One Direction | Change Your Life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Candace Riley lever en undertrykt tilværelse, i skyggen af sin succesfulde storesøster, Madison Riley, der lever i en højere hævet verden, grundet hendes skuespiltalent. Der går ikke en dag, hvor Madison ikke gør opmærksom på den detalje omkring status, og påpeger Candaces manglende talent. En aften bliver der vendt op og ned på alt, i hendes gennemsnitlige tilværelse. Hun opdager et skjult talent, som hun ikke selv vidste noget om, og som skal vise sig at give hende pludselig medvind.

369Likes
146Kommentarer
20832Visninger
AA

8. Kapitel 6.

Jeg var rimelig overrasket over, hvor let og godt det her gik, blot efter en måned. Efter Sam var kommet hjem, var der bare sket det ene gode efter det andet – man skulle tro, at han var min lykkeamulet.

Jeg havde fået skrevet under på den kontrakt, og nu var vi gået i gang med at skrive en sang. Og med vi mener jeg Zayn, en sangskriver og mig selv. Og jeg kunne så godt sige, at det ikke var let, når jeg aldrig selv havde prøvet at skrive en sang, men det hjalp på det at have de to andre der.

I dag var der officielt fridag fra den sangskrivning, men Zayn var ikke helt enig i det, for han mente, at det var tid til, at jeg skulle lave et cover, som jeg kunne ligge ud på Youtube. Fik jeg nævnt, at jeg også fik min egen kanal derinde nu? Det var så blæret.

”Hvad er det så, at du skal i dag?” sukkede min mor, da jeg kom ned i køkkenet. Klokken var kun 9 om morgenen, men jeg var fyldt med så meget energi, at man skulle tro, at den var meget mere – mindst 13.

”Zayn,” var det eneste, jeg kunne svare, imens jeg proppede mig selv med et æble. Hun kiggede kort på mig med et lille smil. ”Som om, at det kommer som en overraskelse,” grinede hun så, så jeg himlede med øjnene af hende.

”Jeg ved, hvad du tænker, men nej. Han har en kæreste, som jeg faktisk ser op til. Og wow, det lød dumt,” jeg snakkede, alt imens jeg gik frem og tilbage ud af køkkenet og prøvede forskellige sko – jeg var i tvivl om, hvilke jeg skulle tage på, for jo mere jeg var begyndt at se Zayn, jo flere billeder var folk begyndt at tage af mig – en gang imellem også, når jeg var alene, hvilket var lidt sygt.

Min mor nåede ikke at svare mig, før jeg kom ind med to par sko.

”Hvilke skal jeg vælge? De her-” jeg holdt et par militærfarvede Platousko frem mod hende med den ene hånd, og i den anden havde jeg et par Dr. Martens. Jeg kunne ikke helt vurdere, hvad der gik bedst med det tøj, jeg havde på: et par sorte-hvide bukser, der posede omkring benene men sad stramt lige nede ved anklerne. Dertil havde jeg en croptop og over det en læder jakke.

Hun kiggede lidt på skoene, før hun farvede på de militærfarvede. Jeg smilede som tak og satte mig ned på stolen med et bump for at tage dem på, alt imens saften fra æblet løb nedover min hage – så charmerende, som jeg dog kunne være.

”Hvordan har du lavet dit hår?” spurgte min mor nysgerrigt. Jeg sad kort stille for at tænke over, hvordan det overhovedet var, at jeg havde sat mit hår, før jeg kom i tanke om det; det sad i en høj fletning – altså ligesom en hestehale, men hvor håret var flettet efter elastikken.

”Jeg prøvede bare at flette det, og så lykkedes det,” svarede jeg. Jeg gik hen til skraldespanden og smed resten af æblet ud. Det var alt for melet til min smag.

Stresset tjekkede jeg mine lommer efter for at se, om jeg havde det, jeg skulle bruge. Mobil – tjek, nøgler – tjek, pung – tjek, jeg havde al-smykker! Jeg var begyndt at få mig selv til at huske at gå med i det mindste bare en halskæde eller et armbånd hver dag, for det var gået op for mig, at det altså så virkelig fedt ud.

Jeg fløj nedenunder på mit værelse og tog et tykt læderarmbånd med nitter på.

”Vi ses mor. Jeg skriver lige med hensyn til, hvornår jeg er hjemme!” råbte jeg til hende. Jeg ventede ikke på svar, før jeg allerede var fløjet ud af døren.

 

Zayns synsvinkel:

”Er du sikker på, det er okay, at vi er her? Det er trods alt også din fridag, og jeg kan jo godt spørge hende, om vi kan være hos hende og lave det cover i stedet,” jeg kiggede spørgende på Perrie, der bare nikkede beroligende.

”Du ved godt, at jeg ikke har noget i mod det. I øvrigt vil jeg også rigtig godt møde hende, nu når hun også har snakket om, at hun godt an lide mig. Hun virker sød, og du kan godt lide hende, OG jeg ville også kede mig, hvis jeg var helt alene,” svarede hun.

Jeg smilede af hende. Det gjorde mig utroligt glad, at hun havde det sådan, for af en eller anden grund var det begyndt at betyde noget for mig, om folk kunne lide Candace eller ej. Det var nok, fordi jeg var den, der havde fundet hende, og det var jeg, for at være helt ærlig, hamrende stolt over.

Okay, man kunne vel også godt sige, at Niall også havde været med til det, men han ville højst sandsynligt slet ikke have taget kontakt til hende den aften på baren, så jeg talte det altså som om, at det var mig, der havde fundet hende.

”Tak, skat. Du er en engel,” jeg smilede endnu større, da det gik op for mig, at hun var i gang med at lave te og sætte småkager frem på en bakke. Hun smilede blot til mig.

Da det ringede på døren, rejste jeg mig fra sengen. ”Jeg tror, det er hende. Det går jeg i hvert fald ud fra,” sagde jeg hurtigt til Perrie, før jeg gik ud i gangen for at lukke Candace ind.

”Dav,” sagde hun med et velkendt, kækt smil, da jeg åbnede døren for hende. Jeg gengældte hendes smil og gav hende et velkomstkram.

”Perrie er hjemme,” der. Der kom jeg med bomben. Jeg havde ikke turdet sige det til hende før, for jeg var overbevist om, at hun ville have nægtet at dukke op så. Hun så virkelig op til Perrie og kunne godt lide hende.

Som forventet stivnede hun. ”Perrie er hvad?” udbrød hun panisk og bakkede et skridt baglæns. Til mit held havde jeg nået at lukke døren i, så hun kunne ikke komme ud.

”Hun er hjemme. Hun har lavet te, s jeg tænkte, at vi jo bare kunne snakke og hygge lidt, inden vi går i gang med ’arbejdet’” jeg smilede triumferende, for der var intet, hun kunne gøre ved det.

 

Candaces synsvinkel:

Jeg kunne vride hovedet om på Zayn over det her. Han var udmærket godt klar over, hvordan jeg havde det med Perrie; at jeg virkelig godt kunne lide hende, og at jeg seriøst ikke turde møde hende. Og da slet ikke i dag, hvor jeg skulle synge og alt muligt! Åh gud, jeg havde planlagt og øvet mig på Going Nowhere, men den skulle jeg da i hvert fald ikke synge, når hun var her. Hvis jeg overhovedet skulle synge, for jeg var ikke sikker på, at jeg ville.

”Jeg får hævn engang,” hvæsede jeg af ham, og han gjorde ikke andet end at grine selvtilfredst. Surt sparkede jeg mine sko af i entréen og fulgte efter ham ind i det genkendelige hus. Jeg havde været her to gange før, og for hver gang virkede det som om, at det blev større.

Da vi kom ud i køkkenet, kom Perries lyse hår til syne, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blev nødt til at tage en dyb indånding, da hun kiggede op på mig.

”Hej, Candace,” sagde hun med det smil og rejste sig fra stolen, hun havde siddet i.

”H-hej, Perrie,” fik jeg mumlet og forbandede min stemme langt væk. Altså, seriøst, det var trods alt bare Perrie, og jeg burde ikke reagere sådan, når jeg havde hængt ud sammen med Louis og Zayn – og det var endda mange gange med Zayn efterhånden.

”Hyggeligt at møde dig – jeg har hørt meget om dig!” forsikrede hun mig om, ”hvis ikke det var, fordi det er musikrelateret, ville jeg mistænke ham for at være ved at skifte mig ud med dig,” hun blinkede for at vise, at hun jokede.

Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Det tror jeg ikke lige, at du skal være bange for,” forsikrede jeg hende, ”og i lige måde – du må vel vide, at jeg halvt forguder dig,” det sidste røg ud af mig, før jeg kunne nå at stoppe det.

Perrie grinede en flot, perlende latter. ”Det er der ingen grund til, bare rolig. Te? Cookie?” hun kiggede på mig i et par sekunder, før vi begge brød ud i grin over det, hun havde sagt, og det emneskift, hun havde foretaget.

”Jeg takker ja,” grinede jeg

 

 ***

 

”Jeg klapper og hujer alt det, jeg kan,” udbrød Perrie begejstret, da jeg stoppede den sidste linje af Going Nowhere. Zayn stod bag et kamera, som han havde lånt til det her formål, og han smilede stort, da han stoppede kameraet.

”Sagde jeg ikke også, at hun var god? Og til dig Candace: sagde jeg ikke også, at hun ville synes, at det er godt? Når det er hendes egen sang, og hun er så begejstret, så er der sku også noget om snakken om, at der er godt,” forsikrede han mig om. Jeg rødmede, imens Perrie udbrød et ’jo’ for at svare på hans spørgsmål.

Tiden var seriøst fløjet af sted, og der var gået godt fire timer, før vi var gået i gang med at lave coveret. Derudover havde det også taget et par timer at få det hele i gang og ordenligt, og jeg skulle synge sangen en million gange, for ikke at glemme den tid, hvor jeg skulle overtales til rent faktisk at synge sangen, når Perrie var til stede. Men det hele var lykkedes til sidst.

Perrie og jeg snakkede videre, imens Zayn var den kloge på computeren, som fik uploadet videoen til min channel, Sam havde fået oprettet til mig: CandaceRileyVevo. Lød jeg professionel eller professionel? Præcis.

”Søde, din mobil ringer,” bemærkede Perrie og Zayn på samme tid, og jeg kiggede overrasket hen på min mobil, der ganske rigtigt vibrerede på bordet. Hvordan kunne man undgå at ligge mærke til det? Den vibrerede kraftedeme som et jordskælv.

”Hallo?” sagde jeg ind i mobilen, da jeg havde taget den. Jeg kunne have sagt mig selv, at det var min mor, der ringede.

”Ja hej Candace. Jeg synes, du sagde, at du ville skrive, om du spiste hjemme, og nu er klokken altså halv seks, såååå?” hun lød en del irriteret over det, og jeg bed mig i læben.

”Undskyld, tiden løb fra mig. Har du købt ind?” jeg kiggede ubevidst hen på Zayn, og det gik op for mig, at han mimede noget til mig. Kort efter gik det op for mig, at han prøvede at fortælle mig, at jeg godt kunne spise hos dem.

”Ved du hvad, mor, bare glem det, jeg spiser her hos Zayn. Jeg kommer hjem engang i aften, er det okay? Super, vi ses,” jeg lagde på, da hun også havde sagt farvel.

Taknemmeligt kiggede jeg på Zayn og Perrie. ”Tak for det. Er i sikre på, at jeg godt kan spise her? Jeg vil ikke være til besvær eller noget,” forsikrede jeg dem en anelse usikkert om. Perrie fejede det hen med en håndbevægelse. ”Selvfølgelig kan du det, kære!”

Min mobil gav en lyd fra sig, og jeg blev overrasket, da det var Zayn, der tweetede. Et kort øjeblik undrede jeg mig over, at det kom frem på min skræm, men kort efter huskede jeg på, at jeg havde sat en funktion til, så jeg fik en besked, hver gang han tweetede. Det samme gjaldt Perrie.

Zayn havde tweetet: ”Look how they’re having a nice time @LittleMixOffic & @CandaceRiley. Good day today and finally they met :D x” til tweetet havde han linket et billed af Perrie og jeg, der var dybt optagede af noget. Han havde i den grad taget det i smug.

Jeg grinede kort for mig selv over tweetet.

Hurtigt svarede jeg: ”@ZaynMalik1D even though I hated you in the start, it’s okay now. And hey, I agree: it’s a good day today!”

Jeg nåede knap nok at sende det, før et nyt tweet fra ham kom: ”Check this lady out – it’s @CandaceRiley showing off her skills. Im amazed by her voice!”

Til det havde han linket mit cover, og en pludselig præsentationsangst kom over mig. Nu var det helt sikkert, at det ville blive set af mange, men det var også helt sikkert, at det ikke kun var gode kommentarer, der ville komme på det.

 

***

 

Havde jeg haft ret i det, jeg tænkte om kommentarerne? Ja, det havde jeg, men det var faktisk som om, det ikke gjorde mig noget, for de gode kommentarer, der kom, var der mange af.

Jeg lå hjemme på min seng og var så utroligt glad, for det havde været en helt igennem god dag. Sådan virkelig meget, og Perrie var så sød. Sådan helt vildt meget, og jeg følte virkelig, at vi kom godt ud af det med hinanden. Eller det ville selvfølgelig sige, at vi rent faktisk var kommet godt ud af det med hinanden, men altså.

Det virkede nok dumt, men mit baggrundsbillede var et billede af Zayn, Perrie og så selvfølgelig mig, som vi havde taget sammen – det så så sødt ud, og det lignede, at vi alle sammen var så gode venner. Man kunne selvfølgelig vælge at se det som, at jeg tog det, fordi jeg blærede mig med, at det var dem, men sådan var det slet ikke.

Perrie havde også lagt billedet ind på Twitter sammen med teksten: ”So nice to meet @CandaceRiley. I had great fun with her and Zayn today :) Perrie <3”

Det var fantastisk.

Min opmærksomhed røg hen på døren, da min far pludselig stod der med et underligt smil om læberne.

”Hvad er der?” spurgte jeg og kunne ikke lade være med også at grine over hans udtryk.

”Du er blevet så glad,” sagde han så og trådte ind på værelset. Han gik hen til min seng og satte sig på kanten af den. Jeg kiggede forvirret på ham. ”Hvad mener du?” spurgte jeg undrende og rykkede mig lidt, så han bedre kunne sidde der.

”Det, jeg siger. Du er blevet så glad, efter du er begyndt at synge, har du ikke selv bemærket det? Du er meget mere ude, og hele dit ansigt stråler, hver gang du kommer hjem, og hvad ved jeg. Som om du endelig har fundet noget, der giver dig gnist. Eller mennesker, du er glade for at være sammen med,” han hævede øjenbrynet svagt ved det sidste, og jeg himlede med øjnene.

Det var som om, at både han og min mor insisterede på, at jeg i hvert fald syntes, at Zayn var en smule sød, fordi jeg brugte tid med ham. For fanden da, altså.

”Nej, det har jeg faktisk ikke bemærket. Men det er også rart. For en gangs skyld føler jeg, at jeg rent faktisk kan noget – jeg føler ikke, at Madison er bedre end mig, og hun blærer sig heller ikke så meget mere over alt det, hun har i hendes kendis liv. Jeg håber for guds skyld, at jeg ikke bliver ligesom hende,” det sidste sagde jeg en anelse lavere, men jeg var ikke i tvivl om, at han havde hørt det. Han valgte ikke at kommentere på det.

”For resten, der er ikke noget med Zayn og mig. Så sent som i dag var jeg sammen med ham og hans kæreste, så du kan godt ligge det der på hylden. I øvrigt elsker jeg hans kæreste, såååååå.” tilføjede jeg.

”Er det sådan, du har det med Madison? Har haft det?” han bed sig lidt i læben. Jeg nikkede, men trak på skuldrene for at vise, at det kunne være lige meget – jeg havde aldrig været en, der var god til at snakke om mine følelser, og da slet ikke med mine forældre.

”Det skulle du have sagt. Jeg ved godt, at du var træt af hende, men jeg vidste ikke, at du følte, du ikke var god nok..-” ”Bare ti stille, det er okay. Jeg har noget nu, jeg selv kan fokusere på, og det er godt. Så er jeg også beskæftiget med det, og det er godt. Jeg kan lide det,” jeg smilede lidt til ham.

Han kiggede på mig i godt og vel ti sekunder, før han nikkede.

”Okay så,” sagde han og rejste sig for at gå ud af mit værelse. Da han gik, åndede jeg ud. Så slap jeg for mere snak om mine følelser, for som sagt var jeg ikke god til det.

Jeg lod mig selv falde tilbage i mine puder og begyndte at kigge mine notifikationer igennem. Det kunne nok godt holde mig beskæftiget i et godt stykke tid, når nu der var så mange af dem.

***

bær over med, det ikke er rettet, im so sorryyyy, lover jeg vil rette bedre fremover

håber, det er forståeligt

og btw tak for alle de her favortlister og likes, det stikker jo heeelt af!! Tak.x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...