The Power (1D & HP)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2013
  • Opdateret: 18 nov. 2013
  • Status: Færdig
Den gjorde det første udslag og jeg sprang hurtig til side og gik lidt tilbage.
Den huggede ud efter mig, men jeg var hurtigere end den.
Jeg sprang om halsen på den og satte mig oppe ved dens hovede," ssslip mig!"
"Aldrig nogenssinde gør mine venner noget!"
Jeg tryllede et sværd frem og stalde mig op, bladet gav genlyde i hele kammeret da jeg hyrede den ned i hovedet på basilisken og den faldt sammen under mig.

23Likes
48Kommentarer
5528Visninger
AA

60. They are dead, okay!?

Jeg glippede med øjne da sollyset blændede mig, det kolde gulv gjorde at jeg frøs utroligtmeget. Thunder var ingen steder at se og det samme med Niall, hvor var de blevet af?
Jeg rejste mig fra gulvet og gik hen mod åbningen til hulen, det åbne område foran hulen var dækket af dugvåd græs og fuglene sang i skoven, men der var noget der føltes forkert. 
Et brøl lød oppe fra skolen af og jeg var hurtig i løb der oppe af, min mangel på magi gjorde at det tog lang tid før jeg nåede skolen. 
Thunder stod midt inde på græsplænen, omringet af lærer og andre voksne fra skolen," George skynd dig om bag den!" 
Hagrid stod og udledede ordre til lærerne og de andre," er alle klar!?"
Jeg satte i løb hen mod Thunder og sprang igennem flokken af troldmænd og hekse," Nej!" Jeg fløj nærmest ind til Thunder og greb fat om ham. 
I et sidste forsøg på at bruge min magi lagde jeg et beskyttende skjold om mig og Thunder, det virkede som det aldrig havde gjort før. 
Thunder lagde sig beskyttende om mig i en cirkel med hovedet ind mod mig og halen ud med de andre," der sker der ikke noget Thunder." 
Jeg havde fat om hans hovede og holde det tæt ind mod mit bryst," Zoey slip det skjold nu!"
"Nej, i skal ikke gøre ham noget!"  
"Zoey vi vil bare tjekke ham inden vi fører ham til Rumænien hvor Charlie er!" 
Ron råbte fra den anden side i forhold til Hagrid havde råbte før. 
"Jeg vil ikke miste ham, han er den eneste familie jeg har tilbage," tårerne trillede ned over mine kinder mens jeg snakkede. 
"Zoey vi er din familie, Sirius er din familie, din mor og far i Italien!" 
"Nej!" Skjoldet blev stærkere da jeg råbte op og forholdet sig i den form. 
"Zoey slap af," stemme lød lige ved siden af mig. 
Jeg kiggede op og så min mor og far stå ved siden af mig," nej det er ikke jer, jeg er ikke nekromantiker." 
Jeg mumlede stille for mig selv mens jeg klamrede Thunder til mig," Zoey, kan du huske den sten du gav til Hermione?"
Jeg nikkede og kiggede bange op på dem," den oprindelig sten ligger i Thunders mave." Jeg kunne mærke tårerne løbe ned over mine kinder. 
"Lille skat, hvor er du dog blevet stor," min mor satte sig på hug foran mig og strøg mig over kinden, men jeg kunne ikke mærke det. 
"Du er blevet en endnu større magiker end vi havde forestillet os," min far satte sig på hug ved siden af min mor. 
"Min prinsesse husk på hvad vi altid sagde, beskyt dem du holder af ved at lade dem få det bedre uden dig." 
"Nej!" Jeg råbte op samtidig med ar mine forældre forsvandt for øjne af mig. 
"Zoey!" Jeg genkendte med det samme Nialls stemme. 
"Zoey kom her ud og slip skjoldet!" Denne gang var det Sirius der råbte. 
"Nej hen er den sidste jeg har, han er den eneste jeg har tilbage!" 
"Zoey, dine forældre er der stadig!" 
"Nej de er ej! De er væk, de er døde!" Alt blev stille omkring os og Thunder åbnede sig en smule ud mod de andre så de kunne se mig. 
"Hvad mener du Zoey?" Sagde Sirius roligt.
"De er væk, kan i ikke forstå det?! Thunder er den eneste der ikke forsvind eller foræder mig!" Tårerne trillede i store mængder ned over mine kinder.
"Zoey giv slip på Thunder så kan vi snakke om det," sagde Lupus. 
Jeg rystede kraftigt med hovedet, med mine sidste kræfter teleporterede jeg Thunder til hans undervandshule uden mig. 
Skjoldet omkring mig bristede og jeg sad tilbage helt alene, der var ikke flere tårer der rendte ned af min kinder, ikke flere der råbte, intet tilbage. 
"Zoey hvad gjorde du af Thunder?" stemmen lød på en måde hård. 
Jeg rystede bare på hovedet og rejste mig fra jorden, uden et ord gik jeg direkte ind på skolen og hen mod rektorens kontor selvom Mcgonagall stod ude foran sammen med alle de andre. 
"Dumbledore," jeg mumlede kodeordet og døren åbnede sig foran mig," lad være med at lukke nogen ind før jeg kommer ud." 
Det store billede af Dumbledore hang og prydede væggen bag ved det store bord," Hej Zoey." 
"Hej Dumbledore," jeg satte mig på stolen bag bordet og vendte mig mod billedet," du ved vel hvad der er sket?" 
"Jeg ved lige så meget som du også hvor Thunder er." 
"Lov mig du ikke fortæller det til Mcgonagall eller nogen anden," jeg kiggede bedende op på hans billede og lod en tårer rygge ned over min kind. 
"Du Zoey er den mest barmhjertige og godsindede person jeg kender, jeg kunne aldrig finde på at fortælle til nogen hvor han er." 
"Tak Dumbledore, hvordan går det med mor og far?" 
Han smilede stort til mig," de holder øje med dig og er stolte over hvordan deres datter er end ligesom jeg er over min nieces barn." 
"Er der nogen ændringer i Italien?" 
"Din fætter Cornelius passer godt på tronen og holde mindet om dine forældre højt, jeg har snakket med ham et par gange og han bad mig om at fortælle dig at han elsker dig."
"Sig til ham at jeg også elsker ham og at jeg snart vil komme tilbage og lede landet sammen med ham." 
"Selvfølgelig vil du det Zoey, ingen profeti holder helt stik." 
"Tak Dumbledore, vi ses," jeg rejste mig fra stolen samtidig med at jeg så Dumbledore forlade billedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...