Dead Man's Legacy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Dead Man's Legacy er anden bog af mig, jeg har før hen skrevet Heartbreak på 130 sider. Denne bog handler om Marine Korporal Raymond Taylor, og Betjent Alexandre Wilson, Korporal Jason Cooper og alle Raymond's Navy venner.
Korporal Taylor tjener på USS Hamsley, og er forlovet med Officer Wilson, men en aften Taylor vender hjem efter to uger på havet, er deres fælles lejlighed raseret og han finder Betjent Wilson hårdt såret. da Wilson dør, bliver han mistænkt at Wilsons kollegaer der ikke kendte til Wilsons og Taylors forhold.
Men problemer skal vise vis at være værre end først antaget og før Taylor når at se sig omkring så er han indviklet i koroption og mord, ved Los Angelas police Departement.

Bogen er stadig ved at blive skrevet og derfor modtage jeg med glæde rettelser, kritik og ros, samt idéer. Jeg vil dog ikke love at din rettelse eller idé vil blive brugt.
Vis han som med forfatter gerne vil gå ind og rette det jeg skriver, betaler jeg med glæde, dog skal du være en god.

8Likes
9Kommentarer
1272Visninger
AA

10. Kap 6 - del 2

”Hej, hvordan gik...” begyndte Kaptajn McCory, men stoppet da han fik øje på saltvanddroppet, der blev lå på sofaens ryglæn, og Raymond der lå på sofaen.

”stress” forklaret Dok kort for hoved, da Kaptajn McCory på spørgende på ham, Elizabeth skævet over til Jason der stod ved siden af hende bag Kaptajn McCory.

”hvordan går det så nu?” spurte Kaptajn McCory mens han gik hen til Dok og Raymond

”meget bedre, jeg tro bare at begravelsen var en smule for meget” svaret Dok, McCory nikket til svar før han henvendte sig til Jason og Elizabeth der stadig stod bag ham.

”Jeg kom for at fortælle at vores afgang er udsat en uge” forklaret kaptajn McCory, hvor efter han så hen på 2T og Bomber. Der nikket med et smil.

”Endnu en uge sjov” sagde 2T med et grin, Kaptajn McCory smilte af hans kommentar før han gik hen til døren der første ud i gangen.

”Dok kan jeg få et ord?” spurte Kaptajn McCory, Dok fulgte efter ham ud i gangen, hvor efter 2T, Bomber, Raymond og Jason sukket i samme sekund. Elizabeth så undrende på dem med et spørgende ansigtsudtryk, men først da de hørte hoveddøren lukke sig ude i gangen spurte hun drilsk

”Hvad er det i skjuler for Kaptajn McCory?” Jason så irriteret på hende og hvor efter han forlod stuen i det samme Dok kom ind igen. Elizabeth så uforstående efter Jason, før hun så på Raymond der satte sig lidt besværet op på sofaen og så på Elizabeth, mens han tog Bombers uniformsjakke af.

”de prøvet at skjule dem her for Kaptajn McCory” forklaret han og viste sine underarme til Elizabeth, der så overrasket på sårene. Hvor efter hun så alvorligt på Raymond,

”de er ikke dybe, men alligevel er det ikke okay” sagde Dok i det han satte sig på sofabordet og begyndte at forbinde Raymonds arme. Uden at se på Elizabeth.

”er det et sted vi kan tale uforstyrret?” spurte Elizabeth og så sig omkring i stuen.

”det er lige meget, Jason har fortalt dem det” svaret Raymond vredt, Elizabeth så uforstående på ham, det lignede ikke Jason at bryde et løft, han havde endnu ikke brudt et løfte han havde givet hende. Bomber lagde mærke til det uforstående ansigtsudtryk, Elizabeth viste, og fik skyldfølelse.

”Det var ikke Jasons skyld, jeg præset ham til det, uden at tænke mig om” forklaret Bomber, mens han hold øjenkontakt med Raymond, der stadig var vred på Jason.

”det giver ham stadig ikke ret til at fortælle det” svaret Raymond, med en sur mine, Elizabeth der stod stille og fulgte med i deres samtale, åbnet munden for at sige noget med lukkede den igen i det Dok spurte

”er det værd at smide et venskab væk over?” Raymond så uforstående på ham, han havde jo ikke smidt deres venskab væk, det var jo Jason selv der havde gjort det.

”må jeg give dig et råd?” spurte Elizabeth, efter en rum stilhed. Raymond nikket til svar

”Jeg ved godt at du helt ikke ville fortælle nogen at du er homoseksuel, men med det der sker for øjeblikket så tro jeg at det var godt Jason sagde noget.. bare se på dine arme” sagde Elizabeth i et venligt tonefald, mens hun satte sig ved siden af Raymond i sofaen. Raymond sad længe og tænkte før han, rejste sig med Doks hjælp fra sofaen, tog fadt i posen med saltvand, og gik ud i gangen og vider ind på Jasons kontor hvor han sad i sin kontor stol og så ud over vandet med ryggen til døren.

”Jason?” spurte Raymond,

”vil du beskylde mig for mere, så bare gør det!” svaret Jason, uden at vendte sig om for at se på Raymond,

”Nej Jason, jeg vil gerne sige undskyld” svaret Raymond, det fik Jason til at dreje på stolen for at se på Raymond, der stod og ventet på at han skulle svare ham.

”Hvorfor undskylder du?” Spurte Jason spørgende, mens han fast holdte Raymonds blik.

”Det var forkert af mig, ikke at fortælle det til de andre” forklaret Raymond og så på Jason.

”venner?” spurte Raymond med et bedende ansigtsudtryk i det Jason ikke sagde noget.

”selvfølgeligt” svaret Jason og rejste sig sin stol og gav Raymond et knus. Hvor efter de gik ind i stuen til de andre.

”så det du fortæller os af at de kan tiltale Raymond for mord, fordi de ikke har beviser nok for hans alibi?” spurte Jason, mens han lagde sin hånd på sit hoved, som han altid gjorde når han blev overvældet over et problem. 2T, Bomber og Dok sad med åben mund og forsøgte at forstå hvad Elizabeth lige havde fortalt dem.

”en timekode er ikke nok til at bekræfte et alibi på næsten en time” svaret Elizabeth, Jason så chokeret på hende.

”jamen hvad med de fire andre dna spor de fandt?” udbrød Bomber spørgende.

”de bliver kategoriseret som uinteressante så længe det kun er en timekode der kan bekræfte Raymonds alibi” svaret Elizabeth.

”Jamen de køre dem vel igennem deres system ikke?” Spurte 2T

”Ja men det vil tage mindst 4 dage mere end vis de var kategoriseret som interessante” forklaret Elizabeth, og gav den ene af de rapporter som hun havde i hånden til 2T og Bomber.

”Jamen hvad betyder 4 dage til eller fra?” spurte Dok undrende,

”i løbet af de 4 dage ekstra kan de nå at anholde og anklage Raymond for mord” svaret Elizabeth og så på Dok.

”Jamen de kan da frafalde sigtelsen igen kan de ikke” spurte 2T spørgende.

”problemet er at vis de tiltaler ham, så bliver han tvunget til at forlade flåden, og det er vel og mærket vis de finder egeren af dna sporende, ellers vil det bare blive til ukendt dna spor i en ret sag, og selv vis der er den mindste chance for han dømmes ikke skyldig så vil anklageren med garanti hive fat i at Ray er homoseksuel” svaret Jason udmattet, mens han så ned i gulvet. Det gik stille op for dem hvor slemt det stod til.

”så lige meget hvad vi siger eller gør så bliver jeg smidt ud af flåden?” konkluderet Raymond, efter langtid stilhed, der var ingen af dem der svaret ham, da de alle tænkte det samme.

”er der ikke noget du kan gøre Eliz?” spurte Jason og så trist på Elizabeth.

”desværre ikke den her gang, denne gang kan vi kun håbe at efterforskerne, gør deres arbejde i troen på at Raymond taler sand” forklaret Elizabeth.

”så vi skal bare håbe på at de gør deres arbejde?” udbrød Bomber med en vred håndlig stemme, mens han så på Elizabeth, der nikket til hans svar. Og samlet sine rapporter og mapper sammen. I det hun skulle til at gå lovet hun dem

”jeg vil gøre mit bedste for at forhindre det, men jeg kan ikke love noget” Jason lagde sin hånd på hendes skuldre og fulgte hende ud til døren mens han sagde

”det ved vi Eliz”

Da han kom ind i stuen sad de alle samme og hang med hovedet, ud over Raymond der stiret lige ud i luften, helt hvid i hovedet. Jason sukket dybt og sagde så

”Når jeg tro det er på tide i tage hjem igen.. jeres familier venter garanteret på jer” uden at se på Jason nikket 2T, Bomber og Dok, mens de fandt deres ting og gjorde sig klar til at gå i en zombi bevægelse. På vej ud af døren vendte Dok sig om og så lige ind i øjende på Jason, men han udtrykkeligt sagde

”hold et nøje øje med ham” så lavt at Raymond ikke kunne høre det inde fra sofaen, Jason nikket med en alvorlig mine, han viste godt hvorfor Dok advaret ham, for tanken havde selv strejfet ham.

Senere sammen aften, sad Jason på sit kontor og arbejdet da han pludselig hørte en hult dunk, inden fra stuen.

”Ray, hvad sker der?” kaldte Jason, og tog et stykke papir fra sit skrivebord, da der ikke kom noget svar inden, fra stuen. Rejste Jason sig og gik der ind, i det samme som han kom ind i stuen, forsøgte Raymond at skjule sin lommekniv, men forsendt Jason havde set den. I stedet for at blive vred på Raymond og fare hen og tage kniven fra ham, tog Jason en dyb vejrtrækning, gik hen og satte sig ved siden af ham.

”Giv mig kniven, Raymond?” spurte Jason efter at havde siddet længe ved siden af ham, efter en rum pause lagde han lommekniven i Jasons åbne hånd. Jason lagde lommekniven i sin lomme, få minutter efter brød han ud i gråd. Jason trak ham ind til sig, og hold om ham til hans gråd døde ud. Da Jason løsnede sit greb om ham, lagde Raymond sin pande mod hans.

”Ray?” sagde Jason, efter en rumtid hvor de sad pande mod pande med lukkede øjende,

”mmm...” brummede Raymond til svar, uden at fjerne sig fra Jason.

”vil du love mig ikke at gøre noget dumt?” spurte Jason efter en lille pause.

”så som at skære mine håndled op?” spurte Raymond sarkastisk,

”Ja sådan noget som det” svaret Jason og lagde sine hænder op omkring Raymonds nakke, hvor efter han åbnet øjende.

”Du kan da være lige glad” svaret Raymond træt, uden at åbne sine øjende.

”Vis jeg mistet dig på den måde ville jeg føle det samme som du gør nu” forklaret Jason Raymond åbnet øjende og så ind i Jasons øjende.

”Lad vær Jason du vil sikkert fortryde det” svaret Raymond tøvende. Jason der ikke havde fjernet sine hænder fra Raymonds nakke, trykket sine læber mod hans, Raymond gav slip et øjeblik og gengældte kysset, men med et skubbet han Jason fra sig, rejste sig fra sofaen og efterlod Jason siddende på sofaen.

Hvorfor kunne han ikke styrer sine følelse, nu havde han dummet sig endnu engang, og denne gang var det gået ud over Raymond, hvad var der galt med ham, hvorfor kunne han for en gang skyld ikke bare gøre sit job, uden at komplicere det? Jason rejste sig fra sofaen, og gik ind på sit kontor igen, hvor han satte sig i sin kontor stol og drejet rund så han kunne side og se ud over havet.

Næste morgen var der en pinlig stilhed mellem, den blev så kloset af Jason ikke længer kunne holde det ud, så han tog sin jakke og gik sig en tur. Da han kom tilbage fra sin tur sad Raymond stadig ved spisebordet og stak til den morgenmad, han knap havde taget en bid af, Jason skulle til at gå ind på sit kontor men tøvet et øjeblik.

”Ray, vis jeg.. vis jeg gjorde noget forkert i går, må du meget undskylde” Sagde Jason tøvende, og håbet på at Raymond ville sige noget til ham, men Raymond sad bare muse stille, og så ned på sin mad. Jason blev stående et øjeblik, men gik så ind på sit kontor, det var mening af han skulle arbejde så han kunne nå at blive færdig med sin portfolie til Elizabeths nye firma, men lige meget hvad han gjorde kunne han ikke tænke på andet end det forbandet kys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...