In a world of despair - 1D

Den 18-årige Aubrey Williams danner par med den irske og verdensberømte Niall Horan fra boybandet One Direction. De bor sammen og lever det perfekte liv - Eller næsten. Aubrey får et opkald fra hospitalet angående hendes søster, Hope, som er død. Hun har født en lille datter, og vil have Aubrey skal adoptere hende. Men hvordan er det lige, når man ikke har snakket med sin søster i 3 år, stadig kun er teenager og endnu ikke har lært hvilket ben man skal stå på? Alle de tanker passere Aubrey i forsøget på, at tage den rigtige beslutning. Får Aubrey taget den rigtige beslutning i forhold til Niall og hendes niece? Og hvad vil Niall synes om det hele? Livet er nemlig ikke altid nemt - især ikke hvis man står i Aubrey's fodspor..

178Likes
151Kommentarer
31953Visninger
AA

19. A big mistake

 Jeg smækkede døren i og lænede ryggen op af den. Langsomt gled jeg ned af den, indtil jeg landede med et bump på gulvet. Jeg begravede mit ansigt i hænderne. Hvad fanden havde jeg gang i? Det var SÅ forkert det der var sket i går aftes. Hvordan kunne jeg gøre det? Jeg vidste godt, at Zayn var lige så meget med til det, men jeg skulle have stoppet.

 

Jeg vidste jo godt, at det ville blive mig det hele gik ud over. Jeg kunne bare ikke tage mige sammen til, at sige den lille korte sætning, der ville have gjort, at det ikke var sket. Stop, det er forkert det her, Zayn.

 

Hvis bare jeg havde presset mig selv nok, så havde jeg ikke haft, så dårlig samvittighed. Men jeg var bare faldet ned i et hak, der gjorde, at jeg ikke tænkte. Nej, jeg tænkte ikke - min tankegang for fløjet til mars, hvor den havde bosat sig der. En ting mere, der nagede mig var, at jeg tydeligt kunne huske at jeg havde nydt det. Jeg vidste allerede at det var forkert, da jeg gik i seng med Zayn.

 

Jeg vidste jo inderst inde, at det var forkert, da vi stod og kyssede i entréen. Man står ikke og kysser en anden, når man har en kæreste. Og især ikke med en af hans bedste venner! Jeg var jo for helvede Niall utro. Det hele virkede så opgivende. Jeg begyndte, at tro mere og mere på, at Niall aldrig ville komme tilbage igen. Tænk hvis han fik det, at vide? At jeg havde været ham utro? Han ville dræbe mig..

 

 

Estelle’s gråd fik mig til, at skubbe mine tanker væk. Hende havde jeg jo helt glemt? Man glemmer ikke sin datter - eller hvad hun nu er.. Fuck.. Jeg sprang op fra gulvet, og styrtede ind mod hendes seng. Måske var jeg lidt for voldsom, for det lignede, at hun blev forskrækket. Hun sprællede med ben og arme og hylede. Jeg tog hende op, og holdte hende ind til mig.

“Undskyld Estelle! Undskyld!” Jeg var helt ude af mig selv. Tænk jeg havde glemt hende? Hun var nok sulten. Hun plejede jo, at få med ca. 4 gange. Hvorfor havde hun ikke skreget noget før? Havde jeg ikke hørt hende?  Måske havde jeg haft for travlt med Zayn, så jeg slet ikke havde bemærket, at hun havde skreget? Åh, hvorfor skulle det også ende sådan i går? Det var jo slet ikke det, jeg ønskede..

 

***

 

Estelle virkede som en der ikke havde fået mad i en uge, da jeg endelig havde fået lavet en flaske til hende. Lige så snart hun var færdig, begyndte hun og skrige igen. Var hun stadig sulten? Jeg lagde hende ned i kravlegården, hvor hun stadig skreg. Jeg satte endnu en gryde med vand over blusset. Det tog en evighed før det begyndte, at boble.. Nu skulle det bare køle af.. Jeg havde det varmt og var helt tør i halsen. Jeg tog et glas med vand og lænede mig og af køkkenbordet imens jeg drak.

 

Jeg ville hvile hånden på bordet, men det var altså ikke bordkanten min hånd lagde sig på. Nej - det var blusset. Jeg gav et hyl fra mig og tabte glasset ned på gulvet, så det splintres. Jeg tændte det kolde vand og lod min håndflade køle af under hanen. Det var typisk mig. Når jeg var stresset, så blev jeg så kluntet. Vandet fra mit glas, var spredt ud over gulvet sammen med glasskår i alle størrelser. Jeg slukkede for hanen og lagde mig ned på knæ. Jeg begyndte, at samle alle de små stumper op. Det brændte stadig i min hånd. Og ikke nok med det, så skar jeg mig på et glasskår.

 

Tårerne begyndte, at trille ned af mine kinder. Det var ikke fair. Hvorfor var det mig der var blevet valgt? Valgt til, at adoptere ens datter? Valgt til at blive forladt? Og ikke mindst valgt til, at have dårlig samvittighed... Jeg kunne ikke klare det mere. Jeg kunne ikke.. Det var for meget, og jeg havde selv være med til, at gøre det værre. Så kom jeg i tanke om Estelle, der stadig hylede.

Jeg kæmpede mig op fra gulvet, med en blødende hånd, og tårer trillende ned af kinderne. For fanden altså. Jeg fik med den ene hånd, fundet en sut til Estelle, som jeg gav hende i munden. Hendes hylen holdte op, og jeg sukkede lettede. Jeg kæmpede mig vej ud i køkkenet igen, hvor jeg stoppede blødningen. Jeg fik med en del besvær, den ordnet. Jeg var ikke vant til at gøre sådan noget her selv. Niall hjalp mig altid, når jeg var kommet til skade, og han var her ikke nu. Jeg satte mig ned på det kolde klinkegulv. Jeg kiggede op i loftet, for at kæmpe imod tårerne, men det hjalp ikke. De begyndte at trille ned af kinderne på mig, og jeg begyndte at hulke. Det hele var blevet alt for meget! Jeg havde brug for Niall!

 

***

Da jeg endelig besluttede mig at rejse mig fra køkkengulvet, havde jeg en forfærdelig hovedpine. Jeg gik ud på badeværelset, hvor jeg fandt 2 hovedpinepiller. Jeg slugte dem, og gik så ind og tjekkede til Estelle. Hun var åbenbart faldet i søvn, hvilket slet ikke gjorde mig noget! Jeg bevægede mig langsomt ud i køkkenet, hvor jeg begyndte at rydde op. Hele lejligheden var et stort rod. Det var ligesom de første dage hvor jeg havde Estelle! Jeg var totalt stresset, fik ikke sovet, ryddet op, eller gjort noget som helst. Da jeg endelig blev færdig med at rydde op, smed jeg mig på sofaen inde i stuen. Jeg var helt ør i hovedet, så jeg gad ikke at tænde tv’et. Jeg lukkede mine øjne i, men sjovt nok kunne jeg ikke sove. Hvorfor kunne jeg ikke sove, når Estelle endelig sov... Frustreret greb jeg ud efter den lilla pude, og begravede mit ansigt i den. Jeg havde så inderligt brug for søvn. Og ikke nok med jeg ikke fik søvn, så var jeg også totalt stresset!

 

Jeg rejste mig lidt for hurtigt fra sofaen, da jeg kunne mærke hovedpinen kom tilbage. Pillerne havde ikke rigtig hjulpet, men jeg ville ikke tage flere. Jeg tog forsigtigt Estelle op fra kravlegården, og til mit held, så vågnede hun ikke. Inde i soveværelset lagde jeg hende forsigtigt i hendes tremmeseng. Jeg gik stille ud på badeværelset, hvor jeg smed mit tøj i en bunke. Jeg tændte for bruseren, og fordi jeg ikke gad at vente på vandet blev varmt - trådte jeg bare ind under den. Jeg stod i lang tid under bruseren, men kom så i tanke om Estelle. Selv om jeg kunne høre hvis hun græd, så måtte jeg hellere få noget tøj på. Jeg slukkede for vandet, og kulden lagde sig om min krop.

 

Jeg gik forsigtigt hen til spejlet, for ikke at falde. Min krop så ikke ligefrem for godt ud. Jeg var bleg, og også blevet utrolig tynd. Selv om jeg ikke var glad for min krop før, så var den heller ikke køn nu. Jeg var blevet alt for tynd, men jeg kunne bare slet ikke spise. Min appetit var helt væk. Jeg løsrev mit blik fra spejlet, for at tørre min krop. Så forsigtigt som jeg kunne, gik jeg hen efter håndklædet. Men det var åbenbart ikke forsigtigt nok, for jeg gled, og landede med et bump på numsen.

 

“For fanden altså” Jeg sad et stykke tid på gulvet, og ventede på smerten forsvandt. Hvilket den overhovedet ikke gjorde. Så godt som jeg kunne, rejste jeg mig fra gulvet. Jeg fik fat i håndklædet og tørret min krop.

“Av, av, av” Jeg gik haltende hen til døren, og ind i soveværelset. Jeg fik kæmpet mig hen til klædeskabet, hvor jeg fandt noget undertøj frem, som jeg tog på. Haltende gik jeg hen til altandøren, hvor jeg åbnede den. Solen skinnede ind af vinduerne, og det gjorde værelset utrolig varmt. Jeg kunne selvfølgelig godt trække gardinerne for, men det var ikke sådan noget jeg tænkte over. Jeg haltede over til klædeskabet igen, hvor jeg stod og gloede et stykke tid. Jeg var ikke den bedste til at finde tøj.

 

Eller, det tog bare en evighed for mig. For da jeg endelig syntes jeg havde fundet noget, fandt jeg noget andet, jeg hellere ville have på. Jeg besluttede mig for en kort nederdel - som var grøn, og en løs blå top, med en v-udskæring. Da jeg havde fået tøj på, haltede jeg hen til Estelle’s seng. Super smart jeg haltede, når man skulle passe på et barn - som gør man farer rundt hele tiden. Hun sov heldigvis stadig. Da jeg nåede ud i entreen, hvor jeg var på vej ud i køkkenet - ringede dørtelefonen. Jeg humpede derhen så hurtigt som muligt, og trykke på knappen.

 

“Ja?” Der gik lidt tid før der kom et svar, og jeg trippede med min raske fod.

“Aubrey, det er mig” Jeg var ved at tabe underkæben, da jeg hørte stemmen. Den stemme jeg havde savnet så inderligt, og ikke vidste om jeg ville høre igen. Mit hjerte bankede hurtigere, og jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare. “Niall?”  


"If I am really a part of your dream, you'll come back one day." 

 

Fik endelig tid til at publicere et kapitel. Drukner i lektier, så har ikke specielt meget tid :( 

Kapitlet er ikke rettet specielt godt, sorry. Er totalt udmattet!

- Blondinen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...