We Who Run For Humanity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 24 jul. 2013
  • Status: Igang
År 3000, et nyt årtusinde, en ny verden. Rose “Thorn” Grace lever I et teknologi styret samfund. Mennesker har ingen fysik kontakt med hinanden mere, alt foregår elektronisk i CyberSpacem alt bliver overvåget. Menneskeheden er for længst blevet kureret for sygdomme, epidemier er et uddødt ord, og ingen tænker tilbage på hvordan det var før. Ingen husker tilbage fra før Dengang. Dengang hvor alt ændrede sig, hvor menneskene ændredes. Ingen husker hvordan det begyndte. Men hvorfor skulle de også det når de leber I et så perfekt samfund? I en kamp mod tiden rystes Rose ud i samfund hvor uvidenhed er magt, frygt er en realitet og viden er nøglen. Viden om mennesket. Hvem er vi?

12Likes
2Kommentarer
780Visninger
AA

4. Kapitel 2 - Undren

Rose gispede højlydt da hun mærkede luften passere igennem hendes luftrør, mærkede hvordan hendes krop langsomt kom til live igen, hvordan hendes krop langsomt begyndte at fungere igen. Forsigtigt læftede hun armen og kiggede for første gang på sin egen hud. Hendes arm var lys med lange slanke fingre på en lille hånd. Langsomt vendte hun sin hånd mens hun bøjede fingrene, mærkede hvordan det knagede I leddene, hvordan senene I hendes arm spændtes og slappede af, alt efter hvilken bevægelse hun gjorde.

Anatomi, en anden vigtig del I deres Uddannelse. Forståelsen for hvordan menneskene havde været før og hvordan de var nu. Alene af den simple grund vidste hun hvad der var sket. Der var blevet slukket for hendes LSS og hun havde gjort noget intet menneske havde gjort I flere århundreder. Hun havde trukket vejret manuelt. Ingen maskine havde presset ilten ned I hendes lunger, ingen maskine havde hjulpet hende. Hun havde gjort det selv. For første gang I hele sit liv. Hun gjorde det lige nu. Hun trak vejret manuelt.

Rundt om hende mærkede hun hvordan hendes MSG blev afkølet indtil den næsten var ubehagelig at sidde I,, nærmest som om de afkølede et eller andet. En krop? En død krop. Hun sukkede uhørligt og spærrede øjnene op. Hun havde aldrig før lavet den bevægelse. Men, det føltes rart. Som I, en rar måde at lukke frustrationer ud på. Ingen der tog dem fra hendes hjerne, men at hun selv fik dem ud. En egentlig et undelig fornemmelse, men det var ikke ubehageligt. Snarere tværtimod.

Langsomt rejste hun sig op og følte hvordan noget klistrede ned af hendes ryg. Noget blødt. Forundret førte hun sin hånd om og trak det frem foran sig mens hun studerede det nøje. Hår. Flammende rødt hår der krøllede let. Meget blødt. MSG havde tydeligvis holdt det hele I stand for hende. Forsigtigt placerede hun sin hånd på kanten af bassinet med MSG, satte forsigtigt fra og halede sig selv op på kanten. Anstengelsen gjorde hende udmattet, en ting der undrede hende. Var det ikke meningen at geléen skulle holde deres muskler friske?

Forsigtigt begyndte hun at pille nålene ud af sin arm mens en anstrengt grimasse formede sig på hendes ansigt. Synet af nålene der gled ud af hendes arm gjorde hende utilpas og følelsen fik hendes hoved til at snurre. Nålene var ret langge, og hvem end der havde stukket dem ind I hende havde tydeligvis ingen intentioner om at de nogensinde skulle ud igen. De forskellige nåle var alle forbundet til hendes LSS og hendes intuitet fortalte hende at de skulle ud hurtigst muligt. Hun vidste ikke helt hvorfor, men det ekkoede bare igennem hende.

Med et sidste smertefuldt gisp trak hun den sidste nål ud hvorefter hun langsomt strakte sin arm igen, denne gang uden slanger I. Den var bleg, og blodårerne stod tydeligt under huden. Igen studsede hun over hvor underlig situationen var. Undervisningen fortalte dem at de ikke kunne overleve uden deres LSS men her var hun, levende på trods af en død LSS.

Jeg må finde en vej ud.

Tanken stod lys og klar I hendes hoved og med usikre bevægelser rejste hun sig op, forsigtigt som et nyfødt føl der for første gang skulle stå selv.

***

Rose stavrede forsigtigt hen til døren som giv op med en hvislende lyd. Foran hende strakte sig en endeløs korridor med døre magen til hendes egen, døre hvor der sikker lå mennesker bag. Mennesker og deres LSS, som ikke var døde. Hun sukkede let. Tydeligvis var det meningen at nogen skulle kunne komme omkring med en Dome, for korridoren var bred nok til at der kunne passere en LSS med tilhørende Dome igennem. Hvem ville dog transportere mennesker rundt I deres LSS?

Hendes tankestrøm blev afbrudt da døren bag hende gled I med et enkelt hvæs og hun var alene I korridoren. Forsigtigt trådte hun frem og trippede hen til den næste dør der gled op fuldstændigt lydløst. Forsigtigt trippede hun ind men stoppede brat op da hun så den LSS der var I rummet. Den var tilkoblet en ældre mand der lå ganske fredeligt sov I sin MSG. Hendes hals snørede sig sammen mens hun betragtede ham. Han så så fredfyldt ud, så lykkelig. Alligevel vidste hun at han levede I en anden verden, en ikke eksisterende verden. Hans LSS bevidnede om et langsomt men taktfast hjerteslag og en langsom puls. Mandens arme var sende oig hans grå hår flød u hans Dome, akkurat som hendes havde.

Pludselig spærrede han øjnene op kiggede på hende. Eller, igennem hende? Det virkede ikke til at han så hende, men alligevel forøgedes han hjerterytme. Hans kabler begyndte at lyse og hun så for første gang et andet menneske modtage Uddannelsen.Den gamle mand gispede lavt inden han vendte det vide ud af øjnene.

Hun stod som fortryllet og kiggede på ham, overrasket over hvor voldsomt det egentlig så ud,overrasket over at han ikke åbnede munden. Han forblev stille, akkurat som hun havde. Ingen skrig, ingen støn af smerte, ingenting. Gad vide om de overhovedet havde nogen stemme tilbage?

Tøvende skilte hun læberne og pustede ud, men ingen lyd kom frem, ikke en gang den mindste lille hvisken. Hun prøvede igen, men med samme resultat. Hun trak let på skuldrende inden hun igen kiggede på manden I Domen og forskrækket gisp undslap hendes læber. Hans øjne var rettet direkte imod hende, men hans kabler lyste stadigvæk. Usikker bakkede hun væk og hørte hvordan døren gik op bag hende inden hun vendte sig om og kiggede direkte ind I den sorte afgrundaf en robots krom-hjelm. Et rødt lys blinkede fra dybet og den rykkede sig let forvirret rundt.

“Hu-man.”

Den elektriske lyd krøb ned af ryggen på hende og hun rystede svagt.

“Hu-man. Es-ca-ped. Hu-man.”

Langsomt bakkede hun ind I rummet mens maskinen fulgte hende med det røde lys inden den selv langsomrt bevægede sig ind I rummet. Ose gispede svagt da den var helt inde I rummet, overrasket over dens størrelse. Den var en smule større end hende selv men dobbelt så bred. Som et lyn slog det ned I hende at den ville dræbe hende. Hun var en trussel mod systemet, og manden I bassinet havde tydeligvis sendt bileder af hende til Operatørerne.

I et desperat forsøg på at undslippe robotten smed hun sig på gulvet og skubbede fra med alle kræfter så hun rutschede forbi den og ud på gangen. Med et støn kom hun på benene og haltede for fuld hastighed ned af gangen mens hun hørte hvordan robotten kom tættere og tættere på.

Det er nødt til at gå hurtigere!

Tanken fór igennem hendes hoved og som på kommando bevægede hendes ben sig hen over gulvet med fornyet styrke. Hendes hjerte slog hårdt mod hendes bryst hendes hår flagrede bag hende og hendes verjtrækning kom I små gisp. Geléen var tydeligvis ikke ment til at holde dem I form, bare stimulere deres muskler. Alligevel fortsatte hun mens hendes ben føltes tungere og tungerefor hver skridt indtil hun til sidst måtte stoppe.

Gispende lænede hun sig op af væggen, hendes krop værkende og ugidelig. Den sagte lyd af hendes åndedrag blev dog afbrudt da lyden af robotten endnu en gang kom som et skurende minde om hendes situation. Hun havde intet andet valg end at fortsætte, ingen anden mulighed end at slæbe hendes tunge ben hende over gulvet.

“Hu-man. No. Hi-ding.”

Lyden ekkoede omkring hende og gav hende fornyede kræfter til atter at bevæge sig ned af den dunkle korridor. Efter et par minutter I stilhed fangede en af dørerne hendes opmærksomhed, den lyste ikke som de andre, der alle havde et svagt lys indefra, den var blot mat, dunkel og grå. Forsigtigt rørte hun ved døren og trådte et befippet skridt tilbage idet den åbnede ved hendes berøring.

På den anden side af døre var en smal trappe der førte opad. Det var det eneste der var, end ikke et skilt der fortalte hende hvor hun ville komme hen. Alligevel virkede det som den bedste løsning og hun begyndte langsomt at bevæge sig opad.

For enden af trappen efter hvad der virkede som en uendelighedmødte hun endnu en dør, denne gang med et stort et-tal på. Døren var magen til den anden og udstrålede samme mystik, den var lige så diskret som den anden havde været, og virkede lige wå tiltrækkende på hende. Nærmest som om den kaldte på hende. Uden tøven skubbede hun den op og trådte ud på den anden side, ud til et syn hun aldrig ville glemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...