What is The Key to my Heart?..

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 4 jun. 2014
  • Status: Igang
Justin, skolens player og bad boy, har et godt øje til den artige og uskyldige pige, Aria. Justin lægger an på Aria og hun som alle de andre piger, falder pladask for fødderne af ham da han bare smiler til hende. Aria mangler ikke noget. Hendes forældre og venner er der altid for hende. Aria er uden tvivl forelsket i Justin, men vil Justin falde for hende eller er hun bare hans nyeste legetøj? Vil deres såkaldte 'forhold' til hinanden give dem en lærestreg og vil de gå hver til sit eller vil det ende med de forandres og ødelægger hinanden fuldstændigt?

205Likes
296Kommentarer
60362Visninger
AA

11. "Det er ikke os."

Aria's synsvinkel

Det var flere uger siden jeg var hjemme ved Justin og jeg havde fået lavet min navlepiercing. Jeg har ikke set ham hele ugen, fordi jeg skulle i sommerhus med min familie.

Vi var endelig kommet hjem og jeg sagde til min mor at jeg ville tage over til Danielle. Hvilket jo faktisk var løgn. I virkeligheden skulle jeg over til Justin, men sådan som hun havde reageret sidst de så hinanden kunne jeg ikke risikere noget.

Jeg tog min taske over skulderen og gik hen til Justin's hus. Jeg havde noget frækt undertøj på og en rød og kort kjole. Jeg ville gerne overraske ham lidt nu, hvor jeg ikke havde set ham. Jo, jeg havde også fået et nyt navlesmykke i. Det var lilla. Hans yndlingsfarve.

Jeg gik ind og lukkede forsigtigt døren, han skulle ikke opdage mig, da det helst skulle være en overraskelse. Jeg smilede og listede op på hans værelse.

Jeg havde bare glædet mig så meget til at se min kæreste igen og mærke hans arme om mig. Jeg så han ikke var på værelset og bed mig i læben.

"Justin?" kaldte jeg lavt.

Få sekunder efter kom han gående ud fra badeværelset.

"Nej" hviskede jeg lavt og chokeret.

Jeg løb hen til ham og mærkede tårerne presse sig på.

"Hvordan kunne jeg lade det ske?!"

 

 

Justin's synsvinkel

Jeg stod på badeværelset og rensede sårende rundt i mit ansigt. Aria havde været væk hele ugen og jeg havde savnet hende. Det betød også at jeg havde mere tid til stofferne. Jeg havde prøvet at tjene penge så jeg kunne klare mig lidt endnu.

Ty havde ikke fået sine penge endnu og det var selvfølgelig i den uge Aria var væk, han skulle komme og tæske mig. Han var gået for en halv time siden og jeg prøvede stadig at rense sårende og flængerne så de ville hele hurtigere.

Aria skulle ikke opdage noget. Nej, hun ville bare flippe ud. Hun kommer vist hjem i dag, så jeg ved ikke hvornår vi ser hinanden igen. Vi har ikke skrevet sammen hele ugen, da der ikke var nogen dækning, der hvor de skulle bo.

Jeg kiggede i spejlet og sukkede. Hele mit kindben var hævet og rødt. Min læbe var en smule hævet og der var flænger hen af min kind.

Jeg hørte pludselig en velkendt stemme.

Nej. Ikke nu. Det kunne ikke være hende.

Hun måtte ikke se mig sådan her.

Jeg gik ud fra badeværelset og ind på mit værelse.

Hun kiggede på mig og jeg kunne se hun blev chokeret over at se mig sådan her.

"Nej" hviskede hun lavt.

Hun smed sin taske og løb hen til mig.

"Hvordan kunne jeg lade det ske?!" råbte hun og jeg kunne se hun fik det dårligt.

"Aria.. det er ikke din skyld.."

"Jo, jeg skulle havde givet ham pengene!"

Hun lod en finger røre ved min læbe og mit kindben. Hun kunne tydeligt se og mærke det var hævet. Hun tog fat i min arm og trak med hen til sengen. Hun skubbede mig blidt ned i sengen og jeg kiggede bare op på hende.

"Jeg kunne bare have ladet være med at låne pengene. Du skal ikke give dig selv skylden.." sagde jeg lavt.

Hun ignorerede mig og gik ud af værelset. Jeg sukkede over hende. Hun beskylder altid sig selv. Det her er ikke hendes skyld. Hun må ikke tage skylden for det.

Hun kom op på værelset og forsvandt så ud på badeværelset. Hun kom ind med nogle piller, et glas vand og en svagt våd klud. Hun lagde kluden ved mit hævede kindben og kyssede mig i panden. Hun rakte mig glasset og lagde pillerne forsigtigt i min hånd.

"Her er nogle smertestillende piller og drik så lidt vand til. Det skal nok hjælpe"

Hun lagde sin hånd på min mave og sukkede håbløst over mig.

Derfor.

Derfor elsker jeg hende.

Hun tager sig af mig på den mest kærlige måde og trods alle mine problemer bliver hun ved mig. Hun er ikke gået fra mig og hun ved jeg har mange problemer og mange konflikter i mit liv.

Jeg tog pillerne og drak noget af vandet. Det føltes så skønt. Eller.. jeg havde det ret dårligt sådan set, men Aria fik mig til at føle mig tilpas. Hun var den jeg manglede i mit liv.

"Tak" sagde jeg og smilede kort til hende inden jeg slugte pillerne og drak lidt vand. Jeg løftede hende op til mig i sengen med de svage kræfter jeg havde og lagde hende helt op af mig. Jeg lod et lavt støn af smerte forlade mine læber. Hun rynkede panden og løftede op i min trøje.

Hun trak den forsigtigt af mig og rejste sig op igen. Jeg sukkede og kiggede ned på min mave. Mine ribben gjorde ondt og jeg kunne se det var hævet og rødt ligeså vel som mit ansigt.

Hun kom tilbage fra badeværelset med noget forbinding. Jeg satte mig op og hun viklede det om mig.

Jeg elsker hende endnu mere.

Da hun var færdig fik hun det bundet sammen. Hun satte sig på sengen og skubbede blidt til mig så jeg lå ned igen. Hun lagde sig forsigtigt ind til mig og sukkede.

"Han var her, ikke?"

Jeg svarede hende ikke. Hun kendte svaret og jeg vidste hun bare ville blive sur.

Hun sukkede tungt og lagde en hånd på min brystkasse.

"Jeg elsker dig. Og det gør så ondt at se dig sådan her. Bare pas på dig selv"

Hun kiggede ned, men jeg løftede hendes hoved op så hun kiggede på mig.

"Jeg elsker også dig"

Jeg kyssede hende og vi lå bare og nød hinanden lidt. Vi havde begge fået det bedre, også mig. Det gjorde næsten ikke ondt i mine ribben længere og det var blevet bedre med hævelsen ved mit kindben.

Aria kyssede mig ned af halsen med sine fyldige og bløde læber. Jeg smilede og nød det.

"Har du savnet mig?" spurgte hun med et lidt drillende smil.

"Ja, det har jeg" svarede jeg og kyssede hende kort.

"Det burde du også have" svarede hun grinende.

 

*

Jeg rejste mig op med besvær.

"Stop, Aria!"

"Nej! Jeg er så træt af det her!" råbte hun, hvilket overraskede mig. Aldrig har jeg set hende sådan her før.

"Jeg er træt af du altid har et eller andet at sige om mig! Altid! 'Du er tyk, du er irriterende!' Jeg er træt af det!" råbte hun efter mig og gik hen mod døren.

Jeg gik hen til hende og tog fat om hendes håndled.

"Giv slip på mig!"

"Nej, jeg vil ikke! Jeg mener det jo ikke!"

Hun prøvede at vride sit håndled fri, men jeg strammede grebet.

"Giv så slip på mig! Alt det jeg har gjort for dig! Du gør ikke en skid! Du er bare en klam player!" råbte hun.

Hendes ord ramte mig.. Hun havde ret. Jeg gør ikke noget for hende, men jeg kan ikke. Ikke endnu. Men jeg elsker hende og har forandret mig. Jeg er ikke en player længere, der er kun hende.

Kun Aria.

"Jeg kan ikke gøre noget! Jeg vil gerne, men jeg kan ikke! Jeg er ikke begravet i penge ligesom dig! Jeg har ikke røven fuld af penge! Jeg er ikke et skide forkælet barn, som dig. Måske har jeg været player, men der er ikke nogen anden jeg kan lide! Det er min fortid!" jeg var sur, men mest bange. Bange for hvad der skulle ske nu..

"Nej, ikke nogen anden end dig selv!" råbte hun af mig.

Hun rev sit håndled fri og jeg kiggede bare på hende.

"Vi holder en pause" sagde hun mere lavt. Hun kiggede bare på mig og trak vejret højt efter vi lige havde råbt af hinanden.

Der kom det.

Det var dét jeg var bange for ville ske.

"Aria-" sagde jeg lavt, men hun afbrød.

"Giv mig din mobil" sagde hun bestemt.

"Hvorfor?" Jeg ville helst ikke give hende den. Hvis hun slettede mit nummer var det stort set slut.

"Bare giv mig den."

"Hvad skal du bruge den til?"

"Giv mig den!"

Jeg tog min mobil og låste den op. Jeg bed mig i læben og bad til hun ikke ville slette hendes nummer fra den. Jeg gav den til hende. Hun tog sin egen frem og lavede et eller andet.

"Det er ikke os." sagde hun og kiggede mig i øjnene.

Hun gav mig mobilen igen og så gik hun.

Jeg følte alt jeg havde, var taget fra mig. Hun var alt jeg havde. Alt jeg holdte af.

Det blev taget fra mig, af hende selv.

Jeg kiggede på mobilen og så hun ikke havde slettet sit nummer, men den var inde i kontakter. Hvad havde hun lavet?? Jeg blev lettet over hendes nummer stadig var der, men samtidig bekymret for hvad hun ville.

Jeg gik ned og fandt nogle øl i køleskabet. Jeg satte mig op af væggen og så det var blevet mørkt udenfor. Jeg tog noget hash fra en af skufferne og begyndte at ryge det.

Hendes ord kørte igennem mit hoved.

'Det er ikke os'

Der kom mere! Yay! Og jeg har mere til i morgen ^^

- Like, kommenter!<3

Godnat <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...