Dead Man's Legacy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Dead Man's Legacy er anden bog af mig, jeg har før hen skrevet Heartbreak på 130 sider. Denne bog handler om Marine Korporal Raymond Taylor, og Betjent Alexandre Wilson, Korporal Jason Cooper og alle Raymond's Navy venner.
Korporal Taylor tjener på USS Hamsley, og er forlovet med Officer Wilson, men en aften Taylor vender hjem efter to uger på havet, er deres fælles lejlighed raseret og han finder Betjent Wilson hårdt såret. da Wilson dør, bliver han mistænkt at Wilsons kollegaer der ikke kendte til Wilsons og Taylors forhold.
Men problemer skal vise vis at være værre end først antaget og før Taylor når at se sig omkring så er han indviklet i koroption og mord, ved Los Angelas police Departement.

Bogen er stadig ved at blive skrevet og derfor modtage jeg med glæde rettelser, kritik og ros, samt idéer. Jeg vil dog ikke love at din rettelse eller idé vil blive brugt.
Vis han som med forfatter gerne vil gå ind og rette det jeg skriver, betaler jeg med glæde, dog skal du være en god.

8Likes
9Kommentarer
1283Visninger
AA

8. Kap 5

”Her! Ray” sagde Jason og rakte Raymond en kop kaffe, det var nu fire dage siden han havde fortalt Raymond at Alex var død. Raymond sad blot og stiret ud i luften lige som han havde gjort de sidste tre dage, Jason satte koppen på bordet foran ham, før han satte sig på bordet ved siden af med sin egen kop kaffe i hånden.

”Ray på et eller andet tidspunkt bliver du nød til at snakke om det” fortalte Jason, men da Raymond ikke så ud til at høre hvad han sagde klappet han, ham på skuldren og rejste sig med et suk.

”Den første gang han kysset mig, blev jeg så rasende på ham” begyndte Raymond, det fik Jason til at sætte sig ned på bordet igen.

”Jeg blev så rasende på ham fordi han fik følelser frem i mig jeg ikke forstod” forsatte Raymond. Jason sad muse stille og lyttet til Raymonds historie

Det var helved varm den dag, vi havde venner forbi til gril og øl for at fejre at vi nu var færdig med High School, jeg var gået ind efter kolde øl, Alex overrasket mig i køkkenet, og før jeg kunne nå at reagere havde han lagt sin hånd omkring min nakke og trykket sine læber mod mine, Jeg blev så overrasket og samtidige vred på ham, hvad bildte han sig ind, Jeg svinet ham til som aldrig før mens jeg kastet rundt med armene, jeg lagde godt mærke til at Alexs øjende blev røde, men det fik mig ikke til at stoppe med at svine ham til, med et var det nok for Alex der forlod lejligheden, i det hoveddøren smækket efter ham fortrød jeg alt hvad jeg havde sagt til ham, men så blev jeg vred på mig selv.

Dagene efter hadet jeg mig selv, fordi Alex havde vist mig at det jeg manglet var ham, jeg forsøgte at skubbe tanken fra mig og være sammen med den fantastiske kvinde jeg var sammen med den gang, men jeg fik svære og svære ved at skubbe tanken om Alex fra mig. En aften banket det på døren, det var Alex der stod i regnen.

”undskyld, jeg er virkelig ked af at jeg kysset dig” sagde Alex med røde øjende.

”Det har du bare at være, jeg tro du ødelage noget i mig” svaret jeg ham, Alex så komplet forvirret ud, jeg ved ikke hvad der greb mig, med jeg lagde hånden om nakken på ham og kysset ham igen og igen, og med et var det som om noget i mig for første gang i mit liv føltes rigtig. resten af aften husker jeg tydeligt for det var første gang jeg virkelig følte kærlighed helt ind i mit hjerte

”Ray.. det gør mig så ondt” sagde Jason efter en lang stilhed mellem dem, Raymond så på Jason, med tåre i øjende. Som fik ham til at ligge sin hånd på Raymonds ene skuldre. Resten af dagen sad Jason tålmodigt og lyttet på hvad Raymond fortalte ham om Alex.

En af de efterfølgende dage, var 2T, Bomber og Dok kommet forbi for at se hvordan det gik med Raymond, mens Raymond sad og snakket med Bomber og 2T trak Dok, Jason med ud i køkkenet.

”jeg var forbi politistationen tidligere i dag, begravelsen for Betjent Wilson er på lørdag” fortalte Dok mens han hældte kaffe op i de fem krus som Jason satte på bordet.

”Jeg ved det godt... jeg har bare ikke fået fortalt ham det endnu” svaret Jason og tog de to af kopperne som Dok havde hældt kaffe i og gik ind med dem

”Tro du det er en god idé at fortælle ham det?” spurte Dok da Jason kom ud i køkkenet efter endnu to kopper kaffe, Jason stoppet op og tænkte sig om før han svaret

”Jeg tro ikke at Ray ville tilgive hos os, vis vi ikke fortæller ham det” Dok nikket lidt fraværende, hvor efter han fulgte efter Jason ind i stuen med sin egen kop kaffe i hånden.

”Ray..” started Jason tøvende da han satte sig på armlænet af den stol som Dok sad i. Raymond så op på ham med et trist lille smil.

”vi bliver nød til at snakke om Alexs begravelse” forklaret Jason, smilet blegnet fra Raymonds ansigt og han vendte øjende mod gulvet. 2T og Bombers smil forsvandt som dug for solen.

”Hvornår er det?” spurte Raymond med en tør og hæs stemme,

”på lørdag” svaret Jason kort for hoved. Før han kunne nå at sige andet brød Dok ind

”Vi du vil havde det kan vi tage med dig” efter fulgt af en nikken fra 2T og Bomber der sad på vær sin side af Raymond i sofaen

”det behøver i ikke” svart Raymond, og så på dem med et lille trist smil.

”vis du vil af sted slipper du ikke for mig” udbrød Jason og sendte et skævt smil til ham.

”Tak venner” svaret Raymond. De sad længe og talte sammen, det var sent ud på eftermiddagen da 2T og Bomber måtte af sted. Deres koner havde ringet flere gange efter dem, så til sidst måtte Jason følge dem til døren. Men Jason sagde farvel til 2T og Bomber så Dok sin chance for at snakke med Raymond.

”Hvordan har du det Ray?” spurte Dok, og så alvorligt på ham.

”det ved jeg ærligt talt ikke Dok, min hoved køre rundt med mig” svaret Raymond

”hvor længe har du haft hovædepine?” spurte Dok, og så en smule bekymrede på ham.

”et par dage tro jeg” svaret Raymond og tog sig til hovedet.

”får du sovet noget?” spurte Dok.

”jeg sover ikke så godt” svaret Raymond, og så ned i gulvet.

”hvornår sov du sidst hele timer?” spurte Dok, og så bekymrede på Raymond som stiret ned i gulvet. Raymond svaret ikke med det samme da Jason nu kom tilbage i stuen, Jason fornemmer at han havde afbrudt noget, så han tog de tømte kaffekrus og gik ud i køkkenet med dem. Da Jason igen var gået svaret Raymond

”Da vi var på skibet” Dok rejste sig og gik ud i køkkenet til Jason der stod og skyllet krusende af før han satte dem i opvaskemaskine.

”Jeg er bekymrede Jason, søvnmangel og hovædepine er ikke gode tegn” sagde Dok,

”er der noget jeg kan gøre?” spurte Jason og tørte sine af i et viskestykke.

”Jeg må lige snakke med Blanc, og så kommer jeg forbi med nogle sovepiller til ham” forklaret Dok fraværende.

”kan jeg gøre noget” spurte Jason igen, Dok så på ham med et skævt smil og svaret

”se om du ikke godt kan få noget mere mad i ham, han ser bleg ud” Jason smilte skævt og gik ind i stuen, hvor Raymond havde lagt sig på sofaen og så ud som om han sov.

”De sidste par dage er det virkelig gået op for mig, hvor lidt jeg kender Ray” sagde Dok, men en lav stemme for ikke at vække Raymond, Jason nikket til svar. Den følelse kendte han alt til, han havde jo også selv lært en hel del om Raymond de sidste par dage.

”Kan jeg få dig til at ringe til din kontakt hos LAPD, og høre om jeg kan hente Rays uniform i hans lejlighed?” spurte Jason, mens han fulgte Dok til døren.

”Ja, jeg ringer i aften” svaret Dok, og klappet Jason på skuldren, i det han snurret om og gik mod sin bil. Jason lukkede døren og gik tilbage til stuen, han stod lidt bag ved sofaen og så på Raymond der lå og sov, før han fandt et tæppe frem og lagde over Raymond.

Ud på aften banket det på døren, Jason der var faldet i søvn, i den ene af stolene foran fjernsynet vågnet med et sæt, før han rejste sig og gik ud til døren mens han gned sig i øjende. Det banget endnu engang på døren.

”Jaja, jeg kommer nu!” sagde Jason mens han åbnet døren.

”sov du?” spurte Dok spørgende, Jason gned sig i øjende endnu engang, før han svaret

”Ja jeg faldt vist lidt hen” Dok smilte skævt og rakte men et lille pille glas men han sagde

”giv Ray dem her vis han ikke kan falde i søvn.. og den tjeneste jeg skulle gøre dig, se den som gjort, du skal møde en betjent der ude i morgen klokken 13”

”Tak, Dok” svaret Jason før Dok sagde farvel igen. Da Jason gik ind i stuen igen, stoppet han da han nået sofaen, den var tom?

”Ray?” kaldte Jason og lyttede, intet svar. Hvor var Raymond? Jason ledte lejligheden igennem, Raymond var ikke at finde nogle steder, han prøvet at ringe til Raymonds mobil, men intet svar eller mobil som ringet. Hans jakke og sko var også væk. Jason tog sko og jakke på hvor efter han greb sine nøgler. Først ledte han i område, men Ray var ikke at finde nogle steder. Så han tog sin bil og kørte først op til Raymond lejlighed, men de gule bånd om døren så ikke ud til at være brudt, ingen tegn på at Raymond var her, så Jason kørte ned til USS Hamsley, men her var der hælder ingen Raymond. Hvor kunne han være? Pludselig kom Jason i tanke om at Raymond havde talt om en bestemt strand i sine mindre, Jason tænkte at det var værd at prøve før han bed de andre om hjælp. Og heldet var med ham, han fik straks øje på Raymond der sad i sandet og så ud over havet da han parkeret ved stien ned til stranden.

”fryser du?” spurte Jason, da han satte sig i sandet ved siden af Raymond, der rystet på hovedet til svar, de sad længe i tavshed og betragtet bølgernes dans og natte himlens funkende stjerner.

”undskyld jeg gik uden at ligge en besked.. jeg trængte bare sådan til luft” sagde Raymond

”du gjorde mig helt bange for en stund” svaret Jason og skubbet drilsk til Raymond, men den ene skuldre. Endnu engang sad de længe i tavshed før Jason spurte

”havde du mareridt igen?” Raymond nikket til svar, Jason skubbet opmuntrende til ham med sin ene skuldre. Denne gang skubbet Raymond tilbage med sin skuldre.

”det gør ondt Jason” fortalte Raymond og lagde sit hoved på hans skuldre,

”Jeg ved det Ray” svaret Jason.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...