We Who Run For Humanity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 24 jul. 2013
  • Status: Igang
År 3000, et nyt årtusinde, en ny verden. Rose “Thorn” Grace lever I et teknologi styret samfund. Mennesker har ingen fysik kontakt med hinanden mere, alt foregår elektronisk i CyberSpacem alt bliver overvåget. Menneskeheden er for længst blevet kureret for sygdomme, epidemier er et uddødt ord, og ingen tænker tilbage på hvordan det var før. Ingen husker tilbage fra før Dengang. Dengang hvor alt ændrede sig, hvor menneskene ændredes. Ingen husker hvordan det begyndte. Men hvorfor skulle de også det når de leber I et så perfekt samfund? I en kamp mod tiden rystes Rose ud i samfund hvor uvidenhed er magt, frygt er en realitet og viden er nøglen. Viden om mennesket. Hvem er vi?

12Likes
2Kommentarer
924Visninger
AA

3. Kapitel 1 - År 3000

Rose ømmede sig irriteret mens maskinen intensivt vibrede hende for at få hende op, på nøjagtig samme måde som igennem hele hendes liv. En pulserende vibration der ville skyde gennem hendes krop og få hendes hjerne til at fungere på optimalt niveau. Det var ifølge det Gamle Regelsæt vigtigt at de fik deres uddannelse, men hun var ret sikker på at det ikke altid havde fungeret på denne måde. Det var snart et halvt årtusinde siden at de var flygtet under jorden, hele den menneskelige race, små og store, unge og gamle. Ingen var blevet tilbage, ingen man havde hørt om. Alligevel var hun overbevist om at nogen måtte have været der, nogen der var blevet tilbage. Men hvis det var tilfældet var de døde nu. De forskellige City Domes var blevet tømt for luft og intet menneske kunne overleve det.

Hun gispede lavt da hun igen mærkede der underlige sensation hun aldrig helt var blevet vant til, strømme gennem hendes krop. Den forberedte hende som altid på de informationer der snart ville strømme ind gennem hendes kabler og fylder hendes allerede kvikke hoved med viden. Hun forberedte sig også på smerten, udmattelsen og den magtesløshed der ville komme efter informationerne. Det kom hver gang, et biprodukt kaldte de det. De vidste ikke hvordan de skulle stoppe folk fra at føle udmattelse, hvordan de egentlig skulle stoppe dem I at være mennesker.

Som et jag kom informationerne, navne, steder, billeder, historier, numre. Alt strømmede ind I hendes hjerne via kablerne der forbandt hende til hendes LSS, en genstand som man ikke kune overleve uden. Den sørgede for at holde dem I live, fodrede dem, hjalp dem med at trække vejret. Sådan havde det altid været, lige så længe noget menneske kunne huske. Altid. Ingen satte spørgsmålstegn ved det faktum at sådan var det, ingen undrede sig. Alle havde hver deres personlige LSS, hver deres monitor, hver deres Dome. En lille en, naturligvis, ikke så gigantisk som den der engang havde rejst sig over New New York.

Hver LSS var et leje der var nedsænket I en substans kalder Muscular Stimulation Gel, eller MSG, hvor ejeren lå fastspændt om hoften, armene og benene. Sådan havde det altid været. Hver ejer, eller operatør som de jo egentlig I realiteten var, var forbundet med kabler der løb fra deres arme til maskinen, hvor de fik hvad end medicin de havde behov for. Det burde egentlig ikke være nødvendigt eftersom alle sygdomme var blevet udryddet for længst, alligevel fik de stadig medicin. Ingen vidste rigtig hvorfor. Hver LSS var også forbunder med kabler der målte brugerens hjerneaktivitet og aflæste de elektriske impulser der blev afgivet ved de forskellige imput som blev udsendt af Regeringen. Den aflæste hvordan Uddannelsen bled modtaget, hvordan Sanserne spillede og hvordan Humøret lå. Alle disse blev så sendt videre til Kontrolcentret hvor det hele blev styret fra.

Rose havde lært alt dette, det var alt sammen en del af hendes Uddannelse. Alt omkring Samfundet blevvideregivet via Uddannelse, og de unge der tog bedst imod den blev så igen sendt videre op I systemet så de en dag selv kunne blive Operatører. At være Operatør var et heftigt job, ens LSS ville dagligt modtage uendelige mængder data der ville komme fra uendelige numre af mennesker. Alt data skulle behandles og videregives samt henstilles til den rigtige protokol.

Rose sukkede af lettelse da den skræmmende mængde information stoppede med at flyde ind I hendes hoved, og slappede ubevidst af imod lejet polstring. Hun vidste at hun ikke burde stritte imor men alligevel var det umuligt for hende ikke at forsøge at slippe væk fra smerten der pulserede gennem hendes kranium sammen med Uddannelsen. Ligemeget hvad hun gjorde virkede det ikke for hende og hun kunne ikke forståhvordan folk kunne være afslappede mens de modtog Uddannelsen.

Langsomt faldt hendes puls til ro igen alt imens maskinen begyndte på an lav knurren derindikerede at hendes muskler ville blive stimuleret gennem væsken. Denne process foregik ved hjælp af små nanoelektroder der var over alt I MSG og som ved stimulans rykkede ind mod huden og vibrerede I en frekvens der efterlignede den menneskelige krops muskelstruktur, og som derved effektivt hold dem I form. Dette system var dog første blevet perfektioneret efter årtiers forsøg med forskellige frekvenser. Endnu en ting hun havde lært gennem Uddannelsen.

***

Operatøren kom langsomt til live I sin LSS mens de uanede mængder af data kulminerede I hans hjerne. Hans opgave var at passe på de titusindvis af mennesker der var tilkoblet hans sektion af Safe Center 81. Det var hand opgave at samle de forskellige mennesker, gruppere dem så Regeringen nemt kan kigge mapperne igennem og udvælge individer til forskellige opgaver der ifølge dem var vigtige. Hans hjerne var ikke hans egen længere, han blev blot brugt som et led, hans menneskelighed som et værktøj. Sådan var det med alle Operatører, de var blot et værktøj, en mulighed for Regeringen til at få et indblik I hvordan deres LSS brugere havde det. Mange ting var de dog fuldstændig ligeglade med.

Alligevel havde en af menneskene fanget Operatør #837’s interesse. En teenager som lige havde modtaget sin Uddannelse viste flere tegn på udmattelse som følge af Uddannelsen, og svage individer kunne man ikke bruge til noget. Svage individer havde svage hjerner og kunne derfor ikke bruges I det globale netværk til regeringens formål. Individer som detteblev bortskaffet.

Operatøren flyttede langsomt sine blodskudte øjne hen over skærmen indtil han fandt hvad han søgte. Med et enkelt blink med øjnene slukkede han for teenagerens LSS, en sikker melding om at vedkommende om få minutter ville dø. Maskinen hjalp dem jo med alting, så hun ville ikke ane hvad hun skulle gøre. Når et menneske blev produceret blev det ved fødslen nedsænket I MSG efter at en robot havde koblet det til en LSS. Det ville aldrig vide andet end at det havde behov for en LSS. Blev det frakoblet ville det dø. Sådan var det, og sådan havde det altid været.

I et sidste anstrengende øjeblik krusedes de sprunkne læber I et sørgmodigt smil på den ganmle Operatør #837’s ansigt inden han igen hensank I data, koder, tanker. Men ikke hans egne. Aldrig hans egne.

***

Rose vågnede med et spjæt da hendes LSS gav et hendøende støn fra sig inden den blev mat. Hun kiggede sig febrilsk omkring, forsøgte at finde ud af hvad der skete. Hendes skærme var sorte og hun kunne ikke trække vejret.Med et sidste klik gik de remme der holdt hende på plads I bassinet med MSG op og efterlod hende til for første gang I sit liv at bevæge armene frit.

Og så var det hun mærkede det. Mærkede hvordan hendes krop langsomt skreg. Skreg til hende at den maglede ilt, skreg til hende, bad hende om at gøre noget. Men hvad skulle hun gøre? Hendes LSS var død, HUN var død. Hun kunne ikke leve uden sin LSS, det kunne ingen, det vidste alle. Hvis din maskine døde, døde du. Alligevel flyttede hendes hun sig som af egen fri vilje op til slangen der var placeret på hendes hals, mærkede I et desperat forsøg efter bare den mindste løsning, efter et eller andet, noget som kunne hjælpe hende.

Som et lyn strejfede hendes fingre hen over noget, en revne.. Et hulrum. Med besvær fik hun bakset fingrene ind under revnen inden hun rev til med alle kræfter og mærkede hvordan slangen langsomt gav slip.

Med sine sidste kræfter sled hun slangen fri og mærkede hvordan det langsomt sortnede for hendes øjne mens ilten slap op. Som på autopilot reagerede hendes krop og skuppede hende op a gelen inden hun skilte sine læber og tog hendes første rallende indånding.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...