Nattebarn

-"Mørket kommer fra oven. Det ved jeg. For det var Gud som skabte det, så mennesker kunne føle sig trygge. Mørket er skabt til at falde ned fra himlen og sluge alle problemer på dets vej. For en kort stund. Mørket er skabt så vi kan søge ly. Ly for alt der går os på. I mørket kan man gemme sig. Gemme sig for alt og alle."
Dette er mit bidrag til "Inspireret af en sang"-konkurrencen.
Jeg har taget udgangspunkt i sangen "Børn af natten af Panamah.

25Likes
43Kommentarer
990Visninger
AA

2. Nattebarn (Oneshot)


Mørket kommer fra oven. Det ved jeg. For det var Gud som skabte det, så mennesker kunne føle sig trygge. Mørket er skabt til at falde ned fra himlen og sluge alle problemer på dets vej. For en kort stund. Mørket er skabt så vi kan søge ly. Ly for alt der går os på. I mørket kan man gemme sig. Gemme sig for alt og alle.

Men ikke alle har indset, hvilken gave natten er til mennesket. Mange holder sig bare til det normale. De står op med solen og lægger sig i deres senge, når skyggerne opsluger sollyset. De indser ikke hvilken gave, de har fået leveret.  Mit liv er helt andeledes. Jeg er et nattebarn – det er det, de kalder os. 

”De bliver aldrig til noget, de vil for altid sidde fast i deres ungdom” – sådan hvisker folk over hækkene. Og så ryster de nedtrykt på hovederne og fortæller det videre til naboen. Men jeg er ligeglad. Jeg er skabt til nattelivet. Det er jeg sikker på.

 

○○○

 

Det er når mørket falder på, at min dag begynder. Hver nat, når jeg kan høre far snorke i det andet værelse, lister jeg mig ud i det dunkle univers.  Om natten bliver jeg et helt andet menneske. Jeg lukker af for hverdagens stress og jag og fokuserer kun på en ting – at opleve. Om natten skal man ikke tage hensyn til noget. Man kan gøre hvad man vil. Her kan ingen dømmes ud fra tøjstil, hår eller valg af makeup.

 

○○○

 

Min trang efter at snuse rundt i mørket kom efter mors død. Da mor gik bort, faldt familielivet fra hinanden. Det liv, der før havde været så perfekt lå nu på gulvet smadret i tusinde stykker. Som et splintret spejl. Og ingen turde samle stumperne op og sætte dem sammen igen. For tænk nu hvis man skar sig på de modbydelige minder?

Far, der før var glad en middel aldrende mand bruger nu hele sin dag lukket inde på kontoret, hvor han arbejder på en bog. Jeg spørger ham ofte, hvornår han mon er færdig. ”Snart, jeg mangler kun en smule”, mumler han melankolsk hver gang og sukker. Det er det samme hver eneste dag. Jeg vågner tit omkring middagstid ved lyden af hans klip klapper, der bevæger sig hen over det knirkende trægulv. 1,2,3 skridt. Han holder en lille pause og retter på brillerne. Derefter tager det cirka 24 skridt, før jeg hører døren til kontoret gå op, klipklapperne, der træder hen over dørtærsklen og det efterfølgende klik fra døren, som igen bliver lukket i. Og der bliver han så resten af dagen. Indtil mørket sænker sig, og jeg hører klipklapperne vandre mod soveværelset igen.

 

Mit liv har også ændret sig drastisk. Jeg har vendt op og ned på dag og nat. Dagslyset føles pludselig skræmmende, synes jeg. Jeg føler mig så bar, når solens stråler rammer mig, og afslører hvem jeg i virkeligheden er. Afslører mit pjuskede kortklippede hår. Afslører mine trætte, grønne øjne, der febrilsk søger tilbage mod mørket. Afslører mit sande jeg.

Om natten er det hele nemmere. Om natten svøber mørket sig om én og dækker alt, man ikke ønsker, at andre skal få øje på.

 

○○○

 

Det var en sen efterårsaften, da jeg for første gange oplevede mørkets befriende magt. Vinden ruskede rundt i mit hår og sneg sig ind under min tynde jakke og lagde sig som en kold hinde ovenpå huden.

Jeg havde været nede og besøge mor. Ved gravstedet. Gravstenen havde været kold. Isende kold. Ligeså var mine hænder.  Jeg havde rystende placeret rosen ved siden af hendes navn og læst en lille bøn for hende.

Da jeg ikke kunne holde sorgen ud mere, havde jeg sat kurs hjemad. Det havde i hvert fald været planen. Men pludselig havde min hjerne sagt mig anderledes.  Jeg var pludselig stoppet op foran et busstoppested, og før jeg vidste af det, sad jeg i en varm bus med kurs mod midtbyen.

 

Stilhed. Det var det første jeg havde observeret, da jeg trådte ud af bussen og ud i den kolde efterårsnat igen. Alt lå øde. Der var ingen mennesker at se på gaderne. Og kun en gang i mellem susede en bil forbi og lyste mørket op. Dette stille dystre miljø havde virket fascinerende, kan jeg huske. Så fredsfyldt.

Men jeg var kun nået et par hundrede meter ned af gaden, før stilheden pludselig var blevet afbrudt af stemmer. Små utydelige hviskende stemmer, der blev til råb, jo tættere jeg kom på.

Natteråb.

Frihedsråb.

Et par øjeblikke senere fandt jeg mig selv stående overfor en lille flok teenagere, alle indhyllet i mørke skygger. Kun gadelamperne lyste dem op. En af de forreste i gruppen, en ung dreng, havde rakt mig en flaske. ”Drik”, havde han hvisket. ”Det vil få dig til at føle bedre”

Og jeg havde ikke kunnet stritte imod. Jeg havde været så langt nede, at jeg bare havde gjort, som de havde sagt. Jeg havde bællet den ene flaske i mig efter den anden. En dejlig fornemmelse havde bredt sig i min krop. Jeg havde følt mig uovervindelig. Mørket havde åbnet sit rige for mig og havde inviteret mig med ud på en rejse.

 

○○○

 

Og sådan havde det forsat. Nat efter nat. Lige siden da. Mørket var en gave – en gave der skulle udnyttes. Og det forstod vi at gøre – os, nattebørnene.

 

Og I nat er ingen undtagelse. Jeg tager igen ud på den selv samme rejse, der dog alligevel føles så anderledes hver eneste nat.

Men jeg ved at glæden er kort, om lidt vil jeg igen vågne op – op til virkeligheden. Solen vil atter titte ned mellem skyerne og minde mig om hvem jeg i virkeligheden er. En forvildet ung teenagepige, der drikker sine sorger væk. Men dette ser jeg ikke om natten. – for der er nemlig én ting, man ikke kan i mørket – se klart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...