Do i know u? ~ 1D ~ (ONESHOT)

Megan havde det forfærdeligt. Hun sad imellem de høje huse, inderst inde i den mørke gyde. Hun fattede virkelig ingenting. Hun rystede og hulkede og vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre. Hun kunne slet ikke fatte det. Hendes papfar havde slået hende. Lussingen sved stadig på hendes kind, og det fik hende til at hulke endnu mere. Hun havde kun sagt ét ord. Ét enkelt ord, som havde gjort hendes papfar helt rasende. Han var aldrig rasende. Hun sad hulkende og kiggede lidt rundt i mørket og så pludselig en skikkelse. Hun var som frosset fast til jorden. Hvem var det?

9Likes
13Kommentarer
574Visninger

1. Do i know u?

KLASK. Det kunne høres i hele huset. Jeg skreg som en sindssyg og min papfar kiggede bare tankeløst på mig. Min kind sved som flammer brændte, og jeg kunne næste ikke rører mig. Jeg var som frosset til gulvet. Min mor som stod på den anden side af spisebordet sagde ingenting. Hun var som lammet. Og kiggede med afsky på sin nye mand. Da jeg endelig blev mig selv igen skreg jeg ham igen op i ansigtet og løb. Løb ud af lejligheden. Ned af trapperne. Ud af bygningen. Løb, løb og løb, til at jeg ikke kunne få vejret længere. Jeg endte tæt ved en mørk gyde og gik hulkende derhen, for der ville jeg kunne være i fred. Ingen ville kunne se eller høre mig derinde. Ingen.

Jeg sad i lang tid og hulkede trist, og holdte min kolde hånd over mit svidende mærke på min kind. Det gjorde fandens ondt og jeg havde lyst til at bande stort og højlydt over det, men lod være. Jeg frøs som en sindssyg og min bagdel var frosset som en sodavandsis, der havde ligget lidt for længe i fryseren. Jeg hulkede og hulkede og tårende trillede hurtigt ned af mine kinder. Jeg lagde armene godt rundt om mig selv for at få varmen. Vinteren var koldt som bare pokker.

Jeg sad og kiggede rystende ud i mørket og så pludselig en skikkelse ude på gaden. Den kom nærmere, og jeg begyndte bare at hulke endnu mere, for jeg magtede virkelig ikke at blive voldtaget også. Den dag var allerede slem nok, så den klamme skikkelse måtte meget  gerne forsvinde igen. Da skikkelsen kom helt tæt på, kunne jeg ane at det var en mand. Nej vent, en fyr, måske på 19-20 år.

"Er du ikke sød at gå?" sagde jeg med gråd i stemmen og krøb endnu mere ind mod muren. "Jeg mener det virkelig." Hans ansigt var blevet helt tydeligt nu. Skulle jeg være ærlig? Han var lækker. Mere lækker end min fætter, og min fætter er altså lækker, ok? Nok om det. Han smilede bare varmt og venskabeligt til mig og satte sig ned to meter fra mig. "Det var ikke min mening at skræmme dig sådan." sagde han med en hæs, tiltrækkende stemme. Uff.

Jeg var stadig ved at tisse i bukserne af skræk, men han virkelig fredelig nok, så jeg tog det lidt med ro og kiggede væk fra ham og sådan sad vi bare lidt i stilhed til tid.

Da jeg igen kiggede over på ham, sad han ikke to meter væk længere, kun en meter. Hvis han strakte sin arm, ville han kunne røre mig. Jeg kiggede med skræmte øjne på ham og holdte en gråd inde. "Fryser du?" spurgte han forsigtigt om. Jeg svarede ham ikke. Jeg ville ikke. Jeg turde ikke. Da han fattede at jeg ikke havde tænkt mig at svarer, kiggede han på mine arme. Han kunne se at jeg rystede som en sindssyg. Jeg havde kun en top på, så det var jo klart. Inden jeg nåede at sige noget, tog han sin jakke af og kastede den blidt hen til mig. Jeg kiggede nervøst på den og lagde min hånd på den. Den var varm. Uden at tænke mere over det, tog jeg den på. Det føltes fantastisk endelig at få varmen igen. Jeg prøvede at give ham et smil som tak. Jeg tog en dyb indånding og kunne dufte den parfume han brugte. Jeg turde ikke kigge hen mod ham igen, men kunne mærke at han rykkede tættere på. Pludselig kunne jeg mærke hans arm mod min.

Jeg kiggede undrende på ham. "Hvad vil du egentlig?" spurgte jeg koldt og ligeud. Han smilede igen varmt til mig. "At høre en sidde og græde på den måde gør mig slet ikke glad indeni." svarede han og kiggede ned i jorden. "Hvad er der sket?" Jeg synes nu det lød sødt. At han var så "god", og kom fordi han hørte mig græde. Typisk mig så bare at plapre ud med det hele. "Min papfar slog mig." Han kiggede ikke særlig overrasket på mig. "Overrasker det dig slet ikke eller noget?" spurgte jeg. Det blev jeg simpelthen nødt til at vide. Nysgerrig var jeg jo. "Det var ikke så svært at gætte at du var blevet slået, søde. For du har en kæmpe rød hånd på kinden." svarede han og smilede skævt til mig. Jeg slappede lidt mere af i kroppen. Hvor dum kunne jeg dog være. Selvfølgelig havde han set mit ansigt. For pokker da. Jeg smilede skævt tilbage. "Når ja, det havde jeg ikke lige tænkt over." sagde jeg dumt.

Hans navn var Harry. Harry og jeg sad og snakkede i flere timer. Jeg ved ikke præcis hvor lang tid. Men vi snakkede og snakkede. Jeg fik fortalt ham alt og spurgte ham om jeg måtte få lidt at vide om ham. Der tav han. Som om han ikke havde lyst til at fortælle det. "Hvad er der? Det er bare mig, jeg løber ingen steder og råber op om tingene. Du kan bare sige det?" sagde jeg og lagde min hånd på hans, uden egentlig at tænke over det. Jeg tog den straks til mig igen og kunne mærke blodet stige mig til hovedet. Jeg kunne mærke ham kigge på mig. Jeg kiggede forsigtigt på ham. Han smilede og tog min hånd i sin igen. Jeg rødmede endnu mere og gemte mig lidt i hans duftende jakke. "Jeg hedder Harry Styles. Jeg er med i et verdenskendt band, ved navn One Direction. Du har måske hørt om mig eller mit band før?" fortalte han og bed sig nervøst i læben, og ventede på min reaktion. Jeg var helt tavs. Jo, selvfølgelig havde jeg hørt om One Direction før. De var jo som sagt verdenskendte. Men jeg havde ikke lige regnet med at jeg ville sidde i en gyde og snakke med Harry Styles. Jeg nærstuderede hans ansigt og kropsform, og kunne nu godt genkende ham. "Du er virkelig.. Harry Styles.." sagde jeg mundlam. "Er du en fan?" spurgte han drillende, med et smil på læben. "Nej." måtte jeg skuffe ham. Hans smil svandt og jeg smilede drillende til ham. "Men det betyder ikke at jeg ikke kan lide dig!" Han pustede lettet ud og smilede varmt til mig.

Der gik lang tid uden at vi sagde noget til hinanden. Vi sad bare og kiggede ud i mørket, på hinanden, i mørket og på hinanden igen. Han havde taget mine hænder i sine og jeg havde en varm følelse i maven. Jeg kunne bare ikke forstå hvordan jeg dog kunne falde for en så hurtigt. Hvordan gik det til? Jeg havde kun kendt ham i et par timer, og vi sad allerede og holdte i hånden. Men ja, jeg kunne ikke sige andet end af kemien bare var fantastisk. Jeg kiggede smilende hen på ham igen og han gengældte det.

Pludselig lænede han sig længere og længere hen imod mig og jeg stivnede. Han ville kysse mig. Jeg slappede mere af da jeg kunne mærke ham kærtegne mine håndflader. Lige inden hans læber ramte mine, var jeg som forsvundet ind i en fantastisk verden af varme og kærlighed. Da hans læber ramte mine, var det som om alle sommerfuglene i min mave fløj ud til alle sider. Mine følelser gik amok og jeg lagde armene forsigtigt om ham og hans hænder fandt mine hofter. Kysset var helt fantastisk og jeg skreg af glæde inden i, for jeg havde ikke fået sådan et kys længe. Faktisk aldrig. Ikke sådan et der føltes ægte. Ægte som dette. Det var som at være i paradis. Imellem tiden glemte jeg fuldstændig alt om hvad der var sket tidligere. Jeg glemte alt om alt. Lige nu var det kun kysset som fyldte min verden. Det var fantastisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...