæmpede et stykke tid med den - men måtte opgive. Irriteret rakte jeg den til Niall, som havde åbnet den lidt efter. Jeg hev indholdet ud - som var en dukke. Der var en pose udenom den, som jeg åbnede, og gav så dukken til Estelle. Hun tog imod den, og sad og kiggede på den. Jeg tog den anden pakke fra Niall’s forældre, som jeg også åbnede. Jeg valgte at give kassen til Niall, så han kunne åbne den.

 

Det var en rød dukkevogn - hvad jeg kunne se af. Den skulle samles, hvilket nok var et job for Niall. Jeg fandt de to gaver fra mine forældre, og begyndte at pakke den ene op. Estelle var mere interesseret i sin nye dukke, så hun fulgte ikke med. Jeg fik åbnet pakken, som var en kanin cykel. Altså den var ligesom formet som en kanin. I den anden pakke var et madsæt. De sidste pakker var fra mig og Niall, så de var ikke en overraskelse hvad der var i. Den ene pakke var en lyserød bil, som Estelle kunne køre rundt på. Nok med lidt hjælp indtil hun blev lidt ældre. Vi havde også købt et telt, som hun kunne have på sit værelse. Jeg kiggede mærkeligt på den sidste pakke der lå der. Niall trak på skuldrene. Jeg rejste mig op efter den, og satte mig ved siden af Niall, i sofaen. Jeg begyndte at pakke den op, og da jeg fik hevet indholdet ud, kiggede jeg forsigtigt på Niall. Det var en hvid trøje, hvor der stod ZAP på. Vi vidste begge hvem den var fra, og Niall rejste sig fra sofaen. Han var efterhånden kommet over det med Zayn, så jeg kiggede mærkeligt på ham, da han forlod stuen. Jeg rejst mig fra sofaen og gik ud i entréen. Jeg nåede lige at se skikkelsens af Niall, inden døren blev smækket i.

 

***

 

"Jeg har en kærste der ikke stoler nok på til, at kunne fortælle, at hun skal adoptere sin niece? Jamen, fantastisk!” sagde Niall opgivende og vendte rundt. Med faste skridt forlod han kontoret og jeg kunne høre at han fortsatte hen mod entréen.

“Niall!!” Råbte jeg efter ham, men idet jeg havde råbt det smækkede døren i. Han havde forladt mig. Det jeg allermest havde frygtet…

 

Jeg kunne tydeligt huske den dag - næsten for tydeligt. Det var en af de dage jeg allerhelst ville glemme. Jeg havde lige lagt Estelle, så hun kunne sove lidt. Niall havde efterhånden været væk i et par timer. Min største frygt var nok, at han ikke ville komme tilbage. Men hvorfor skulle han ikke det. Det var ikke det samme som første gang han skred, det her. Jeg prøvede at overbevise mig selv, om at han nok skulle komme tilbage, for at kunne slappe mere af. Jeg satte mig på gulvet inde i stuen, så jeg kunne kigge ud over London. Der faldt dråber ned af de store panoramavinduer, og himlen var dækket af tætte grå skyer. Alt i alt, så var det utrolig dårligt vejr. Jeg sukkede, da jeg ikke var vant til stilheden. Den mindede mig alt for meget om den tid, hvor jeg var helt alene med Estelle. Minderne væltede ind over mig. Tænk jeg havde klaret det. Da jeg havde hentet Estelle, var den største frygt nok, hvordan jeg skulle klare mig. Jeg havde mistet min søster, Niall var skredet, jeg havde aldrig taget mig af et barn på Estelle’s alder, og så havde jeg ikke mine forældre ved min side. Men jeg havde rent faktisk klaret det. Jeg smilede over tanken, og jeg blev afbrudt af en dør der blev smækket i. Jeg kiggede mig forskrækket over skulderen, og i døren stod Niall. Jeg rejste mig fra gulvet, og gik over til ham. Hans tøj var vådt, og det samme med hans hår. Da jeg nåede helt hen til ham, kiggede jeg op på ham. Hans blå øjne mødte mine, og han lignede en der havde grædt.

“Jeg troede ikke du kom tilbage..” Jeg rynkede mine bryn, men jeg afbrød ikke øjenkontakten.

“Jeg kunne ikke forlade dig igen. Da jeg så trøjen, og dit smil..” Han tøvede lidt, men fortsatte.

“Så kunne jeg se hvor stor en hjælp Zayn var for dig. Jeg fortryder så inderligt jeg bare skred.. Du havde jo brug for mig! Det var mig der skulle have været der for dig, og ikke Zayn.. Men jeg kunne endelig se, hvor meget han betød for dig. Og hvor stor en hjælp han var for dig..” en tåre trillede langsomt ned af min kind, og Niall tørrede den væk. En tåre gled ned af Niall’s kind, men han smilede bare til mig. Mine læber ramte Niall’s, og hvis jeg ikke tog fejl, så mumlede han et undskyld.

 

“Sorry is hardest to say when it matters most.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...