Under Pilen paa Pederstrup (one-shot)

Året er 1790. Det er sommer, og Frederikke Reventlow har inviteret en gruppe veninder til teselskab på sommerresidensen Pederstrup. Mens tekopperne klirrer og snakken går, trækker Frederikke sig ud for en stund, og sætter sig under piletræet. Hun bliver ledsaget af sin svigerinde, Louise, og deres samtale danner et billede af Frederikkes liv og dagligdag.

1Likes
5Kommentarer
208Visninger
AA

1. Under Pilen paa Pederstrup

Jeg betragtede min Svigerinde og Veninde tværs over Bordet. Hun lo med de andre og deltog i Samtalerne, men jeg kunne se, at hun var et andet Sted. Hun virkede saa sørgmodig.

"Den Stakkel til Dronningen," sagde Augusta, "at skulde leve med en sindssyg Mand resten af sit liv." "Augusta!" udbrød Sybille, som jo var tæt på Kongefamilien, "Hvordan kan du sige saadan!" "Hvad mener du, Frederikke?" spurgte jeg min Svigerinde. "Jeg ved ikke om jeg bør udtale mig om det, men hvis I vil have mig undskyldt, vil jeg trække mig tilbage for en Stund," svarede hun, rejste sig og forlod det lille Lysthus til fordel for Piletræet udenfor.

Augusta, Sybille og Lotte snakkede videre, men jeg rejste mig ogsaa og fulgte efter Frederikke. Hun havde sat sig ned under Træet, og havde trukket sin lille Bog frem. Jeg satte mig ned ved siden af. Men jeg behøvede ej at spørge, for Frederikke indledte selv Samtalen: "Jeg ere saa spændt paa modtagelsen af min Bog! Den bliver jo snart udgivet, og jeg haaber Folk vil faa glæde af den, for jeg mener ganske oprigtigt hvad jeg har skrevet." "Jeg ere sikker paa at Folk vil tage det til sig, for jeg kender ej andre som dig, Frederikke, med så stor Bevidsthed om Moderskabet."

Ved disse ord blev Frederikke, til min store bedrøvelse, atter sørgmodig. "Undskyld," sagde jeg, men Frederikke rystede paa Hovedet. "Jeg ere bare saa uendelig Trist over mine tre Børns Død. Det var sørgeligt nok med Døden af Conrad, men hvorfor min lille Øjesten til Ernst? Og jeg skammer mig over at sige det, men jeg tror ej at Charlotte overlever sin sygdom! Hvis jeg ere så god en Moder som du siger, hvorfor tager Gud så mine Børn fra mig?"

Jeg indrømmede ikke at vide det, men sagde at jeg ikke troede på at det var det eneste, der bebyrdede hende. "Og det har du ganske ret i," svarede min Veninde, "for selv med kun otte Børn, og Tjenestefolk til at passe dem, mangler jeg min Mand ved min side. Han arbejder haardt, for han har Udsigt til en højere Post, tættere på Magten, meget snart. Og jeg forstaar, bedre end andre, at det ere det, han ønsker mest af alt. Men jeg forstaar ej, uanset hvor haardt jeg prøver, hvorfor han vender mig Ryggen!" Ved disse Ord brød hun i Graad, og jeg maatte trøstende lægge min Arm om hendes Skuldre. "Vær ikke så ked af det, Frederikke, det ere kun forstaaeligt!" trøstede jeg.

Hun pudsede sin Næse, og snøftede: "Men jeg kan ej kalde mig selv Ulykkelig. Jeg har haft Glæden af otte Børn, selvom jeg mistede de to, og jeg ere gravid med et niende. Jeg har en Mand, som er mig tro, og som jeg elsker meget højt! Vi har to Sommerresidenser, og et Vinterresidens i Hovedstaden. Jeg ere lykkelig for at være saa tæt på Kongehuset, selvom jeg let kunne undvære de formelle Baller med den hedende Varme! Jeg ere jo Lykkelig, hvorfor kan jeg ikke se det, selv naar jeg græder, ere jeg Lykkelig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...