Dead Man's Legacy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Dead Man's Legacy er anden bog af mig, jeg har før hen skrevet Heartbreak på 130 sider. Denne bog handler om Marine Korporal Raymond Taylor, og Betjent Alexandre Wilson, Korporal Jason Cooper og alle Raymond's Navy venner.
Korporal Taylor tjener på USS Hamsley, og er forlovet med Officer Wilson, men en aften Taylor vender hjem efter to uger på havet, er deres fælles lejlighed raseret og han finder Betjent Wilson hårdt såret. da Wilson dør, bliver han mistænkt at Wilsons kollegaer der ikke kendte til Wilsons og Taylors forhold.
Men problemer skal vise vis at være værre end først antaget og før Taylor når at se sig omkring så er han indviklet i koroption og mord, ved Los Angelas police Departement.

Bogen er stadig ved at blive skrevet og derfor modtage jeg med glæde rettelser, kritik og ros, samt idéer. Jeg vil dog ikke love at din rettelse eller idé vil blive brugt.
Vis han som med forfatter gerne vil gå ind og rette det jeg skriver, betaler jeg med glæde, dog skal du være en god.

8Likes
9Kommentarer
1274Visninger
AA

4. Kap 3 - Del 1

Da Raymond parkeret sin bil ved siden af Alexs på parkeringspladsen, undret det ham at han var hjemme. Han havde jo skrevet i mailen af han ikke ville være hjemme når han kom hjem. En ubehagelig følelse spredes i Raymond, i det han skubbet hoveddøren op som havde stået på klem, til at starte med så det ikke ud til at der var nogle hjemme, så Raymond skubbet døren i og satte sin taske fra sig mens han kaldte og lyttet efter Alex.

Raymond, tog nogle skidt længer ind i lejligheden men stoppet så bræt, hele lejligheden så ud som om den var endevendt. Og flere af deres ting var blevet skåret op eller ødelagt, frygten for at der var sket Alex noget, maste sig ind på ham og gjorde det svært for Raymond at trække vejret.

”ALEX!” råbte Raymond, og lyttet intens, han syntes han hørte en svag stemme, et sted længer inden i lejligheden. Raymond tog endnu nogle skidt ind i lejligheden og tændte lyset i stuen. Med et tabte Raymond vejret, der var store blod spor mange steder i stuen. Raymond begyndte at bevæge sig hurtig igennem lejligheden flere og flere steder hvor han tændte lyset var der store ødelæggelser og endnu mere blod. Raymond stoppet op foran døren ind til deres soveværelse, den stod på klem og der var blodige håndtryk på døren. Raymond skubbet døren forsigtigt op, uden at røre ved blodet. En skikkelse sad besværret på gulvet lænet mod sengen væk fra døren. Raymond gik forsigtigt hen til sengen, personen trak vejret i gipsende stød, Raymond tændt den lille senge lampe ved siden af sengen på den side han stod på. Endnu engang føltes Raymond det som om alt luften var slået ud af ham. Skuldre stropperne på den uniform personen havde på viste at han var LAPD. Raymond gik hurtig omkring sengen, men i det han knælet ved personen rettet personen sin pistol mod ham. Raymond hold modvilligt hænderne op.

”Alexs det er Ray!” sagde Raymond, mens hans tåre løb ned af hans kinder. Alex rettet hovedet lidt op, og så på ham, så godt han kunne for hans ansigt var fuldt af blod og hævet godt op.

”Ray?” sagde Alex med en hæs og pibende stemme. Mens han lod hånden med pistolen glide ned på gulvet. Raymond fandt hurtig sin mobil frem og ringet 112. da han igen lagde på lod han mobilen glide ned på gulvet, han havde endnu ikke haft tid til at se på Alex,

”De når ikke frem” sagde Alex træt med en hæs stemme. Mens han afsløret et sår mod hans brystkasse som han havde skjult med hans ene hånd, mens Raymond undersøgte sårende i hans ansigt. Raymond undersøgte såret, men i han skulle til at rejse sig for at hente første hjælps kassen tog Alexs fast i hans arm.

”Hold om mig” visket Alex, Raymond gled ned på gulvet med tåre i øjende og hæv Alex ind til sig.

”Jeg er bange” visket Alex,

”Du skal nok klare den” sagde Raymond, ned i håret på Alex, mens han holdt om ham og vugget ham stille og roligt. Alexs vejrtrækning blev for en stund mindre besværet.

”Ray?” visket Alex spørgende.

”Jeg er lige her” svaret Raymond mens han lagde sin ene hånd på Alexs kind.

”Jeg elsker dig” visket Alex træt.

”Jeg elsker også dig” svaret Raymond, mens han tåre løb ned af hans kinder. Raymonds hånd som aet Alex på kinden fortalte ham at Alex græd.

”Alex du bliver nød til at holde ud!” sagde Raymond mens han tåre løb ned i Alexs hård og gjorde det vådt. I det Alex ikke svaret ham, skubbet Raymond lidt til ham, men Alex reageret ikke. De næste minutter var som en film for Raymond, ambulance redderne kom, ind og fandt ham på gulvet med Alex i sine arme. De hæv Alex fra ham og prøvet at genoplive ham flere gange før de til sidst lagde ham på spinbordet og kørte af sted med ham, politi betjentene der også var kommet, forsøgte at trænge igennem til Raymond, men han sad bare og så undrende på ham, ind til der kom endnu en ambulance redder, der så han i øjende og forsøgte at snakke med ham. I det de to betjente havde båret Raymond ud og side på en stol i stuen, kom Jason ind af døren.

”Raymond!” udbrød han. Og skulle til at gå hen til Raymond, men den ene betjent stoppet ham.

”Hvem er de?” spurte Betjenten. Jason så først uforstående på ham, før han svaret

”Korporal Jason Cooper” Betjenten så undrende på Jason før spurte

”Ved du hvem den mand er?” mens han peget på Raymond, der sad og gloet stift ud i rummet mens tårerne løb ned af hans ansigt.

”Ja det er Korporal Raymond Taylor, han bor her” forklaret Jason og så spørgende på betjenten, der så lidt overrasket på ham. Jason der endnu ikke helt forstod hvad der var sket spurte betjenten.

”Hvad er der sket her” mens han slog hånden ud mod lejligheden, som var raseret og blodig.

”mord forsøg på en betjent” sagde betjenten kort for hoved, Jason tænkte sig om et øjeblik, og husket på hvad Raymond havde fortalt ham en morgen han havde hentet ham og set en mand forlade hans lejlighed.

”hedder betjenten... Alex?” spurte Jason spørgende. Betjenten der havde hold ham tilbage så nu alvorligt på ham.

”Alexandre Wilson.. kender du ham?” spurte betjenten undrende. Jason rystet på hoved og forklaret

”Ray fortalte mig at Alex var hans ven, som boet hos ham” betjenten så overrasket på Jason, en anden betjent som havde stået og lyttet til deres samtale lidt der fra spurte

”Hvordan kan vi vide at du taler sand?” Jason så på betjenten og svaret

”Det kan du hælder ikke, men du kan ringe til Kaptajn McCory han kan fortælle dig hvad Raymond og jeg er” betjenten så skeptisk på Jason.

”Hvordan kan vide at det ikke er Korporal Taylor her der har overfaldet Betjent Wilson?” Jason så irriteret på betjent og svaret

”Det ville være lidt svært for ham at nå det, for klokken er nu 17:44, Korporal Taylor og jeg gik forlod USS Hamsley klokken 17:10, med flere af de andre besætnings medlemmerne, det tage mindst 24 minutter at tage her ud, det vil sige at han så havde 10 minutter til at rasere stedet og forsøge at slå Alex ihjel, som jeg ville mene nok ikke er det nemmeste da han er betjent i LA” begge betjente kunne godt se af det nok ville havde været svært at nå vis Jasons talte sandt.

”må jeg så godt få lov at snakke med min ven nu?” spurte Jason irriteret,

”Han har ikke sagt et ord siden vi kom” forklaret betjenten der havde stået i nærheden og hørt på hvad Jason sagde.

”Hvorfor ikke?” spurte Jason og så undrende på Raymond.

”Chok? vil jeg gætte på” svaret Betjenten der havde stoppet ham i første omgang. Jason så lidt undrende på betjenten, men vendte sig så om og gik ud i gangen hvor han havde set Raymonds køjesæk, den ene af betjentene fulgte efter ham, og i det Jason bøjet sig ned og tog fat i hans taske tog betjenten fat i hans skuldre, men det forhindret ikke Jason i at hælde køjesækkens indhold ud på gulvet.

”Hey stop det der.. det er bevis materiale” sagde betjenten højt, Jason vendte sig mod betjenten og forklaret.

”Jeg regner med at i gerne vil snakke med min ven der ikke sandt”

”jooo?” sagde betjenten tøvende og slap taget i Jason der igen vendte sin opmærksomhed mod indholdet fra køjesækken, sammenfoldet tøj, lidt personlige effekter, og en sort flad pung, som Jason viste at den indholdte billeder, og en rød pung som han åbnet og fandt en lille hvid aflang pakke. Som han tog i hånden sammen med den sorte pung.

”Må jeg snakke med ham nu?” spurte han betjenten som havde stået og holdt øje med ham, lidt usikkert flyttet betjenten sig og gjord plads til at Jason kunne gå ind i lejligheden og hen til Raymond. Som han satte sig på hug foran.

”Ray?.. Ray kan du høre mig?” spurte Jason, Raymond svaret ikke men vendte bare sig mod ham, Raymonds øjende var kolde og klare, hans tåre var stoppet, men det så ud som om han var langt væk.

Jason knækket den lille hvide pakke under næsen på Raymond, der gav et lille sæt fra sig, Jason lagde godt mærke til at betjentene rykket uroligt på sig og han gættet sig til at en af dem vis ikke dem begge to havde lagt deres hånd på deres pistoler.

”Ray kan du høre mig?” Spurte Jason igen, og denne gang nikket Raymond til svar. Jason åbnet den sorte pung og tog billederne. Det første var et billede med hele besætningen på, et billede som Raymond altid havde hængene over sin køje.

”Ray hvem er det?” spurte Jason og peget på en af personerne i billedet mens hans forsøgte at holde hans opmærksomhed. Raymond kigget spørgende på Jason før han så på billedet og svaret

”Kaptajn?” Jason smilte til ham og spurte

”Kaptajn hvad?” Raymond tænkte sig om et øjeblik og svaret

”Kaptajn Rory McCory”

”Det er godt, og ham her?” spurte Jason

”2T... Korporal Terry Thompson” svaret Raymond tøvende, og lignede en der forsøgte at huske hvem han var.

”Og mig?” spurte Jason og peget på sig selv, mens han fjernet billedet.

”Jason!” svaret han. Jason nikket og lagde sin hånd på siden af Raymonds hoved, i det han lukkede øjende og rullet faretruende med hovedet.

”Hey Ray, se på mig” sagde Jason, Raymond åbnet øjende og så på ham.

”Kan du huske hvad der er sket her?” spurte Jason, og kunne straks mærke betjentenes nysgerrige blikke mod sin ryg. Raymond rullede lidt med øjende men så i næste sekund lige ind i øjende på Jason.

”Alex?” Spurte Raymond, mens et par tåre slap hans øjende, før Jason kunne nå at svare på Raymonds spørgsmål, udbrød den ene betjent.

”Han er i live endnu” Jason vendte sig halt om mod betjenten og sendte ham et vredt blik, betjent så uforstående på ham, før han igen vendte sig Raymond,

”Hvad er det sidste du husker Raymond?” spurte Jason venligt. Raymond så spørgende på ham og spurte

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...