Dead Man's Legacy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Dead Man's Legacy er anden bog af mig, jeg har før hen skrevet Heartbreak på 130 sider. Denne bog handler om Marine Korporal Raymond Taylor, og Betjent Alexandre Wilson, Korporal Jason Cooper og alle Raymond's Navy venner.
Korporal Taylor tjener på USS Hamsley, og er forlovet med Officer Wilson, men en aften Taylor vender hjem efter to uger på havet, er deres fælles lejlighed raseret og han finder Betjent Wilson hårdt såret. da Wilson dør, bliver han mistænkt at Wilsons kollegaer der ikke kendte til Wilsons og Taylors forhold.
Men problemer skal vise vis at være værre end først antaget og før Taylor når at se sig omkring så er han indviklet i koroption og mord, ved Los Angelas police Departement.

Bogen er stadig ved at blive skrevet og derfor modtage jeg med glæde rettelser, kritik og ros, samt idéer. Jeg vil dog ikke love at din rettelse eller idé vil blive brugt.
Vis han som med forfatter gerne vil gå ind og rette det jeg skriver, betaler jeg med glæde, dog skal du være en god.

8Likes
9Kommentarer
1269Visninger
AA

5. Kap 3 - Del 2

 

”Hvad mener du Jason?”

”Hvad husker du fra da du parket din bil?” spurte Jason tålmodigt.

”ubehag, Alexs burde ikke være hjemme endnu.. det skrev han selv til mig.. men hans bil er der?” forklaret Raymond tøvende efter en kort pause.

”God.. og hvad så?” spurte Jason efter en lille pause.

”døren? Døren stod åben?” Raymonds ansigts udtryk så ud som om han ikke forstod hvad der skete, den ene betjent rykket lidt nærmer, men Jason hold den ene arm ud bag sig og gjorde tegn til at de skulle være stille og ikke afbryde. Men Raymond var gået i stå ved betjentens bevægelse

”døren stod åben og hvad så?” spurte Jason tålmodigt.

”Blod!” svaret Raymond og så ud som om han havde set et spøgelse, Jason så bekymrede på Raymond og lagde sin arm på hans skuldre.

”Prøv at lukke følelsen ude og fortæl mig hvad du så” sagde Jason. Raymond så skræmt på ham, og endnu en tåre forlod han øje.

”Lejligheden var raseret, gennemsøgt.. blod alle vejende, blodig håndtryk” forklaret Raymond, Jason så sig om i lejligheden og fik øje på de blodige håndtryk på soveværelses døren.

”Hvad er der, der inde?” spurte Jason og nikket med hoved mod døren.

”Soveværelse” svaret den ene betjent. Jason så et øjeblik på betjentene. Før han spurte.

”Vis det er som jeg tro, kan i så lave rapporten med diskretion, for Ray og Alex skyldt?” Betjentene udvekslet et undrende blik, men nikket som svar. Jason sukket en gang før han igen vendte sin opmærksomhed til Raymond der sad og så ud til at være langt væk i sine tanker.

”Ray?” spurte Jason, Raymond vendte sin opmærksomhed mod ham igen.

”Ray, hvad skete der, da du kom til soveværelset?” spurte Jason. Raymond så stift på ham, uden at svare, Jason så venligt på ham og spurte

”Du havde et forhold til Alex ikke?” Raymond så skræmt på ham, men nægtet stadig at sige noget. Betjentene bag ham holdt vejret.

”Ray det er okay.. jeg er stadig din ven, lige meget hvad” Raymond så på ham og nikket kort, betjentene rørte lidt uroligt på sig, men det lod ikke Jason tage sig blik væk fra Raymond.

”Ray hvad skete der med Alex?” spurte Jason indtrængende, Raymond så på ham, med et bange ansigt udtryk.

”Han var bange!” udbrød Raymond, Jason gav ham tid til at forklare

”Han var bange, og jeg sagde han nok skulle klare den” forklaret Raymond stammende mens hans tåre begyndte at løbe ned af hans ansigt.

”Ray, sagde Alex hvad der var sket?” spurte Jason efter en lille pause.

”Alex, han blødte.. der var blod over alt” stammet Raymond, før han brød ud i gråd, Jason rejse sig op og hold Raymond ind til sig.

”Det skal nok gå Ray” visket han.

”I er begge to nød til at tage med på stationen til afhøring” sagde den ene betjent efter en rum tavshed der kun blev brudt at Raymonds gråd.

”Ja selvfølgelig.. men er der mulighed for at vi kan tage til hospitalet først?” svaret Jason. Og så på betjenten, der nikket til svar.

Raymond og Jason sad bag i politibilen på vej til hospitalet, der var igen af dem der sagde noget, kun radioen der skrattet i ny og næ med opgaver brød tavsheden. Da de nået hospitalet holder der en del politibiler på parkeringspladsen, Jason overvejet igen om det nu var en god idé, Raymond havde været nok igennem her til aften.

”Kan jeg få lov at ringe til en fælles kammerat før vi går ind?” spurte Jason og skævet til de mange politibiler omkring dem. Den ene betjent nikket, og stilte sig hen ved siden af Raymond, mens Jason gik lidt væk og ringet. Da han kom tilbage satte de kurs mod hospitalet, hvor de blev henvist til 4 sal. Jason blev overrasket over hvor mange betjente der stod og ventet på svar, da elevator dørene gik op.

I det de gik ned af gangen, vendtes betjentenes blik mod Raymond, og det gik første forsendt op for Jason at Raymonds tøj havde store blod pletter på sig. Da de nået frem til vente rummet hvor der var fyldt med politifolk, stoppet betjentene der fulgtes med dem op.

”Hvad laver han her?” spurte en betjent vred og kom på benene da han så Raymond og Jason. Med et var der flere betjente der rettet deres opmærksomhed mod Raymond og Jason, og flere af dem kom vred på benene,

”Slap af Tom, de har ret til at være her” sagde den ene Betjent

”Ret til af være her?? det var den nar der gjorde det her mod Alex” udbrød Betjenten Tom

”når du ikke kender alle detaljerne, bør du ikke udtale dig, Tom” udbrød den anden betjent der fulgtes med Jason og Raymond.

”Klap i Miles, den idiot bør ikke være her” udbrød den betjent som stod ved siden af Tom.

”Han har lige så meget ret til det som dig Marc” forsvaret Betjenten Miles sig.

Men det lod ikke til at berolige dem på nogle måde, tværtimod så var der flere betjente der rejste sig fra deres stole og rykket tætter på dem. Jason blev med et bange for at betjentene ville gå løs på Raymond og ham. Og han ønsket inderligt at han havde overvejet det her igen. Raymond havde ikke løftet blikket fra jorden af siden han var steget ud af bilen, og vis ikke Jason havde hold fast i hans arm, var han blevet stående hvor de havde efterladt ham.

”Kan vi finde en læge?” spurte Jason lavt den ene betjent. Betjenten nikket til svar, og gav sin makker besked med en lav stemme mens han, stod og diskuteret højlydt med sine medbetjente. Betjenten Miles nikket til svar, og den anden betjent gennet Jason og Raymond ud af vente værelset og ned af en gang med ganske få betjente.

Betjenten stoppet først da de nået hen til en skranke hvor der stod et par sygeplejersker og snakket, kvidrende sammen.

”Bliv her så finder jeg ud af hvordan det går med Betjent Wilson” sagde Betjenten, Jason nikket til svar og vente sig mod sygeplejerskerne i det Betjenten forlod dem.

”Er der en læge som kan kigge på min ven her?” spurte Jason venligt, sygeplejerskerne kigget undersøgende på ham.

”Et øjeblik så finder jeg en” sagde den ene af dem, før hun smuttet af sted for at finde en læge, få minutter efter vendte hun tilbage med en ung læge i hælene.

”kom med her hen” Sagde sygeplejersken og viste dem hen til en seng hvor gardinet skærmet dem fra gangen af. Jason først Raymond hen til senge og fik skubbet ham op at side på den, før han slap ham.

”Hvad er der sket?” spurte lægen Raymond. Men da Raymond ikke selv svaret så han på Jason der hjalp Raymond af med sin uniform jakke der var smurt ind i Alexs blod.

”Betjenten der blev bragt ind for lidt siden.. Ray her fandt ham” svaret Jason kort for hovedet, doktoren så spørgende på Jason, før han så på Raymond.

”Chok?” spurte han Jason.

”Det vil jeg gætte på” svaret Jason, mens lægen undersøgte Raymond.

”Jeg brugte T-His metoden til at få ham ud af hans tilstand” fortalte Jason, i det han smed Raymonds uniforms jakke ned i den orange pose som sygeplejersken kom med.

”T-His.. det eller ikke en vær der kan finde ud af at bruge den” udbrød lægen overrasket, og så på Jason med respekt.

”det er en af de ting vi lære i flåden” forklaret Jason og så bekymrede på Raymond. Pludselig hørte Jason et par betjente komme mod dem, så han trak gardinet for med en hurtig bevægelse, lægen og sygeplejersken så undrende på ham, men valgte ikke at sige noget før betjentene var gået vider.

”jeg vil gerne undgå endnu en konfrontation..” forklaret Jason undskyldende. Lægen og sygeplejersken så ud som om de ikke forstod hvad han snakket om så Jason forklaret dem

”De tro at det var Ray der overfaldt den betjent de bragte ind, men det kort og det lange er at Ray og betjenten boet sammen.. det er indviklet at forklare, men det er altså ikke ham der gjorde det” lægen og sygeplejersken nikket forstående som svar.

”lad ham hvile lidt her, så prøver jeg at finde ud af hvordan det går med betjenten..” sagde lægen da han var færdig med at undersøge Raymond. Jason sendte ham et venligt smil som svar, før lægen forlod dem. Noget tid efter kom han igen for at se til Raymond, og fortælle dem at der ikke var noget nyt om Betjenten endnu, de havde hastet ham til operation, men det så ikke godt ud. I det lægen gik igen, hørte Jason hans navn blive sagt på den anden side af gardinet. Han efterlod Raymond på sengen og gik ud for at se hvem det var.

”Jeg troet kun at jeg havde ringet til dig Dok!” sagde Jason lidt i sjov. Dok, 2T og Bomber vente sig mod ham med bekymrede blikke

”Ray er han?” Spurte 2T, Jason svaret ham

”Han er... okay” Dok så spørgende på ham. Men før Jason kunne nå at svare udbrød Bomber

”Hvad sker der med alle de betjente her og ved Rays lejlighed?”

”det er en længer forklaring, men kom med her ind og vær stille” forklaret Jason hurtigt og vinket dem ind bag gardinet da et par betjente kom gående forbi dem. Dok, 2T og Bomber gjorde som Jason bad dem om. I det Dok fik øje på Raymond, var det første han gjorde gik over for så hvordan han havde set, Bomber og 2T skævet til de blodige pletter der endnu var på Raymonds tøj.

”Hvad er der sket Jason?” spurte Bomber i det de ikke længer kunne høre betjentene, Jason satte sig i stolen ved siden af Raymonds seng, mens Dok satte sig på sengen kanten ved Raymond.

”Det korte er at Ray boer sammen med en af sine venner som tilfældigvis er betjent, da han kom hjem i dag, var hans lejelighed total gennemrodet og han fandt Alex hans ven, halv død” forklaret Jason. Dok, 2T og Bomber sagde ikke noget, de skal bare og tog nyheden til sig. Før de kunne nå at stille spørgsmål, blev gardinet trukket fra, Dok og Jason rejste sig hurtig, 2T og Bomber vendte sig lige så hurtigt om og spæret vejen for Betjent Miler og hans makker. Der stoppet overrasket op ved synet af 2T, Bomber og Dok.

”Det er okay!” sagde Jason, hvor efter 2T og Bomber fjernet sig med spørgende blikke,

”Vi er her for at tage Jason og Korporal Raymond med på stationen” forklaret Betjent Miler

”Hvorfor?” spurte Dok hurtigt.

”Det er okay Dok” udbrød Jason og fik Raymond på benene igen,

”Jeg ringer til Blanc” forklaret 2T i det Jason kig forbi dem, og tastet på sin mobil. Med et lå Jasons hånd på 2Ts mobil.

”Nej.. jeg skal nok klare den her” udbrød Jason, 2T, Bomber og dok så spørgende på ham, men Jason forklaret det ikke for dem, Jason hold blot 2T blik fast ind til han lagde sin mobil væk igen. Uden at sige noget fulgte han bare efter betjentene med Raymond ved sin side. Dok, 2T og Bomber fulgte efter dem, ned af gangen mod vente værelset.

”Uanset hvad der sker så hold jer i baggrunden og ti stille” visket Jason til dem, da det gik op for ham at det kun var han og Raymond der stadig havde uniformer på. Da de nærmet sig vente værelset som de skulle igennem for at komme til elevatoren, begyndte flere af betjentene at rette sig op og skule ondt mod Raymond og Jason. I det de nået vente værelset var der en lille gruppe betjente der blokeret vejen for dem.

”vær venligt at træd til side” sagde Betjent Miler højt. Betjentene lod som om de ikke hørte ham, og skulet forsat ondt til Raymond og Jason. Betjentene prøvet flere gange på at får de andre betjente til at træde til side, men uden held.

”Lad dem komme forbi!” var der pludselig en kvinde stemme der udbrød højt og hårdt. Jason vente sig mod kvinde stemmen der fik Betjentene til at vige. Og fik øje på en kvindelig betjent, med røde øjende og blussende kinder.

”Jamen Amber det er den mand som gjorde det her mod Alex” udbrød den Betjent som var blive kaldt Tom tidligere. Amber så vredt på Tom og udbrød

”Jeg tro ikke på Raymond har gjort det her mod Alex” Tom og de andre betjente så forvirret på hende, lige som betjentene var Jason, Dok, 2T og Bomber også forvirret.

”Hvorfor ved du at han hedder Raymond” vovet Jason at spørge.

”Fordi Alex og Raymond har været venner siden High School, og Raymond der så venlig at lade Alex bo hos ham når han er væk så lang tid af gangen” forklaret Amber og gik hen til dem. De andre betjentes forvirring og vrede forsvandt fra deres ansigter. Før Jason kunne nå at stoppe Amber havde hun svunget armene omkring Raymond, der ikke gjorde modstand eller så på hende.

Amber trak sig lidt væk fra Raymond, og så spørgende op Jason, der forklaret

”chok” Amber nikket med triste øjende, og gav Raymond et kys på kinden før de begav sig mod elevatoren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...