One Direction | Change Your Life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Candace Riley lever en undertrykt tilværelse, i skyggen af sin succesfulde storesøster, Madison Riley, der lever i en højere hævet verden, grundet hendes skuespiltalent. Der går ikke en dag, hvor Madison ikke gør opmærksom på den detalje omkring status, og påpeger Candaces manglende talent. En aften bliver der vendt op og ned på alt, i hendes gennemsnitlige tilværelse. Hun opdager et skjult talent, som hun ikke selv vidste noget om, og som skal vise sig at give hende pludselig medvind.

370Likes
147Kommentarer
20979Visninger
AA

2. Kaptiel 1.

”Oh my god, Candace, har du nu igen taget mine sko?” lyden af min storesøsters stemme kom nærmere i takt med, at hun gik ned af trapperne. Jeg sukkede så højt, at hun nærmest uden tvivl måtte have hørt det, men hun lod til at ignorere min irritation. I hvert fald bragede hun lige ind gennem døren og kiggede på mig med hendes gennemborende øjne.

”Nej, Madison, jeg har ikke set dine sko. Og nej, jeg har heller ikke taget dem. Bare fordi du har mange sko betyder det ikke, at jeg vil have alle dine ting. At du ved det, kan jeg også godt selv betale for mine egne ting,” svarede jeg hende uden at rejse mig fra sengen. I stedet blev jeg ved med at holde mine øjne fokuserede på mit tv, der lige nu viste Gossip Girl.

”Ja, jeg ved da godt, at du har lidt penge, men du kan vidst ikke ligge skjul på, at du ofte har misundt mig for.. de ting, jeg har, ikke? Og det er ikke første gang, du har taget noget fra mig. Jeg havde de åndsvage sko på, da jeg tog herhen, og nu er de væk! Det er jo ikke ligefrem, fordi mor ville tage dem, har jeg ret?” hun stillede sig med vilje ind foran tv’et, da jeg ikke gav hende den ønskede opmærksomhed.

Jeg lavede en underlig lyd og slog ud med armene. Derefter tog jeg fat i den nærmeste pude og kastede den hen på hende. ”Gider du lige fjerne dig? Jeg ser altså noget. Og jeg har ikke dine sko. Har du kigget i skoskabet eller sådan noget i den stil?” spurgte jeg.

Hun himlede med øjnene. ”Hvorfor skulle de ligge der, når jeg absolut ikke selv har lagt dem der?” uden flere ord kastede hun puden tilbage til mig, som jeg let greb, og marcherede ud fra mit værelse

Jeg havde altid været den ene søster, der ikke var i søgelyset. Altid. Hvorfor skulle de dog også tage spotlightet over på mig? Det var min højtelskede søster, der var stjernen i denne familie, det var hende, der tjente alle de penge til os, som gjorde, at hun nu have købt os et nyt hus. Bare fordi hun kunne spille skuespil og slap igennem og blev opdaget i USA. Min storesøster var nemlig den dejlige Madison Riley (som ikke var så dejlig igen).

Selv var jeg også fra USA, og ja, jeg boede der stadig nu – desværre. Jeg brød mig ikke om det. Der var steder, hvor jeg hellere ville bo, men jeg havde ikke pengene eller job til at kunne flytte til et andet sted. Desværre.

Der gik ikke mere end 10 minutter, før min mor kaldte på mig vedrørende frokosten, der var på bordet. Med et suk satte jeg Gossip Girl på pause og fik slæbt mig selv ud af min seng, som jeg eller sikke havde haft i tankerne at gøre før ti minutter før, vi skulle ud med Madison.

”Du ser træt ud,” sagde Madison som det første, da jeg kom ind i rummet. Irritationen fra før, der ellers lige var taget af, kom flyvende tilbage ind i kroppen på mig.

”Tak, det er jeg glad for, at du siger,” svarede jeg ironisk. Min mor sendte mig et advarende blik fra den anden side af bordet, men jeg ignorerede det blot og tog noget laks over på min tallerken.

”Jeg mener det Candace. Kan du ikke tage noget ordenligt på og gøre lidt ved dit udseende, inden vi skal ud? Jeg mener.. der er jo nok paparazzier, og du må kunne forstå, at du ikke bare kan se helt ud som om, du lige er stået op, når vi går på gaden,” brokkede Madison sig.

Irriteret slap jeg kniven et par centimer oppe fra luften af, så den skramlede mod bordet. Endnu engang modtog jeg et misbilligende blik fra min mor, og igen ignorerede jeg det .

”Madison holder du nogensinde kæft? Du har ændret sig så meget, siden du blev opdaget som en åndsvag skuespiller. Bare fordi du kan noget, og offentligheden elsker dig, betyder det ikke, at du behøver blive en åndsvag kælling for at passe ind. Og da slet ikke overfor din familie. Vi skal gå fra huset til en fucking bil, så jeg tror, det går, hvis jeg ikke ser helt godt ud,” vrissede jeg hårdt af hende.

Hun kiggede på mig med et forarget blik, da jeg havde sagt min orde. Så åbnede hun munden: ”Sådan kan du ikke snakke til mig. Du låner noget tøj af mig, så skal det hele nok blive fint, okay?” hun blinkede uskyldigt med øjnene, hvilket blot fik mig til at himle med øjnene.

”What ever, så siger vi det,” svarede jeg ligegyldigt og tog noget mere mad hen på min tallerken.

Jeg kunne ikke lade være med at studere min søster. Vi var totalt modsætninger af hinanden – både udseende og personlighed. For eksempel var hendes hår blond, imens mit var mørkt. Jeg var mørkere i huden, end hun var, for det lod til, at jeg bare havde arvet alt fra vores far – også hvad det angik. Med hensyn til personligheden var hun kold som is, hvor jeg derimod var blødere og rent faktisk tænkte på andre. Måske ikke, når det kom til hende, fordi hun havde startet det her med, at hun hele tiden skulle minde mig om, hvor bedre stillet end mig, hun var, men ellers var jeg. Jeg brød mig ikke om at være en bitch og føle mig bedre end andre. Jeg var ikke bedre end dem, jeg var på lige fod med de fleste, så hvorfor tro, at jeg var noget, jeg ikke var? Og selv, hvis der var nogen, jeg var bedre end, hvorfor skulle jeg så blive ved med at hovere med det? Ja, jeg kunne ikke se meningen i det, men det kunne min søster tydeligvis.

”Hvem kommer der i aften?” spurgte min far for at få stemningen mere afslappet igen. Dog hjalp det ikke just på mit humør, fordi det endnu engang omhandlede Madison, og det var, som I måske kan fornemme, rimelig træt af.

”Nogen skuespillere og veninder, som jeg har mødt igennem det her. Jeg tror faktisk, at Emma Watson kommer,” hun kiggede hen mod mig, da hun sagde det, og jeg vidste godt hvorfor. Der var de her få gange, hvor jeg havde nævnt, at hun var en af mine yndlingsskuespillere, så da hun skulle spille sammen med hende, fik hun travlt med at være en idiot overfor mig og gentage, hvor fedt det var, og hvor sød Emma var. Til sidst havde jeg bedt hende om at klappe i, fordi det irriterede mig så meget.

Vi spiste færdigt, og Madison var hurtig til at få fat i mig og hive mig med hen til hendes gæsteværelse. Som altid havde hun en gigantisk taske med, der var fyldt med alt for meget tøj, i forhold til, at hun kun havde været her siden torsdag, og det altså var lørdag i dag.

”Okay, nu skal vi se på, hvad vi skal give dig på,” sagde hun og begyndte at tage tingene frem fra sin taske. Jeg stod i baggrunden og kiggede på hendes ting, som hun hev frem. Der var alt for mange kjoler, og jeg blev overrasket over, hvor meget hun regnede med, at hun havde brug for, når hun havde været her så få dage. Hun havde ikke engang været udenfor en dør, så hvorfor behøvede hun det tøj?

”Jeg har det! Den perfekte kjole til dig!” udbrød hun pludselig, så jeg blev revet ud af mine tanker. Jeg fjernede vægten fra det ene ben til det andet og kiggede afventende på hende.

Hun vendte sig om med en kjole, der var knaldrød, men faktisk ret flot. Den sad ikke for tæt, hvilket jeg var taknemmelig for, da jeg ikke brød mig om at vise min krop totalt til hele verden. Ikke, at jeg var tyk, jeg brød mig bare ikke synderligt meget om det i modsætning til Madison.

Kjolen havde åben ryg, men det var også det eneste, og det kunne jeg også leve med. Det gode ved den var også, at den ikke var nedringet. Jeg brød mig heller ikke om at skulle vise alt til alle.

”Okay, jeg indrømmer, at den er flot,” svarede jeg med et tøvende smil. For første gang i det, der virkede som evigheder, sendte hun mig et ægte smil tilbage og kastede den hen til mig.

”Prøv den, så vurderer jeg, når du har den på,” udbrød hun ivrigt. Jeg sukkede. Endnu en ting jeg hadede; at prøve tøj.

 

 ***

 

Jeg var allerede dødtræt af det her. Bilen, som skulle hente os, var blevet forsinket, så vi nu stod udenfor, omringet af paparazzier, og tror I, at vi kunne slippe tilbage ind i vores hus? Nej, der var da så dejligt mange, at det var bedre, hvis vi bare blev stående.

”Madison, Madison. Madison, her!” paparazzierne råbte vildt på hende, imens hun prøvede at få svaret dem alle på de kommentarer der var – selvfølgelig kun hvis det var de søde af dem. Imens prøvede jeg desperat på at holde mig tæt til mine forældre, som også var med. Jeg holdt blikket hårdt ned i jorden for, at der ikke var nogen, der ville kunne få øjenkontakt med mig. Man kunne sige, at jeg havde fået erfaring med det, eftersom Madison var blevet kendt.

”Madison, hvor lang tid kan det lige tage, før den åndsvage bil kommer og henter os? Og kan du ikke sige noget til de latterlige paparazzier om, at de skal give os lidt pusterum?” vrissende tog jeg fat i hendes arm og vendte hende om mod mig.

Hun stirrede vredt på mig. ”Du skal ikke snakke så højt, Candace! Det er jo ikke, fordi de ikke kan høre dig, og så står der garanteret mange steder i morgen, at du er en vildt uforskammet pige, som jeg har som søster!” udbrød hun.

Ærlig talt kunne jeg ikke være mere ligeglad med det, hun sagde. Det ragede mig en papand, om folk synes, jeg var uforskammet, som hun så fint havde kaldt det. Jeg var da ligeglad, jeg ville bare godt kunne gå på gaden med min søster før et event, uden der skulle være paparazzier over det hele.

For resten kunne jeg heller ikke rigtig forstå, hvorfor der var så mange i dag. Normalt plejede jeg godt  at kunne shoppe med hende for eksempel, uden vi blev overfaldet, der ville der bare højst være et par stykker, der to billeder i ny og næ.

Jeg himlede med øjnene til Madison af hendes ord. Jeg kunne se på hende, at hun anstrengte sig for ikke at gøre det samme, fordi hun nu skulle sørge for at være den gode.

Der gik yderligere fem minutter, før vi slap ind i bilen, og jeg endelig kunne trække vejret igen.

”Hold nu kæft, hvor er folk uforskammede. Og jeg slår dig, hvis du siger til mig, at jeg er uforskammet, Madison. I det mindste er det da ikke mig, der har travlt med at stå og stikke kameraer op i hovedet på folk,” surmulede jeg og rettede på mit hår.

Jeg var så træt af det, og det var ikke engang mig, der var kendt. Sandheden var måske nærmere, at jeg var træt af, at Madison godt kunne lide det. Hun elskede den opmærksomhed hun fik, der var så vild, at hun ikke engang kunne komme til sin egen fødselsdagsfest uden at skulle blive forfulgt.

”Er det okay, hvis jeg ikke bliver hele aftenen? Jeg må nok indrømme, at jeg ikke magter at være omringet af kendisser hele min aften, når vi alle ved, at jeg alligevel ikke kommer til at lave så meget.” jeg kiggede hen på mine forældre i stedet for Madison. Min mors blik var bebrejdende, imens min fars var forstående. Jeg mistænkte ham for at have det en smule ligesom mig, for han lod heller ikke helt til at nyde alt det her.

”Der er alligevel nok ikke nogen, der vil snakke med dig, så det er vel okay. Så længe du lige er der til en middag, så du deltager lidt i selskabet,” jeg kiggede hen på Madison, hvor ordene kom fra, og opdagede, at hun kiggede på mig med et dømmende blik.

Afskyede hun mig bare eller hvad?

”Undskyld mig, det kan godt være, de ikke er mine venner og veninder eller what ever, men det betyder ikke, at de ikke kan snakke med mig, bare fordi jeg ikke er kendt, gør det? Nej, det tror jeg ikke lige, så prøv at klap i, måske kan det være, at der er nogen, der vil snakke med andre end dig,” snappede jeg af hende.

Jeg vidste godt, jeg var grov, men hun var ikke bedre selv, og hun fortjente det også.

”Candace,” mumlede min mor advarende. Jeg sukkede og lod mig læne mig ind mod sædet, så jeg sad mere komfortabelt.

Jeg ville ønske, at køreturen varede længere, end den gjorde, men det gjorde den ikke. Kort tid efter skulle vi ud, hvor der selvfølgelig var utroligt mange paparazzier grundet det faktum, at der var flere kendisser her end blot Madison.

Nu var det bare om at gå i krig med det, selvom jeg for alt i verden ikke havde lyst til det. Jeg havde brug for held og lykke.

***

Okay, så det her kapitel er bare for at få jer til at få en fornemmelse af Candaces og Madisons forhold, som ikke er særlig godt D: 

MEN WUHUUHUHU thea og jeg tager til Kroatien senere, whos happy? IM HAPPY 

Håber, I ikke bliver skræmt helt væk af starten - lover, den bliver bedre.

Dog går jeg ikke ud fra, at den bliver så overdrevet lang, for jeg skal skrive den, imens jeg er i Kroatien.

Mirah.x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...