We Who Run For Humanity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 24 jul. 2013
  • Status: Igang
År 3000, et nyt årtusinde, en ny verden. Rose “Thorn” Grace lever I et teknologi styret samfund. Mennesker har ingen fysik kontakt med hinanden mere, alt foregår elektronisk i CyberSpacem alt bliver overvåget. Menneskeheden er for længst blevet kureret for sygdomme, epidemier er et uddødt ord, og ingen tænker tilbage på hvordan det var før. Ingen husker tilbage fra før Dengang. Dengang hvor alt ændrede sig, hvor menneskene ændredes. Ingen husker hvordan det begyndte. Men hvorfor skulle de også det når de leber I et så perfekt samfund? I en kamp mod tiden rystes Rose ud i samfund hvor uvidenhed er magt, frygt er en realitet og viden er nøglen. Viden om mennesket. Hvem er vi?

12Likes
2Kommentarer
772Visninger
AA

2. Prolog - År 2497

“Newsflash, Earth has been declared unsuitable for life, I repeat, Earth has been declared unsuitable for life. All humans are now obligated to go under the ground and connect to each their own Life Support System. By tomorrow morning air will be shut off from the dome above ground and directed down in the newly built safe centers. The last remaining above-ground humans are to come to the gates where guards will escort you down to the safe centers, I repeat, come to the gates. Air supply shutdown will not be hindered due to remaining humans. Please, do not fear. The LSS is genuinely tested and declared safe for human use.”

Michael Dunn flyttede sig langsomt tilbage fra mikrofonen mens han tørrede sveden, der langsomt løb ned af hans pande, væk med et lommetørklæde. 10 par øjne kiggede nervøst på ham, mens den lille røde lampe endelig holdt op med at blinke. Lampen der fortalte ham at han lige havde sendt en nødbesked ud til hele Jorderns befolkning. Den fortalte ham at han lige havde talt til alle mennesker udstyret med en Compact Ear Speaker, eller CES som de fleste kaldte dem. Den fortalte ham at han lige havde sendt de resterende mennesker under jorden, de mennesker der ikke allerede var “flygtet” på hans forespørgsel.

“Mr. Dunn, deres tale var fantastisk, fortræffelig, uimodståelig. De gjorde det med så meget følelse, så megen omhu, at vi netop I disse stunder har mennesker der tilslutter sig til deres LSS, og utallige flere der kommer til vores Safe Gates. Fortræffeligt, intet mindre!”

Dr. Spraggon kunne næsten ikke holde sin begejstring tilbage som han nervøst trippede foran deres SEAaC, Supreme Earth Ambassador and Commander, men Michael Dunn delte ikke hans begejstring. Hvordan kunne han dele den? Han havde lige sendt resterne af den humane race under jorden, og til hvad? Til et Safe Center som de aldrig igen ville kunne forlade, fordi han havde svigtet dem. Fordi han ikke havde været opmærksom på konsekvenserne af den globale ødelæggelse der foregik omkring ham, hver dag med flere konsekvenser. Alligevel kunne man ikke se det, hver City Dome havde ruder der gjorde at befolkningen ikke kunne kigge ud på det omkringlæggende ødeland, ikke engang han havde set landskabet omkring New New York, Jordens nye metropol.

Selv havde han været en af de første mennesker til at blive evakueret den dag forskerne uofficielt erklærede Jorden for ikke-sikker-til-beboelse. Han havde været en af de første til at blive gemt væk, en af de første der gik under jorden. Alligevel var han endnu ikke koblet til en LSS, han var nødt til at kunne bevæge sig rundt, nødt til at have mulighed for at snakke med forskellige mennesker der havde indflydelse på det daglige samfund. Han var nødt til ikke at være fastspændt til en maskine.

Endnu et suk forlod hans løber. Det var endnu en ting han ikke havde fortalt Jordens befolkning, endnu en løgn. De fleste troede at du kunne tilkoble og frakoble fra en LSS af egen fri vilje. Men de ville snart finde ud af at det var umuligt. Så snart du var inde I maskinen ville du for evigt - eller så længe de overlevede - være fastspændt og tilkoblet til et uperfekt Life Sypport System, et system hvor man endnu ikke var færdig med at patche de nyeste data ind. Altså, et uperfekt system som han lige havde erklæret sikkert for en hel verdens befolkning.

Den dårlige samvittighed gnavede I ham og han prustede svagt da han rejste sig op. De efterhånden 10 års indespærring under jorden havde gjort hans ellers fint trænede krop svag, han havde mistet en del af sit hår og var endda begyndt at få en mindre måne. Han var blevet dvask, fedladen, doven. I starten havde han forsøgt at holde sig I form, forsøgt at holde sig på et fysisk højdepunkt, men efter et år hvor han havde løbet op og ned af de samme grå gange havde han mistet gnisten. Han fortrød sine handlinger. Noget så bittert. På grund af ham skulle resten af befolkningen nu lide samme skæbne. Han kunne kun svagt huske den befriende brise der havde været I den overjordiske Dome, hvordan solen hver dag havde skinnet igennem det nøje afmålte solfilter, hvordan varmen havde aet hans kind.

Fortid. Fortid var alt hvad det var nu.

Men dette… Dette vidunder af et livssystem som for altid ville skulle holde menneskene I live var fremtiden. Den fremtid han havde skabt. Hans fiasko. I alle hans 167 år havde han aldrig været så trist til mode. For med en enkelt meddelse havde han dømt hele verden til et liv I evigt mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...