One Direction | Change Your Life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Candace Riley lever en undertrykt tilværelse, i skyggen af sin succesfulde storesøster, Madison Riley, der lever i en højere hævet verden, grundet hendes skuespiltalent. Der går ikke en dag, hvor Madison ikke gør opmærksom på den detalje omkring status, og påpeger Candaces manglende talent. En aften bliver der vendt op og ned på alt, i hendes gennemsnitlige tilværelse. Hun opdager et skjult talent, som hun ikke selv vidste noget om, og som skal vise sig at give hende pludselig medvind.

370Likes
147Kommentarer
20974Visninger
AA

9. Kapitel 7.

”Drenge; Liam og Harry, det her er Candace,” præsenterede Zayn mig for de to fyre, der stod og kiggede nysgerrigt på mig. Ved siden af dem stod Louis og Niall, som jeg allerede havde mødt.

”Hey,” sagde jeg en anelse nervøst og gik hen for at række hånden frem. De tog den hurtigt og præsenterede sig selv, selvom jeg selvfølgelig allerede vidste, hvem der var hvem. Det var klart, for hvordan kunne man undgå at vide, hvem der var hvem i det boyband?

”Vi har hørt.. meget om dig. Både fra Louis og Zayn,” sagde Harry som det første, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig smigret over det. Jeg kiggede hen på Louis først og derefter Zayn, og de så begge ud til at være en smule pinligt berørt over det, han sagde. Som sagt var jeg smigret.

”Jeg har også hørt lidt om jer,” svarede jeg smilende. De grinede – nok over, at jeg havde sagt, at jeg kun havde hørt lidt, ”men man kan sige, at jeg nok ved en del, altså, når man tænker på, I er overalt – man kan jo slet ikke slippe for jer,” forklarede jeg hurtigt, selvom det ikke gjorde det meget bedre.

”Prøver du da at slippe for os?” Louis hævede et øjenbryn mod mig. Jeg rystede hurtigt på hovedet og kunne mærke, hvordan jeg rødmede en smule. ”Nej, det.. det var ikke det, jeg mente,” forsikrede jeg dem hurtigt om. Han grinede.

”Jeg joker med dig, prinsesse,” han blinkede kort, og jeg kunne ikke lade være med at rødme endnu mere. Ikke for at virke selvglad, men det føltes lidt som om, han flirtede med mig nogen gange. Og det samme med Zayn. Men hvad fanden, det var nok ikke virkelighed.

Zayn rømmede sig. ”Har du lyst til noget at drikke, Candace? Eller mad? Vi har alt her,” han trak på skuldrene, før han tog fat i min arm og trak mig hen til ham, så vi stod side om side. Endnu engang smilede jeg.

”Det vil jeg faktisk gerne – jeg har ikke spist noget endnu,” svarede jeg ivrigt. Tanken om mad var mere end tiltalende.

Grunden til, at jeg var her, sammen med alle drengene, var, at Zayn mente, at det ville være en såkaldt ’god oplevelse’ for mig at se, hvordan det foregik backstage til sådan nogle ting, og det kunne meget vel være, at han havde ret. For at være ærligt, havde jeg det mere hyggeligt, end jeg tænkte over, hvordan det var backstage.

Zayn smilede til de andre, før han gik forrest hen mod et rum, som jeg endnu ikke havde været i.

”Jeg kommer med,” lød Louis stemme, da vi var et par skridt henne mod døren. Zayn hævede et øjenbryn. ”Har du ikke allerede spist? Lige før, hun kom?” spurgte han med et blik, jeg ikke helt kunne tyde. Lidt som om, han gjorde det bevidst.

”Derfor har jeg lov til at være venlig og være med til at få vores gæst til at føle sig velkommen,” påpegede han hurtigt. Zayn sagde ikke noget, men trak på skuldrene, før han lavede et lile nik og åbnede døren op.

Duften af med mødte mig med det samme, og min mave rumlede, mod min vilje. Begge drenge grinede over det. ”Nogen er nok sulten, hva?” grinede Zayn.

Fik jeg egentlig nævnt, at jeg virkelig godt kunne lide hans accent? Den var virkelig speciel, og så var den sød. Og klædte ham.

”Det kan jeg ikke benægte,” fik jeg sagt, da det gik op for mig, at jeg ikke havde svaret. Typisk mig altså.

Zayn fandt mig en tallerken, imens Louis fandt bestik og glas til mig, og derefter viste de mig, hvor jeg kunne tage noget mad. Da det var gjort, satte jeg mig ned ved bordet, ved siden af Zayn og overfor Louis.

”Hvordan går det med din sang? Hørte jeg en fugl synge om, at den kommer ud om to uger?” spurgte Louis med et spændt smil. Jeg blev også selv helt oppe og køre, bare ved tanken om det.

Ivrigt nikkede jeg. ”Ja! Det er om to uger, og jeg er så nervøs. Hvad hvis folk slet ikke kommer til at kunne lide den, og jeg bare får så dårligt feedback? Det ville være så.. flovt og ydmygende, altså. Det er i forvejen hårdt nok at få folk til at kunne lide mig,” jeg skar ansigt over det sidste.

Det var blevet værre, selvfølgelig, med One Direction's fans kommentare på Twitter. Der var gode, men der var også dårlige. Jeg turde næsten vove at påstå, at der var flere dårlige end gode, men det kunne også være, at det bare var mig, der lagde mere mærke til dem  det ville være meget naturligt, ville det ikke?

”Jeg tror, det bliver helt fint. Alle får hate – det er ikke alle, man kan tilfredsstille, desværre. Men du har fået god feedback på dit cover, og jeg ved, der er mange, der har downloadet det til sin mobil fx, og det er et godt tegn. De kan lide din stemme, og det er det vigtigste. Så er der selvfølgelig dem, der udelukkende afskyr dig, fordi du kender os, og sådan nogle vil der altid være – det kan man ikke slippe for. Der er garanteret også nogen, der er fan af Little Mix, der ikke kan lide dig. Enten, fordi de er jaloux, eller fordi de.. tror, at du vil tage mig fra Perrie,” Zayn trak på skuldrene og kiggede ned i den brune bordplade ved de sidste ord.

Jeg bed mig i læben. Det var der mange, der troede. Rigtig mange. Størstedelen, gik jeg ud fra. Folk mente, at vi gik rundt og lignede et par, når vi gik på gaden hele tiden sammen. Det var ikke min skyld, at vi tilbragte meget tid sammen; at vi godt kunne lide hinanden selskab.

Det havde vel ikke nødvendigvis noget med kærlighed at gøre, fordi vi kom godt ud af det med hinanden. Men Zayn havde heller ikke set Perrie så meget på det sidste. Faktisk føltes det som om, at han tit var sammen med mig, på de dage, hvor Perrie havde fri.

Ja, det havde undret mig lidt, men jeg prøvede ikke at ligge noget særligt i det, for det kunne være, at der var et par problemer i deres forhold, eller måske var det bare sådan? Det kunne også være, at Perrie mente, at han skulle blive gode venner med mig, på grund af det arbejde, han havde fået indledt med mig.

Okay, jeg kendte ikke grunden, men jeg havde ikke lyst til at snage. Så ville jeg hellere bare nyde, at jeg kunne være samen med Zayn.

”Hallo?” der blev knipset foran mine øjne, og jeg kiggede hen på Zayn med et sæt. ”Mhmm?” spurgte jeg desorienteret – jeg havde været helt væk i mine egne tanker. Typisk.

”Har vi stadig en aftale om, at jeg kommer hjem til dig i overmorgen?” spurgte Zayn, og det var tydeligt, at han gentog det, for han lød lidt træt af det.

”Sorry, jeg var lige væk i mine egne tanker der. Men øhm, ja, klart! Min mor spurgte i morges, om du ville blive til aftensmad, eller om det ville være for underligt?”

”Underligt?” gentog Zayn forvirret. Jeg grinede. ”Ja, det var det, hun sagde. Jeg tror nærmere, hun synes, det ville være underligt for hende at have så kendt en person i hendes hus. Madison er jo ikke særlig kendt i forhold til jer,” forklarede jeg.

”Det skal hun vidst snart til at vænne sig til,” røg det ud af Zayn – jeg nåede knap nok at sige min sætning færdig. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte sank. Snakkede han om, at hun skulle til at vænne sig til at have så kendt en person i huset, fordi Madison ville blive kendt? Var det det, han mente.

Jeg svarede ikke på det. Det gjorde jeg ikke, når det omhandlede Madison, og det kom helt bag på mig, at Zayn nævnte hende.

”Noget galt?” spurgte Louis og lagde en hånd på min arm. Jeg kiggede kort ned på den, og han var hurtig til at fjerne den. Ikke, at det var det, jeg hentydede til, han skulle.

”Ikke rigtig. Jeg er bare træt af, at Madison altid er den, folk tror på, bliver den kendte og bedste,” jeg fortrød ordene, så snart de var ude af min mund. Det var jo bare pinligt, dumt og barnligt. Og hvis der var en ting, jeg ikke ville fremstå som, så var det nok barnlig.

”Hey, det var ikke det, jeg mente med det, jeg sagde. Jeg mente, at din mor skal til at vænne sig til det, fordi du bliver en stjerne!” udbrød Zayn hurtigt og tog fat den anden arm, som Louis havde gjort lige før. Han gav dog bare ikke slip så hurtigt, som han havde taget fat.

”Oh..” var det eneste, jeg kunne svare. Nu gjorde jeg mig bare til grin. Hvor var det skønt det her. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at smile over hans ord, og jeg kunne også mærke, at jeg rødmede.

Hvorfor var jeg så fandens god til at rødme? Det var ikke fair. Det var langt fra fair.

                                                                                                                            

                                                                                ***

 

Okay, selvom jeg havde sagt, at det ikke havde været vildt for mig at være her backstage for at se, hvordan det gik, så tog jeg fejl. Under starten af koncerten måtte jeg indrømme, at jeg var blevet grebet af det, og jeg havde siddet helt opslugt og kigget.

For at gøre det anderledes havde jeg set den backstage noget af tiden, hvorefter jeg nu var gået ud for at se halvdelen af den fra ’normalt’ perspektiv. Og wow, det var en oplevelse bagfra. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor vildt det ville være, hvis der engang var så mange, der ville komme til en koncert, jeg holdte. Hvor urealistisk det ville være..

Til gengæld havde jeg haft andet at tænke på, da jeg kom ud og hen til det sæde, hvor jeg kunne sidde og se koncerten rigtigt, for der var piger, der kunne genkende mig - i hvert fald dem, der sad  lige omkring mig.

”Er det dig, der er Candace Riley?” jeg drejede forvirret hovedet, indtil jeg fik øje på en rødhåret pige, der kiggede direkte hen mod mig, men det var heldigvis med et venligt smil.

”Ja, det er mig,” jeg ville svare roligt, så andre ikke kunne høre det, men det var lidt svært, når musikken var højere, og skrigene endnu værre; One Direction stod trods alt på scenen og gav den gas lige nu.

”Fuck, hvor er det awesome!” udbrød hun og tog sig for munden, ”må jeg ikke hurtigt få et billede med dig?” fortsatte hun. Jeg kiggede forvirret på hende.

”Øhm.. Jo, det må du da vel nok godt,” endte det med, at jeg svarede tøvende. Jeg brød mig ikke helt om det, når det var drengenes koncert, men som om de alligevel ville opdage det. Hurtigt lænede jeg mig lidt tilbage i sædet og vendte mig om, og hun rejste sig fra sin egen plads og satte sig på hug, så hun var på højde med mit sæde (pladserne gik gradvist op af, så jeg sad længere nede end hende).

Hun holdt sin mobil frem og smilede, og jeg gjorde hurtigt det samme. Det føltes akavet.

”Tusind tak!” hvinede hun. Jeg smilede bare og vendte mig igen om i sædet og koncentrerede mig om drengene.

Det var vildt nok.

Flere gange opdagede jeg folk vinke til mig, så jeg hurtigt vinkede tilbage til dem, og så var de glade. Det var sært. Specielt var det også bare underligt, for det var bare.. mig. Det var nok bare en fase, fordi jeg tit var så meget sammen med Zayn, så folk troede måske, de kunne komme tættere på drengene, på den måde?

Jeg vidste det ikke, og jeg prøvede også at koncentrere mig om sangen, der nok var den sidste, de sang: What Makes You Beautiful.

Automatisk søgte jeg Zayns blik, og der var noget, der sagde mig, at han godt vidste, at jeg havde sat mig herud (grunden til, at han lige kunne finde min plads, var, at han ligesom havde vist mig, hvor jeg skulle sidde, så det var let). Men anyway, jeg fik øjenkontakt med Zayn, og han rejste hurtigt hånden og vinkede til mig, hvilket resulterede i en masse skrig rundt omkring – nok, fordi folk troede, det var til dem, men jeg vinkede roligt tilbage.

Det her liv kunne jeg virkelig godt vænne mig til – for ja, det var fedt at føle sig lidt vip, ikke?

***

HEHEHE what do ya think? sorry hvis det ikke er så godt, men ja, det her er ikke en movella, jeg ville have skrevet, hvis jeg ikek skulle på ferie der da jeg var i kroatien, for jeg oprettede den kun for at holde min profil i gang, ahah, så den er ikke så mega gennemtænkt.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...