Dead Man's Legacy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Dead Man's Legacy er anden bog af mig, jeg har før hen skrevet Heartbreak på 130 sider. Denne bog handler om Marine Korporal Raymond Taylor, og Betjent Alexandre Wilson, Korporal Jason Cooper og alle Raymond's Navy venner.
Korporal Taylor tjener på USS Hamsley, og er forlovet med Officer Wilson, men en aften Taylor vender hjem efter to uger på havet, er deres fælles lejlighed raseret og han finder Betjent Wilson hårdt såret. da Wilson dør, bliver han mistænkt at Wilsons kollegaer der ikke kendte til Wilsons og Taylors forhold.
Men problemer skal vise vis at være værre end først antaget og før Taylor når at se sig omkring så er han indviklet i koroption og mord, ved Los Angelas police Departement.

Bogen er stadig ved at blive skrevet og derfor modtage jeg med glæde rettelser, kritik og ros, samt idéer. Jeg vil dog ikke love at din rettelse eller idé vil blive brugt.
Vis han som med forfatter gerne vil gå ind og rette det jeg skriver, betaler jeg med glæde, dog skal du være en god.

8Likes
9Kommentarer
1317Visninger
AA

12. Kap 8 - del 1

”de sidste to uger har du startede flere slagsmål end hvad du har gjort i hele din karriere” skældte Kaptajn McCory og så vredt på Raymond der stod over for ham.

”men det ståundt du fik lavet i dag ville være nok til at jeg kan smide dig af skibet” forsatte Kaptajn McCory, Raymond fik et sug i maven, han ønsket ikke at blive smidt ud af navyen, det var bare så forbandet svært at ignorer Pean når han gjorde grin med Alex

”Men.. når det nu er sagt ved jeg også hvad du lige har været igennem..” forsatte Kaptajn McCory og fik igen Raymonds fulde opmærksomhed.

”derfor suspendere jeg dig i 2 uger, fra vi kommer i havn” afsluttet Kaptajn McCory. Raymond augmenteret ikke imod Kaptajns McCorys beslutning for han var godt klar over at han nu havde brugt det sidste af hans god vilje og det held han måtte havde haft, han var bare glad for at Kaptajn McCory ikke havde valgt at smide ham helt af skibet.

”Tak sir” svaret Raymond drejet om på hælen og skulle til at forlade Kaptajn McCorys kontor da Kaptajn McCory sagde

”Du bytter kahyt med Sergent Parker, ind til vi er i havn” Raymond stoppet op i døren og vendte sig om mod Kaptajn McCory

”Sir?” sagde Raymond uforstående

”Du hørte mig godt Korporal, du bytter med Parker” svaret Kaptajn McCory, men han bladret i de papir der lå på han bord, Raymond nikker og forlod Kaptajn McCorys kontor.

Da Raymond åbnet døren ind til hans og Peans kahyt, lå Pean i sin køje med sin fod oppe og en ispose på sin kæbe. Der var igen af dem der sagde et ord, mens Raymond pakket sin køjesæk, først da han sprang ned fra sin køje med sin køjesæk i hånden, så Pean på ham.

”Jeg håber du bliver smidt af skibet for det her” udbrød Pean vredt, Raymond vendte sig mod ham og svaret trist

”2 uger suspendere” Pean så uforstående på ham, men så gik det op for ham hvad Raymond havde fortalt ham og det gjorde ham endnu mere gal.

”Jeg må sige du kan virkeligt fedte dig ind hold Kaptajn, men jeg ved hvor gal oven i hoved du er, mig narre du ikke” udbrød Pean vredt

”Jeg er virkelig ked af, at du kom til skade” svaret Raymond passivt, og åbnet døren i det Dok banket på, så Pean ikke kunne nå at provokere ham mere.

”forstyr jeg?” spurte Dok, da han så det vrede blik Pean sendte Raymond, der uden et ord gik forbi Dok og forsvandt hen af gangen. Da han nået Doks gamle kahyt i den højre fløj stod døren allerede åben. Raymond stoppet i døren ind til kahytten, Jason sad i den øverste køje med sin bærbar på skødet og skrev. Jason lod sig ikke mærke med at Raymond kom ind i kahytten og parket det meste af sin køjesæk ud i underkøjen.

”Vil du hælder ikke snakke med mig?” spurte Raymond, irriteret og rettet sig op så han kunne se Jason lige i øjende. Jason sukket og lagde sin computer fra sig før han så på Raymond og svaret konsekvent

”jeg vil gerne snakke med dig, men vær gang jeg vil snakke om dit problem lukker du mig ude, så med mindre du vil snakke om Alex har vi ikke noget at snakke om” få sekunder efter stod Raymond alene i kahytten og overvejet det Jason havde sagt til ham, før han drejet om på hælene og gik efter Jason, men han havde tøvet for længe, Jason var ikke til at se på gangen, så Raymond gik mod øvre dæk for at se om han var at finde der, en stemme der sagde han navn fik ham til at stoppe op få skidt fra døren ind til kabyssen.

”ufatteligt at Kaptajnen ikke gav ham mere end sølle to ugers suspendering” sagde en stemme som Raymond genkendte som Cooks,

”jeg fatter ikke at Kaptajnen ikke smed ham af skibet” sagde en anden stemme som Raymond ikke genkendte.

”han er vel blive smidt af bording holdet” sagde en tredje stemme som Raymond kunne genkende som Money.

”Han er stadig på første bording hold, og det forlyder at Kaptajnen hælder ikke ændre holdene” sagde den stemme som Raymond ikke kunne sætte navn på

”der er da ingen af dem der vil stole på ham igen, efter det her” sagde Money

”Vil du måske Cooke” spurte den ukendte stemme.

”Nej, det tro jeg ikke” svaret Cooke, det føltes som om Raymond havde fået en mave puster, der havde slået alt vejret ud af ham. Hans hoved føltes ørt så han valgte at dreje om på hælen og sætte kurs mod dækket. Hvad Raymond ikke havde set var at Jason havde stået skråt over for i døråbningen af deres frirum hvor han havde hørt og set det alt sammen.

I det Raymond var gået, gik han hen i dør åbningen til kabyssen og så vredt på Cooke, Money og den ukendte stemme som viste sig at være Jay.

”hvad er i for nogle venner?” spurte Jason vredt, Money, Jay og Cooke vendte sig mod ham og så uforstående på ham. Det gjorde kun Jason endnu mere vred.

”Ray, har lige stået og hørt alt hvad i har sagt” forklaret Jason, Money og Jay så lige glad på ham, men Cookie som stod beg dem, så forskrækket på Jason.

”han er blevet banket mere end nok oven i hoved over hvad han gjorde, han har ikke brug for at i også taler bag om hans ryg” forsatte Jason vredt.

”hvad rager det dig hvad vi siger om Korporal Taylor” spurte Jay provokerende

”i har til vi kommer i havn til at undskylde over for ham ellers indgiver jeg en klage til SecNavy over jer alle tre” svaret Jason før han gik efter Raymond.

”tro i han mener det?” spurte Jay en smule chokeret over Jasons trussel.

”det er Jason du snakke om” svaret Money

”han gør det” tilføjet Cooke og så lidt nervøst på Money. Der ude mærket viste hvor langt Jason ville gå vis han mente af, en af hans team medlemmer blev uretfærdig behandlet.

Oppe på dækket havde Jason fået øje på Raymond der stod bag både fortøjningen og så ud over vandet, Jason gik hen og stilte sig ved siden af ham.

”du skal ikke høre på dem” udbrød Jason, Raymond så uforstående på ham

”Cooke, Money og Jay” forklaret Jason og så undrende på Raymond, der smilte til ham

”hvorfor ikke? De har jo ret!” svaret Raymond

”De har ikke ret Ray, du er en fanden god marine” forsvaret Jason ham,

”det er venligt af dig Jason, men vi ved jo begge to du ikke har ret” svaret Raymond

”jeg har ret og du ved det” forsvaret Jason ham.

”en god marine ville konecentre sig om sit arbejde og ikke lade en fuld sømand, slå Pean ud over rælingen og 2T omkuld, fordi han diskutere med sine team medlemmer” udbrød Raymond og så surt på Jason, der ikke ville overgive sig.

”du glemmer vist også lige at vis du ikke havde grebet ind og taget en kugle i vesten så havde den fulde sømand skudt 2T og Cooke, før Bomber eller Blanc havde reageret” svaret Jason, og det fik Raymond til at klappe i, efter en rum stilhed spurte Jason

”hvordan har dit ribben det ellers?” Raymond der havde vendt blikket mod havet igen, så ikke på ham da han svaret

”det gør ondt som bare fandens, men Dok mener ikke der er noget brækket”

”øhh.. Jason kan jeg få lov at snakke med Ray alene?” spurte Cooke der var dukket op ved siden af dem, Jason nikket og gik væk fra dem.

”Jason fortalte os at du havde hørt os i kabyssen” forklaret Cooke, mens han stod en smule nervøs og gned sine hænder.

”Jeg frøs” udbrød Cooke. Raymond så uforstående på ham,

”Vis du ikke havde grebet ind da den sømand rettet pistolen mod mig, ville jeg være død, jeg frøs” forklaret Cooke, og først der gik det op for Raymond hvad han snakket om.

”Det var min fejl, der bragte dig i fare” sagde Raymond og vendte sit blik ud over vandet

”Det var ikke kun din fejl, Pean kunne havde været mere betænksom før han åbnet sin store mund” svaret Cooke,

”vis jeg havde koncentreret mig om min opgave, ville han ikke havde haft en pistol, eller mulighed for at affyre den” forklaret Raymond dystet og så på Cooke.

”du tog en kugle i vesten for din fejl” forsvaret Cooke ham. Raymond rullet med øjende.

”du sagde til Money og Jay, du ikke kunne stole på mig mere.. mener du det?” spurte Raymond og så alvorligt på Cooke, der vred sig en smule under spørgsmålet

”jeg ville nok tænkte lidt over det, de næste par gange vi skal borde sammen, men jeg vil altid stole på at vis der sker noget så har du vores ryg, lige som vi har din” svaret Cooke, efter at havde tænkt sig om et øjeblik, Raymond fast holdte han blik en rum tid før, han nikket til Cooke, der tog det som et tegn til at forsvinde.

Nogle timer efter da Raymond meldte sig til tjeneste på broen, føltes det som om de alle sammen så på ham ud af øjenkrogen, det gjorde ham utilpas, men Raymond kastet straks sin opmærksomhed over radaren i et forsøg på at ignorer de andres blikke, efter nogle timer følte Raymond sig efterhånden tilpas ved af være blandt de andre igen, selv om han stadig kunne mærke deres blikke på sin nakke.

Det blev efterhånden sent på dagen og mørket faldt på, de fleste af dem som havde været på aften vagt, havde forladt broen og efterladt Jay, Blondie, Pean og han selv som havde natte vagten. Pean var stadig vred på Raymond, og nægtet at tale eller se på ham, men Raymond passet sig selv, for uden når Blondie stilte ham spørgsmål som han svaret venligt på, efter det tyvende spørgsmål fra Blondie den aften, begyndte Pean og Jay at gøre grin med hendes spørgsmål, til at starte med ignoreret Blondi og Raymond dem, men da Pean blev grov i munden og Raymond lagde mærke til at Blondie blev såret over hans jokes og næsten stoppet med at stille spørgsmål. Blev Raymond vred på Pean.

”Hvad med at sige tingene som de er til mig, i stedet for at lade det gå ud over Blondie” udbrød Raymond og så vredt på Pean, da han gik over stregen. Jay der havde grint af Peans joke om Blondie, stoppet i det han så Raymonds ansigtsudtryk.

”igen, igen tro du alting drejer sig om dig” udbrød Pean håndligt og drejet om på stolen.

”hvad er da ellers dit problem med Blondie” spurte Raymond irriteret.

”igen ting” svaret Pean provokerende og kom op at stå, ret besværligt da han stadig ikke kunne støtte på den ene fod.

”så lad hende være” forsvaret Raymond Blondie, og kom også op at stå,

”så lad hende være” kvækkede Pean provokerende, det fik Raymond til at gå et par skridt hen mod ham, men før han nået at gøre noget var Jay hende ved ham og plantet en knytnæve i hans brystkasse, smerten fik ham straks til at bukke sammen, Blondie gav et udbrud fra sig og faret hen til Raymond der havde svært ved at få vejret igen.

Jay og Pean grinte skadefro af dem i det Blondie hjalp Raymond hen i hans stol igen.

”Jeg henter Dok” sagde Blondie, men før hun kunne gå greb Raymond fadt i hendes arm

”nej lad vær det er igen ting” mens han forsøgte at trække vejret dybt.

”du kan knap trække vejret, Ray” svaret Blondie skeptisk, uden at slippe sit tag om Blondies arm, fik Raymond sin vejrtrækning så meget under kontrol af han kunne svare

”jeg skal bare havde vejret igen” hvor efter han slap Blondies arm, hun blev stående et øjeblik, men gik så hen til sin egen plads igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...