In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

179Likes
151Kommentarer
32381Visninger
AA

28. Aubrey?

Vi kørte op på kirkens parkeringsplads, hvor der var ret tomt. Selv om der ca. var en time ude fra hvor vi skulle holde festen, var vi stadig i god tid. Hvilket heller ikke gjorde mig noget, for så kunne jeg lige nå at slappe lidt af - eller i det mindste prøve. Jeg tjekkede lige hurtigt makeuppen i spejlet, og trådte så ud. Niall havde åbnet døren for mig, og var nu ved at få Estelle ud. Jeg havde taget kjolen af hende, så hun ikke skulle sidde med den på i bilen, hvilket betød vi skulle give hende den på nu. Niall fik hende spændt op, og tog hende ud. Jeg tog fat i dåbskjolen, og smækkede så døren i. Lyset på bilen blinkede da Niall låste den, og så begyndte vi at gå mod kirken. Da vi kom ind i kirken, satte jeg mig ned, så jeg kunne give Estelle hendes kjole på. Niall gik lidt rundt for at se hvordan det så ud, og kom så ned til mig igen. Jeg kom i tanke om Estelle’s sut, som lå nede i bilen. Jeg måtte hellere hente den.

 

“Niall, må jeg lige låne nøglerne? Jeg har glemt hendes sut” Niall rakte mig nøglen, og tog Estelle. Jeg begyndte at gå ud, og ned til bilen, men stoppe op. En sten fangede mit blik, og jeg gik langsomt derhen. Hope Williams

 

When we die, we will turn into songs, and we will hear each other and remember each other.”

 

Udover det stod der hvornår hun var født og død. Jeg kunne mærke en tåre trille ned af min kind, og jeg satte mig ned på knæene. Lige nu var jeg ligeglad med om jeg blev beskidt. Tænk jeg slet ikke havde besøgt hende siden. Jeg kørte hånden over stenen, og rettede lidt på blomsterne der lå der. Der sad en due på stenen. Jeg havde været med til at vælge den, så det betød en del for mig. Jeg kunne høre fodtrin, og jeg tørrede tåren væk. Jeg kiggede op på Niall, som kiggede ned på stenen. Han rakte den ene hånd ned til mig, og hjalp mig op. Estelle havde han på den anden arm.

“Det skal nok gå. Hun ville være stolt af dig!” Niall kyssede mig på panden, og tog min hånd. Han førte mig ned til bilen, og jeg fik fundet sutten. Det var mærkeligt at være her igen. Sidst var det hele så trist. Niall kiggede på mig, og trak mig ind til ham. Eller så godt som han kunne. Han hviskede mig i øret, og prøvede at få mig til at slappe af. Jeg kiggede op, da jeg kunne høre en bil. Man kunne høre døre der blev smækket, og nogen der kom gående. Niall kyssede mig igen på panden, og kiggede så hvem der kom. Jeg smilede straks da jeg så mine forældre - det samme gjorde de. Jeg gik over til dem, og krammede min mor.

 

“Hej skat” hun kyssede mig på kinden, og gik så over til Niall. Min far trak mig ind til ham, og jeg kunne mærke en tåre trille ned af kinden.

“Jeg har savnet dig!” Han kiggede på mig, og smilede til mig.

“Jeg har også savnet dig, skat!” Jeg gik med ham over til Niall og min mor, som stod og snakkede. Niall kiggede undrende på mig, og jeg gjorde det samme. Niall havde givet Estelle til min mor, og hun rakte ham over til min far.

“I kan bare gå op. Vi kommer om lidt” Niall smilede til dem. Da de var væk, kiggede han på mig. “Fortalte du dem ikke jeg var skredet? Løj du virkelig bare for dem?” Han kiggede på mig, og jeg sukkede dybt.

“Niall, jeg gider ikke i dag. Det skal være en god dag, det her!” Han kiggede vredt på mig. Vi skændtes en del mere, end vi gjorde før, hvilket påvirkede os begge en del. Nok mest mig. Jeg endte altid med at sidde og græde, fordi jeg aldrig sagde ham imod.

“Svar mig!” Han gik over mod mig, og jeg trådte tilbage. Selvfølgelig endte jeg med at stå klemt op af bilen.

“Løj du for dem?” Jeg nikkede irriteret, og prøvede at skubbe ham væk. Han flyttede sig ikke, men trådte endnu tættere på mig.

“Løj du?” Jeg kunne mærke hans ånde, hvilket gjorde han kunne nøjes med at hviske.

“Jeg sagde ikke noget om du var skredet. Skulle jeg sige det? At du var skredet, fordi du ikke kunne klare at løse problemerne, og derfor stak halen mellem benene? Det var bare blevet pinligt for dig! Du skal bare være glad for jeg løj, og beskyttede dig. Mine forældre ville have hadet dig, hvis jeg havde fortalt dem sandheden!” Han kiggede overrasket på mig, da han ikke var vant til jeg svarede igen. Han trådte lidt væk, og det gjorde jeg også, men han tog hårdt fat om mine overarme, og skubbede mig hårdt mod bilen.

“Av Niall, det gør ondt!” Han kiggede hårdt på mig, men gav så slip. Han var vist overrasket over hans egen reaktion, og jeg var ret skræmt.

“Aubrey.. Undskyld!” Jeg skubbede hårdt til ham, så han flyttede sig.

“Gem dine undskyldninger til senere!” Jeg kiggede en sidste gang på ham, og gik så op til kirken.

 

***

 

Estelle Emily Williams. Sådan. Nu var det ude. Alle vidste det. Sommerfuglene i min mave havde lagt sig lidt igen. Det med kirken var åbenbart det jeg var mest nervøs for. Niall, Estelle og jeg var på vej hen til The Elvetham. Vi var kørt så hurtigt, som det var muligt, så vi ville være der når folk begyndte at ankomme. Der var tavshed i bilen. Jeg vidste ikke rigtigt, om Niall stadig var små irriteret på mig. Jeg ville ikke skændes i dag. Det var ikke dét vi var her for. På vej op til indgangen spurgte Niall mig endelig om noget. Jeg havde ikke turdet, at sige noget, da jeg ikke vidste hvordan stemningen rigtig var.

“Er du sur?” Jeg kiggede op.

“Nej.. Det tror jeg ikke..” svarede jeg og sænkede farten lidt.

“Tror?” spurgte Niall, som bar på Estelle.

“Niall, lad nu bare vær. Folk kommer om 2 minutter, så jeg gider ikke snakke om det lige nu.” Niall sukkede bare.

 

Kort tid efter begyndte folk at strømme til. Der var en ny at hilse på hele tiden. Ikke alle havde været med i kirken, så der dukkede nye ansigter op. Zayn var ikke kommet endnu. Jeg regnede med, at han kom. Han var jo inviteret - og han var så glad for Estelle. Jeg havde kæmpet for, at han kunne komme med, så nu skulle han bare møde op. Med mindre der var sket noget. Kunne Niall have fundet på, at sige at han ikke skulle møde op? Nej. Det kunne han ikke. Selvfølgelig ikke. Han kunne jo se mig, at det betød noget at vi inviterede Zayn. Han på ingen måder ødelægge det for mig. Ikke nu. Jeg kiggede op over skulderen på min mor, som jeg stod og snakkede med. Døren til hallen åbnede og Harry kom til syne. Bag ham stod Louis med Eleanor, Liam med Danielle og til sidst. Zayn..

 

***

 

Jeg sad med legede lidt med Estelle. Vi havde lige spist foret og der var en lille pause nu. Imens vi havde spist havde jeg spottet noget. Zayn havde ofte kigget over på mig. Jeg følte, at han prøvede at få øjenkontakt, men jeg havde kæmpet en indre kamp om ikke at kigge op. Zayn og Niall gjorde mig en smule nervøs. Begge 2. Jeg forstod ikke helt, at han prøvede at få øjenkontakt med mig. Han vidste godt, at jeg ikke måtte snakke med ham. Jeg var bange for, at han ville snakke med mig og at Niall så ville se det. Jeg lod Estelle stå på mit skød imens jeg holdte hende i hænderne. Hun kiggede nysgerrigt rundt. Hun undrede jeg sikkert over hvad alle de mennesker lavede. Hun havde nok ingen anelse om, at de alle var der for at fejre hende. Jeg rejste mig op med Estelle. Jeg gik rundt om bordene og de folk der havde rejst sig op. Folk drejede sig og hilste på Estelle, som bare sagde sjove lyde. Vi gik op til gavebordet. Estelle fik fat på et stykke gavebånd, som hun lykkeligt flagrede med. Jeg grinte lidt af hende. Tænk, det stod et bord fyldt med gaver foran hende, og det mest spændende var noget lyserødt gave bånd. Da hun skulle til, at tage det i munden tog jeg det fra hende igen.

“Du kan ikke spise dét, Estelle!” mumlede jeg da en skikkelse kom op på siden af mig. “Aubrey?”..

 

"No matter how hard life is, don't lose hope"

- Zayn Malik

 

Undskyld hvis kapitlet ikke er rettet så godt. :)

- Blondinen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...