Singing has changed everything - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 aug. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2013
  • Status: Igang
Hannah elsker at synge, og har derfor sin egen lille youtube-kanal. Dag for dag vokser den sig større, langsomt men sikkert.
Da hun en dag har lavet endnu et cover, denne gang af One Direction, bliver hun kontaktet af selveste Louis Tomlinson!
Han syntes at hun har et fantastisk sangtalent, og vil have hende til at møde resten af drengene fra One Direction - hvorfor, ved hun ikke.

Siden den dag har Hannahs liv taget sig en drastisk ændring - men kan hun klare det store pres der pludselig bliver lagt på hendes skuldre?







Dette er min første movella, just so you know it.
- xoxo

5Likes
5Kommentarer
302Visninger
AA

2. First day of school.~

"IIII AM THE CHAMPION, MY FRIEEEEEND. AND I'LL, KEEP ON FIGHTING, TILL THE END"

Med vilje fik jeg min stemme til at lyde falsk og dårlig, da jeg underligt nok syntes at det passede meget bedre til sangen end hvis jeg rent faktisk ramte tonerne. 

Don't ask why, det syntes jeg bare.

Jeg ved ikke, altså jeg kan jo godt synge, men på en måde bliver jeg også flov? Mine viewers støtter mig, og jeg ved godt selv at jeg kan synge, alligevel er der noget der stopper mig. Måske genertheden over min bror skulle komme med en kæk kommentar? Jeg jo ved godt at han bare siger det for at irritere mig og intet personligt mener med det, alligevel kan det godt ramme mig.

Jeg stod foran spejlet med min deodorant i hånden, som var den en mikrofon, imens jeg lavede nogle små grimme dansetrin. Og tro mig - der var grimme.

Jeg blev dog hurtigt afbrudt af Mark, der skreg igennem hele huset at jeg skulle holde min kæft.

For så sød var min bror nemlig.

Jeg lod som om kommentaren intet betød for mig, og for at irritere ham, sang jeg videre endnu højere - "I AM THE CHAMPION, I AM THE CHAMPION, NO TIME FOR LOSERS" host. "Mark!" Host. ''CAUSE I AM THE CHAMPION. OF THE WOOOORLD!"

"Sjovt, Hannah!" Råbte han igen, efterfuldt af et lille grin.

Jeg kunne ikke lade være med også selv at grine lidt, da det var sjovt så let Mark var at irritere. Virkelig, der skulle intet til, og det bedste var at gøre ham pinligt berørt i offentligheden. Engang da vi var i Wal-mart for at købe ind, begyndte jeg at slå ham i røven, danse rundt med mine allerede fortalte forfædelige dansetrin, og sluttede det af med et Tarzanbrøl imens jeg slog mig med knyttede hænder på brystet. 

Det burde jo egentlig have været mig der blev pinlig berørt, men af en eller anden grund rør det at opføre sig anderledes og underligt i offentligheden mig ikke. Faktisk, så syntes jeg at det er virkelig sjovt at se folks reakioner, nu hvor alle skal være så fisefornemme og ikke kan tage en joke.

Jeg smed deodoranten over på min store fluffy dobbeltseng, og begyndte at studere mig selv i spejlet, for at tjekke mit outfit en sidste gang.

Jeg havde en simpel t-shirt med et cirkel-formet print af universet på, som jeg havde stoppet ned i mine shorts. Den var parret med en simpel, åben denim skjorte udover, som jeg havde rullet ærmerne op på. Jeg havde taget et par helt enkle sorte shorts på, med den samme farvede nylonstrømper og strømper. Som tilbehør var det bare et par sølvarmbånd, da jeg elsker sølv. Intet særligt. På grund af at det var lidt små koldt, havde jeg også taget et rundt, sort, tykt og strikket tørklæde på. Jeg var selv vild med det, da jeg syntes det var cool og casual på samme tid.

Hahaha, det lyder som om at jeg har forstand på mode - det har jeg ikke, skal det lige siges. Jeg elsker bare tøj. Elsker, som i elsker elsker. 

Det var vigtigt for mig at se godt ud her på første skoledag, da jeg ikke havde set ham i en hel sommerferie, og det var virkelig uudholdeligt. 

Og åh gud hvor havde jeg savnet ham, selvom jeg vidste at han ikke gengældte mine følelser.

Han havde ikke skrevet til mig hele sommerferien, ikke engang en enkelt gang. Eller okay jo, han havde faktisk liket mit profilbillede på facebook og skrevet en kommentar. Men tænker ikke rigtig at det tæller?

Jeg havde nogle dage konstant gået rundt med min mobil på mig, bange for at når han skrev, at jeg så ikke så det med det samme. Selvom det var dumt og desperat og jeg vidste at der ikke var en chance for at han skrev til mig, kunne jeg ikke lade være. Jeg mener, vi havde været så meget sammen inden sommerferien, skrevet sammen hver dag, endda holdt i hånden. Og ja. Ja, jeg syntes det er stort at holde fyren man er vild med i hånden. Jeg havde virkelig følt for ham og jeg, men han havde det åbenbart ikke på samme måde. 

Alle de gange hvor at han har holdt om mig, nusset min nakke og skuldre, snakket og skrevet sødt til mig, har bare været ligegyldigt for ham. 

Jeg var bare det første og det bedste han kunne få.

 

Der er tit hvor at jeg egentlig bare tænker hold din kæft Hannah. 

Ikke slå dig selv ned i jorden på den måde.

Du er smoking hot, og har fortjent så meget bedre end ham!

Selvom det nu ville være fantastisk lækkert at ligge om aftenen og nusse med ham imens vi lå og så film..

But who cares?

Idioten er en idiot - sjovt nok.

Når du ser ham igen, smasker du ham bare en lige i fjæset med den flippede økse du har købt til den tid.

Everything's gonna be alright. Eller noget.

 

Jeg rystede mit hoved for lige at komme tilbage til omverdenen, da jeg virkelig burde skynde mig, eftersom kun var 10 minutter tilbage. Ups. Jeg har det med virkelig at komme i min egen verden, for jeg har så meget at tænke på, altid. Det er heller ikke sjældent at jeg kommer til at tænke så meget, så jeg virkelig bare bliver helt deprimeret og syntes hele mit liv er en stor joke, og at alt bare går galt. At ingen rigtig kan lide mig, at jeg er alles 2. valg, og at jeg ligner noget der er løgn.

Det at jeg tænker så meget over alt og ingenting kunne til tider gøre mig virkelig langsom. Men hvad fanden, jeg er Hannah fucking Montana, og tro mig når jeg siger, at nobody's perfect.

Ej just kidding. 

Jeg er fucking fabulous.

Selvom jeg ikke er Hannah Montana, hvis du nu skulle være i tvivl. Uheldigvis kan jeg ikke blive en kæmpe pop-sensation og få lækkert hår lige når jeg har lyst til det, for derefter at skifte tilbage og blive helt normal (eller noget) og bare have mit drømmeliv. Selvom hvis det skete, ville jeg ikke klage. Overhovedet.

Mit hår hang løst ned, da det er sådan jeg bedst kan lide det. Det giver lidt et boheme-look, og det syntes jeg egentlig ser meget fedt ud. Jeg har brunt hår i den samme farve som Miley Cyrus' inden hun fik det klippet og farvet i den der helt hvide farve. Sorry to say, men Miley skat, jeg syntes dit tidligere hår var så meget pænere, og det tror jeg ikke at jeg er den eneste der syntes.

Anyways, tilbage til mit hår. Det gik ned til midten af min ryg, og klippet i etager for at det ikke fylder for meget, eftersom at jeg har rimelig tykt hår. Jeg havde lange løse slangekrøller - lidt alla de der prinsesse agtige nogle - og får egentlig tit komplimenter for mit åh-så-fantastiske hår, hvilket egentlig er ret så dejligt.

Weee, tror jeg..

Jeg tog noget mascara på, tegnede blidt mine øjenbryn op. Men ro på, jeg er ikke en efter min mening dullet type. Jeg laver ikke de der øjenbryn der ligner et omvendt flueben.

Jeg dækkede også de få 2-3 bumser jeg havde på min næse, da jeg lige så godt kunne gå efter perfektion. Du ved, i forhold til ren hud.

Jeg stak mine fødder i mine elskede sorte sneakers med plateau sål, smuttede ud af døren til min cykel, og hoppede op. Selvom jeg havde travlt (og det er uhyggeligt tæt på at blive standard), lod jeg mine tanker vandre rundt, og langsomt gled de hen imod Da love of my life.

 

Når du ser ham Hannah, skal du bare være iskold, cool og kostbar.

Det kan fyre godt lide. Tror jeg.

 

Jeg forstillede mig at jeg kom ind i klassen gik forbi ham, imens jeg svingede mit hår op i hans ansigt så han kunne dufte til min shampoo, og med det samme falde pladask for mig.

Ja nemlig, så store evner har min shampoo.

Som dufter af æble.

Og som jeg købte i Wal-mart.

For 4 euro.

Hell yeah.

 

Mine tanker var godt igang med hvilken shampoo jeg skulle købe næste gang, men de nåede ikke rigtig længere end til at det ville være cool med en shampoo der duftede af ananas, før jeg kørte ind i en kantsten og faldt halv blidt, halvt hårdt ned på fortorvet. 

"Arh for fanden," mumlede og jeg og gnubbede min forslået numse, da jeg kort efter kunne høre en hvis person bryde ud i latter. Jeg vendte mig om, og rigtig nok, så stod Maddie og grinte højt af mig så andre folk rundt omkring os sendte os underlige blikke. Aber so was, det er ikke ligefrem fordi at det er første gange det sker. Åh, Maddie og jeg har vores minder..

Jeg kiggede hende i øjnene med et surt blik, som totalt mislykkes, da hun midt i sit grin begyndte at grynte. Jeg kunne ikke holde masken længere på grund af hendes åndssvage grynt, og begyndte at grine af hende. Det lød som om en gris, det gjorde det virkelig. Men det var sødt.

Min latter begyndte at dø lidt ud, men skatten her? Hun kunne sagtens klare noget mere. "HHAHAHAHAHAAH.. Du er så.." Grynt. "Så dum! AHAHAHAHA" sagde hun mens hun holdte sig for maven.

"Ja okay så sjovt var det heller ikke," sagde jeg surt, men det mislykkedes - igen - da jeg kom med et fnis.

Jeg begyndte at rejse mig selv og min cykel op, mens hun bare grinte videre. Hun begyndte selv at stige op på den cykel hun var stået af da hun begyndte at grine, og gjorde sig klar til at cykle igen ved at sætte sin ene fod op på den pedal der pegede fremad. "Ha, ej undskyld mus. Det er bare så typisk dig," sagde hun med et drillende smil på læben.

 

Ja, okay måske havde hun fat i noget. Det var typisk mig at falde.

Og hvad så?

Jeg liver livet baby.

YOLO, eller hvad fuck man nu siger.

 

"Lad os nu bare køre videre op til skolen," sagde jeg med et suk - dog kunne man høre et smil bag det, så Maddie tog sig ikke af det, men nikkede bare for at vise at hun var enig.

Da vi nærmede os skolen, begyndte vi at få blikke fra dem der hang ud foran indgangen. Jeg var nu egentlig så vant til de blikke, så det generede mig ikke rigtig, men man kunne se at Maddie følte sig utilpas, så jeg tog hurtig hendes hånd og gav den et klem, for derefter at give slip igen. Hun var ikke ligeså vant til blikkene som jeg, da det stadigvæk var halv nyt for hende at være 'en af de populære'. Tro mig, jeg syntes ikke det var en fed beskrivelse, men det var jo rigtig nok. Jeg var populær, og sådan var det bare.

Det at Maddie gik sammen med mig, gjorde automatisk også hende halv populær, og gav hende flere blikke, og mere respekt fra de andre. Det var sådan det fungerede, og jeg ved virkelig ikke om jeg skal se på det som en god eller dårlig ting.

                               

Da vi nærmede os vores skabe der lå lige ved siden af hinanden (måden vi lærte hinanden at kende på), begyndte Maddie at spørge ind til hvordan jeg ville reagere når jeg så ham, og jeg havde derefter fortalt om mine overdrevet seje måde jeg ville kaste mit hår i fjæset på ham, hvorefter han ville falde for fødderne af mig og sige at han vil gøre alt for at blive min.

Det var en god metode.

Hun havde bare grint, rystet på hovedet og startet en ny samtale op omkring Nick, fyren hun kunne lide. 

Maddie var heldigere end jeg, da det var tydeligt at Nick og var dybt forelsket i hende. Det strålede ud af ham, og åh gud hvor var det kært at se dem sidde sammen.

Og dog, det var også forfædeligt irriterende, da jeg ville ønske at der var en fyr som var vild med mig på samme måde Nick var med Maddie. Suk.

 

 

                                                                                                   ~

 

 

Mine første 2 timer var f/k, og til mit store held havde jeg ikke rigtig noget imod faget. Jeg elskede det heller ikke, det var mere bare et der var der, uden den store betydning for mig.

Resten af dagen forløb fint, jeg snakkede med nogle af mine veninder, som var hyggelige nok, men det var mest et overfladisk venskab vi havde, da vi aldrig rigtig havde haft de dybeste samtaler sammen.

Da klokken ringede for at vise at det var tid til timeskift, smuttede jeg hurtigt ud af klassen og fór over mod klasselokalet hvor at min næste time skulle foregå.

Det var engelsk, den eneste time jeg faktisk havde glæde mig til, for guess what - det var mit yndlings fag, med min yndlings lærer.

Bonusset ved det hele var også - you guessed it - min yndlings dreng, the love of my life, havde også engelsk, og jeg kunne ikke vente med at afprøve mit geniale hårtrick.

Jeg åbnede døren med et glad smil på læben, der forsvandt ligeså hurtigt som det kom på.

For der sad han, og gjorde det jeg havde frygtet hele sommerferien ville ske.

 

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Nå, hvad så? Hvad tror I det er Hannahs 'loverboy' har gang i?

Og hvad syntes I om historien?

Er det for tideligt at publicere den efter kun 1. kapitel?

I må virkelig bære over med mig, da det er min første movella nogensinde.

I må meget gerne skrive hvad I syntes om den, og hvad jeg kan gøre for at gøre historien bedre, plus hvad der er godt, så jeg ligesom ved hvad der falder I jeres smag.

Hvis I gider at tage jer tid til det, vil jeg elske jer for evigt!

- xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...