Dead Man's Legacy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Dead Man's Legacy er anden bog af mig, jeg har før hen skrevet Heartbreak på 130 sider. Denne bog handler om Marine Korporal Raymond Taylor, og Betjent Alexandre Wilson, Korporal Jason Cooper og alle Raymond's Navy venner.
Korporal Taylor tjener på USS Hamsley, og er forlovet med Officer Wilson, men en aften Taylor vender hjem efter to uger på havet, er deres fælles lejlighed raseret og han finder Betjent Wilson hårdt såret. da Wilson dør, bliver han mistænkt at Wilsons kollegaer der ikke kendte til Wilsons og Taylors forhold.
Men problemer skal vise vis at være værre end først antaget og før Taylor når at se sig omkring så er han indviklet i koroption og mord, ved Los Angelas police Departement.

Bogen er stadig ved at blive skrevet og derfor modtage jeg med glæde rettelser, kritik og ros, samt idéer. Jeg vil dog ikke love at din rettelse eller idé vil blive brugt.
Vis han som med forfatter gerne vil gå ind og rette det jeg skriver, betaler jeg med glæde, dog skal du være en god.

8Likes
9Kommentarer
1316Visninger
AA

1. Kap 1

Raymond gned sig med den ene hånd i ansigtet, han hoved banket som bare fandens, han åbnet øjende på klem for at se på vække uret, men måtte hurtig lukke dem igen da solens skråle gjorde ond i hans øjende.

Pludselig spæret Raymond øjende fuld op og så på sit vække ur der viste 07:43, og med et var han lyst vågen. På vej ud af sengen, skubbet han blidt til manden ved siden af ham, der lå på maven, med armene ud til vær sin side.

”Alex..” sagde Raymond, mens han tog tøj på i alt hast. Alex, hev bare sin pude over sit hoved da Raymond blev ved med at kalde på ham, mens han gav ham små puf, alt sammen i forsøg på at få sit tøj på og pakke sin køjesæk.

”ALEXANDRE WILSON! Vi kommer forsendt” råbte Raymond højt og kommanderende, med et satte Alex sig op i sengen og så groggy på Raymond.

”Hvorfor råber du Ray?” spurte Alex, i det han rodet sig i håret og gabte. Raymond så kærligt på ham, selv om Alex ikke var noget morgen menneske kunne han altid få ham til at le, over de mærkeligste ting.

”Vi kommer forsendt” forklaret Raymond med et skævt smil, Alex blev blot siddende på sengen og fulgte interesseret med i Raymond der smed de sidste ting ned i sin køjesæk og lukket den. I det Alex ikke gjorde mine til at rejse sig fra sengen, stoppet Raymond op og satte sine hænder i siden, mens han så strengt på Alex.

”Skal du ikke på arbejde i dag?” spurte Raymond, Alex sad på sengen og smilte over hele ansigtet før han svaret

”jeg elsker når du kommandere med mig” Raymond forsøgte at se streng og vredt på Alex, men til sidst måtte han erkende at han ikke kunne lade vær med at smile når Alex talte beskidt til ham, og det blev ikke bedre af at Alex sad i bar overkrop.

”se at få tøj på” sagde Raymond med et skævt smil, da han forlod soveværelset for at lave noget morgenmad til dem. Skrabelet æg og ristet brød til Alex og havregryn til ham selv. I det Raymond satte maden på bordet stilte Alex sig bag ham, så i det Raymond vendte sig om, tog han fadt i ham og kysset ham. Da Raymond hev sig væk fra ham, smilte han mens han sagde

”se nu at få spist” Alex slap taget i ham og tog en stor bid af det ene brød med et stort smil.

”Javel mor” sagde Alex i det han havde tygget af munden. Raymond tog viskestykket han havde over skuldre og svang det efter ham i sjov, Alex undveg viskestykkets spis elegant mens han tog den sidste bid af det brød han havde taget fra sin tallerken. I næste nu dyttet det ude foran, Alex så på klokken og sagde

”Det må være Amber” i mens han svag den ene arm om Raymond, og kysset ham inderligt, endnu et dyt, fik Raymond til at skubbe Alex fra sig

”se så at komme af sted” sagde Raymond, i det han smilte til Alex, der vendte sig om og skyndte sig mod døren mens han tog sin jakke og taske på vejen.

”pas nu på piraterne” sagde han drillende i det han gik ud af døren, Raymond grinte at hans joke, før han hentet sin køjesæk fra soveværelset og gik ud til Jason, der holdt og ventet på ham.

”Hvem var det du havde på besøg da jeg kom?” spurte Jason da de kørte ned mod havnen, Raymond skævet til Jason før han svaret

”Det er Alex, han bor hos mig”

”bor hos dig?” spurte Jason nyegerig, og så smilene på Raymond,

”Ja det er nemmeste for os begge to, han arbejder næsten 24, 7 og jeg er af sted flere uger af gangen.. så det er billiger for os på den måde” forklaret Raymond og håbet inderligt at Jason ikke ville stille flere spørgsmål og Alex.

”Hvor længe har du kendt Alex?” spurte Jason efter en kort pause,

”siden High School” svaret Raymond, før Jason kunne nå at stille endnu et spørgsmål om Alex, tændte Raymond for radioen. Jason fattet budskabet, og resten af vejen sad de i stilhed og hørte radio.

”Det var altså ikke for at snage, at jeg spurte til Alex” forklaret Jason da de steg ud af bilen, Raymond sendt ham et skævt smil og sukket

”Det ved jeg godt, det er bare det af Alex er Betjent og nogle af drengene er ikke de bedste til at omgås betjentene her i Los Angelas” forklaret Raymond, det var nok det tætteste på sandheden han havde fortalt sine skibskammerater om Alex. Jason nikket forstående og fulgte efter Raymond ned til skibet.

”I er sendt på den mine herre” fortalte manden der stod på kajen og så alvorligt på dem.

”Det er min skyld Blanc jeg kom for sent ud af døren” svaret Raymond, hvor efter de alle 3 skyndte sig om bord.

Ned på Lower Deck, til venstre, forbi Bomber og 2T's kahyt, Raymond havde gået den vej til sin kahyt næsten en million gange de fire ture han har haft med USS Hamsley. Da han åbnet døren ind til kahyten, opdaget han til sin skuffelse at Pean stadig var der, ham og Pean havde ikke noget synderlig venskab der var til at råbe hurra for, den anden tur som Raymond havde været med, havde han og Pean været oppe og tomme flere gange, de havde gået hinanden så meget på at de begge to næsten var blevet smidt af skibet halv igennem turen, så CO havde givet dem et ultimatum, enden så tålte de hinanden ellers de begge to blev overflyttet til andre skibe. Siden da havde ham og Pean sluttet fred, det betød dog ikke at de var venner.

”Jeg er færdig om lidt så kan du få lov at pakke ud” hilste Pean da Raymond trådte ind i den lille kahyt. Og i løbet at få sekunder havde Pean lagt det sidste tøj ind på hylderne bag hans køje, hvor efter han kantet sig forbi Raymond og forlod kahytten med et anstrengt smil. Raymond sukket og smed sin køjesæk op på den øverste køje, hvor efter han tog sin uniformsjakke af og hoppet op på køjen, hvor han i løbet af nogle minutter fik pakket tasken ud. Da han nået til den lille sorte flade pung som indeholdte billederne han normalt havde hængene over hans køje, sad han et øjeblik og mindes aften før med Alex i sine arme, det var altid svært at skulle af sted igen.

”Alle mand på dæk” formanet en stemme ud af den højtale der sad lige over kahyttens dør, Raymond lagde hurtigt resten af køjesækkens indhold ind på hylden bag hans køje før han hoppet ned, tog sin jakke og forlod kahytten i rask trav mens han tog jakken på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...