Den naive pige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Historien om en ung pige og et gammelt træ, som jeg måtte skrive ned. Jeg er ikke helt klar over, hvordan jeg fik idéen, men jeg kunne på en eller anden måde ikke rigtig undgå den.
Jeg har skrevet den med henblik på nogle af nutidens problemer, men hey; forstå den, som i har lyst til .. and enjoy ~

4Likes
2Kommentarer
459Visninger

1. At forstå

Den lille pige gik ikke en tur, nærmere løb hun efter et mål. Hun vidste hvad hun skulle. Hvad der havde drevet hende til det, var hun ikke klar over, men før hun vidste af det, stod hun ansigt til ansigt med det gamle træ. De dybe furer og hårde rynker viste, hvad det gamle træ havde været igennem med tidens år.

 

Han havde overlevet hård vind, regn og lynnedslag.

 

Han havde oplevet solskin, blå himmel og syngende fugle.

 

Men det der stod mest klart på hans triste stamme, var alle de udskæringer, der var anbragt overalt af menneskehånd.

Den lille pige stod og fingerede lidt med den smalle, slanke dolk, hun selv havde medbragt. Hun så op på det gamle træ og kunne næsten mærke, hvordan hun længdes efter at gøre sit aftryk på det stakkels træ.

Hun rejste sig op og lod sin buttede, venstre barnehånd trykke sig ind mod træet.

Pludselig rømmede træet sig og pigen så chokeret op på de lange, tykke grene, der blafrede i vinden. ”Mr. Træ?” sagde den lille pige tøvende.

”Stop,” sagde træet.

Pigen så forvirret ned på træernes mørke rødder, der slangede sig op og ned af jorden. ”Hvorfor?” spurgte hun.

 

Træet havde tænkt på det som en umulig opgave, at få den lille pige til at stoppe, for ingen af de andre små naive børn havde lyttet til ham i alle de år, han havde levet.

 

Vinden blæste i den lille piges krøller og hun forsøgte at holde styr på dem.

”Hvorfor?” spurgte pigen igen, da der havde været lang stilhed.

Træets grå farve levede langsomt op under pigens buttede hånd og fik et gyldent skær. ”Fordi du vil såre mig,” svarede træet.

Pigen bed sig i læben og tænkte lidt. ”Sårer det dig, når jeg skærer i dig?” spurgte den lille pige, der egentlig ikke havde noget ondt hjerte, blot et fordrejet syn på verdenen forårsaget af sin naivitet. Naivitet, der havde været avlet gennem flere generationer.

Pigen så, hvordan træet nikkede sin medtagne krone.

Hun rømmede sig stille. ”Hvorfor har alle de andre så skåret i dig, hvis det skader dig?” spurgte pigen.

Træet mumlede stille sit svar og vinden bar det ned til pigen. ”Fordi de ikke forstår.”

 

Pigen greb hårdt om sin kniv. ”Fordi de ikke forstår hvad?!” sagde hun, pludselig oprørt.

Forstår de ikke? Forstår jeg ikke?, tænkte hun for sig selv. Forvirret og mærkeligt tilpas.

”De forstår ikke, at vi må leve i harmoni. Hvis folk bliver ved med at skære i mig, så vil jeg dø ud … og med min død, vil din også følge.”

Den lille pige sank en klump. ”Min død … og de andre mennesker og dyrs?”

Træet nikkede bekræftende.

 

Og sådan skete det, at den første der nogensinde forstod det gamle træ, var en lille, små dum menneskepige, der ikke var noget matematisk geni eller kunstnerisk talent.

 

Blot en lille, forvirret pige, der stoppede op og lyttede for et øjeblik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...