mit liv, ikke som et eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2013
  • Status: Igang
kategorien er dagbog, derfor skriver jeg om mig selv.
Jeg skriver, for at få det ud i verdenen, en verden der lever inde i mig selv.
Det er kun fra mit synspunkt og hvordan jeg oplever dagens hændelser.
Jeg er 20 år og har allerede oplevet mange negative ting i livet, tror at det vil hjælpe mig selv at sætte tanker på noget af det jeg føler, ellers ophober det bare inde i mig.
Jeg skriver dag til dag, måske kommer nogle dage ikke med. Men så har de også været kedelige. Så man kan bare hoppe ind, midt i det hele.
Dog nogle kapitler ser jeg tilbage til fortiden, de kan nok godt være gode at læse hvis man gerne vil følge med i historien...

1Likes
2Kommentarer
369Visninger
AA

4. lørdag d. 20 juli

Jeg skulle tidlig på arbejde i dag, faktisk skulle jeg op kl. 05:25. Tidspunktet er ikke så skræmmende som man skulle tro, det værste var nok at jeg ikke kunne falde i søvn. Gik i seng, men kunne ikke sove, slet ikke. Kiggede på uret lige lidt over midnat, under 5 timer søvn. Så jeg sætter en lyd app på, den for en til at slappe af og slukker selv, så skal man ikke høre på den hele natten. fik lidt søvn, men vågnede hele tiden, kan ikke huske klokken, bare at det er frustrerende ikke at kunne sove, den sidste gang jeg vågner kigger jeg ikke på uret. Det hjælper, føler at jeg får hvilet i . lang tid, ikke sovet bare hvilet.

Men med en dag som i går vil jeg heller ikke drømme. Drømmen vil ikke være god, ikke et mareridt, det er de sjældent. Bare endnu en fanget drøm.

Derfor kan jeg bedst lide tanker, min fantasi. Den bestemmer jeg over og derinde, lige meget hvad der sker, vil jeg altid være fri.

 

Ingen lænke kan lænkes

Holde mine tanker fanget

De er mine

De er frie

 

Lænker om arme og ben

Du kan bestemme over mig

Holde mig fanget

Holde mig fast

 

Jeg er fanget af usynlige lænker

Selvom at de strammer

Kan de aldrig tæmme min fantasi

Kan de aldrig

 

I mine tanker er jeg fri

Til evig tid

 

Jeg arbejder som sommerafløser på et plejehjem, nogle få vagter. Når jeg ser dem, de gamle, alle deres sygdomme og dårligdomme. Jeg vil ikke blive gammel som dem, men som min mormor. Hun kan så meget selv, nok fordi hun skal passe min morfar.

En af de gamle, han kan intet, siger intet. Jeg spurte en anden om han kunne genkende hans kone, hun sagde - Ja han visker også til ham.

Tror de fleste behandler ham som om han var dum, men tror nu at hans hjerne er helt fint. Hvordan vil man selv have det hvis man ikke kunne noget, sige noget bare venter på konen eller døden? Han kan ikke engang tage sit eget liv, det er for sent. Men han smiler til mig, sagde det til han og han lytter. Jeg tager tid til dem der er dårligst, fordi at det vil jeg også gerne selv have hvis det var mig. Tror på Karma.                                                                                                                                                   Jeg snakkede med ham, han viskede faktisk noget, eller prøvede. Kunne ikke forstå det, men føler mig glad. Tror han kun snakker med konen og nu måske mig.

Når jeg går der, tænker jeg på, ikke at blive så dårlig. ALDRIG. Hvis man ikke engang kan tage sit eget liv, hvilket liv lever man så? Venter på at hjertet svigter, venter på besøg, venter dagen lang, kun venter. Venter på døden, hvis man gerne vil dø.

Jeg har tænkt på døden, ved godt hvordan mit liv skulle ende, en måde hvorpå jeg ikke kunne redes. Den eneste der holdt mig fra det, er min kat. Hun ville ikke kunne forstå at jeg aldrig kommer igen, hun kan ikke lide at lege med andre. Ved ikke engang om min mor vil passe hende til katten dør. Måske hvis jeg bedte hende om det, i et sidste farvel. Det vil blive et langt farvel med alt det jeg havde oplevet. Nu går jeg ikke rundt og tænker, vil jeg overleve hvis...? Venter ikke længere på den sidste dråbe der får glasset til at flyde over...

For selvom at jeg ikke har nogle rigtige venner, så har jeg heller ikke nogle rigtige fjender, ikke mere. For ingen venner men fjender er hårdt, især når ingen lytter på ens lydløse råben. Ved at de høre det, de tør bare ikke, spørge ind til det.

Har skrevet et digt om venner og fjender, tror nok den ligger inde i digt bogen...

Ved min mor også skriver digte, men deler dem ikke med mig. Derfor deler jeg ingen med hende. Hun vil hellere skrive dem på et internet forum med mennesker hun ikke kender, frem for mig. Det er lidt sårende, men selvfølgelig, vi har intet sammen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...