Just another Lovestory ~ 1D FanFic.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 27 nov. 2014
  • Status: Igang
Line er 17 år gammel da hun møder sit livs kærlighed over nettet. Nemlig den 20 årige fyr ved navn James, fra London. De skyper sammen hver dag, og da Line fylder 18, tager hun et fly til London, for at skulle flytte ind hos den helt igennem perfekte fyr. Tror Line. For Mr. Perfect dukker aldrig op. Og hvad skal der så ske med Line? Og hvad sker der når en mystisk brite dukker op og redder dagen?

20Likes
72Kommentarer
1021Visninger
AA

2. Kapitel 1

"Hvornår er vi der?" Jeg var utålmodig. Jeg skulle snart mødes med den fyr jeg havde været sammen med i et år; James. Jeg glædede mig som et lille barn til juleaften. Det var min 18 års fødselsdag den dag, jeg havde holdt afskedsfest igår for mine tætteste venner og familiemedlemmer. Mine forældre havde givet mig lov til at flytte hvorhen jeg end ville, så snart jeg fyldte atten.

Dog tror jeg ikke de havde regnet med at London var mit mål.

Det havde min bedsteveninde heller ikke. Eller det havde hun jo nok lidt, hun havde fulgt hele James' og min kærligheds historie, og havde støtte mig i mine valg og beslutninger hele vejen igennem. 

Nu hvor jeg kom til at tænke på hende, savnede jeg hende egentlig allerede utroligt meget. Alle vores små særheder, som vi delte. Amanda hed hun. Eller Amanden som mange kaldte hende. Det var én af de særheder vi delte i vores vennekreds. Vi kaldte alle "-manden". Jeg hed foreksempel "Linemanden", og i starten kaldte vi også hende for "Amandamanden", men det blev senere hen trukket sammen til "Amanden".

Det med "manden" stammede fra at vi alle mente vi var født mand. En underlig ting, det vidste vi godt, men det gjorde at vi havde et fællesskab, som ingen kunne bryde. Så snart man havde "manden" efter sit navn, var man en del af gruppen. Et medlemsskab, der tit var svært at opnå, og svært at skille sig af med. Vi var en lille familie...

Men nok om det, for nu hvor jeg tænkte på dem alle sammen, savnede jeg bare dem alle.

 

Det var først nu det var gået op for mig at jeg havde talt højt tidligere. Jeg blev grebet af et kort stik af panik og kunne mærke den sitrende følelse i mine kinder, der gjorde mig bevidst om, at de havde fået en lettere rød farve.

Jeg prøvede at lade som ingenting, kiggede derfor ud af vinduet og sukkede så dybt. 

Udsigten hold mig ikke fanget i særlig lang tid, for inden længe kiggede jeg på min mobil. Flyveturen tog ca 2 timer. Men fordi jeg skulle sætte mit ur en time tilbage, så tog det i teorien kun en.

Flyet var lettet fra Danmark klokken 13, klokken nærmerede sig nu 13:40 (britisk tid) så vi var der jo snart.

Jeg kunne næsten ikke vente!

Jeg rettede mig op i sædet, tjekkede om alle mine ting var, der hvor de skulle være, prøvede et eller andet sted bare desperat at få tiden til at gå med noget, jeg kunne nærmest ikke sidde stille.

Jeg hoppede op og ned i mit sæde. Mine pupiller fes rundt, så alt, men min hjerne registredede ingen af tingene. Bortset fra én enkel gang. Jeg mærkede hvordan mit hjerte holdt op med at slå, skippede et slag eller to, da jeg så det bebrejdende blik fra en ældre dame, på den anden side af gangen. 

Jeg stoppede brat min ivrige damp-barn ligende hoppen og kiggede gen ud af vinduet, denne gang mere flovt end første.

*Awkward...* tænkte jeg og bed mig i min underlæbe, noget skulle jeg jo foretage mig de sidste 18 minutter af flyveturen.

Jeg kiggede ud på landskabet. Der gik så bare ikke mere end 17 sekunder med det, før jeg sad og trippede med mit ene ben. 

Og end ikke 13 sekunder efter det, begyndte jeg at tromme med mine fingre mod forskellige ting, mit ben, vindueskarmen, den opslåelige bakke. 

Om jeg også begyndte at nynne, ved jeg ikke. For der gik ikke lang tid, før en sød und kvinde lagde hånden på mit knæ med et venligt smil og sagde:

"Nervøs?"

"Nok nærmere spændt" smilede jeg igen med et undskyldende blik.

Hun lo. "Første gang i London?"

"Ja, og jeg bliver der forhåbentlig længe"

Hun kiggede undrende på mig. "Flytter du hertil, uden at have været her først?"

"Ja, på en måde.. Kæresten bor her og sådan..."

"Hvor skønt, ja så er der os andre, arbejdet... Mit navn er forreste Ida, Ida Nielsen. Her er mit kort, hvis du får brug for min hjælp. Der er både mail og nummer." 

Hun smilede venligt til mig og jeg tog imod hendes visit kort.

"Tak! Det skal jeg nok huske! Mit navn er Line, Line Hansen." Svarede jeg imens jeg betragtede kortet i mine hænder, inden jeg lagde det ned i lommen på min jakke.

Vi sad lidt g småsludrede og det hjalp lidt, for så sad jeg ikke og gjorde mig selv til grin med min ivrighed.

Da vi landede kunne jeg mærke at jeg måske var en smule nervøs. Jeg rystede lidt (Okay, meget) på mine hænder da jeg skulle tage min håndbagage ned fra loftrummet. Ida og jeg fulgtes ad, ud af flyet, og skiltes først, da hun fik øje på sin kuffert.

Jeg selv stod i hvad der føltes som en evighed, men som mit mobilur beskrev som mængden af mindre end fem minutter, og ventede.

Da jeg endelig havde samlet mine tre kufferter, fik jeg fat på en vogn, de kunne være på, og så begav jeg mig ud af det område, og ind til der hvor folk sagde farvel, men også goddag og velkommen. I mit tilfælde ville det være et "Velkommen!"

Der var en masse mennesker som tog glædeligt imod mine medpassagerer, men jeg kunne ikke se James nogle steder. Jeg gik igennem det vivar af en forskruet forsamling mennesker, og videre hen til udgangene. Men James var ingen steder at se.

Mine hænder begyndte at ryste, sveden løb ned af min pande og jeg så fortvivlet rundt. 

Havde han glemt at det var i dag? 

Eller havde han taget fejl af tidspunktet?

Måske var der sket noget forfærdeligt, så han var forsinket?

Jeg rystede på hovedet, det var sikkert bare trafikproblemer, han dukkede nok op om snart.

Jeg gik hen og satte mig op af væggen. Jeg turde ikke starte musikken og sætte mine in-ears i mine ører, hvis nu han dukkede op og råbte efter mig. Så jeg begyndte at spille Fruit Ninja. Ren tidsfordriv, og jeg var også elendig til det.

Efter noget tid, gav jeg op. Jeg tjekkede hvad klokken var; 14:46.

Jeg bildte mig ind at hvis han troede vi først landede klokken tre, så var han her nok snart. 

Jeg skulle lige til at skrive og spørge hvor han var henne, men så opdagede jeg den hånlige lille tekst oppe i venstre hjørne: Ingen tjeneste.

Fuck, shit, lort, schisse. Jeg havde ikke fået købt abonnement i London endnu.

Hvilket ville sige at selv hvis James prøvede at kontakte mig, ville det ikke nytte noget. Jeg sukkede dybt og lettere fustreret, og begyndte så at spejde efter ham.

Da klokken nærmerede sig 15:30, opgav jeg at spejde igen, og lagde armene om mig selv i stedet. Jeg trak mine ben op til mig og lukkede fortabt mine øjne.

Han ville ikke dukke op, indså jeg nu.

Der gik ikke mange sekunder før jeg var fyldt med selvhad, og tårerne trillede ned af mine kinder.

Du er så naiv! Som om han ville dukke op!

Han vil slet ikke have noget med dig at gøre... Det er sikkert fregnerne... Eller det orange rødlige hår. 

Du er sikkert for fed! Dit lille fede læs ubrugelige lort, du er ingenting!

Du er blå øjet, ren naivitet! Du burde gå med et neon skilt hvor der stod: Jeg er naiviteten selv!

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg sad sådan, for jeg blev først revet ud af min sorte kuppel, da jeg mærkede en hånd på min skulder og hørte en stemme, med britisk accent, sige:

"Are you okay? Is there anything I can do for you?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...