One Direction | Change Your Life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Candace Riley lever en undertrykt tilværelse, i skyggen af sin succesfulde storesøster, Madison Riley, der lever i en højere hævet verden, grundet hendes skuespiltalent. Der går ikke en dag, hvor Madison ikke gør opmærksom på den detalje omkring status, og påpeger Candaces manglende talent. En aften bliver der vendt op og ned på alt, i hendes gennemsnitlige tilværelse. Hun opdager et skjult talent, som hun ikke selv vidste noget om, og som skal vise sig at give hende pludselig medvind.

369Likes
146Kommentarer
20838Visninger
AA

10. Kapitel 8.

I takt med, at månederne var gået, var det hele gået op af. Jeg mener virkelig, virkelig, virkelig meget, for det var bare wow, og jeg var så overvældet, det var helt vildt.

Min første single var kommet ud, og jeg kunne ikke beskrive, hvor godt det gik for den. Jeg havde endda hørt den blive spillet i radioen flere gange og alt muligt! Altså wow, det var ekstremt. Og jeg så Perrie – ja, jeg havde fandeme da været sammen med hende alene, og det var jeg rimelig meget oppe og køre over, for jeg elskede hende jo – altså helt ærligt.

Og Zayn.. ja, ham så jeg også meget, og jeg kunne virkelig ikke finde ud af, hvad det var, der foregik; jeg vidste det ikke selv, men jeg følte, at han flirtede med mig – hvor dumt det så end lød. Men det var bare.. måden han prøvede at hindre Louis i at tilbringe mest tid sammen med mig og måden, han snakkede på, når vi snakkede – det var ikke, som når han for eksempel snakkede til andre piger (okay jo, Perrie, men altså).

”Hvornår kommer han?” kvidrede min mor. Jeg sad ude i køkkenet på min computer og søgte rundt på forskelligt tøj.

”Zayn?” spurgte jeg dumt om, selvom jeg godt vidste, at det var ham, hun hentydede til. Hun nikkede for at bekræfte det, og jeg svarede: ”Han skulle gerne være her om omkring en halv time eller sådan noget. Jeg sagde, han skulle komme klokken seks, så jeg går ud fra, det bliver der omkring,” svarede jeg uden at kigge op fra skærmen.

”Skal du ikke have noget ordenligt tøj på? Du har jo nattøj på – har du ikke rendt rundt i det hele dagen?” det sidste udbrød hun voldsomt, som om det først nu gik op på hende, at jeg havde rendt rundt i nattøj hele dagen.

Jeg kiggede op på hende og hævede et øjenbryn. ”Jo, det har jeg faktisk.. Men jeg tror bare, jeg tager et par jogging bukser på eller sådan noget – han har set mig i nattøj før, og det er bare Zayn,” jeg trak på skuldrene.

For bare fire måneder siden ville jeg synes, at det var helt sygt at sige ”Det er bare Zayn”, men nu virkede det så normalt for mig. Jeg var så meget sammen med ham, at det var som om, han var min bedste ven. Det var sygt, ikke? At jeg ikke kendte ham, for så kort tid siden.

Bare Zayn. Han kommer stadig over til aftensmad, så hvorfor ikke se lidt pæn ud?” hun studerede mig, imens hun sagde det, og jeg sukkede. ”Mor, det ville svare til, hvis Sophie kom over og spiste aftensmad – hende gør vi os jo heller ikke smukke for,” sukkede jeg. Computeren havde totalt mistet min opmærksomhed.

”Jamen Candace, kan du ikke bare lige-Madison kommer jo også!” udbrød hun så. Okay, hun vidste præcis, hvordan hun skulle få mig til at genoverveje mit tøjvalg. Madison ville uden tvivl gøre alt, hvad hun kunne for at se så godt ud, at Zayn ville give hende alt opmærksomheden, så måske var det ikke en hel tosset idé, hvis jeg gjorde mig lidt klar. Min fordel var dog, at jeg vidste, hvilket tøj Zayn foretrak, og det var ikke det, Madison normalt klædte sig i.  

”Okay så,” sukkede jeg. Jeg klappede computeren sammen og rejste mig fra stolen. Måske havde jeg også brug for at se lidt ordentlig ud og komme i bad, og hvad ved jeg – jeg havde ikke lavet så meget de sidste to dage, så ja, jeg lugtede måske lidt, fordi jeg ikke havde taget mig sammen til at komme i bad.

Jeg gik ned i min kælder for at vælge noget tøj, jeg kunne tage på, når jeg havde været i bad (jeg havde trods alt kun omkring en halv time), og det endte med at blive et par sorte-hvide shorts (Det ene ’ben’ var sort og det andet hvidt),og til det tog jeg en tætsiddende trøje, der gik mig til navlen, der var sort med en masse gule smileyer rundt omkring over den. Og så et sæt matchende hvidt undertøj (ja, jeg kunne godt lide matchende undertøj).

Hurtigt fik jeg slæbt mig selv i bad og ud af mit klamme, lugtende nattøj, og på rekord tid fik jeg vasket mit hår med shampoo og balsam og skyllet min krop med en jordbærduftende gel. Jeg følte mig som et nyt menneske, da jeg halvtør hoppede i mit tøj, imens jeg fik fundet min vej ned på mit værelse igen.

Jeg tørrede mit hår med hårtørreren og lagde en let makeup: mascara og eyeliner og en svagt lyserød læbestift dertil. Jeg lod mit hår bølge lidt, som det naturligt gjorde, og så kiggede jeg mig tilfredst i spejlet. Var det ikke ret godt klaret, at jeg fik gjort mig nogenlunde klar og flot på så kort tid? Jeg var i hvert fald selv ret stolt af det, for at være ærlig.

Da jeg fik lyttet nærmere efter, kunne jeg høre, at Zayn allerede var der: I hvert fald kunne jeg høre Madisons skingre stemme, da hun højt prøvede at snakke med ham, hvorefter han grinede en smule – jeg håbede for hans skyld, at det var af noget, mine forældre havde sagt og ikke hende.

Okay, det var dumt sagt, og jeg lød som en kælling, men han vidste, hvordan jeg havde det med hende.. nu lød jeg endnu være, ikke? Som om jeg ikke ville have, de snakkede sammen?

Jeg sukkede tungt og begyndte at gå op af trapperne fra mit værelse af.

”Der har vi hende jo!” udbrød min mor glad, da hun fik øje på mig. Jeg smilede. ”Her er jeg. og Jeg fik taget et bad, som du bad mig om. Er det her så bedre?” jeg drejede rundt foran hende.

”Du ved, jeg ikke kan lide de mave-” ”Jeg synes, du ser perfekt ud.” Zayn afbrød min mor, og jeg kiggede overrasket på ham. Okay, så direkte havde jeg måske ikke regnet med, han ville være overfor mig. Og foran mine forældre. Wow.

”Tak, Zayn,” jeg kunne mærke, hvordan jeg rødmede, og jeg kiggede væk for at skjule det. Jeg brød mig ikke om at rødme generelt, men det var endnu værre foran mine forældre.

Da jeg kunne håndtere det igen, kiggede jeg hen på Madison, og jeg var ved at grine over det, hun havde valgt at tage på. Det var så tydeligt for enhver, at hun håbede på at kunne score Zayn, at jeg fik ondt af hende.

Hun havde taget en pink kjole på, der var helt åben i ryggen og også gik ret langt ned foran, og for det ikke skulle være løgn, så gik den da heller ikke særlig langt ned af benene. Det var ikke det, hun skulle tage på, hvis hun ville score ham – jo, selvfølgelig kunne han synes, hun var køn, men jeg havde en idé om, at han mere ville synes, at det så desperat ud, og jeg kunne ikke lade med at håbe på det samme.

”Nå, lad os spise, jeg har lavet mad!” min mor klappede hænderne sammen og smilede stort til Zayn, der smilede tilbage. De kom rigtig godt ud af det med hinanden, de to.

”Det dufter godt,” annoncerede Zayn, da han satte sig ned ved bordet overfor mig og ved siden af Madison. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg hellere ville have gjort det omvendt, så jeg kunne holde styr på det, men alligevel havde jeg jo fin udsigt herfra, hvor jeg sad; jeg kunne se, hvad de gjorde. Måske ville jeg bare også gerne sidde ved siden af ham, men jeg kunne ikke lige bede folk om at rykke sig, så jeg kunne sidde der. Ikke uden at komme ud i et krydsforhør, og det lå ikke øverst på listen af ting, jeg godt ville.

”Tak,” svarede min mor. Hun begyndte at hælde mad op på de forskellige tallerkener i sneglefejl, og endnu engang spurgte jeg mig selv om, hvorfor jeg overhovedet var gået med til det her; denne middag.

Det var, fordi vi skulle fejre, at jeg skulle på en lille tour rundt i UK, fordi der var blevet taget godt i mod – og det var altså en meget lille tour – men min mor mente i så fald, at Zayn skulle være med til middag, fordi han havde startet det hele og hjulpet mig på vejen. Da jeg forklarede hende om, hvor mange vi skulle have med til middag, hvis vi skulle invitere dem, der havde hjulpet mig, havde hun skåret mig af og sagt, at Zayn var den vigtigste, så han skulle være her.

Jeg mistænkte Madison for kun at være her, fordi Zayn kom. Hun dånede over ham, når hun så ham, seriøst. Det var fryd, at han var min ven og ikke hendes - for en gangs skyld.

Vi spiste, imens snakken gik på kryds og tværs og frem og tilbage mellem os alle. Det gik fint, og jeg var helt glad og positiv omkring det, indtil Madison sagde noget, der gjorde mig utroligt irriteret.

”Jeg er så stolt af dig, søster. Jeg har altid vidst, at du havde noget i dig, som du bare ikke havde fundet endnu, og der kom det jo! Og nu går det bare helt exceptionelt godt for dig, og du skal på tour – tillykke!”

Hvad? Hvad var det lige, hun sagde til mig? Hun havde ikke en eneste fucking gang sagt tillykke til mig, eller at hun var stolt af mig, eller overhovedet virket tilpas med det, så hvorfor lige nu? Jo, fordi Zayn var her.

Det gjorde mig glad, da jeg kiggede hen på ham og så, hvordan han havde svært ved at holde masken; jeg havde fortalt ham om Madisons måde at opføre sig på overfor mig, så han vidste godt, hvad der lå bag det, og at hun ikke mente det. Jeg smilede til ham, før jeg rettede opmærksomheden mod Madison med et køligere blik.

”Hvordan kan det være, at du pludselig er begyndt at interessere dig for min karriere?” det lød godt at sige karriere.

Madison smilede og fyrede en såkaldt joke af: ”Siden du begyndte at få fede ting i dit klædeskab,” hun grinede, ”Ej, jeg joker bare. Siden det gik op for mig, at det er virkelig alvorligt, og hvor god du egentlig er. Jeg hørte dig jo synge for første gang på en scene for fire dage siden,” påpegede hun.

Jeg himlede med øjnene og skulle til at sige noget, men Zayn kom mig i forkøbet.

”Hvorfor hørte du hende først der? Har du ikke haft masser af gange, du har kunnet høre hende?” han kiggede på hende med overbevisende forvirring i øjnene, og jeg ville ønske, jeg kunne give ham en high five henover bordet. Sagen var den, at Madison ikke havde gidet at komme til en af mine få koncerter, jeg havde haft små steder, fordi.. ja, det interesserede hende bare ikke. Men da hun hørte, at Zayn skulle til middag, havde hun hurtigt spurgt om, hvornår der var en koncert. Heldigt for hende havde der været en dagen efter.

Hun bed sig i læben og trak på skuldrene. ”Jeg.. det.. jeg er bare altid kommet fra det, går jeg ud fra. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke har villet høre hende!” slog hun hurtigt fast, selvom det ikke passede.

”Så, nu stopper I,” i et kort øjeblik var jeg ved at kigge måbende på min mor, fordi jeg troede, hun snakkede til Zayn også, men hun fortsatte: ”Altså, Madison og Candace.”

Jeg åndede lettet ud og svarede ikke på det, hun sagde.

 

***

 

Zayn og jeg sad oppe på mit værelse efter maden og så en film i tv’et – hvad for en det var, havde jeg faktisk ikke helt styr på, for jeg var mere optaget af at svare på sms’er eller kigge på alt andet end det åndsvage tv.

Om det sagde noget om filmen kvalitet eller min koncentration, kunne jeg ikke helt blive enig med mig selv om.

”Hvordan tror du, den ender?” spurgte Zayn. Jeg kiggede desorienteret hen på ham. ”Øhm…” var det eneste, jeg kunne svare, for jeg havde som sagt ikke rigtig fuldt med i den.

”Jeg tror, at hun ender sammen med sin bedste ven, selvom man skulle tro, hun endte sammen med naren,” fortsatte han og reddede mig på den måde. Jeg nikkede ivrigt. ”Ih ja, det tror jeg også. Så laver de også en anderledes slutning end alle andre film, og det er godt,” medgav jeg.

”Mhmm. Hvilken ting synes du var slemmest af det, han har gjort?” fortsatte han. Fuck.

”Det ved jeg ikke helt..” mumlede jeg og kiggede væk fra ham i håb om, at han ville lade det være, men nej. Selvfølgelig gav han mig ikke den mulighed.

”Det med frøen til hende?” spurgte han. BAM, der lagde han ordene i munden på mig. ”Ja. Præcis. Eller det ved jeg ikke helt, men det var også slemt,” istemte jeg og følte mig god et kort øjeblik, indtil han begyndte at grine.

Hvad?

”Du ved godt, at der slet ikke er en frø med i den her, ikke?” grinede han og tog sig til maven. Mine kinder blev varme. Oh fuck. Så var jeg opdaget i ikke at følge med i filmen, selvom jeg havde prøvet at overbevise ham om det, hvor slemt var det lige?

”Øhm..” var det eneste jeg kunne få mig selv til at svare, og jeg kiggede i den grad ikke på ham. Heller ikke det ville han så lade mig gøre.

Han tog fat om min hage og drejede mit hoved mod ham, så jeg ikke kunne undgå at kigge på ham.

”Tror du ikke godt, at jeg ved, du ikke har set noget som helst af den her film?” han blev ved med at smile, men han grinede ikke direkte mere. Han havde også fjernet hånden fra min hage igen, men hans blik fastholdt mit.

”Men..” jeg tav igen, da det gik op for mig, at jeg ikke havde noget godt at sige det.

I stedet lod jeg mine øjne kigge dumt ind i hans. Var det mig, eller havde han lidt lagt op til noget her? Jeg kunne ikke helt vurdere det, men jeg havde ikke lyst til at kigge væk fra ham.

Før jeg kunne stoppe mig selv, lænede jeg mig frem og pressede mine læber mod hans. Det tog kun få sekunder, før jeg blev skubbet væk, og Zayn sad og så på mig med et forvirret og chokeret blik.

”Hvad fanden, Candace?” udbrød han og rykkede sig en smule i min seng.

”Undskyld, jeg-” ”Hvad skulle det til for? Jeg troede godt, du kunne lide Perrie! I har da været sammen og så- ej, men.. Har de ret i det, eller hvad?” han havde hævet stemmen.

Aldrig i mit liv havde jeg følt mig så ydmyget, som jeg gjorde lige nu. Virkelig. Men der havde da været små tegn, og han havde da flirtet lidt med mig? Ikke?

”Ret? Ret i hvad?” spurgte jeg forvirret og kiggede på væggen bag ham.

”Vil du bare fjerne mig fra Perrie eller være sammen med mig for berømmelse?” spurgte han og lød sur. Jeg havde aldrig hørt ham sur før, så det kom bag på mig.

”Nej! Hvad snakker du om?! Hvor har du- nej! Sådan er det slet ikke! Jeg troede bare.. der var da små tegn, var der ikke? Jeg troede-” ”Gud var der ej små tegn, Candace! Jeg er kæreste med Perrie – jeg elsker Perrie, det ved du da. Jeg har ikke gjort andet end at være venlig overfor dig – jeg har ved guds skyld ikke lagt nogen tegn til, at der skulle blive noget mellem os,” svarede han overrasket og stadig chokeret – og ja, også sur.

”Oh. Undskyld, det var ikke.. Jeg mener.. jeg kan godt lide Perrie, jeg elsker hende, det var bare.. jeg blev bare grebet af det nu..” jeg bøjede hovedet, imens jeg sagde det, fordi jeg var ved at få tårer i øjnene. Det her gjorde mig ked af det.

”Ej jamen.. Nej, jeg tror, det er bedst, jeg går nu,” Zayn rejste sig fra min seng, og jeg gjorde ikke andet end at kigge efter ham, da han forsvandt ud af døren og gik op af trapperne.

Hvad var det, jeg havde rodet mig ud i og ødelagt mellem os nu? Det kunne umuligt være noget godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...