Not just because you are famous -Justin Bieber-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2017
  • Status: Igang
Paige (Dans nices) møder endelig personen, som hendes onkel arbejder for. Justin Bieber, den dreng alle hendes veninder siger er fantastisk og dejlig. Men nu skal folk tro om igen. Justin er jo det modsatte. Han er ikke lige så sød, som alle går og tro. Det er jo bare noget han spiller. I virkeligheden tror han, at han kan få alt, hvad han peger på. Og det med at han er kendt, gør det hele ikke meget bedre. Der Justin for et godt øje for Paige, så han vil prøve at få hende. Men Paige falder ikke for hvem som helst. Hvordan det går, må du hellere finde ud af, fordi der ligger en hel anden historie bag den her.

74Likes
66Kommentarer
14093Visninger
AA

22. Hvad er så den rigtig historie?

Paiges synsvinkel

Jeg kiggede på begge busser og gav mig selv nogle sekunder, og så blev jeg fast besluttet på, at jeg skulle tage hen til den bus til venstre. Jeg gik stille derhen og bankede på. Der gik nogle sekunder, før døren lukkede sig op, og Justin stod med åbne arme. "Hej", sagde jeg og gik op af trapperne. Jeg gik direkte ind i hans arme og gav ham et kram. "Hej", sagde han og trak mig ud af krammet. Jeg kiggede på ham og smilede, før jeg opdagede, hvad han havde haft gang i.

Han havde sat en stor madrass på gulvet og havde dækket den med puder og dyner. Ved siden af det lå der en stor skål popcorn og tv'et var allerede sat på netflix. "Wow jeg er imponeret", sagde jeg og kiggede på ham. "Jeg vidste ikke, at du kan holde tingene enkelt", "Hvad? Jeg kan der også være en almindelig fyr", forsvarede han sig. Jeg hævede mine øjenbryn og kiggede på ham, som om han var latterlig. Han rullede øjnene af mig. "Hold op med det der og læg dine ting, så vi kan kommer i gang", sagde han og smilede en smule flabet. Wow drengen havde fået attitude. Han havde nok været alt for meget sammen med mig. "Hey. Det er kun mig, der må være flabet her", sagde jeg.  "Hvorfor? Jeg synes ellers, at det klæder mig", fortalte han og kørte sin arm nederst af min ryg. "Desuden lærer jeg fra mesteren", hentydede han og tog skålen.

Derefter satte han sig ned på madrassen og begyndte spise popcornene. Jeg kiggede smilende på ham og lagde mine ting til siden. "Ha... Ha... Ha", grinte jeg falsk og lagde jeg mig inde under dynen. Jeg trak skålen væk fra hans hånd og tog en håndfuld i munden. "Du skal vide at gyserfilm ikke skræmmer mig.", fortalte jeg selvsikkert og rykkede mig lidt tættere mod ham. "Pis osse", udbrød han smilende. Han gav sig til at stirre på mig. Jeg gav tegn på, at han måtte gerne afspille for at afbryde ham. "Hvad?", spurgte han. "Tryk afspil", svarede jeg flabet. Han grinte en smule og tog fjernbetjeningen. "Så vil saw III, ikke skræmme dig", sagde han skuffet og tændte for den. "Godt forsøgt", sagde jeg og lagde popcornene i mellem os. Lige så stille begyndte bussen at køre. Perfekt timing. 

<^><^><^>

"Kan vi få is nu?", tiggede jeg og kiggede på ham med hundeøjne. "Shh", tyssede han på mig og kastede ikke et eneste blik på mig. "Come on. Filmen slutter om 1 minut. Han er død, hvad mere kan der ske?", spurgte jeg og bevarede mit blik på ham. "Shh", tyssede han igen og koncentrerede sig om filmen. 

Et smile bredte sig på mine læber, da jeg opdagede mig selv i at betragte ham. Gud hvor var han bare lækker. "Paige, jeg ved godt, at jeg er lækker, men det er altså uhøflig at stirre", nævnte han pludseligt og begyndte at smile. "Puff, så hold dog mund", sagde jeg og skubbede blidt til ham. Han grinte en smule over det. 

"Ved du hvad? Jeg er ligeglad med filmen. Jeg går over og tager noget is", sagde jeg for at afbryde det hele. Justin rystede på hovedet og slukkede for filmen, så tv'et kom på Netflix-startsiden. "Hvad er der med piger og is?", mumlede han for sig selv og rejste sig op. "Ey! Don't mess, når det gælder is og jeg", fastslog jeg. 

"Jeg skulle ikke havde fortalt dig, at jeg havde is", nævnte han og åbnede minifryseren. Han tog to bøtter is og lagde dem på bordet. "To bøtter! Justin du er simpelthen gud", dånede jeg over isene. Han begyndte at grine. "Hvilken smag vil du have?", spurgte han. Jeg pegede på kamel-isen. Han lagde chokoladeisen tilbage i fryseren. "En bøtter er nok", nævnte han og åbnede den. Han tog to is-skåle frem og fyldt dem på. "Fint", sagde jeg og tog i mod skålen. "There you go", sagde han og satte sig overfor mig. 

Jeg tog den første skefuld i min mund og lukkede øjne for at nyde isen. Hvad? Jeg elskede is, og det var ret lang tid siden, at jeg havde spist noget. Don't judge. "Wow du kan virkelig godt lide is", nævnte han og grinte. Jeg rystede på hovedet og valgte ikke at svare. Jeg spiste et par skefulde is, før jeg kom til mig selv igen. 

"Hvordan går det egentlig med dig?", spurgte jeg pludseligt. Justin kiggede op på mig og tog en skefuld is. "Godt, hvorfor spørger du?", svarede han. "Ikke for noget, var bare nysgerrige", svarede jeg og kiggede lidt på bordet. Der blev stille. Jeg vidste godt, at Justin hadede at snakke om, hvordan han havde det, men jeg kunne altså ikke lade være. Jeg elskede at snakke dybt med andre. Jeg synes, at det bragte hinanden tættere.

Justins læber bredte sig ud i et smil. "Jeg har det fantastisk. Jeg har aldrig været så afslappet før", fortalte han lige pludselig. Jeg gav ham alt min opmærksomhed og smilede. "Hvorfor det?", spurgte jeg roligt. Han grinte lidt for sig selv. "Fordi jeg har aldrig ladet en person, kom så tæt på mig", svarede han og kiggede mig i øjne. Jeg sværgede, jeg kom aldrig til at vænne mig til hans øjne. 

Et smil bredte sig på mine læber, og jeg kunne ikke gøre for mine kinder. "Tak fordi du valgte mig, i stedet for Alfredo", takkede han roligt og smilede. "Inviterede han også dig?", spurgte jeg. Han rystede på hovedet. "Jeg bliver aldrig inviteret til sådan noget", fortalte han. "Så jeg er ret glad for, at jeg har mødt dig, for ellers havde jeg været helt alene.", tilføjede han og lagde hans hånd på min hånd, så han kunne klemme den.

Derefter tog han sin hånd til sig og spiste noget is. "Har du nogensinde prøvet at spørge ham, om du kan være med?", spurgte jeg. Han rystede på hovedet. "Alfredo er ikke så sød, som du går og tror", nævnte han og undgik øjenkontakt. "Hvad mener du?", spurgte jeg. "Det er ligemeget", sagde han og fyldte hans skål op med is. WTF? Er Alfredo skurken her? Jeg kunne virkelig se, hvor såret Justin så ud. 

"Okay, nok om det. Skal vi ikke tage isene med over og se film til vi falder i søvn?", foreslog jeg, men det skulle ikke ødelægge vores aften. Han nikkede og tog sin skål. Vi gik tilbage til madrasserne og lagde os under dynen. "Ey! Hvis du spilder, så skal du betale for den", nævnte han for sjovt. "Når, så nu vil du endelig lade mig betale for noget", sagde jeg og grinte en smule. Han grinte også med. "Men det er ægte bomuld, så pas på", sagde han og stoppede det hele. "Puff", sagde jeg og tændte for step up. Han grinte en smule og spiste en skefuld is. 

 

Næste morgen.

"Hvad! Jeg forstår det ikke!", sagde jeg frustreret og var ved at græde. "De er så fucking irriterende", nævnte han og knyttede sine hænder. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg vil ikke være skyld i at du...", sagde jeg hurtigt og grædefærdigt, før han afbrød mig ved at trække mig indtil et kram. "Shh, det er ikke din skyld", sagde han roligt og begyndte at kærtegne min ryg. "Men Justin, alle kommer jo efter mig", sagde jeg, imens en tåre faldt ned af min kind. Han tog mig ud og holdte mig om kinderne. Han fjernede min tåre med hans tommelfinger. "Shh, vi skal nok finde ud af det", sagde han og beroligede mig. Jeg nikkede og stoppede med at græde. Han trak mig indtil et kram igen. "Lad os tage hjem", foreslog han. Jeg nikkede og hulkede en gang.

Jeg åbnede mine øjne med et smil og opdagede, at jeg lå imellem Justins arme. Det fik mig endnu mere til at smile. Jeg lukkede mine øjne og nød det et øjeblik. Det var rart det her. Jeg følte mig virkelig tryg. Jeg lå der et par sekunder, før jeg besluttede mig for at gør mig lidt i stand. Jeg movede mig ud af hans arme og rejste mig op. Han sov stadig, så jeg havde bare med at være stille og som du ved, var jeg vildt dårlig til det. 

Jeg fandt min taske og gjorde alt det der, som man gøre for at gøre sig i stand. Jeg tog en let make-up, for lidt lækker skulle man der være. Jeg begyndte stille at rydde op. Vi lavede rigtig få ting i går, men alligevel havde vi rodet rigtig meget. Efter jeg havde ryddet op, besluttede jeg mig for at skære nogle frugter i tern. Nu hvor Justin lavede en lækker morgenmad til mig, sidste gang jeg sov her også selvom jeg hadede ham på det tidspunkt. 

Jeg rodede lidt rundt i skabene og fandt et fad. Jeg lagde frugterne på den og satte mig til at lede efter spisepinde. Jeg kunne ikke undgå at kaste et blik på Justin. Det var så nuttede, når drenge sov. Hvis du er en pige, så forstod du hvad jeg mente. Jeg fandt ikke nogen spisepinde, men tandstikker gik der an. Jeg stak pindene i frugterne og smilede tilfreds over mit resultat. 

Jeg tog fadet over på bordet ved siden af madrasserne. Jeg tog fjernbetjeningen og skiftede over til TV-radioen. Derefter tog jeg fadet og tog noget mango. Kanalen spillede "Wide Awake" af Katy Perry. Justin begyndte at vågne. Aww so cute. "Godmorgen", sagde jeg og kiggede smilende på ham. Han kiggede lidt forvirret på mig, før han smilte. "Godmorgen", svarede han med en hæs stemme. "Frugt?", tilbød jeg med munden fyldt med mango. Han grinte lidt over det. "Tak", takkede han og tog noget æble. Jeg tog en bid af mangoen. "Når... Hvad består din dag af?", spurgte jeg nysgerrigt og kiggede ned på ham.

Han satte sig op og kørte en hånd igennem hans hår. Der var stadig en tot som strittede. Han sukkede en gang. "Den består af møder", svarede han og tog et æble fra fadet. "Det lyder kedeligt", nævnte jeg, Han nikkede enigt. "Og så skal jeg til lydprøve.", fortalte han. Jeg blev ved med at stirre på hårtotten. Han spiste resten af æblet. Jeg besluttede mig for at rette på totten, og det så ud som om han kunne lide det. Han smilede smule og lukkede øjnene. Jeg grinte en smule og fik endelig rettet den. "Ja undskyld. Den forstyrrede mig rigtig meget", sagde jeg og tog en anden frugt. 

"Det gør ikke noget. Jeg kunne godt lide det", fortalte han. Jeg tog endnu en bid af frugten. "Hvad har du tænkt dig, at lave i dag?", spurgte han. "Jeg tror bare, at jeg skal dovne den af", svarede jeg. "Åh gid jeg kunne være sammen med dig", nævnte han. "Det kan du, men jeg tror ikke, at din karriere har godt af det", sagde jeg. Han grinte lidt. "Ja, det har du ret i, men jeg er Justin Bieber. Verden er klar, når jeg siger at den er klar", nævnte han. "Jaja så siger vi det", sagde jeg og grinte. 

<^> <^> <^>

"Det har været hyggeligt, Justin", sagde jeg til ham, der vi var nået til gangen. "Jeg kan kun sig det samme", fortalte han og smilte. Jeg gav ham et kram og sagde. "Selvom jeg er sammen med Alfredo, kan du altid trække mig til siden. Okay". Bare så han vidste det. Jeg havde på en fornemmelse, at Alfredo var efter Justin og det var sikkert ham, som bragte det værste ud af ham. Jeg var på en måde lidt pisset på ham. "Tak", takkede Justin og strammede grebet i krammet lidt, før han trak sig væk. Jeg kiggede smilende på ham, før jeg vendte mig om. "Vi ses senere", sagde jeg og gik hen til døren til suiten. Han gav mig et vink og drejede rundt. Vi har værelse på hver af vores ende.

Jeg fumlede nøglekortet op og åbnede døren. Musikken blæste nærmest mig ud af rummet igen. Dan havde ikke opdaget mig. Han var fuldt koncentreret om at naile guitarsoloen i sangen. Jeg rystede en lille smule på hovedet og opdagede, at han styrede musikken fra sin mobil. Et lumsk smil bredte sig på mine læber. Jeg begyndte at gå hen til mobilen. Lad os skifte genren til pop.

Uden Dan opdagede mig, fik jeg trykkede på søgbaren og tastede Over af Tove lo ind. "En rigtig pigesang", mumlede jeg for mig selv. Lige inden Dan skulle hoppe ned fra sofaen, skiftede jeg sang. Han kiggede forvirret rundt og fandt mig. Jeg sendte ham et selvsikkert smil, men han rystede bare på hovedet og startede med at synge med. "I can't go home again now. After tonight, seems like I'm out of your life". Jeg kiggede først forvirret på ham. Han kunne sangen! Jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt. Efter trak jeg på skulderne og begyndte at jamme med. 

"It's all to late", råbte vi med vores lungers kraft. Det var rigtig fedt at have en onkel som Dan. Han var bare fyldt med overraskelser og var ikke bange for at gøre sig selv til grin. Main hvor havde vi det sjovt.

Vi blev lige pludselig afbrudt af banket på døren. Dan tog sin mobil og skruede ned for musikken. Jeg gik over til døren og åbnede den. En meget pigefornærmet Alfredo stod der. "Du skylder mig en forklaring", sagde han med det samme. "Nej", sagde jeg og fik lyst til at smække døren i hans hoved. "Jo, hvor var du henne-" og there we go. Døren lukkede lige i hans ansigt. Det gad jeg ikke at høre på. Han blev ved med at banke på døren. 

"Hvad ville han?", spurgte Dan. Jeg tog hans mobil og skruede op for musikken. "Det er ikke noget stort", svarede jeg og ignorerede banket på døren. Der gik lidt tid, før det holdte op. Okay, jeg ville godt indrømme, at jeg var lidt af en bitch. Men det fortjente han efter at havde behandlet Justin sådan, som han havde gjort. Dan og jeg var blevet godt trætte efter at havde jammet så meget til musikken, så vi lod bare på sofaen og lod musikken køre stille i baggrunden

Min mobil ringede lige pludselig. Jeg havde allerede en fornemmelse på, hvem det var og hvis det var Alfredo, så skulle han vel kæmpe lidt mere. Jeg tog min mobil op og så på skærmen. Jeg smilte hurtigt og trykkede på den grønne telefon for at tage den op til mit øre. 

"Heeeeej mor", sagde jeg glad. Dan smilede og gik på toilettet. "Hej skat. Hvor er jeg glad for at høre din stemme", sagde hun glad. Jeg grinte en smule og satte mig oprejst. "Hvordan går det med forretningen osv?", spurgte jeg. "Det går okay. Jeg har lange arbejdetsdage hver eneste dag og vi arbejder intensivt. Hvad med dig og touren? Føler du dig, som en popstjerne?", spurgte hun. "Nej, men jeg har det godt. Jeg har det rigtig sjovt. Dan er virkelig god til at passe på mig", svarede jeg glad. "Mener du ikke Justin?", spurgte min mor på en meget mystisk måde. "Ikke også dig", sagde jeg og kastede mig ned på sofaen. "Haha. Jeg kan ikke undgå det, når folk hele fortæller mig om det... Men hey. Husk hvad jeg sagde til dig; Ingen kæreste før du er 25 år. Okay?", sagde hun. Jeg kunne ikke lade vær med at grine. "Jeg kan ikke love dig noget", sagde jeg smilende, og hun begyndte at grine med.

"Har du hørt fra far?", spurgte hun. "Nej, ikke rigtig", svarede jeg og satte mig op igen. "Han skal nok finde tid", sagde hun, som hun altid gjorde. Han havde aldrig tid. "Jaja", sagde jeg lavt. Jeg hørte en mumlen fra den anden side af røret. "Når skat. Jeg skal gå nu", sagde hun. "Okay. Det var dejligt at høre fra dig. Mor", sagde jeg. "I lige måde skat. Jeg savner dig og ikke gør noget, som jeg vil blive sur over", sagde hun. "Du kender mig godt nok til, at jeg ikke vil gøre det. Jeg elsker dig", sagde jeg smilende. "Jeg elsker også dig. Vi ses", sagde hun. "Hej hej", sagde jeg og lagde på. 

"Var det din mor?", spurgte Dan. Jeg nikkede. "Du skulle havde hilst hende fra mig", nævnte han og gik hen til døren. "Hvor skal du hen?", spurgte jeg og rejste mig. "Lydprøve", svarede han. "Jeg tager med", sagde jeg og skyndede mig hen til ham.

<^> <^> <^>

Jeg gik bag om scenen og betragtede mennesker arbejde. For at være ærlig, så vidste jeg ikke, hvorfor jeg gik med. Jeg skulle havde blevet på hotellet og dovne den af. Jeg vendte mig om og var på vej hen til ståpladserne. Så kunne jeg i det mindste betragte Justin. Det var da ikke så kedeligt, men en hånd stoppede mig. "Paige. Du kan bare ikke ignorere mig på den måde", lød en genkendeligt stemme, som næsten fik mig til at flippe ud. Det var helt utroligt, hvor hurtigt jeg blev sur på ham. Jeg kunne bare ikke klare sådan nogen typer, som nemt kunne manipulerer én. 

"Hvad så?", spurgte jeg og vendte mig om. Jeg tog mine arme til mig og krydsede dem. "Wow, hvor er den attitude kommet fra?", spurgte han overrasket. "Har jeg gjort noget galt?". Jeg løftede en øjenbryn. "Hvis du tænker dig om, så finder du nok ud af det", svarede jeg flabet. "Okaaay. Hvor var du egentlig? Vi ventede på dig", prøvede han igen. "Jeg tog hos Justin", svarede jeg og kunne se på ham, hvor irriteret han blev. "Hvad?! Du havde lovet mig at komme og så tager du hen til idioten?", lød det forbavset fra ham. "Idioten?", mumlede jeg. "Hvad har han gjort siden, du er gået tilbage til ham?", spurgte han. Jeg valgte ikke at svare. Alt hvad han sagde lød dumt lige nu.

Han kiggede på mig et par sekunder, før han tog mig lidt til siden, så ingen kunne høre os. "Hvordan kunne du synke så lavt Paige?", spurgte han igen. "Synke lavt?", gentog jeg. "Du ved godt, at Justin også er et menneske ikke?", spurgte jeg flabet. "Jeg fatter dig ikke Paige. Du sagde til mig, at du ikke vil have noget at gøre med ham igen og den næste dag, går du i seng med ham", sagde han. "Wow wow wooow", udbrød jeg. "Det sagde jeg ikke noget om", "Oh okay, så dig og Justin sad bare og så film, mens I holdte hinanden i hånden eller hvad?", sagde han med en lys stemme. "Du kender ham slet ikke, kan jeg høre", mumlede jeg lavt.

"Tænk at du brænder mig af til ham", udbrød han pludseligt. "Det har du måske fortjent Alfredo. Du kan der ikke være bekendt at invitere hver eneste teenager i holdet og så holde Justin ude", sagde jeg lidt for højt. "Det er nok, fordi ingen kan lide ham", sagde han lidt højere. "Og hvis skyld er det mon, huh?", hentydede jeg og kiggede ham direkte i øjne. "Du ved godt, hvem jeg snakker om", forsatte jeg. Man kunne se det i hans øjne, at han var skyldig. Han begyndte at bide sine tænder sammen. 

"Du har fortalt mig så mange dårlig ting om Justin, at jeg endte med ikke at kunne lide ham. Helt uden at give ham en chance. Ja sikkert, at han var en idiot, men det er nok, fordi du har sagt det så mange gange til ham, at han nok selv tror på det.", fortalte jeg ham.

"Men du har freaking glemt dig selv. Hvad er den sande historie? ", spurgte jeg alvorligt.

_________________________________________________________________________________________________________

Heeei. Kan du stadig huske mig? *Usikker smil*

Main jeg har nærmest glemt den følelse, man har, når man skriver :)

Jeg har været væk i rigtig lang tid og det vil jeg gerne sige undskyld for. Hvis du har virkelig gået op i historien, så håber jeg at du stadig er frisk på at læse den. Måske læse den om igen, hvis du har glemt detaljerne :=) 

Jeg læste mine historier igennem og synes, at de har fortjent at blive skrevet videre på, så jeg håber at jeg kan gøre det.

Tusind tak for at du ikke har helt efterladt historien. Sådan noget gøre mig vildt glad.

Lad os se, om jeg kan få min bruger op og køre igen.

From Akiz :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...