In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
32324Visninger
AA

8. Baby shopping..

Det var rart, at få snakket ud med Serena i går. Jeg følte, at hun forstod mig. Måske lød det som om, at hun ikke var sikker på, at jeg kunne klare det. Men jeg var sikker på, at hun kunne følge mig. Hun ville heller aldrig kunne klare, at være skyld i, at et af hendes familiemedlemmer endte på et børnehjem. Jeg var lettet over, at jeg havde fået taget en beslutning.. Nu var der en ting mindre, at være nervøs over. Jeg var stadig nervøs for mig og Niall’s forhold. Især fordi jeg ikke havde hørt fra ham i et døgn. I går var han bare skredet. Jeg var stadig ked af det. Jeg kunne bare ikke græde mere selvom det var det jeg helst ville. Det lettede nemlig at græde.

 

På en måde var jeg også nervøs for imorgen. Der skal jeg hente min niece. Jeg burde finde et navn til hende? Det lød dumt at kalde hende niece.. Måske skulle jeg begynde, at forberede mig. Hvad skal man bruge til et lille barn? Jeg gik ind på vores kontor, hvor jeg fandt en kuglepen og et papir. Hurtigt forlod jeg kontoret igen. Jeg brød mig ikke om at være derinde. Sidst jeg havde været derinde havde jeg det forfærdeligt. Det var som om følelsen kom tilbage når jeg gik derind. Jeg satte mig i stuen og tænkte. Hvad skulle jeg bruge? Jeg fyldte mit hoved med babyting indtil jeg ikke kunne rumme mere.

Jeg begyndte at skrive ned på sedlen:

 

Bleer.                                       Meget vigtigt!!!

Babytøj.                                   Det har jeg jo ikke forstand på?

Sut og sutteflaske.

Legetøj.                                    Hm.. Hun begynder vel at lege på et eller andet tidspunkt?

Babyseng.

Barnevogn.

Babysæde.

Puslebord.                               Jeg skal jo også skifte hende?

Mad                                          Hvad spiser en nyfødt lige? Jeg måtte søge på nettet..

 

Det var mærkeligt. Tænk, jeg er 18 og skal ud at købe alt det til et barn.

Jeg havde på fornemmelsen, at det hele var skrevet ned. Der var meget og det var sikkert dyrt. Jeg måtte hellere kommer afsted, hvis jeg skulle nå at købe det hele i dag.

 

***

 

Jeg havde smidt sedlen med de vigtige ting ned i min taske. Jeg gik hurtigt ned af gaden og stoppede op foran Mamas & Papas. Jeg havde søgt efter en masse butikker, og havde skrevet adressen ned på nogle. Jeg gik ind i butikken og kiggede rundt. Jeg var nødt til at spørge om hjælp. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle købe.

 

En dame kom gående over mod mig. Hun var omkring midt i fyrrerne, med brunt hår - Som så farvet ud. Hendes brune øjne skjulte ikke at hun studerede mig. Hun synes nok jeg var for ung til at være her. Hun havde få rynker omkring øjnene, og en i panden.

“Kan jeg hjælpe Dem med noget?” Jeg kiggede på hende.

“Ehh, kunne du hjælpe mig med at finde nogle af de her ting?” Jeg rodede efter sedlen i min taske, for derefter at give den til hende. Hun satte sine sorte briller på næsen, og begyndte så at læse sedlen. Hun kiggede op på, og jeg rettede blikket på hende.

 

“Hvor gammel er barnet?” Hvor gammel var hun? Det havde jeg slet ikke styr på. Det var som om dagene var blevet kludret ind i hinanden på det sidste, og intet var under kontrol. Jeg ville ønske jeg kunne gå tilbage i tiden, og gøre det hele om. Hvis jeg dog bare vidste at Hope ville dø. Så ville jeg holde kontakten til hende. Jeg kunne ikke engang huske hvordan hun så ud sidste gang jeg så hende. Hvis jeg vidste hun skulle dø, havde jeg så lagt mærke til det? Spørgsmålene kørte rundt i mit hoved, og damen rømmede sig.

 

“Åh undskyld. Omkring en uge gammel” Hun smilede til mig. Hun var sikkert glad på mine vegne. Hvis hun dog bare kendte hele historien.

“Kom med mig” Hun begyndte at gå, og jeg fulgte trop.

 

Efterhånden fik vi fundet en masse ting - De mest vigtige. Hun begyndte at gå over mod tøjet. Babytøj er altså alt for sødt! Jeg havde skrevet ned, de former for tøj jeg skulle have. Jeg var virkelig nødt til at holde op med at shoppe så meget, hvis jeg skulle have råd til alle de her ting. “Har du en dåbskjole?” Jeg kiggede op på damen, som stod og smilte til mig. Dåbskjole, det havde jeg glemt. Der var så mange ting der skulle ordnes.

“Nej” Jeg sendte hende et smil. Hun begyndte at finde nogle frem til mig.

“Ved du hvad hun skal hedde?” Jeg rettede blikket fra dåbskjolerne, og på hende.

“Nej, ikke endnu. Jeg har slet ikke haft tid til det” Hun sendte mig et overrasket blik.“Men det har du da haft hele 9 måneder til?” Jeg kunne mærke jeg blev irriteret. Hun kendte jo slet ikke historien.

 

“Det er min storesøsters barn. Jeg skal adoptere hende, da hun døde under fødslen” Jeg ved ikke hvorfor det pludselig røg ud af mig. Åh nej. Hun ville sikkert sladre. Jeg delte ikke noget med fremmede, så jeg kiggede chokeret på hende.

“Åh. Det er jeg ked af at høre. Jeg sladre ikke, bare rolig!” Havde hun læst mine tanker?

“Jeg skulle slet ikke have sagt noget” Jeg rystede på hovedet.

“Jeg siger ikke noget til nogen. Det må jeg heller ikke” Hun smilede beroligende til mig. Jeg sukkede lettet. Jeg kiggede ned på den ene af kjolerne. Den var utrolig sød! Jeg tjekke prisen, og spærrede øjnene op. 1400 kr. Det mener de ikke...

 

“I har vel ikke en billigere?” Hun rystede på hovedet. Jeg sukkede.

“Jeg tror jeg stopper her” Jeg smilede lidt til hende, og fulgte efter hende op til kassen. Jeg betalte for alle tingene - Som lige blev en del dyrere med levering oveni. Jeg trak min hætte over hovedet, og tog mine solbriller på. Jeg forlod butikken, for at finde en ny.

 

***

Jeg sukkede lettet da jeg trådte ind af døren. Jeg smed min taske på gulvet sammen med mine sko og jakke. Poserne med tøj satte jeg op af væggen. Jeg gik ind i stuen, og tændte lyset rundt omkring derinde. Jeg fandt fjernbetjeningen i den hvide sofa, og tændte for tv’et. Jeg gik over til køkkenet for at finde noget at drikke. Der var noget mælk, juice, cola og nogle øl - som Niall drak. Jeg tog en cola ud, og gik så over til sofaen for at smide mig i den. Jeg havde skruet op for tv’et på en tilfældig kanal. Jeg hadede stilheden der lå over lejligheden. Jeg kunne ikke lide at være alene hjemme. Jeg ville ønske Niall kom tilbage. Jeg vidste ikke hvor han var, men jeg ville gætte på ved en af drengene.

 

Jeg trak tilfældigt en pude hen til mig, og lagde hovedet på den. Jeg var totalt udmattet efter i dag. Jeg havde fundet en anden butik - som var billigere, hvor jeg havde købt noget tøj. Jeg måtte finde på et navn til hende. Jeg rejste mig fra sofaen for at hente den bærbare, inde på kontoret. Jeg var hurtigt ude derfra igen, og inde i stuen igen. Jeg tændte computeren, og fandt en side med en masse pigenavne på. Jeg noterede navnene: Scarlett, Sophia, Claire, Julia, Estelle, Faith og Abigail.

 

Jeg magtede ikke at vælge navnet lige nu, så jeg lagde sedlen på stuebordet. Jeg gik ind på Twitter for at tjekke om der var sket noget. Der var - som forventet, en masse hate. Jeg sad tit og læste dem alle igennem, og endte med at bryde grædende sammen. Da Niall kom hjem fra studiet sad jeg nogle dage og grad. Niall havde trøstet mig, krammet mig, kysset mig og sagt jeg ikke skulle læse dem. Enkelte gange havde han deaktiveret min Twitter, da han ikke kunne klare at se mig græde. I dag gad jeg ikke at læse dem. Jeg gik ind på Niall’s profil. Jeg var nødt til at sende en besked til ham.

 

Niall vil du ikke nok komme tilbage. Jeg er nødt til at snakke med dig. Lad mig forklare. Hvor er du overhovedet henne?

- Aubrey

 

Jeg sendte beskeden i håb om han ville se den. Det ville han nok ikke, men det var forsøget værd. Jeg havde virkelig brug for Niall. Jeg ved godt jeg har dummet mig, men jeg har brug for ham! Han forlod mig hvor jeg havde allermest brug for ham! Jeg forstod endelig også godt Niall. Han fortalte mig alting, og jeg havde slet ikke fortalt ham noget. Jeg fortalte ham ikke særlig meget generelt. Jeg er en person som har svært ved at åbne mig for folk, og jeg gør det sjældent. Jeg havde prøvet så mange gange, at hver gang jeg havde åbnet mig for folk, så havde de gjort noget utilgiveligt. Jeg var efterhånden blevet vant til det, men det gjorde lige ondt hver gang.

 

Jeg lukkede computeren i, og lagde den på bordet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle lave. Min mave gav mig svaret. Jeg var nødt til at få noget mad. Jeg kunne bare slet ikke spise noget. Hver gang jeg så på maden mistede jeg appetiten. Det er ikke sundt ikke at spise, men jeg kunne simpelthen ikke. Hvis jeg spiste noget ville jeg nok kaste op. Jeg slukkede tvet, og rejste mig op for at gå ud på badeværelset. Jeg ville rense min makeup af, tage et bad, og så få noget nyt tøj på. Jeg begyndte at rense min makeup af, og da jeg var færdig tog jeg mit tøj af. Jeg stod og kiggede på mig selv i spejlet. Jeg studerede min krop.

 

Jeg havde aldrig været specielt glad for min krop, og når man fik af vide flere gange om dagen, at man var tyk og grim - Af piger man ikke kendte, så begyndte man at tro på det. Jeg var heller ikke den tyndeste pige. Jeg havde ikke noget mellemrum mellem mine lår, og min mave var ikke totalt flad. Niall overbeviste mig altid om at jeg var smuk, men jeg troede aldrig på det. Hver gang han så mig stå sådan her foran spejlet, kom han hen og lagde sine arme rundt om min mave.

 

Han hviskede mig blidt i øret og fortalte mig jeg var smuk som jeg var. Jeg havde altid bare smilet til ham, og kigget ned i jorden. Jeg kunne bare ikke tro på det. Uanset hvor meget jeg prøvede. Jeg ønskede mig altid at have selvtillid, og føle mig smuk. Men lige lidt hjalp det.

 

Jeg kunne mærke en tåre trille ned af min kind, og jeg gjorde ikke noget for at stoppe den. Jeg gik over mod bruseren hvor jeg tændte for vandet. Jeg trådte under det varme vand, og jeg kunne mærke min krop begyndte at slappe af - hvilket var noget jeg trængte til! Jeg stod under bruseren indtil vandet blev koldt. Jeg tørrede mig, og viklede håndklædet om kroppen. Jeg fandt det tøj jeg havde haft på tidligere, og tog det på. Mit hår lod jeg bare hænge ned. Jeg gik ind i stuen, hvor jeg smed mig i sofaen. Jeg lukkede mine øjne, og lidt efter sov jeg.

 

Have you ever felt so alone and nothing makes sense? Well that’s how I feel right now…I feel like I’m facing everything myself, with nothing but tears and a fake smile….

 

Waow, der er næsten allerede 50 der har sat den på favoritlisten!  Den har kun været udgivet i 11 dage, det er godt nok gået hurtigt. Vi havde på ingen måde regnet med, at nå så langt, så hurtigt. Hvor er i dejlige!! ;D - Mrs. Malik ♥

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...