Just another Lovestory ~ 1D FanFic.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 27 nov. 2014
  • Status: Igang
Line er 17 år gammel da hun møder sit livs kærlighed over nettet. Nemlig den 20 årige fyr ved navn James, fra London. De skyper sammen hver dag, og da Line fylder 18, tager hun et fly til London, for at skulle flytte ind hos den helt igennem perfekte fyr. Tror Line. For Mr. Perfect dukker aldrig op. Og hvad skal der så ske med Line? Og hvad sker der når en mystisk brite dukker op og redder dagen?

20Likes
72Kommentarer
956Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg kiggede op og så lige ind i et ansigt, som jeg mente jeg havde set før, men som samtidigt også var skjult bag solbriller og hættetrøje. Det gjorde det så heller ikke nemmere at tårerne i mine øjne gav mig et endnu mere begrænset syn.

"Oh girl, you're crying! What's wrong? You look all messy... Come with me outside, then we can talk and you can get some fresh air!"

Jeg rejste mg lettere forvirret op og tørrede mine øjne, og fandt ud af at jeg havde mascara i størstedelen af mit ansigt nu.

Han lo lidt over mig og tog så min kuffertvogn, skubbede den med udenfor, hvorefter han så stillede sig hen i et hjørne. Jeg selv, fulgte fortumlet med.

"Well, first, tell me your name..." Han kiggede afventende på mig. Jeg blinkede og prøvede at falde ned.

"Øh... Mit navn er, nej undskyld... Sorry..." Jeg rystede på hovedet.

"My name is Line... And you are?"

"Pleased to meet you, Line. I'm Liam"

Jeg stod lidt og nikkede, vidste ikke helt hvad han ventede på, men det skete vist ikke, for han fortsatte efter nogle sekunders stilhed.

"Tell me, why were you sitting there all by yourself and crying before?"

Jeg vidste ikke helt om jeg skulle fortælle denne mystiske fyr omkring hvad der var sket, men jeg ville bare så gerne ud med det. Så jeg besluttede mig for at fortælle denne Liam det, og bare håbe at han kunne hjælpe og så aldrig se ham igen.

Jeg lukkede mine øjne, tog en dyb indånding, holdte vejret, pustede langsomt ud, åbnede mine øjne igen. Jeg var klar.

"Well, it started a year ago, I met this british boy called James, I met him over a page where we typed with each other. We started to skype and text each other, and then we fell in love, and then we aftalte at jeg skulle flytte herover når jeg blev atten og..."

"Whoa, whoa, whoa! Stop! I don't understand a word!" Han grinede lidt af mig, great. Nu havde jeg gjort mig til grin endnu en gang. 

Han smilede opmuntrende til mig: "Go ahead"

"Okay, we made a deal that when I turned 18, I should move over here and live with him... He was supposed to pick me up today, but he hasn't showed up yet... I've been here for two hours and my doesn't have signal, and it's my birthday today and I don't know where to go or what to do..."

Jeg trak vejret hurtigt og lagde først nu mærke til de nye tårer der befandt sig på mine kinder.

Han stod lidt og så paf på mig, så gjorde han noget uventet; han lagde armene om mig og krammede mig.

"I'll take you to a place where you can sleep. Don't worry, I won't hurt you" Han hviskede det blidt og beroligende, og i et øjeblik af dumdristighed og mangel på bedre muligheder, nikkede jeg som tak. 

Jeg vidste godt at jeg ikke burde gå med en fremmed, men det var dét, eller gaden. Så virkede denne Liam nu mere tryg end en ny og fremmed by gjorde. Ham her lovede mig trods alt tag over hovedet.

Han sørgede for at mine kufferter kom ind i en bil, sammen med hans egne. Jeg var elendig til bilmærker, men selv jeg kunne se at det ikke ligefrem var en der lå i den billige ende angående priser.

Vi satte os begge på bagsædet, tilsyneladende havde denne fyr chauffør på. Det undrede mig en del, men i min zombie ligende tilstand, var jeg ligeglad.

Jeg sad og fulgte med i hvad der skete ude op vejen.Jeg vidste ikke hvor vi var på vej hen, men jeg fandt det heller ikke interessant.

Jeg lukkede mine øjne, ville bare have dem lukket i 30 sekunder. Men jeg mistede tidsfornemmelsen og alt blev sort.

 

Da jeg åbnede øjnene igen, holdt bilen stille. Et kort øjeblik undrede jeg mig over, hvor fanden jeg var, men så vågnede min hjerne helt og det gibbede i mig. Jeg drejede mi hoved mod min sidemakker og til min store overraskelse, sad Liam fra One Direction ved min side. Så faldt ti-øren. Min redningsmand var den samme som den kendte sanger. 

Jeg var ikke stor fan af One Direction, jeg kendte sangene og fulgte med i sladderen, men jeg var langt fra en directioner.

Jeg sad vist og stirrede på ham med åben mund og polypper, for han begyndte af le af mig.

"Hey Line, I'm the mysterious guy, Liam"

Selvom jeg havde regnet det ud, var jeg stadig chokeret. Først ditchede min næsten kæreste mig, i et land jeg ikke kendte til, og nu havde One Directions Liam leget helt og reddet dagen?

I et sekund overvejede jeg om jeg stadig sov. Men selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Og selvom jeg ikke var fan, kunne jeg mærke den sitrenede følelse i kroppen af at være i næreden af en kendt.

Liam åbnede sin dør og nikkede mod min, som tegn til at jeg skulle gøre det samme. Jeg åbnede min dør og trådte ud. Jeg kiggede mig lidt rundt og fik øje på Liam, der stod ved en hoveddør. Jeg smækkede bildøren i og skyndte mig op til ham.

"We'll get your bags later" smilede han og åbnede så døren. 

Der gik ikke mange sekunder før man kunne høre begejstrede stemmer. 

Bandet.

"Liam! Why did it take so... Who is she?!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...