One Direction | Change Your Life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Candace Riley lever en undertrykt tilværelse, i skyggen af sin succesfulde storesøster, Madison Riley, der lever i en højere hævet verden, grundet hendes skuespiltalent. Der går ikke en dag, hvor Madison ikke gør opmærksom på den detalje omkring status, og påpeger Candaces manglende talent. En aften bliver der vendt op og ned på alt, i hendes gennemsnitlige tilværelse. Hun opdager et skjult talent, som hun ikke selv vidste noget om, og som skal vise sig at give hende pludselig medvind.

369Likes
146Kommentarer
20834Visninger
AA

5. Kapitel 3.

Hvordan kunne jeg sige nej til det tilbud, som Zayn havde givet mig? Svaret var, at det kunne jeg ikke, så sjovt nok havde jeg sagt ja, og for hvert sekund blev jeg mere og mere overbevist om, at det var det rette, jeg havde gjort.

Det var to dage siden nu, at det var sket, men jeg havde endnu ikke sagt noget til Madison om det. Selvfølgelig kunne jeg jo altid godt sige til hende, at det var sket og begynde at blære mig på forhånd, men det ville til gengæld være endnu mere ydmygende, hvis det så ikke blev til noget, fordi min stemme alligevel ikke var så speciel. Derfor ville jeg holde det for mig selv lidt endnu, indtil jeg var sikker på, at der var noget, der ville lykkes for mig.

Siden den aften havde jeg i øvrigt også sunget meget mere. Konstant. Hele tiden. Jeg kunne ikke lade være, for jeg blev nødt til at overbevise mig selv om, at jeg godt kunne noget. Den eneste grund til, at jeg havde troet så meget på mig selv i byen, var, at jeg var fuld, og så fik man altid meget mere selvtillid, end man egentlig burde.

Lige nu lullede jeg rundt sammen med Sophie hjemme hos hende. Vi skulle holde middag, hendes familie og min, sammen, og det var hende og jeg, der skulle stå for maden af en grund, jeg ikke kunne forklare. Lige nu var vores familier ude for at spille golf, som var en ting, de havde tilfælles.

Grunden til, at vi skulle spise sammen med familierne, var, at vi havde kendt hinanden, siden vi var 4 år gamle, og ergo havde vores forældre også kendt hinanden længe. Så ja, vi var tætte.

”Hvad er det for noget mad, vi skal lave?” spurgte jeg Sophie om. Hun stod med hovedet helt henover en kogebog, så jeg umuligt kunne se, hvad det var, hun kiggede på. Efter et par minutter trådte hun et skridt tilbage.

”Vi skal lave ris i chili-chokoladesovs,” forklarede hun mig så bestemt. Til mit held var jeg helt med på, hvad det var, hun snakkede om, for det var mig, der rent faktisk havde introduceret hende for den ret. Den lød underlig og egentlig også ret ulækker, men jeg turde bande på, at den smagte bedre end meget andet mad, jeg havde smagt. Med undtagelse af sushi, men det var ikke noget, jeg selv kunne lave, desværre.

”Super. Let’s go,” smilede jeg. Jeg vaskede mine hænder, og før jeg gik i gang med noget madlavning, sørgede jeg for at lægge min mobil tæt på.

Jeg havde altid, uden undtagelse, sørget for at have den i mindst en meters afstand fra mig, hvis nu jeg pludselig modtog mit opkald. Maria havde allerede sagt, at når det ikke allerede var kommet, så burde jeg ikke forvente, at det kom, men jeg var ikke enig.

Maria kunne jo ikke bare forvente, at der blev ringet dagen efter, når Zayn også selv havde et liv, og det krævede måske også lidt tid, når han skulle til at have fat i alle mulige mennesker. Zayn havde virket så oprigtig, da han sagde det, at jeg ikke kunne tro på, at han ikke ville snakke med noget. Hvorfor skulle en popsensation som ham dog sige det til mig, bare for ikke at gøre noget ved det?

Jeg gik i gang med at finde forskellige ingredienser frem: peber, kanel, chili, chokolade og de ting, der ellers skulle bruges til at lave den her ret.

”For resten.. blev Maria egentlig sur over, at vi sagde, hun ikke kunne være med til den her aften? Jeg synes, hun virkede lidt mopset, da hun tog af sted i morges,” sagde jeg til Sophie, da tanken slog ned i mit hoved.

Sophie trak på skuldrene. ”Måske gjorde hun, men det er helt ærligt ikke vores problem, er det? Synes du det? Det ville være lidt underligt, hvis vores familier er sammen, og så er hun der bare også, men det kan hun vidst ikke helt forstå. Måske føler hun sig udenfor nu, men jeg kan ikke se, hvordan vi er de skyldige i den situation,” svarede hun. Hun havde rynket panden, imens hun koncentrerede sig om at få tændt for komfuret, hvilket ikke lod til at gå særlig godt. De havde lige fået et nyt komfur, så hun havde endnu ikke fundet helt ud af, hvordan hun skulle bruge det.

”Du har nok ret,” jeg trak på skuldrene. Jeg brød mig ikke om, når Maria følte sig udenfor, for jeg havde en fornemmelse af, at det var en følelse, hun tit havde. Selvfølgelig kunne Sophie og jeg måske også komme til at, ikke glemme, men overse hende lidt, men det var ikke på den måde. Det var klart, at vi havde mere tilfælles og oplevet sammen, fordi vi havde kendt hinanden så længe, og Maria havde vi kun kendt i to år.

Jeg havde lige akkurat taget fat i noget kylling, som jeg skulle skære ud, da min mobil ringede. I panik hastede jeg hen til den, og da det var et nummer, jeg aldrig i mit liv før havde set, gik jeg endnu mere i panik. Jeg havde kylling på hænderne, og jeg følte ikke for, at min mobil også skulle have kylling på sig.

”Sophie, Sophie, Sophie!!!!!!!! Kan du ikke godt tage min mobil op til mit øre, for jeg har kylling over det hele, og det er et nummer, jeg ikke kender og- Hallo?” jeg stoppede brat op, da min mobil pludselig var oppe ved mit øre, fordi Sophie havde taget den til mig.

”Er det Candace Riley, jeg snakker med?” lød en dyb stemme, og jeg blev helt skræmt væk af det. Tag dig sammen tænkte jeg for mig selv og tog en dyb indånding.

”Ja, det er det. Hvem snakker jeg med?” spurgte jeg fuld af håb.

”Mit navn er Sam, og jeg er musikproducer. Jeg fik en besked fra en fyr, der arbejder med bandet One Direction, og han sagde, at der var en, som et af bandets medlemmer godt ville have, at der var nogen, der lyttede til. Altså din stemme. Han sagde, at I snakkede sammen, er det korrekt?” der var stilhed, indtil det gik op for mig, at det var mig, der skulle svare.

”Ja, det er korrekt. Jeg snakkede med ham på en karaokebar, hvor han så også hørte mig synge,” forklarede jeg ham. Med besvær fik jeg lagt min mobil mellem min kind og skulder, så jeg kunne gå væk fra Sophie og køkkenet og gryden, der var begyndt at larme en del.

”Fantastisk. Nå, men som sagt sagde han, at du skulle lyttes til, og at det ville være fuldstændig spild af talent, hvis der ikke blev gjort noget ved det, og jeg meldte mig som det første, selvfølgelig. Har du lyst til at komme ind til at møde, så jeg kan høre, hvad det er, fyren er begejstret over?”

Min frygt overfor ham, der var kommet i starten, var som forduftet, for nu virkede han flink og ikke brysk eller noget, som jeg fik fornemmelsen af, ud fra hans stemme.

”Selvfølgelig vil jeg det! Det ville være fantastisk!” udbrød jeg og kunne ikke helt kontrollere min iver. Pis. Jeg havde tænkt, at jeg ville styre det cool, men der røg den plan i vasken. På den anden side var det vel også okay, hvis jeg var begejstret over det, ikke?

”Fantastisk. Hvornår tror du, at du har tid? Jeg kunne godt presse dig ind i aften-” ”I aften? Nej, det passer ikke så godt i aften, for jeg skal til middag,” forklarede jeg ham så venligt, som muligt.

Uendelig stilhed. ”Så har jeg tid om fire dage? Jeg er ude af London de næste par dage, så det er først muligt der igen,” forklarede han. Jeg sukkede. Ville jeg virkelig vente fire dage, når jeg bare godt ville i gang med det? Egentlig ikke.

”Hvad tid i aften, foreslår du?” spurgte jeg så med et suk i min stemme. Jeg kunne måske godt lige få presset det ind, hvis det ikke ville tage mere end en time. ”Klokken seks?” foreslog han. Vi skulle spise klokken syv.. så.. ja, hvis jeg skyndte mig derhen og tilbage, ville jeg nok kunne klare det.

”Det er en aftale. Du kan smse mig adressen, for jeg kan love dig for, at jeg er virkelig, virkelig dårlig til at huske adresser i hovedet,” jeg grinede kort, og jeg blev lettet, da han også grinede lidt.

”Det vil jeg gøre. Tak, Candace, jeg glæder mig til at se dig,” jeg skulle til at svare ham, men nåede det ikke, før der var blevet lagt på. Der kunne man bare se.

Med et smil på læben gik jeg igen ind til Sophie, der i det samme kiggede på mig med et afventende udtryk.

”Det var ham!” hvinede jeg, ”det var en Sam, som jeg skal ind til..” jeg tav. Hvordan ville hun reagere på, at det var i aften?

”Som du skal ind til..?” hun hævede et øjenbryn over min pludselige slutning af min sætning.

”I aften. Klokken seks. Det er om en time. Vi skal jo først spise klokken 19, og jeg tænkte, at det ville være fint, for så ville jeg lige kunne nå det og også nå middagen. Undskyld, hvis jeg så bare efterlader dig med madlavningen, men ellers har han først tid om fire dage, og jeg vil bare godt snart finde ud af noget,” jeg kiggede undskyldende op på hende, men blev overrasket, da jeg ikke så andet end hendes milde øjne.

”Skat, du skal slet ikke undskylde! Det er dit øjeblik til at skinne igennem, og det skal da ikke tages fra dig eller udskydes på grund af en middag. Gå du bare ned og gør dig klar, så sørger jeg for maden, ” forsikrede hun mig om.

Jeg var overrasket. Hvis jeg havde været hende, ville jeg ærlig talt være mobset over, at min veninde bare skred, når vi havde aftalt at lave mad sammen. Men på den anden side ville jeg ikke blive sur, hvis det var, fordi Sophie skulle ud og måske finde ud af noget med at lave musik.

”Du er en skat. Og øhm.. må jeg godt kigge i dit klædeskab efter ting at tage på? Jeg kan tage det her op. Det er bare, fordi jeg ligesom ikke er hjemme, og sjovt nok har jeg ikke taget andet tøj med, så…” jeg kiggede op på hende, og hun lavede tommel op som tegn til, at det var okay.

Glad sprintede jeg ned af trapperne til hendes værelse (hun havde værelse i kælderen, ligesom jeg selv havde) og fløj ind på værelset.

Hvis det var noget, jeg elskede, så var det, når jeg skulle låne hendes tøj. Jeg var ikke klar over, hvordan hun kunne få så meget fedt, men hun havde bare jordens bedste klædeskab. Lige meget hvad, man ville have p, var det som om, at det var der. Uden undtagelse.

Jeg tog lidt af hvert med; bukser, kjoler, nederdele, trøjer, t-shirts, sko og overalls. Bare så jeg havde lidt af hvert at vælge i mellem, når jeg skulle vise det til Sophie.

”Okay,” sagde jeg, da jeg endnu engang kom op til hende,” nu skal du hjælpe mig – imens du laver mad vel og mærke. Jeg har ingen anelse om, hvad man tager på til sådan noget,”

Jeg spredte de forskellige ting udover gulvet og var glad for, at hendes forældre ikke var hjemme – jeg fyldte trods alt hele gulvet med tøj, go det ville de nok ikke være yderligere begejstret for, hvis jeg kendte dem ret.

”Tror du ikke, at det skal være noget, der ikke er for overdrevet, men heller ikke for sløset? Lidt classy i det, hvis man kan sige det sådan. Prøv at tage et par sorte bukser på sammen med en korte trøje. Den hvide, som ikke dækker det hele,” hun pegede på trøjen, og jeg tog den sammen med bukserne.

Det var et rent held, at vi brugte samme størrelse i alt, og at vi altid havde gjort det. Da jeg havde det på, vendte jeg mig mod hende. Hun bed sig i læben og rystede på hovedet.

”Nope, ikke det. Tag en stram nederdel på i stedet for,” jeg gjorde, som hun sagde, men heller ikke det fungerede. Til sidst bad hun mig om at tage en nederdel, der ikke sad stramt, på, og det lod til, at hun syntes godt om det.

”Det er perfekt. Og så tag.. Kan du ikke tage sorte knæstrømper på til det og så et par gummisko? Du ved, dem jeg har, der er sorte og er et par centimeter høje over det hele – hvad hedder de slags sko egentlig?” jeg kunne regne ud, at spørgsmålet var stillet til hende selv, for hun kiggede ikke på mig, imens hun stillede det.

Jeg tog tøjet på, og jeg måtte indrømme, at det var fedt. Meget fedt.

 

***

 

Jeg var nervøs, da jeg stod i elevatoren. Det var en kæmpestor bygning, jeg var i. ikke engang, det kunne gøre det. Den var enorm. Kolossal. Og jeg følte mig lille og malplaceret i forhold til den, selvom jeg nok ikke var det.

Til gengæld følte jeg rent faktisk, at jeg så ok godt ud, og det fik i det mindste mit humør lidt op. Nu skulle jeg sørge for, at jeg virkede sød og imødekommende, og at jeg for himlens skyld også sang bare middelmådigt.

Da jeg trådte ud af elevatoren, stod en mand med brunt, kort hår og ligeså brune øjne og tog i mod mig. Han havde bredde skuldre, bemærkede jeg, da han rakte hånden frem.

”Candace?” han sagde mit navn spørgende, og jeg nikkede nervøst. ”Ja, det er mig,” svarede jeg så med en lille stemme. Jeg havde håbet på, at jeg kunne virke frisk og slet ikke nervøs, men min stemme valgte at forråde mig.

”Det er mig, der er Sam. Dejligt at se dig. Følg med mig,” sagde han med et varmt smil, der fik mig til at slappe lidt af. Endnu engang kunne jeg konkludere, at han virkede utroligt flink, selvom han havde et hårdt udseende og lyd.

Jeg lod mit blik glide rundt omkring i bygningen og kortvarigt ind i de rum, som vi passerede. Over det hele var der plakater eller små billeder hængt op af forskellige kunstnere, der gik fra Taylor Swift, Rihanna, One Direction til mindre kendte bands og sangere, som jeg aldrig havde set før. Det var fascinerende.

Ud for et par af rummene var der et navne skilt, og jeg blev forbløffet, da jeg genkendte Little Mix’s navn. Var det her, de så skrev deres sange, når de skulle lave nyt album, eller var det bare her, at dem, der sørgede for dem, holdte til? Det var ikke til at sige, og jeg var ikke personen til at vide det. Jeg havde aldrig været her før!

”Kom ind,” Sam var stoppet op fra et rum, der var identisk til de andre, og jeg trådte ind. Foran mig stod et bord med en stol på hver side af det. Der lå blade rundt omkring, samt cd’er og diverse andre musikting, som fik det hele til at virke utroligt hyggeligt.

Han gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig, og det gjorde jeg så. Han satte sig overfor mig og skubbede en tallerken med cookies frem mod mig. Jeg kunne ikke lade være med at tage en, for jeg elskede cookies. Og bare usunde ting generelt.

”Nå, Candace. Jeg blev selvfølgelig utroligt nysgerrig, da jeg hørte om dig, for har jeg ikke ret i, at din storesøster er Madison Riley? Skuespiller?” han lagde hovedet på skrå.

Jeg kunne ikke lade være med at blive irriteret indeni, da min storesøster blev nævnt, men jeg holdt det for mig selv. Det blev jeg nødt til.

”Jo, du har ret, hun er min storesøster,” svarede jeg med et falskt smil. Han lod ikke til at opdage, at det ikke var ægte. Ellers ignorerede han det.

Vi snakkede i fem minutter om forskellige ting, omkring musik, og om jeg før havde tænkt over at lave noget indenfor musik, og han blev meget overrasket, da jeg fortalte ham, at jeg ikke havde haft den fjerneste idé om, at jeg kunne synge, og at jeg egentlig ikke sang særlig meget.

Til sidst havde han sagt, at vi skulle ind i et andet rum, der var lydtæt, så jeg kunne prøve at synge en sang for ham. Hjemmefra havde jeg valgt, at jeg ville synge sangen Beautiful, for jeg følte, at jeg faktisk kunne finde ud af den.

”Lad os se, hvad du har,” sagde Sam glad, da han havde lukket døren i efter os i det næste rum. Jeg kunne mærke, hvordan nervøsitet pludselig kom flyvende til mig, men jeg tvang mig selv til at skubbe det til side. Det skulle fandeme ikke ødelægge mine muligheder, det kunne jeg godt blive enig med mig selv om.

”Okay..” mumlede jeg og smilede kort, før jeg åbnede munden og begyndte sangen.

”Every day is so wonderful
and suddenly it’s hard to breathe.
Now and then I get insecure
from all the pain
I’m so ashamed

I am beautiful no matter what they say..”

Jeg sang det meste af sangen, indtil Sam bad mig om at stoppe. Det gjorde mig nervøs først, men da jeg så hans ansigt, der nærmest strålede, blev jeg enig med mig selv om, at det måtte være godt.

”Holy fuck, Candace, hvordan kan du have skjult det talent for andre og dig selv i alle de år? Det er jo sygt, at du ikke har opdaget det noget før!” han hamrede hånden ned i bordet af begejstring, så det gav et sæt i mig.

”Øhm.. tak?” mumlede jeg, ikke sikker på, hvad jeg skulle svare. Det lod dog heller ikke til, at det var nødvendigt, for han fortsatte: ”Det lyder overvældende, men hvis du har den stemme uden at have trænet den, så vil jeg slet ikke vide, hvordan den er, når du ikke har trænet den. Det må jo være sygt. Og jeg ved, at vi bliver nødt til at få dig ud på markedet med sange. Du kan blive kendt på den stemme, vi skal bare have den rigtige tilgangsmetode..” jeg lyttede ikke mere efter, hvad han sagde.

Det her var alt, hvad jeg havde brug for at høre. Han ville gøre mig til sanger. Jeg kunne endelig bevise, at jeg duede til noget overfor Madison.

***

Håber, I kan lide det..... det er skrevet meget hurtigt, men ja, I skal jo ikke vente, så som sagt håber jeg, at det lever op til jeres forventninger! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...