Not just because you are famous -Justin Bieber-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Igang
Paige (Dans nices) møder endelig personen, som hendes onkel arbejder for. Justin Bieber, den dreng alle hendes veninder siger er fantastisk og dejlig. Men nu skal folk tro om igen. Justin er jo det modsatte. Han er ikke lige så sød, som alle går og tror. Det er jo bare noget han spiller. I virkeligheden tror han, at han kan få alt, hvad han peger på. Og det med at han er kendt, gør det hele ikke meget bedre. Da Justin får et godt øje for Paige, prøver han på at få hende. Men Paige falder ikke for hvem som helst. Hvordan det går, må du hellere finde ud af, fordi der ligger en hel anden historie bag den her.

75Likes
70Kommentarer
15907Visninger
AA

18. Som i starten

Paige synsvinkel

"Hvorfor stak du bare af?", spurgte Dan, så snart jeg lukkede døren. "Wow, hvordan kom du før mig?", spurgte jeg overraskede. "Vi overhalede jer på motorvejen... men hvorfor stak du bare af?", spurgte han igen. Jeg kastede mig på sofaen, som jeg plejede altid at gøre. Sofaen var bare min bedste ven, accept it.

"Jeg skulle bare lige snakke med Justin.", svarede jeg med et suk. Jeg tog frustreret min hånd på min pande. "Hvorfor er du så stresset? Gik det dårligt?", spurgte han. Jeg sukkede endnu engang. "Lad os bare sige, at jeg kommer aldrig til at snakke til ham igen", svarede jeg og rejste mig op. "Når", lød det simpelt fra ham.

"Jeg håber, tingene løser sig?", sagde han usikkert, så det næsten lød som et spørgsmål. Et lille smil bredt sig på mine læber. "Nej, hvor er du bare dårlig til det der", sagde jeg. "Du ved godt selv, at jeg er dårlig til sådan noget fader ting", fortalte han. "Ja og det er derfor". Jeg gik hen til ham og krammede ham. "du er min yndlings onkel!", sagde jeg og trak mig væk.

"... Vent! Betyder det så, at du ikke vil pranke Justin?", spurgte han helt skuffet. "Jojo... Det bliver jo sjovt at spille foran alle de mennesker og det er jo under professionelle rammer", nævnte jeg og gabte. "Men jeg går i seng nu. Er ret træt", fortalte jeg. Han nikkede som svar. "Hvilket værelse?", spurgte jeg og pegede på begge døre.

"Tjah, du kan da selv finde ud af det.", sagde han. "Seriøst? Det orker jeg ikke..", fortalte jeg. Et lille latter kom ud af ham. "Tænkte jeg nok. Den der", sagde han og pegede på døren til højre. "Taak", sagde jeg trættende og nærmest kastede mig selv mod døren.

Jeg åbnede døren og fik øje på min kuffert. Jeg gjorde alle de ting, man skulle gøre for at gå i seng. Du ved sat hår, vasket ansigt og så videre. Jeg orkede bare ikke at forklar det igen og igen.

Med det samme, jeg lagde mig i seng, faldt mine øjne i.

 

Næste dag

"Okay, så ses vi senere ikke?", spurgte han. "Jep", svarede jeg og gav ham et kram. Han er simpelthen en af mine bedste venner og jeg gad ikke at skændes med ham igen. Så senere i dag skulle vi have en ordentlig snak.

Jeg trak mig væk og smilede. Han gav mig et lille vink, før han gik. Jeg lukkede døren efter ham. "Hvad ville han?", lød en genkendelig stemme, som kunne gi' mig sommerfugle i maven. "Ham og jeg skal bare have en alvorlig snak senere", svarede jeg og blev vendt om af nogle stærke arme. Jeg svingede automatisk mine arme om hans nakke i samme sekundet.

"Hvad for en snak?", spurgte han, mens han begyndte at kæle mig på ryggen. "Du ved bedste ven ting", svarede jeg og begyndte at lege med hans nakke hår. Hans blik ændrede sig til et misundelig blik. "Sig mig? Er du jaloux?", spurgte jeg med et smil og vendte mit hovede lidt på skrå.

Han svarede ikke, men kiggede ned på jorden. Nårrh hvor var det dog sødt. "Hvor mange gange skal jeg sige det til dig Jus? Du har ingen grund til at være jaloux.", sagde jeg med et beroligende stemme. Han kiggede op på mig, jeg lændede min pande op af hans. "Tro mig, du er den eneste. Han er kun en ven, okay?", fortalte jeg.

Han nikkede stille. "Kom her", sagde jeg og gav ham et kys og krammede ham. "Jeg elsker dig" For første gang sagde....

"Rello Paige" lød det. Jeg åbnede mine øjne og fik øje på Dan. "Gå...Væk", sagde jeg træt og vendte mig om. "Jaja, den er god med dig. Halv time som altid, du skal lære guitarsoloen færdig i dag. Så du kan finpudse den lidt.", fortalte han og klappede mig på låret, inden han gik ud.

Jeg satte mig op og kløede mig i håret. Den drøm jeg havde var mærkelig. Jeg husker ikke en skid, kun at drengen jeg var forelsket i hed Jus eller jeg kaldte ham det. Jeg kiggede lidt ud i luften før, jeg fik store øjne. Jus! Som i Justin! Nej nej, det var da umuligt, at jeg havde drømt om Justin og jeg sammen. Wow, jeg var da helt ude af den. Jeg vidste med garanti, at jeg ville ikke kom sammen med sådan en fjols, efter den modtagelse og svar jeg fik af ham i bussen. Hah glem det. Det havde bare ændret det hele, siden han sagde de ord til mig.

Jeg sukkede før, jeg rejste mig op fra sengen. Jeg gik ind i badeværelset og så videre. Tjah jeg prøvede, du vidste godt, hvad man lavede om morgen. Dagens sæt bestod af en oversize sweater, en cute nederdel og ballerina sko. Det tog mig 25 minutter at gøre mig klar. Jeg gik ud af døren, og landede i stuen. Dan rakte mig en guitar. "You ready?"

<^> <^> <^>

"Sådan Paige", sagde han og gav mig en high five. "Yes", sagde jeg og spillede lidt af soloen. "Werk it girl", sagde Dan stolt. Jeg stoppede midt i det hele og kiggede underligt på ham. "Nej", lød det enkelt fra mig. Dan kunne ikke lade vær med at grine. Han rejste sig op og tog fadet hen på vognen, så roomservice kunne hente den.

Dan kiggede ned på sit ur. "Når, men skal du med-" Dan blev afbrudt af banken på døren. Han gik over til den og åbnede døren. "Hej Dan, er Paige her?", lød Alfredos stemme. Jeg lagde guitaren fra mig og gik hen til døren. "Hej Fredo", sagde jeg glad og smilte. "Hvad så?", spurgte jeg ham glad.

Dan vendte om og begyndte stille at rydde guitarerne op. "Vi havde en aftale i går, men du dukkede ikke op", fortalte han. Jeg slog mig selv på panden. "Undskyld. Det havde jeg helt glemt.", sagde jeg. Han grinte en smule. "Det gør ikke noget. Jeg er kommet for at kidnappe dig, så du kan følges med mig og de andre danser til arenaen", nævnte han. "Okay", sagde jeg smilende. Jeg nikkede og vendte mig om for at hente min jakke. "Dan jeg følges med Alfredo", råbte jeg. Jeg hørte et okay, før jeg gik ud af døren.

"Hvordan gik det?", spurgte han. "Hvordan gik hvad?", spurgte jeg undrende og rynkede øjenbryn. "Du ved med Justin", fortalte han. "Nååår", udbrød jeg. Gaal jeg var nogen gange dum. "Jaa. Det gik ikke som forventet", fortalte jeg og gik ind i elevatoren. Fredo trykkede ned til parkeringskælderen.

"Hvad skete der?", spurgte han næsten begejstret. "Da vi var ned i lobbyen i går, var han ret kold over for mig. Lod du ikke mærke til det?", spurgte jeg og afbryd mig selv. "Jooo, han var den person, som han plejede at være", fortalte han. Elevatoren sagde ding og dørene åbnede. Vi begge gik ud af elevatoren og mod bilen.

"Lige præcis. Han plejer ikke at opføre sig sådan over mig. Så jeg gik over til ham og spurgte om, der var noget galt. Jeg fik kun et lade mig være, så jeg gik igen. Men jeg kunne ikke klare, ikke at vide, hvorfor han var sådan", fortalte jeg. "Så jeg sneg mig ind i hans bus", sagde jeg. "Er det ikke lidt stalker agtigt?", spurgte han. "Nej, jeg-" "Hvad er stalker agtigt?", afbrød en stemme.

Vi begge kiggede i bilen. Det var der, hvor de åbnede døren i den forkerte tidspunkt. "Ikke-", "At hun sneg sig ind i Justins bus", afbrød Fredo og hjalp mig ind. "Hvorfor sneg du dig ind i Justins bus?", spurgte Christina. Jeg sukkede og fik fortalt hele historien. De alle sammen stod med åben mund til sidst.

"Hvor er det bare ondt af ham at sige sådan noget", udbrød Christian. "Jeg vidste, at han ikke kunne ændres", sagde Jonathan. "Gal... Hvorfor er du ikke sur?", spurgte Alfredo. "Det sårer mig selvfølgelig, men hvad kan jeg gøre?", svarede jeg. "Er du stadig interesseret i den idiot?", spurgte Jonathan. "Det ved jeg ikke. Måske", svarede jeg.

Justin var en idiot, men jeg vidste, at der er noget godt i ham. Jeg kunne ikke helt beslutte mig. "Jeg synes ikke, at du skal spilde din tid på ham. Der findes en masse fyr i verden.", fortalte Salemah. Jeg trak bare på skuldrene som et svar. Havde ikke helt en kommentar til det.

Bilen stoppede. Fredo åbnede døren og gik ud som den første, efter gik jeg ud. "Let's go", sagde han og tog armen rundt om mig. Jeg begyndte at grine. Vi gik ind i arena. Jeg fik øje på Justin. Hans blik var klistret fast på os. Jeg sendte ham et forsigtigt smil. Det eneste jeg fik, var et nedtrykt ansigt. Han måtte have fortrudt det, han har sagt. Lowkey håbede jeg på det.

"Jeg skal op på scenen nu", lød det fra Alfredo. "Nej, jeg gider fucking ikke at tjekke manuskriptet nu", hørte jeg Justin råbe af Scooter. Jeg vendte min opmærksomhed mod ham. Er det min skyld, at han var sådan? Hvorfor bekymrede jeg mig for ham? Jeg burde egentligt være ligeglad. Nej, det burde jeg ikke, for jeg holder af ham.

"Paige?! Hello", Lød det fra Alfredo. Jeg rystede mine tanker ud og vendte min opmærksomhed mod Alfredo. "Ja", sagde jeg. Han trak mig indtil et kram. "Glem idioten. Han fortjener ikke din opmærksomhed", hviskede han, før han trak sig væk. Jeg nikkede og satte mig på en af stolene. "Lad os tag det hele fra starten af", råbte Nicholas.

<^><^><^>

"Na na na, na na na, na na na. Ya girl. Na na na, na na na, na na na ey... Oh my god Alfredo, kan du ikke flytte dig", udbrød Justin og dermed afbrød sangen. Han kiggede rigtigt irriteret på ham. "Hvad mener du? Jeg har altid stået her", fortalte Alfredo. "Nej, du står i vejen. Hvor mange gange skal jeg sige det", lød det vredt fra Justin. "Undskyld", sagde Alfredo og rykkede længere bagved.

Justin sukkede irriteret og stilte sig på plads. "Jeg gider ikke at øve boyfriend mere. Lad os tage As long as you love me, som den sidste", beordrede Justin. Jeg rullede med øjnene og rystede stille med hovedet. Han opførede sig rigtig mærkelig og irriterende. Ja, vi var tilbage til den gamle Justin. Han havde været efter Alfredo under hele prøven. Først stod han forkerte, og så dansede han forkert, og stod han i vejen osv osv. Det irriterede mig sygt meget. Hvorfor hakker han sådan ned på ham?

"5,6,7,8", råbte trommeslageren og så begyndte de at spille As long as you love me.

"As long as you love me...As long as you love me... As long as you love me. 

We're under pressure, seven billion people in the world trying to fit in. Keep it together, smile on your face even though your heart is frowning. But hey now, you know girl. We both know it's a cruel world, but I will take my chances

As long as you love me. We could be starving, we could be homeless, we could be broke.As long as you love me. I'll be your platinum, I'll be your silver, I'll be your gold. As long as you love, love love love love love... Oh my god hvorfor lytter du aldrig", udbrød Justin og afbrød igen sangen.

"Hvad er der nu?", spurgte Alfredo opgivende. "Du skal ikke rykke til højre. Du skal rykke mere til venstre, fordi hvis du rykker dig til højre, står du i vejen for mig", forklarede Justin rigtig flabet. Jeg tog mig til hovedet. "Men du skal først rykke frem ad efter omkvædet. Jeg når altid at rykkede mig inden du går frem", forklarede Alfredo en lille smule irriteret.

"Du forstyr mig, hvis du rykker dig til højre, fordi så skal jeg stresse over, om du når det.", sagde Justin med tænder bidt sammen. "Justin, jeg plejer altid at gøre det... Og hvad nu hvis jeg ikke, når det så kan du bare vel gå uden om. Jeg står ikke ligefrem der for altid", forklarede Alfredo. 

"Kan du ikke bare gøre, hvad jeg siger", halv råbte Justin. "Nej, for du er ikke min chef. Husker du nok. Jeg arbejder med dig, og ikke for dig", svarede Alfredo let flabet. "Hov hov hov. Hvad sker der her?", spurgte Nicholas. "Alfredo danser forkert", fortalte Justin. Main det her var så barnligt.

"Okay, hvis jeg danser "forkert" Så kan jeg bare lade vær med at danse i aften så", fortalte Alfredo. "Det er en god idé", fortalte Justin. "Nej nej. Det er ingen, som ikke skal være med i aften.", fastslog Nicholas. "Fint, så er der ikke nogen koncert i dag", sagde Justin og tog sin mikrofon udstyr af. Han lagde den på gulvet og gik. "Justin", kaldte Nicholas. "Du kan sige til mine fantastiske fans, at jeg blev syg, og derfor ikke kan optræde", råbte han sarkastisk. Alle rystede med hovedet, og så ret stresset ud. 

Hva' fuck? Ej det kan han ikke være bekendt. Jeg rejse mig op og gik backstage. Jeg satte tempoet lidt op og fandt hurtigt Justin sidde på en stol i fællesrummet. "Justin. Hvad i alverden har du gang i", spurgte jeg lettere chokket. "Hvad laver du her?", mumlede han. "Du kan ikke være bekendt at aflyse koncerten, bare på grund af Alfredo danser forkert, eller hvad nu han gør.", fortalte jeg. "Det er ikke dit problem. Skrid med dig", sagde han vredt. Jeg tog ordene til mig og tog en dyb indånding. Rolig Paige, han mente det sikkert ikke.

"Okay, jeg skal nu gå, men du kan fandme ikke være bekendt at aflyse koncerten. Dine fans har glædet sig til at se dig. De har sikkert ventet et år på det, og så får de lige pludselig at vide, at deres idol er "syg" og er nødt til at aflyse. Prøv at forestille din idol aflyste og du har glædet dig i flere år. Hvordan vil du have det?!", fortalte jeg. Jeg gik hen til døren. "Det er fandme klamt af dig, det må jeg sørme sig! Du fortjener slet ikke denne karriere", tilføjede jeg og lukkede døren efter mig. Main hvor havde jeg ondt af fansene.

Jeg gik tilbage til scenen, og så folk stresse rundt. Jeg gik hen til Dan. Han stod lidt og pillede på guitaren. "Hvad nu?", spurgte jeg. "Det ved jeg ikke.", svarede han opgivende. "Vi er vel nødt til at aflyse", tilføjede han. Jeg trak bare på skuldrene. "Vi ser, hvad der sker.", sagde jeg og kiggede på hans guitar. 

Han opdagede mig i at kigge på den. "Vil du spille?", spurgte han. "Han kan ikke afsløre dig", tilføjede han. Jeg nikkede og fik guitaren. Jeg placerede mine fingre på akkorderne og lod plakteren glider igennem strengene. Main hvor var det fedt. 

Jeg stod lidt og spillede, indtil Alfredo kom og prikkede mig på skulderen. Jeg lagde guitaren fra mig og vendte min opmærksomhed mod ham. "Det lyder fedt! Hvorfor har du ikke sagt at tog i mod undervisning af Dan?", spurgte han med et smil. "Jeg skal pranke Justin, så jeg vil ikke have folk skal vide det", forklarede jeg. "Du er sørme blevet god", komprimerede han. "Tak", takkede jeg og smilte. 

"Men er du okay?", spurgte jeg og blev seriøst. "Ja. Men jeg er sikker på, at jeg danser rigtig", fastslog han. "Ja, det ved jeg godt.", svarede jeg. "Jeg prøvede at snakke med ham, men han smed mig ud.", fortalte jeg. "Han er jo Justin Bieber. Han gør, hvad han vil", sagde han sarkastisk. "Jep. Vi må hellere adlyde kongen", tilføjede jeg for sjovt. Vi begge begyndte at grine. 

"Skal jeg følge dig til Dan omklædning?", spurgte han. Jeg nikkede og opdagede Dan var gået for længst. "Meget gerne", sagde jeg og tog min arm om hans talje og begyndte at gå.

_________________________________________________________________________________________________________

Main hvorfor opfører Justin sig sådan? Hvorfor er han sådan overfor Alfredo? Hvad har sagt til Paige?

Jeg vil ikke kunne klare ham.... 

Tusind tak fordi du læser med og undskyld ventetiden... Jeg har bare ikke haft skrivelysten, men jeg skriver den næste kapitel i små bider. Så må vi se hvad der sker.

Det betyder meget:) 

- Akiz

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...