One Direction | Change Your Life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Candace Riley lever en undertrykt tilværelse, i skyggen af sin succesfulde storesøster, Madison Riley, der lever i en højere hævet verden, grundet hendes skuespiltalent. Der går ikke en dag, hvor Madison ikke gør opmærksom på den detalje omkring status, og påpeger Candaces manglende talent. En aften bliver der vendt op og ned på alt, i hendes gennemsnitlige tilværelse. Hun opdager et skjult talent, som hun ikke selv vidste noget om, og som skal vise sig at give hende pludselig medvind.

369Likes
146Kommentarer
20486Visninger
AA

7. Kapitel 5.

Jeg havde ligget søvnløs hele den nat, fordi der var en tanke, der blev ved med at komme tilbage til mig konstant. Okay, faktisk var der flere, men det var den ene tanke specifikt, som jeg oprigtigt undrede mig over og ønskede at finde svar på.

Jeg forstod ikke, hvorfor han havde skrevet, at han ville skrive til mig ’i morgen’, hvilket så var i dag. Hvorfor skulle han skrive til mig? Det var jo ikke, fordi det var ham, der skulle lave musik med mig, og Sam havde også sagt, at han først kunne snakke med mig igen om et par dage.

Det havde taget mig lang tid, før jeg var faldet i søvn, og som sagt havde jeg jo været søvnløs. Eller det ville sige, at jeg havde fået godt to timers søvn, og det var ikke nok til, at jeg var udhvilet, sjovt nok.

”Er du vågen?” ved siden af mig lå Sophie og kiggede på mig. Jeg hævede et øjenbryn. ”Det troede jeg, du kunne give dig selv svaret på, når jeg trods alt ligger med åbne øjne,” var det eneste, jeg svarede hende. Hun grinede kort, men sagde ikke noget tilbage.

”Jeg burde også komme hjem, snart. Du ved, jeg skal trods alt arbejde i dag,” jeg sukkede højt, fordi jeg ikke orkede det. Mit arbejde gik ud på, at jeg gjorde rent hos en familie, som jeg rent ud sagt ikke kunne fordrage. De kunne heller ikke fordrage mig, men jeg gik ud fra, at de havde brug for, at der var nogen, der gjorde rent hos dem hver uge og også holdt øje med deres to børn. Det var to rødhårede små drenge med fregner placeret over det hele i hovedet.

Endnu engang svarede Sophie mig ikke, men jeg vidste, at hun havde hørt mig, hun orkede ganske simpelt bare ikke at åbne munden og svare mig.

Det tog mig ikke lang tid at blive klar til at tage af sted, og jeg gav Sophie et kort kram, før jeg bevægede mig udenfor i varmen.

Akkurat havde jeg stillet mig hen til busstoppestedet, da min mobil gav en lyd fra sig, der indikerede, at jeg havde modtaget en besked. Jeg kunne sige mig selv, at det nok var Sophie, der skrev til mig, at jeg havde glemt et eller andet, for det havde jeg for vane at gøre, når jeg var hos hende.

Jeg tog min mobil frem og fik noget af en overraskelse, da jeg så Zayns navn på min skærm. Det kunne jeg måske også godt lidt have sagt mig selv, når han havde sagt, at han ville skrive til mig.

Zayn: ”Hvad så, Candace, har du planer for dagen?” stod der helt simpelt. Det gav mig en underlig følelse i maven, da jeg læste det. Jeg skubbede følelsen væk.

Candace: ”Jeg skal på arbejde, suk, suk, suk!”

Zayn: ”Arbejde er for tabere :p Hvad går det ud på?”

Candace: ”Skal gøre rent hos en irriterende familie med deres irriterende børn. Men pengene er gode, og jeg har brug for dem…. Desværre, det ville være lettere, hvis jeg ikke havde brug for dem!”

Zayn: ”Drop arbejdet, du kommer alligevel snart til at svømme i penge, med den samme, du har. Det lover jeg dig.”

Candace: ”Hvorfor skal jeg droppe det? Eller skal jeg sige, hvorfor skal jeg droppe det i dag? Er der noget specielt, du vil?”

Zayn: ”Måske…”

Beskeden fik mig til at smile, imens jeg satte mig ind i bussen. Det var en mystisk besked. To sekunder efter modtog jeg endnu en fra ham: ”Okay, ja, der er nok noget. Louis er nysgerrig, fordi han så vores ’samtale’ på Twitter i går, og han vil godt møde dig og høre dig synge – hvis du vil? Jeg kan godt give dig de penge, du ville have tjent på dit arbejde!”

Jeg sad helt forvirret tilbage, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Var det for Louis’ eller Zayns egen skyld, at han ville have mig til at droppe arbejdet? Noget sagde mig, at hvis jeg sagde nej, så ville Louis ikke tage det så tungt. Men Zayn..

Okay nej, hvad vidste jeg om det? Det var bare underligt, at han ville se mig på en fridag, og som om Louis var en undskyldning, men nu skulle jeg selvfølgelig heller ikke have for høje tanker om mig selv.

”Deal. Men du skal ikke give mig nogen penge, fattig er jeg ikke.”

Jeg kunne ikke gøre for, at jeg svarede køligt, men det var kommet mig på vane, eftersom det ofte skete med Madison. At hun tilbød mig penge, fordi hun kunne, og det var ting som det, der kunne irritere mig, fordi jeg var ikke helt fattig, fordi jeg ikke var kendt. Men nu blev jeg måske kendt.. åh gud, jeg kunne ikke håndtere tankerne om noget.

Hurtigt tilføjede jeg en smiley: ”:D”

Zayn svarede igen: ”Mød os ved studiet, som du var i hos Sam. Der kan du vel godt finde hen, ikke? ;)”

Jeg svarede ham ikke. I stedet for havde jeg fået en anelse travlt med at skulle hjem og gøre mig klar til at mødes med Zayn Malik og Louis Tomlinson. Det var ikke hver dag, man skulle det, havde jeg ret?

 

***

 

Jeg havde kigget mig selv i spejlet mindst hundrede gange, før jeg tog hjemmefra, men alligevel følte jeg mig ikke god nok i det tøj, jeg havde på. Selvom det garanteret var fint, for at være ærlig. De ville skam nok ikke engang tænke over, om jeg havde det ene eller det andet på. De var trods alt fyre, ikke?

Jeg havde et par stramme, sorte bukser på og en trøje, der var hvid og gik mig til navlen, og der stod RAD på den, foran.

Mine sko var et par sorte Jeffrey Campbell med nitter, og selvom det virkede lidt overdrevet, så virkede det alligevel slet ikke overdrevet at have på. Der var da mange, der gik med dem, var der ikke? Det klædte i hvert fald mit outfit, hvis jeg spurgte mig selv.

Da jeg stod inde i indgangen af den kæmpestore bygning, var jeg i tvivl om, hvad jeg skulle gøre; skulle jeg gå helt hen til det rum, som jeg havde været i med Sam, eller skulle jeg vente her?

Det viste sig dog hurtigt, at der ikke var nogen grund for bekymring, for sekundet efter jeg havde tænkt tankerne, blev mit navn kaldt bag mig.

”Candace!” jeg drejede rundt efter stemmen, og jeg måtte ærligt indrømme, at jeg blev en anelse nervøs over de to personer, der mødte mig. Det var Zayn og Louis, selvfølgelig, men det gik bare op for mig for alvor, hvor sygt det var.

”Hey,” svarede jeg usikkert tilbage og begyndte at gå hen mod dem. Det var et held for mig, at jeg var god til at gå i høje hæle – hvis jeg ikke havde været god til det, ville jeg nok falde så lang, jeg var, for dem, fordi mine ben ikke var helt stabile lige nu. Ja, jeg var nervøs.

Mit blik hvilede kort på Louis, før det gled hen på Zayn, og straks følte jeg mig mere rolig. Måske var det hans betryggende ansigt, der gjorde det, men han fik mig til at slappe af, i hvert fald.

”Så introducer os dog for hinanden, paphoved,” jeg udbrød det efter et halv minuts stirren, og jeg slog en hånd for munden, da det gik op for mig, hvad jeg havde sagt.

De slog begge to en kæmpe stor latter op, og kort efter grinede jeg også en lille smule af det – helt ærligt, det havde nok lydt rimelig sjovt, hvis ikke jeg tog fejl.

”Ja, paphoved, introducer os for hinanden,” Louis sagde det på en drillende måde ved at prøve at efterligne min stemme, og før jeg (igen) kunne nå at stoppe mig selv, havde jeg puffet ud efter ham for at signalere, at det ikke var okay – alt med et smil på læben selvfølgelig.

Dog blev jeg straks mere alvorlig, da jeg så Louis’ overraskede ansigtsudtryk over min handling. Havde det virkelig været så forkert at gøre?

Han brød ud i et smil. ”Jeg er Louis, nu når paphovedet ikke vil introducere os, og jeg tror, jeg kommer til at holde af dit selskab,” fastslog han. Jeg kunne ikke sætte ord på, hvor lettet jeg var over det.

”Jeg er Candace, hvis du ikke havde regnet det ud. Og i lige måde da,”

”Hey, hey, nu skal I ikke holde mig helt ude af jeres kærlighedsfnidder, vel?” Zayn smilede skævt over hans egne ord, hvilket beviste, at han selv syntes, at han var utroligt sjov.

”Det var dig, der ikke ville introducere os,” påpegede jeg, ”men anyway, har I planlagt et eller andet spændende, vi kan lave?”

Louis kiggede lidt, før han svarede: ”Ja, jeg ville jo egentlig godt høre dig synge, fordi man kan roligt sige, at Zayn har plapret om det, siden han mødte dig. Så nu har du bare at fascinere mig også,” advarede han. Jeg himlede med øjnene og rystede på hovedet af ham.

Zayn gjorde tegn til, at vi skulle følge ham ind i et rum, så vi ikke stod midt ude i gangen, og det gjorde vi så.

”Øhm.. hvad skal jeg synge?” nervøsiteten kom over mig endnu engang, da vi stod derinde. Zayn sagde intet, og Louis trak på skuldrene.

”En af vores sange!” udbrød han så pludselig. Jeg rystede på hovedet. ”Jeg er ked af at skuffe dig, pus, men jeg må nok indrømme, at jeg ikke kan så mange af jeres sange, og dem jeg kan, kan jeg ikke engang helt. Hvad med…” jeg tav for at tænke.

”Little Mix?” det kom fra Zayn, og som om han var en magnet for mine øjne, fløj mit blik hen til ham. Deres sange kunne jeg godt, bestemt. Men det ville ikke være fedt, hvis jeg ikke var ligeså god som dem, eller tæt på, for de var gode, og Perrie var trods alt kærester med Zayn.

”Hvad hvis jeg bare gør mig selv til grin, fordi jeg ikke synger den godt nok? Det ville jo ikke være sjovt, for de er virkelig gode, specielt Perrie… Men jeg kan godt deres sange,” indrømmede jeg til sidst.

”Bring it, girl. Syng Going Nowhere,” beordrede Zayn, og jeg kunne fornemme, at det ikke var nogen diskussion. Til mit uheld kunne jeg godt den sang, som sagt.

”Sick of you playing on that x-box thing
you’re never gonna get me with the diamond rings
look at you, so confused, no you don’t have a clue
I bet you think you got me good

So tell me when’s the last time you changed that shirt
instead of sitting here you should be going to work
Like I do, for you, you’re down and it’s not cool
time for me do move on, nothing I could do so
leave

You’re not the boy you said you’d be
And it’s so hard for me to breathe
How can I love you boy if you’re going nowhere,
 we’re going nowhere..”

Jeg sang resten af sangen færdigt, og jeg blev glad indeni, da jeg så, at Louis sad og vippede lidt i takt med sangen. Han klappede alene for mig, da jeg var færdig.

”Og du sagde, at du ville gøre dig selv til grin? Det er da nok det sidste, du gjorde, love. Det var suverænt!” forsikrede han mig om, og jeg smilede stort; jeg kunne ikke lade være.

”Tusind tak,” sagde jeg genert. Jeg kunne ikke engang få mig selv til at kigge ham i øjnene, fordi jeg vidste, at jeg rødmede lige nu.

”Jeg sagde jo, at det var guld, jeg havde fundet,” Zayn lød nærmest stolt, da han sagde det, og det fik mig til at rødme og smile endnu mere, end jeg i forvejen gjorde.

”Stop, paphoved, du får hende jo til at rødme endnu mere,” okay busted. Louis havde gennemskuet mig, og der var ingen grund til at modsige ham.

Zayn grinede. ”Det er da lige meget. Hvem er på til at gå ud og få noget kaffe eller noget? Café?” han kiggede spørgende rundt på os, indtil vi nikkede.

Nu var jeg på vej til at gøre mit liv endnu mere problematisk med teenagepiger, der ville anklage mig for dit og dat, når man nu mig sammen med Zayn og Louis.

 

***

 

Jeg havde ret i, at mit liv ville blive så meget mere problematisk. Allerede nu, da jeg sad på en café med de to kendisser, var min Twitter overfyldt med alting, og det tog mig ikke lang tid at opfatte, at der selvfølgelig var folk, der havde taget billeder af os, og at der var tweets rundt med billeder, hvor der stod ”Louis and Harry with Candace Riley just now!”

Noget sagde mig, at jeg var på vej til at blive rigtig kendt i directioner-verdenen, og jeg var endnu ikke helt sikker på, om jeg brød mig om det, for at være ærlig. Der kunne altså godt komme skrappe tweets til mig engang imellem fra dem.

”Du stener,” Zayn knipsede foran min hånd, og jeg gav et sæt fra mig. ”Det gør jeg da vel også,” mumlede jeg blot. Jeg lagde mobilen fra mig for ikke at være så asocial og tog i stedet fat om min varme kop kakao, som jeg havde valgt, på trods af at det var utrolig varmt.

”Sker der noget spændende på din mobil?” Louis smilede venligt til mig, og jeg trak på skuldrene. ”Det kommer an på, om man kan kalde det spændende, når hundredevis af jeres fans skriver til mig om dit og dat og nævner mig i alt muligt og vil have et follow eller tror, jeg tager dig, Zayn, fra Perrie,” svarede jeg.

Først da jeg havde sagt det, gik det op for mig, at det lød som om, jeg brokkede mig. Det skulle ikke forstås på den måde jo!

”Er det ubehageligt? Jeg kan godt sende et tweet ud og sige, de skal lade dig-” ”Nej, nej, stop! Det var slet ikke ment som brok på den måde. Altså, de kan godt være nærgående, selvfølgelig, men de vil jo bare vide noget om deres idoler, det er klart. I øvrigt har I begge kærester på, så de kan ikke gå helt så meget amok, som hvis det var to, der ikke var optaget, tror jeg,” jeg smilede skævt.

Louis hævede et øjenbryn. ”Hvordan ved du, at vi har kærester på? Eller okay, du kan godt lide Little Mix, så vidt jeg ved, så det giver mening med Zayn, men hvordan ved du, at jeg har, hvis du ikke er fan?” han lagde nysgerrigt hovedet på skrå.

Jeg bed mig i læben. ”Man har vel styr på sine facts, ikke?” var det eneste, jeg svarede. Louis slog en høj latter op over det, men lod mig slippe med det svar, heldigvis.

”Okay, men helt seriøst, er det for meget og for nærgående? Skriver de dumme ting?” Zayn lød så seriøs, at det skræmte mig helt. ”Hvad tror du selv, Malik? Selvfølgelig er de det, men det er ikke noget, jeg ikke kan håndtere – jeg tager det ikke til mig, for jeg ved, at de ikke gør det for at være bevidst onde, de er bare så jaloux på mig – og wow, hvor lød det dumt at sige det,” skyndte jeg mig at tilføje.

Hvor højrøvet lød jeg ikke lige, hvis ikke jeg tilføjede det sidste? ’Dah dah, folk er jaloux på mig’. Nope, det lød ikke særlig godt og venligt og sødt.

”Jeg forstår. Men sig til, hvis det er,” gentog han igen. Jeg valgte ikke at modsige ham mere, for det lod ikke til, at vi kom nogen vegne med det, tydeligvis. ”Det skal jeg nok,” lovede jeg ham, og det gjorde ham vidst mere afslappet igen. Underligt. Så godt kendte vi trods alt ikke hinanden, kunne man roligt sige.

”Må jeg godt spørge jer om noget?” spurgte jeg med en lidt usikker stemme, for jeg var bange for, at mit spørgsmål ville være virkelig, virkelig dumt.

”Nej, sådan noget gør vi ikke i den her omgangskreds,” jokede Zayn, og jeg himlede blot med øjnene af ham. Louis, derimod, så nysgerrig ud og kiggede bare afventende på mig, så jeg valgte at komme med mit spørgsmål.

”Altså, nu når jeg har snakket med Sam, og han har konstateret, at han godt vil lave noget musik med mig, hvad sker der så, som det næste? Jeg kan virkelig ikke helt finde ud af det. Altså, han er jo væk i et par dage nu, så vidt jeg ved, men hvordan kommer vi videre med det? Mig og ham? Hvordan kommer vi til det punkt, hvor jeg skal udgive sange og det?” jeg kiggede ikke nogen af dem i øjnene, imens jeg sagde det.

Til mit held var der ikke nogen af dem, der grinede af mig.

”Du skal lave en kontrakt med et pladeselskab, som nok, selvfølgelig, bliver det samme som vores. Selvfølgelig hvis du selv vil, ellers er der ikke meget i det, og så ville du skulle finde et andet pladeselskab og sådan, men det ved jeg ikke, om du vil. Og så skal der i gang med arbejdet med at få skrevet din første sang, som jeg i øvrigt ikke tror, du skal selv, medmindre du meget godt vil, og så skal vi have dig helt frem i medierne, så folk får øje på dig og får øjnene op for dig; så de synes, at det lyder godt, og de vil have mere. Du kan hjælpe dig med at ligge et cover af en sang ind – jeg ville foreslå Going Nowhere for eksempel, men ellers også en anden sang. Men ja, det er lidt derhen af, at det fungerer,” forklarede Zayn.

Jeg havde ikke kunnet undgå at ligge mærke til hans ”vi” om, at ”vi” skulle have mig frem i medierne. Hvad mente han med vi? Well, jeg måtte hellere spørge ham.

”Hvem er vi?” spurgte jeg og kiggede ham direkte ind i øjnene. Han kiggede forvirret på mig. ”Hvad?”

”Du sagde, at ”vi” skulle have mig helt frem i medierne. Så hvem er vi?” forklarede jeg. Jeg drillede ham måske lidt, måtte jeg indrømme.

”Nå ja, måske vil jeg godt have lidt indflydelse og medvirken til din karriere,” mumlede han uden at kigge mig i øjnene. ”Det er bare i orden. Så kan du fungere som en slags bror, der viser mig vejen i musikkens verden,”

Vi brød alle tre ud i grin over måden, jeg havde udtrykt mig selv på, og det gik op for mig, hvor meget jeg nød deres selskab. 

***

ikke rettet, hope you like it!!! x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...