One Direction | Change Your Life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Candace Riley lever en undertrykt tilværelse, i skyggen af sin succesfulde storesøster, Madison Riley, der lever i en højere hævet verden, grundet hendes skuespiltalent. Der går ikke en dag, hvor Madison ikke gør opmærksom på den detalje omkring status, og påpeger Candaces manglende talent. En aften bliver der vendt op og ned på alt, i hendes gennemsnitlige tilværelse. Hun opdager et skjult talent, som hun ikke selv vidste noget om, og som skal vise sig at give hende pludselig medvind.

369Likes
146Kommentarer
20832Visninger
AA

4. Kapitel 2.

Zayns synsvinkel:
Jeg var træt efter alle de koncerter og interviews, jeg konstant var til med drengene. Niall havde bemærket det, og det var også grunden til, at han havde besluttet sig for, at vi skulle ud på en bytur sammen, bare ham og jeg.

”Vi skal have to store øl,” annoncerede Niall til bartenderen, der var på den bar, vi var på. Jeg havde aldrig været her før, men det var også rimelig obvious, eftersom jeg ikke plejede at være på karaokebarer, som vi var på nu. Niall havde bestemt stedet.

”Jeg ved altså ikke, om jeg har så meget lyst til at drikke,” mumlede jeg modvilligt til Niall, da en stor øl blev sat foran mig. Niall rystede på hovedet. ”Pjat med dig, Zayn. Du har brug for at slappe lidt af og ikke tænke så meget over tingene, og hvordan gør man det bedre, end hvis man drikker sammen med en af sine bedste venner og snakker om tingene?” han styrede ned mod et bord, der var herinde.

Han havde ret. Jeg havde nok brug for at give mig selv lidt frie tøjler og ikke tænke så forbandet meget, men det var virkelig svært. Ikke kun var der pres på med karrieren, for selvfølgelig krævede den meget tid, men der var også mit forhold med Perrie.

Der var ikke noget galt på den måde – jeg elskede hende stadig, og hun var fantastisk. Jeg var stadig forelsket, men det var bare så besværligt alt sammen. Der var tidspunkter, hvor jeg tog mig selv i at tænke, om det virkelig var det værd, når vi kun så hinanden så lidt, som i gjorde. Hver gang vi så var sammen, blev jeg hurtigt overbevist om, at jeg ikke for noget kunne opgive mit forhold med hende.

Da jeg havde sat mig ned overfor Niall, tog jeg en stor tår af min øl. Hvis jeg skulle drikke, som jeg i øvrigt ikke havde gjort i evigheder, så skulle jeg også drikke igennem. Ikke noget inbetween.

”Skal vi hyggedrikke, eller skal vi være på druk?” spurgte jeg med et kækt smil til Niall. Da det gik op for ham, hvad jeg sagde, kunne han ikke lade være med at besvare det med et stort smil. ”Way to go, Malik!”

Øllene og de andre drinks røg ind med en relativt hurtig fart, og da klokken var omkring de et stykker, måtte jeg indrømme, at jeg godt kunne mærke alkoholen i mit blod. Det gjorde mig intet. Jeg følte mig mindre stresset og mere bekymringsfri og fri, end jeg havde gjort i et godt stykke tid. Det var fantastisk.

Bag mig kunne jeg høre, at døren ind til baren gik op, men som alle de andre gange gad jeg ikke vende mig om for at se, hvem der kom ind.

”Oh wow,” Niall lavede et nik med hovedet mod de nyankommne gæster, og det gik op for mig, at jeg måske burde have tjekket dem ud.

Diskret vendte jeg mig lidt om for at se, hvem det var, Niall var imponeret over, og jeg fik øje på tre piger. Jeg måtte indrømme, at to af dem så rimelig godt ud. Den ene var en typisk blondine med blå øjne, der var en anelse for tynd, hvorimod den anden var mørkere i huden og dertil også havde mørke øjne og mørkt hår. Køn.

”De er kønne,” bemærkede jeg til Niall, da jeg igen vendte mig om. Jeg gad ikke gå yderligere op i det, for som sagt havde jeg Perrie, og det var jeg mere end glad for. Niall synes dog ikke, at det var tilstrækkeligt med svar, for han hævede et øjenbryn.

”Kønne? Fejler dine øjne noget?” han hævede stemmen for at overdøve en fuld mands stemme, som røg ud gennem højtalerne, imens han prøvede på at synge ”Can You Feel The Love Tonight” af Elton John. Sagen var dog bare den, at han ikke på nogen som helst måde kunne finde ud af det.

”Jeg har min pige, så jeg har ikke tænkt mig at sidde og overbeglo andre, selvom det garanteret ikke ville gøre Perrie noget,” det sidste påpegede jeg med et grin, for sådan var hun virkelig. Oftest, når vi var sammen, var det faktisk hende, der påpegede, når der kom kønne piger gående forbi.

”Kærestekedelig, det er det, du er,” fastslog Niall og tømte resten af sit glas. Jeg trak på skuldrene, lige glad med, om jeg var kærestekedelig, som han så pænt havde sagt det.

Jeg kunne høre på pigernes høje stemmer og grin, at de havde fået mere end rigeligt at drikke, før de kom herhen, men det afholdt dem ikke fra at bestille mere, da de sad her. Det var sjovt at lytte til de ting, piger snakkede om, især når de var fulde. Der var de så åbne omkring alting, at der kom sandheder på bordet, som man aldrig havde tænkt på ville være mulige.

Selv drak jeg også to glas øl mere indenfor en halv time. Jeg skulle til at bestille et enkelt shot, da min opmærksomhed pludselig blev fanget af pigerne. To af dem sad nu og ’heppede’ nærmest på den ene.

”Candace, kom nu! Du har hørt os synge, og vi vil så godt høre dig, og det er bare så oplagt, når vi er på den her bar, hvor der er karaoke! Det kan godt være, at her er en del mennesker, men har du overvejet hvor mange forfærdelige mennesker, der har sunget, imens vi har siddet her? Kom nu Candace!” hende, der sagde det, var en brunette. Det hende, som jeg ikke havde betegnet som køn, for for mit vedkommende var hun ikke køn.

”Jeg ved ikke. Jeg kan overhovedet ikke synge, og jeg gør bare mig selv så meget til grin,” mumlede hun tøvende. Jeg kunne næsten gætte mig til, at hun kun overvejede det, fordi hun havde alkohol indenbords. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at følge fascineret med i pigernes snak, indtil pigen, der hed Candace, rejste sig.

”Fint! Men det er jeres egen skyld, hvis jeg gør mig så meget til grin, at I ikke vil snakke med mig, nu er i advaret,” hun kiggede advarende på dem, imens hun bevægede sig hen mod den miniscene, der var, for dem, der ville synge.

Jeg satte mig ned overfor Niall, da jeg havde opgivet min idé om at få mere alkohol.

”Tror du, at hun kan synge?” spurgte jeg Niall om uden at fjerne blikket fra denne Candace. Alles opmærksomhed var nu vendt mod hende, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det gjorde hende nervøs. Alligevel var hun god til at opføre sig cool, imens hun zappede igennem sange, hun kunne vælge.

”Okay, jeg synger I Knew You Were Trouble af Taylor Swift, okay?” sagde hun nervøst. Jeg kunne ikke lade være med at smile over det faktum, at hun sagde okay to gange

”Måske.” Niall svarede langt om længe på mit spørgsmål, og jeg svarede ham ikke tilbage på det. Det så jeg ingen grund til.

Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over hendes valg af sang. Hvis hun ikke kunne synge, skulle hun nok havde valgt noget andet, for man kunne roligt sige, at den sang ikke var den letteste at synge, når hun gik så meget op og ned i tonerne. Det måtte hun selv om.

Uden at tænke særlig meget over det rakte jeg ud og tog fat om Nialls øl og tog en tår, før han kunne nå at protestere og hive den tilbage til sig selv. ’Hov’ var det eneste, jeg sagde, og det fik ham til at grine.

Igen blev min opmærksomhed afledt, da musikken blev sat i gang til sangen, som der skulle synges.

Hun åbnede munden: ”Once upon a time, a few mistakes ago, I was in your sight..” jeg måbede praktisk talt efter så få ord. det lød.. perfekt.

”Okay, jeg er målløs,” sagde jeg lavt til Niall. Jeg fangede kort hans blik, og han nikkede og så lige så overrasket ud, som jeg følte mig. Hun sang virkelig godt.

Folk begyndte så småt at klappe med og huje af hende, og det gav hende mere blod på tanden. I så fald gav hun den lidt mere gas, hvilket blot gjorde det endnu bedre, fordi hun slappede af og troede på sig selv. Da hun var færdig klappede folk højt, og jeg var en af dem, og jeg var begejstret.

Det var sygt. Jeg havde overhovedet ikke regnet med noget – hverken godt eller dårligt, men det der kom virkelig meget bag på mig. Hun havde ikke haft en eneste tone forkert, og der havde været så meget styrke i hendes stemme..

Jeg studerede hende, imens hun gik ned til de andre piger med blussende kinder og et smil, som hun havde problemer med at holde væk fra hendes læber. Jeg blev nødt til at snakke med hende.

På grund af selvtillidsboostet jeg havde fået af det alkhol, jeg havde indtaget, rejste jeg mig op uden et ord til Niall og gik hen mod bordet, som hun sad ved.

”Undskyld mig,” sagde jeg høfligt, da jeg stod derhenne. Alle tre kiggede op på mig, og jeg kunne også erkende, at alle tre kiggede målløst på mig. For en kort stund havde jeg ikke skænket det en tanke, at jeg var mig, og at jeg var kendt, men det kom hurtigt tilbage til mig nu.

”Candace, må jeg byde dig på en drink oppe i baren?” jeg brugte hendes navn uden overhovedet at tænke over det. Det lod dog ikke til, at hun selv bemærkede, at jeg brugte hendes navn, for hun nikkede bare uden et ord og rejste sig fra sin stol.

De to andre, som jeg stadig ikke kendte navnet på, sad med det samme blik og kiggede på Candace, da hun stillede sig hen til mig.

”Jeg lover, at jeg ikke tager jeres veninde for lang tid, jeg skal bare lige snakke med hende om noget. Så kan I få billeder bagefter, hvis det er det, I vil,” forsikrede jeg dem. De nikkede mekanisk, og jeg gjorde tegn til Candace om, at hun kunne føre an op til baren og sætte sig, hvor hun ville.

 

Candaces synsvinkel:
Jeg var ikke sikker på, hvad jeg følte, da jeg havde sunget, men måden som folk hujede og klappede på, sagde mig, at det var gået ret godt. Det lod da i hvert fald til, at folk kunne lide det, og det var godt.

Det var lige før, jeg kunne mærke, hvordan mine kinder blussede, da jeg lagde mikrofonen og gik ned til bordet, hvor Sophie og Maria sad. De måbede.

”Du sagde, at du ikke kunne synge, Candace? Hørte du dig lige der? Det kunne lige så godt have været.. Demi Lovato eller sådan!” udbrød Maria. Jeg rystede på hovedet. ”Nu tror jeg, at du tager det lidt for langt,” jeg var overrumplet over, at det åbenbart lød så godt. Jeg vidste ikke, at jeg sang godt, uden pis. Det havde jeg ikke haft den fjerneste idé om, og jeg tvivlede stadig på, om det lød godt, eller kun okay.

”Hold nu mund. Hvorfor har du ikke fortalt os det før? Det var sygt, det der du lavede. Og da du så begyndte at føle dig mere selvsikker.. Wow. Det er virkelig det eneste, der er at sige, fordi det var så godt,” istemte Sophie.

Jeg var forvirret. Kunne jeg virkelig synge, som de sagde? Hvordan skulle jeg kunne tro på det, når vi var stang stive alle tre? Ellers ville jeg for resten ikke have gjort det, for det lå ikke til mig lige at stille mig op på en bar og synge.

”Undskyld mig,” en fremmed stemme lød pludselig bag mig, og jeg kiggede hurtigt rundt. Og så måbede jeg. What the actual fuck.

Jeg måtte være så fuld, at jeg hallucinerede. Der var ikke nogen anden forklaring på det her, der gav mening. Hvorfor skulle Zayn Malik stå foran mig? Det var ikke muligt. Det var det bare ikke.

Dog gik det op for mig, at det var virkelighed, da jeg så, at Sophie og Maria sad og så ud, som jeg følte.

”Candace, må jeg byde på en drink oppe i baren?” spurgte han, og det gjorde mig endnu mere sikker i min mistanke om, at det var en hallucination. Hvis ikke det havde været for de andre, der stadig så ud til at være i chok, så ville jeg tro, at det var en hallucination. Men det var det ikke.

Min hals var pludselig så tør, at jeg ikke kunne sige noget, så jeg nøjedes med at nikke og rejste mig op. Wow. I aften var en surrealistisk aften.

Zayn forsikrede de andre om, at de kunne få billeder om lidt, men han skulle snakke med mig om noget, som han så fint sagde. Han kendte mig ikke, hvordan kunne han skulle snakke med mig om noget? ÅH gud nej, det gik lige op for mig.. havde han så hørt mig synge? ÅH gud, nej. Han ville garanteret snakke med mig om aldrig nogensinde mere at åbne min mund, fordi det lød så forfærdeligt og sårede hans ører. Det måtte være det.

Han gjorde tegn til, at jeg skulle finde en plads, hvilket jeg så gjorde. Jeg tænkte egentlig ikke over, hvor jeg satte mig; jeg var alt for nervøs for, hvad han ville sige. Specielt fordi det var ham, men også fordi jeg slet ikke kendte ham.

”Vil du have en Tequila Sunrise?” spurgte han mig om, da han havdeplaceret sig ved siden af mig. Jeg tog ikke stilling til hans egentlig spørgsmål, jeg nikkede bare. Han kunne have spurgt mig, om jeg ville med ud og tage stoffer, og jeg ville stadig nikke, fordi jeg var så meget i chok.

Da de blev sat foran os, satte han sig med front mod mig og smilede.

”Nå, Candace..” begyndte han. Da han skulle til at fortsætte, stoppede jeg ham med rynket pande: ”Hvorfra kender du mit navn?” det var lige gået op for mig, at han tiltalte mig ved navn, og jeg var sikker på, jeg aldrig havde mødt ham før i mit liv.

”Dine veninder sagde det, da de ville have dig op og synge,” forklarede han med et smilende blik. Jeg blev flov. Selvfølgelig var det sådan, han kendte det, hvor var jeg dum.

”Men anyway, jeg ville bare snakke med dig om den stemme der. Du overraskede mig, da du åbnede op og sang. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde ikke lige forventet det, og så kom du bare med den mest perfekte og fyldige stemme, jeg længe har hørt. Den minder lidt om Perries – min kæreste,” forklarede han.

Jeg måbede. Jeg vidste godt, hvem Perrie var. For at det ikke skulle være løgn, havde jeg fulgt Little Mix, siden de vandt x-factor i 2011, så man kunne godt kalde mig lidt fan – bare ikke hardcore fan. Men jeg var beæret. Det var det største kompliment, jeg nogensinde havde fået.

”Wow,” var det eneste, jeg kunne svare ham. Hvad sagde man til det? Jeg sukkede, ”mener du det virkelig? Det er første gang, jeg rigtig synger, synger. Jeg plejer ikke engang at synge derhjemme, sådan en type er jeg ikke, så jeg ved ikke. Jeg prøvede det for morskabens skyld, og fordi mine veninder aldrig have hørt det,” forklarede jeg. Jeg tog en alt for stor tår af min drink.

Han smilede. ”Det ved jeg, jeg hørte jer godt, da I snakkede. Men ja, det er virkelig godt. Jeg tænkte på.. kunne du være interesseret i, hvis jeg fik dit navn og telefonnummer, og jeg så prøvede at kontakte nogen, der kan høre din stemme? Eller er det ikke noget, du ville bryde dig om?”

Hvis det var muligt, var jeg endnu mere chokeret nu, end jeg havde været før. Tilbød Zayn Malik at hjælpe mig med at komme i gang med noget eventuelt musik? Det var noget af et kompliment.

Jeg overvejede det lidt for mig selv. Var det det, jeg ville? Like, var det det? Jeg havde jo ikke vidst, at jeg kunne noget før, men jeg kunne ligeså godt indrømme, at jeg havde ønsket, at jeg også var kendt, siden Madison blev det.

Var der noget galt i måske at give det her et skud og se, om jeg kunne bevise overfor Madison, at jeg også kunne komme ind i de kendte kredse? Jeg var i tvivl.

***

har net kort og det er lort, så vil ikke udfordre skæbnen og se, om jeg kan nå at rette det så here goes urettet kapitel 

Enjoy

knusser mirah der nyder livet i kroatien med thea!! 

ps svarer på jeres kommentarer, når jeg kommer hjem igen - har dog set dem.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...